Smagsdommeren som talende og tænkende inspiration
- interview med debattør, smagsdommer og teolog, Sørine Gotfredsen
af bibliotekar Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
"Jeg er grundlæggende vild med ideen om, at nogle mennesker tillader sig at fortælle andre, hvad der er godt og hvad der er skidt", siger debattør og teolog, Sørine Gotfredsen. Læs om smagsdommeren, der ikke er bange for at sige sin mening.
Litteraturen har forholdvis trange kår på landsdækkende TV. Hvad tror du det skyldes ?
Litteratur har trange kår på tv, fordi bøger i sagens natur er fantastisk svære at behandle i et visuelt medie. Man kan naturligvis tale om litteratur på tv, men det bliver meget hurtigt til tungt og abstrakt rundkreds-tv med stor risiko for, at seerne bliver rastløse. Desuden kan der være det store problem med forfattere, at de har svært ved at forklare, hvorfor de skriver, som de gør – ligesom filminstruktører sjældent kan fortolke deres egne film – og interviews med forfattere er en svær kunst.
I virkeligheden findes der en indre selvmodsigelse i forholdet mellem tv-mediet og begrebet bøger. Bøger er kun henvendt til ét menneske ad gangen, de skaber en stille individuel fantasifuld proces, og de er som bekendt baseret på det skrevne ord, mens tv er baseret på billeder. Når man læser en roman, skaber man sine egne personlige billeder, og tv-mediet kan hurtigt komme til at virke underligt påklistret i den proces. Desuden vil litteratur ofte skabe et meget lavt tempo på tv, og det er ikke den slags programmer, man ret mange steder tør eller vil satse på. En teori lyder jo, at folk har en tendens til at fravælge bøger i deres liv, fordi de finder det nemmere at se tv efter en lang dag på arbejde, og man må overveje, om den store bog-elsker og den flittige tv-seer egentlig særlig ofte findes i den samme person.
Hvad er det et kulturprogram som "Smagsdommerne" på DR kan, som et rent litteraturprogram ikke kan ?
”Smagsdommerne” er et program, der kan brede sig ud over alt, hvad man kan kalde kultur, og der er på forhånd åbnet for langt flere sanser, interesser og temperamenter end i et rent litteratur-program. Alene omtalen af de mange film trækker folk til. Bøger indgår selvsagt ofte i ”Smagsdommerne”, da romanen er umulig at komme udenom, når man taler om kultur, og forhåbentlig er der blandt seerne til ”Smagsdommerne” folk, der ikke normalt ville lytte til en diskussion om en bog, men som her så at sige tager det med som en del af den samlede pakke. ”Smagsdommerne” har flere temposkift og mere alsidighed end et rent litteraturprogram, og jeg tror ganske enkelt, at det fremstår mindre støvet i folks bevidsthed.
Du er selv forfatter. Hvordan har du det med anmeldere og smagsdommere ?
At jeg selv optræder i panelet i ”Smagsdommerne” skyldes, at jeg grundlæggende er vild med idéen om, at nogle mennesker tillader sig at fortælle andre, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Vi ved alle sammen, at smag er individuel, men i en kaotisk verden med daglige medievandfald, er det efter min mening fantastisk vigtigt, at ethvert menneske formår at holde fast i sin egen dømmekraft. Derfor er smagsdommeren ikke en person, der skal optræde som subjektiv autoritet men derimod som en talende og tænkende inspiration, der skal påvirke andre til selv at dømme. Dette er for mig smagsdommerens opgave – at holde andres lyst til at vurdere tingene i live.
Anmeldere er lidt noget andet, og idéen med smagsdommerne på DR2 er netop, at de ikke skal optræde som fagkyndige anmeldere men som subjektive individer, der kun taler fra et personligt holdepunkt og direkte fra hjertet. Visse anmeldere har jeg det svært med, fordi de er blevet fange af deres egen stil og er havnet derude, hvor man ikke ved, hvad der er reel bedømmelse, og hvad der er sprogligt egotrip. Man kommer ofte i tvivl om, hvorvidt de anmelder for egen eller for litteraturens skyld, og (jeg ved det fra mig selv) man kan blive så forelsket i egne elegante vendinger, at man mister overblikket over det ærinde, man oprindeligt havde.
