Mathilde Walter Clark, da jeg forelagde dig idé'en om en dialog mellem dig og en anden forfatter på Litteratursiden.dk, var du meget hurtig med at melde ud, hvem du gerne ville i dialog med - hvorfor lige Sally Altschuler?
Mathilde:
Fordi Sally er den eneste, jeg kender, der er helt med på, at man, så snart man sætter pennen til papiret i den tro, at man sidder og digter sig frem til et stykke fiktion, faktisk er i færd med noget så farefuldt som at skabe et stykke virkelighed. Ingen vil sikkert tro os, men sådan er det. Er det ikke, Sally?
Sally:
Du har fat i en pointe, når du skriver, at man i første omgang tror, at man sidder og digter fiktion.
Det gør man jo. Tror altså.
De fleste forbliver i troen, og det er der sådan set ikke noget galt i. Det er svært, at formulere sig sprogligt omkring dette, for det svarer jo til det klassiske zen-buddhistiske problem med at øjet, der ser, ikke kan se sig selv. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om Virkelighed.
Bemærk at jeg skriver Virkelighed med stort. Det er fordi, at det er det navn, vi har givet den.
Ingen er noget uden navn, heller ikke Virkeligheden. Du og jeg er af en eller anden grund, som vi måske senere kan komme ind på, nået frem til en erkendelse af, at vores Virkelighed først og fremmest - muligvis udelukkende - er sproglig.
Man kan vist med et fint ord sige, at sproget konstituerer Virkeligheden.
Mathilde:
Jeg bryder lige ind her! (Som et Jehovas Vidne der stikker en fod i døren!)
Jeg mener faktisk, at der ligger noget uden for sproget, at dette sted måske er det eneste sted, der med rette kan kaldes virkelighed. Og at det måske paradoksalt nok er det sted, man hele tiden forsøger at nærme sig med sproget – både i fiktionen og alle mulige andre steder.
Virkeligheden burde i virkeligheden skrives i gåseøjne – det er ikke noget, vi nogensinde kan fange og sige 'så! Her er så virkeligheden' - og så udstille den på et museum eller sådan noget.
Nogle gange tænker jeg på det sted, som indianerne gør det – som en sprække mellem verdenerne, og at fiktionen er én af de måder, hvorpå man kan smutte igennem sprækken og ind på den anden side.
Sally:
Jeg er helt enig med dig i, at der er noget andet.
Jeg kalder det bare ikke virkelighed, for Virkelighed opfatter jeg som dette konkrete, vi lissom er fanget i. Hvis jeg skal kalde det andet - det som er mellem verdenerne og mellem ordene - for noget, så tror jeg, at Lys er et ok-ord. Eller Ingenting på den fede måde. Og det er Virkelighed, vi skaber, når vi fortæller.
Mathilde:
Ja! Jeg bruger bare ordene anderledes. Og så tror jeg, at man, når man skriver, er med til at skabe en højere virkelighed. Man stræber i hvertfald efter det.
Myterne gør det. Lægeromaner og kioskbaskere gør det ikke.
Da jeg var i Mexico oplevede jeg det helt konkret. Jeg vil ikke røbe den præcise sammenhæng, men lad os for eksemplets skyld sige, at at jeg i det sidste år har siddet og skrevet om en møbelsnedker fra Paris, som går rundt på en strand, der hedder Zicatella, og da jeg for nylig rejste til Zicatella i Mexico, mødte jeg så en møbelsnedker fra Paris...
Sally:
Mit favorit-eksempel er, at jorden helt konkret var flad, indtil at man begyndte at fortælle, at den er rund. Columbus var én af dem. Indtil da faldt utallige skibe ud over kanten.
I dette tilfælde er der mere tale om en slags kollektiv proces, en kollektiv sproglig forandring, end der er med møbelsnedkeren.
I øvrigt var min far møbelsnedker.
Og det sætter jo forfatteres virksomhed i relief. Vi ved ikke rigtig, hvad vi gør. Heller ikke du og jeg. Men vi kan dælen dundre mig mærke det engang imellem, og det er lige præcis derfor, at vi gør det.
Mathilde:
Jeg gør det mest fordi, jeg får ondt i maven, hvis ikke jeg gør det.
Og når jeg så skriver for at undgå at få ondt i maven, er det egentlig talt ret syret og magisk, det der foregår omkring én.
Jeg forstår ikke, hvorfor folk tager svampe og den slags ting, når man bare kan skrive bøger i stedet.
Sally:
Den er vist lige lovlig letkøbt, den med at folk da bare kan skrive bøger. Du ved jo udmærket, at langt de fleste ikke kan. Måske endda især dem, som tager svampe og dét, der er værre.
Det gør de måske netop fordi, de ikke kan skrive bøger. Det er sgu da elitært at skrive bøger, og vi kan ikke lade som om, at det er noget alle kan, hvis de bare tager sig sammen.