For mig bør en anmelder være drevet af en grundlæggende respekt for forsøget, og den nådesløse nedsabling er som oftest uinteressant og siger mere om anmelderen end forfatteren. Selv at blive anmeldt er altid en surrealistisk oplevelse, og jeg forstår godt – og tror også på – de forfattere, der siger, at de sjældent læser anmeldelser af deres egne bøger. Man befinder sig så dybt inde i sit eget projekt, at andres holdninger (selv de kvalificerede) kan lyde som noget fra en anden planet, og mens man er nysgerrig efter at høre, om modtagelsen befinder sig i den sjove eller den traumatiske afdeling, har jeg personligt ikke behov for at læse anmeldelser grundigt igennem.
Hvilke danske forfattere synes du er spændende ?
Jeg må med skam melde, at jeg ikke er nogen stor fan af ret mange danske forfattere. Søren Kierkegaard er en klar nummer et, men af mere klassiske og nutidige forfattere ser det tyndt ud. Jeg har gjort mange forsøg på at få dem ind i mit litterære liv, men de fleste er desværre faldet ud af det igen. Danmark er et lille land, og flere gange er en roman blevet udråbt til årets mesterværk, hvorpå jeg læser bogen og bliver dybt skuffet. Det store sprog endsige de store tanker finder man ikke ret mange steder i en lille nation.
Hvis du fik en hel weekend fri til at læse - hvilke bøger ville du så kaste dig over ?
Hvis jeg havde en blank weekend til rådighed ville jeg tage fat på min sorte samvittighed og læse Karen Blixen. Hende mangler jeg for alvor at stifte bekendtskab med, og det er lidt uheldigt set i lyset af, at jeg eftersøger store danske forfattere i mit liv. Hun står øverst på listen. Derudover ville jeg anskaffe mig nogle digte af Søren Ulrik Thomsen, for selv om poesi ikke ligger naturligt for mig, fremstår netop denne danske forfatter som en mand, der befinder sig på min bølgelængde – ikke mindst fordi han har et formuleret gudsforhold. Taler vi om en meget lang weekend, ville jeg også læse at par klassikere af Dickens, som jeg i lang tid har drømt om for alvor at få ind i mit liv. Og så er det vist blevet mandag morgen igen ...
Skribent
29 aug.05
Smagsdommeren som talende og tænkende inspiration
- interview med debattør, smagsdommer og teolog, Sørine Gotfredsen
af bibliotekar Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
"Jeg er grundlæggende vild med ideen om, at nogle mennesker tillader sig at fortælle andre, hvad der er godt og hvad der er skidt", siger debattør og teolog, Sørine Gotfredsen. Læs om smagsdommeren, der ikke er bange for at sige sin mening.
Litteraturen har forholdvis trange kår på landsdækkende TV. Hvad tror du det skyldes ?
Litteratur har trange kår på tv, fordi bøger i sagens natur er fantastisk svære at behandle i et visuelt medie. Man kan naturligvis tale om litteratur på tv, men det bliver meget hurtigt til tungt og abstrakt rundkreds-tv med stor risiko for, at seerne bliver rastløse. Desuden kan der være det store problem med forfattere, at de har svært ved at forklare, hvorfor de skriver, som de gør – ligesom filminstruktører sjældent kan fortolke deres egne film – og interviews med forfattere er en svær kunst.
I virkeligheden findes der en indre selvmodsigelse i forholdet mellem tv-mediet og begrebet bøger. Bøger er kun henvendt til ét menneske ad gangen, de skaber en stille individuel fantasifuld proces, og de er som bekendt baseret på det skrevne ord, mens tv er baseret på billeder. Når man læser en roman, skaber man sine egne personlige billeder, og tv-mediet kan hurtigt komme til at virke underligt påklistret i den proces. Desuden vil litteratur ofte skabe et meget lavt tempo på tv, og det er ikke den slags programmer, man ret mange steder tør eller vil satse på. En teori lyder jo, at folk har en tendens til at fravælge bøger i deres liv, fordi de finder det nemmere at se tv efter en lang dag på arbejde, og man må overveje, om den store bog-elsker og den flittige tv-seer egentlig særlig ofte findes i den samme person.
Hvad er det et kulturprogram som "Smagsdommerne" på DR kan, som et rent litteraturprogram ikke kan ?
”Smagsdommerne” er et program, der kan brede sig ud over alt, hvad man kan kalde kultur, og der er på forhånd åbnet for langt flere sanser, interesser og temperamenter end i et rent litteratur-program. Alene omtalen af de mange film trækker folk til. Bøger indgår selvsagt ofte i ”Smagsdommerne”, da romanen er umulig at komme udenom, når man taler om kultur, og forhåbentlig er der blandt seerne til ”Smagsdommerne” folk, der ikke normalt ville lytte til en diskussion om en bog, men som her så at sige tager det med som en del af den samlede pakke. ”Smagsdommerne” har flere temposkift og mere alsidighed end et rent litteraturprogram, og jeg tror ganske enkelt, at det fremstår mindre støvet i folks bevidsthed.
Du er selv forfatter. Hvordan har du det med anmeldere og smagsdommere ?
At jeg selv optræder i panelet i ”Smagsdommerne” skyldes, at jeg grundlæggende er vild med idéen om, at nogle mennesker tillader sig at fortælle andre, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Vi ved alle sammen, at smag er individuel, men i en kaotisk verden med daglige medievandfald, er det efter min mening fantastisk vigtigt, at ethvert menneske formår at holde fast i sin egen dømmekraft. Derfor er smagsdommeren ikke en person, der skal optræde som subjektiv autoritet men derimod som en talende og tænkende inspiration, der skal påvirke andre til selv at dømme. Dette er for mig smagsdommerens opgave – at holde andres lyst til at vurdere tingene i live.
Anmeldere er lidt noget andet, og idéen med smagsdommerne på DR2 er netop, at de ikke skal optræde som fagkyndige anmeldere men som subjektive individer, der kun taler fra et personligt holdepunkt og direkte fra hjertet. Visse anmeldere har jeg det svært med, fordi de er blevet fange af deres egen stil og er havnet derude, hvor man ikke ved, hvad der er reel bedømmelse, og hvad der er sprogligt egotrip. Man kommer ofte i tvivl om, hvorvidt de anmelder for egen eller for litteraturens skyld, og (jeg ved det fra mig selv) man kan blive så forelsket i egne elegante vendinger, at man mister overblikket over det ærinde, man oprindeligt havde.
For mig bør en anmelder være drevet af en grundlæggende respekt for forsøget, og den nådesløse nedsabling er som oftest uinteressant og siger mere om anmelderen end forfatteren. Selv at blive anmeldt er altid en surrealistisk oplevelse, og jeg forstår godt – og tror også på – de forfattere, der siger, at de sjældent læser anmeldelser af deres egne bøger. Man befinder sig så dybt inde i sit eget projekt, at andres holdninger (selv de kvalificerede) kan lyde som noget fra en anden planet, og mens man er nysgerrig efter at høre, om modtagelsen befinder sig i den sjove eller den traumatiske afdeling, har jeg personligt ikke behov for at læse anmeldelser grundigt igennem.
Hvilke danske forfattere synes du er spændende ?