Der er faktisk en masse mennesker i dette højtuddannede land, som ikke engang kan læse en bog. Du og jeg er priviligerede, og det er vigtigt at huske.
Jeg ved ikke, hvorfor vi er blevet det - måske var vi enormt godhjertede i et tidligere liv ... (hvilket jeg forresten ikke tror på).
Men jeg synes, at det på en eller anden måde forpligter. Men det betyder ikke, at jeg skriver for 'nogen'. Jeg tror egentlig, at jeg skriver for at bygge, for at være Gud. Jeg har absolut ikke en indre læser. Hvis jeg har en indre etellerandet, så er det en slavepisker. - SKRIV! råber han og smælder med pisken. - SKRIV! - Hvorfor det? spørger jeg. SMAK! En halv cm fra min højre tinding. - Så at du ikke kommer til at hade dig selv. - Er det så enkelt? - Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg er jo bare slavepisker. SMAK!
Mathilde:
Ha, Ha! Sådan har jeg det også!
Jeg skriver, fordi gud eller hvem det nu er, der har haft mig på tegnebrættet, har lavet mig sådan, at det er ganske ubehageligt at lade være. Jeg har simpelthen ikke lov til at lade være med at skrive!
Sally:
Vi skriver for at nå dertil, hvor vi ikke behøver at skrive mere.
Mathilde:
Smukt sagt. Jeg får helt ondt i armen af at tænke på det.
Sally:
Men sig mig, da du mødte møbelsnedkeren - eller hvad han nu er - havde du da ikke en fornemmelse af, at en særlig naturlighed, sådan nåja, det kan selvfølgelig ikke være anderledes ... oven i forbløffelsen. Og en tilfredstillelse ved at erfare, at det søren sjaske mig virker????
Mathilde:
Jo! For pokker da! Jeg tænkte, at der var nogen, som ville drille mig lidt. Det var Den store Fortæller, der blinkede til mig. Du, Sally – inden vi syrer helt ud, skulle vi måske kigge på Gitte fra Litteratursidens spørgsmål. Hun vil have os til at skrive om "proces, flow og ‘ideens liv.’"
Sally:
Egentlig er jeg lidt træt af den type spørgsmål (undskyld!), fordi det cirkler om idé/inspiration som det helt unikke.
Jeg synes, at inspiration er voldsomt opreklameret. Det er jo ikke noget problem at få idéer.
Jeg mener, de vælter jo ind over een i en pærevælling. De er over det hele. Det seje, og det som nogen gange bringer os en smule nærmere tilintetgørelsen, det er bestræbelserne på at strukturere idéerne. Det er osse smertefuldt, for de fleste af idéerne er jo så nyfødte og forsvarsløse. Vi skal skylle en masse af dem ud med badevandet, og dem, vi beholder, skal iklædes mange lag snærende tøj for at klare sig i den barske Virkelighed.
Nogen gange er det så, at de rejser sig og går selv, og så er forfatteren en smule mere tilintetgjort, tættere på at komme forbi ordene.
Mathilde:
Jeg er også træt af at tale om det, fordi det romantiserer skriveprocessen og kunstneren helt vildt.
Inspiration er dét, der indtræffer, når man sætter sig ved sit tastatur. Det er lidt ligesom at arbejde i en bank. Det er dét, der er det hårde, men også dét, der er det smukke.
Hvordan idéerne kommer, ved jeg ikke. Lige dét er måske lidt mystisk.
Men at tage sig af dem, og sørge for, at de kommer godt i vej – det er ikke spor mystisk. Det er arbejde. Så er der det næste spørgsmål: 'Mathilde er uddannet filosof, Sally har filosofiske elementer i sine bøger (skriver anmelderne) – kommentarer?'
Sally:
Jeg ved ikke rigtig ... en bog uden 'filosofiske elementer' er det ikke en, i bedste fald, ligegyldig bog?
Mathilde:
Jeg gider i hvertfald ikke læse bøger, der ikke får mig til at tænke over, at alting i livet er dobbelt og at intet er, som det ser ud til at være. Desuden har jeg det sådan, at god litteratur ER filosofi – og meget bedre filosofi, end den mere gængse, der prøver at formalisere og rationalisere sig frem til meningen med livet. Meningen med livet kan kun skimtes mellem linierne, og det er dét, vi har fortællingen til.
Vi tager ét til: 'Brug af sproget?'
Sally:
Det er sproget, der bruger os!
Mathilde:
Godt sagt, Sally!
Sally:
Er der ikke noget vi kan være rygende uenige om?
Mathilde:
Vi vil nok kunne finde noget. Men så meget tålmodighed tror jeg måske ikke, Litteratursiden har!
Sally:
Jo. Oksekød og alkohol. Det går jeg ind for!
Kommentarer