Jeg må med skam melde, at jeg ikke er nogen stor fan af ret mange danske forfattere. Søren Kierkegaard er en klar nummer et, men af mere klassiske og nutidige forfattere ser det tyndt ud. Jeg har gjort mange forsøg på at få dem ind i mit litterære liv, men de fleste er desværre faldet ud af det igen. Danmark er et lille land, og flere gange er en roman blevet udråbt til årets mesterværk, hvorpå jeg læser bogen og bliver dybt skuffet. Det store sprog endsige de store tanker finder man ikke ret mange steder i en lille nation.
Hvis du fik en hel weekend fri til at læse - hvilke bøger ville du så kaste dig over ?
Hvis jeg havde en blank weekend til rådighed ville jeg tage fat på min sorte samvittighed og læse Karen Blixen. Hende mangler jeg for alvor at stifte bekendtskab med, og det er lidt uheldigt set i lyset af, at jeg eftersøger store danske forfattere i mit liv. Hun står øverst på listen. Derudover ville jeg anskaffe mig nogle digte af Søren Ulrik Thomsen, for selv om poesi ikke ligger naturligt for mig, fremstår netop denne danske forfatter som en mand, der befinder sig på min bølgelængde – ikke mindst fordi han har et formuleret gudsforhold. Taler vi om en meget lang weekend, ville jeg også læse at par klassikere af Dickens, som jeg i lang tid har drømt om for alvor at få ind i mit liv. Og så er det vist blevet mandag morgen igen ...
- interview med debattør, smagsdommer og teolog, Sørine Gotfredsen
af bibliotekar Gitte Buur Rasmussen, Århus Kommunes Biblioteker
"Jeg er grundlæggende vild med ideen om, at nogle mennesker tillader sig at fortælle andre, hvad der er godt og hvad der er skidt", siger debattør og teolog, Sørine Gotfredsen. Læs om smagsdommeren, der ikke er bange for at sige sin mening.
Litteraturen har forholdvis trange kår på landsdækkende TV. Hvad tror du det skyldes ?
Litteratur har trange kår på tv, fordi bøger i sagens natur er fantastisk svære at behandle i et visuelt medie. Man kan naturligvis tale om litteratur på tv, men det bliver meget hurtigt til tungt og abstrakt rundkreds-tv med stor risiko for, at seerne bliver rastløse. Desuden kan der være det store problem med forfattere, at de har svært ved at forklare, hvorfor de skriver, som de gør – ligesom filminstruktører sjældent kan fortolke deres egne film – og interviews med forfattere er en svær kunst.
I virkeligheden findes der en indre selvmodsigelse i forholdet mellem tv-mediet og begrebet bøger. Bøger er kun henvendt til ét menneske ad gangen, de skaber en stille individuel fantasifuld proces, og de er som bekendt baseret på det skrevne ord, mens tv er baseret på billeder. Når man læser en roman, skaber man sine egne personlige billeder, og tv-mediet kan hurtigt komme til at virke underligt påklistret i den proces. Desuden vil litteratur ofte skabe et meget lavt tempo på tv, og det er ikke den slags programmer, man ret mange steder tør eller vil satse på. En teori lyder jo, at folk har en tendens til at fravælge bøger i deres liv, fordi de finder det nemmere at se tv efter en lang dag på arbejde, og man må overveje, om den store bog-elsker og den flittige tv-seer egentlig særlig ofte findes i den samme person.
Hvad er det et kulturprogram som "Smagsdommerne" på DR kan, som et rent litteraturprogram ikke kan ?
”Smagsdommerne” er et program, der kan brede sig ud over alt, hvad man kan kalde kultur, og der er på forhånd åbnet for langt flere sanser, interesser og temperamenter end i et rent litteratur-program. Alene omtalen af de mange film trækker folk til. Bøger indgår selvsagt ofte i ”Smagsdommerne”, da romanen er umulig at komme udenom, når man taler om kultur, og forhåbentlig er der blandt seerne til ”Smagsdommerne” folk, der ikke normalt ville lytte til en diskussion om en bog, men som her så at sige tager det med som en del af den samlede pakke. ”Smagsdommerne” har flere temposkift og mere alsidighed end et rent litteraturprogram, og jeg tror ganske enkelt, at det fremstår mindre støvet i folks bevidsthed.
Du er selv forfatter. Hvordan har du det med anmeldere og smagsdommere ?
At jeg selv optræder i panelet i ”Smagsdommerne” skyldes, at jeg grundlæggende er vild med idéen om, at nogle mennesker tillader sig at fortælle andre, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Vi ved alle sammen, at smag er individuel, men i en kaotisk verden med daglige medievandfald, er det efter min mening fantastisk vigtigt, at ethvert menneske formår at holde fast i sin egen dømmekraft. Derfor er smagsdommeren ikke en person, der skal optræde som subjektiv autoritet men derimod som en talende og tænkende inspiration, der skal påvirke andre til selv at dømme. Dette er for mig smagsdommerens opgave – at holde andres lyst til at vurdere tingene i live.
Anmeldere er lidt noget andet, og idéen med smagsdommerne på DR2 er netop, at de ikke skal optræde som fagkyndige anmeldere men som subjektive individer, der kun taler fra et personligt holdepunkt og direkte fra hjertet. Visse anmeldere har jeg det svært med, fordi de er blevet fange af deres egen stil og er havnet derude, hvor man ikke ved, hvad der er reel bedømmelse, og hvad der er sprogligt egotrip. Man kommer ofte i tvivl om, hvorvidt de anmelder for egen eller for litteraturens skyld, og (jeg ved det fra mig selv) man kan blive så forelsket i egne elegante vendinger, at man mister overblikket over det ærinde, man oprindeligt havde.
For mig bør en anmelder være drevet af en grundlæggende respekt for forsøget, og den nådesløse nedsabling er som oftest uinteressant og siger mere om anmelderen end forfatteren. Selv at blive anmeldt er altid en surrealistisk oplevelse, og jeg forstår godt – og tror også på – de forfattere, der siger, at de sjældent læser anmeldelser af deres egne bøger. Man befinder sig så dybt inde i sit eget projekt, at andres holdninger (selv de kvalificerede) kan lyde som noget fra en anden planet, og mens man er nysgerrig efter at høre, om modtagelsen befinder sig i den sjove eller den traumatiske afdeling, har jeg personligt ikke behov for at læse anmeldelser grundigt igennem.
Hvilke danske forfattere synes du er spændende ?
Jeg må med skam melde, at jeg ikke er nogen stor fan af ret mange danske forfattere. Søren Kierkegaard er en klar nummer et, men af mere klassiske og nutidige forfattere ser det tyndt ud. Jeg har gjort mange forsøg på at få dem ind i mit litterære liv, men de fleste er desværre faldet ud af det igen. Danmark er et lille land, og flere gange er en roman blevet udråbt til årets mesterværk, hvorpå jeg læser bogen og bliver dybt skuffet. Det store sprog endsige de store tanker finder man ikke ret mange steder i en lille nation.
Hvis du fik en hel weekend fri til at læse - hvilke bøger ville du så kaste dig over ?
Hvis jeg havde en blank weekend til rådighed ville jeg tage fat på min sorte samvittighed og læse Karen Blixen. Hende mangler jeg for alvor at stifte bekendtskab med, og det er lidt uheldigt set i lyset af, at jeg eftersøger store danske forfattere i mit liv. Hun står øverst på listen. Derudover ville jeg anskaffe mig nogle digte af Søren Ulrik Thomsen, for selv om poesi ikke ligger naturligt for mig, fremstår netop denne danske forfatter som en mand, der befinder sig på min bølgelængde – ikke mindst fordi han har et formuleret gudsforhold. Taler vi om en meget lang weekend, ville jeg også læse at par klassikere af Dickens, som jeg i lang tid har drømt om for alvor at få ind i mit liv. Og så er det vist blevet mandag morgen igen ...
Kommentarer