Verdensmestre er en satrisk fortælling fra 00'erne om ægteparret Rune og Anna, der jager drømmene og de rigtige værdier, men støder panden mod hverdagens trivialiteter og trodsigheder.
Du skriver i bogens note, at ”Verdensmestre” har sit direkte forlæg i George Perecs roman ”Ting” fra 60'erne. Omdrejningspunktet er da også det samme: et ungt og forvirret ægtepar med en bunke af uforløste drømme. Hvorfor denne remake nu?
Der er flere grunde til at Perec blev mit forlæg. Først og fremmest var det et tilfælde. En ven gav mig bogen i hånden og sagde: læs den! Det var på et tidspunkt hvor jeg gik lidt og puslede med en idé til en roman om en børnefamilie, men ikke rigtig havde fået hul på det.
Hos Perec så jeg nogle greb som jeg med det samme vidste jeg kunne bruge til noget. Han fortæller sin bog i 3. person, flertal, altså "DE gjorde x, y, z", "DE sagde o, p, q" og derved undgår han at hans bog bliver en bog om ét bestemt individ. Det passede til mit projekt, for min bog skulle ikke være om specifikke moderskabs-problemer, eller specifikke faderskabs-problemer, men om generelle forældre-problemer og videre endda om forhold der angår os alle sammen. Køns-neutraliseringen og det samtidskritiske anslag var vigtigt for mig.
Da jeg så var i gang med at stjæle fra Perec på det fortælletekniske plan, så jeg, hvad du peger på med dit spørgsmål, at der også er en masse tematiske paralleller. Og det er interessant at sammenligne og se hvad der er det samme og hvad der har ændret sig henover de knap 50 år der er gået siden ”Ting” udkom i 1965.
Hvad er det vi skal lære af Rune og Annas privilegerede og alligevel uperfekte liv og gøre anderledes?
Da jeg skrev bogen og lige bagefter, var jeg nok sådan lidt ophidset. Jeg bildte mig ind at bogen virkelig kunne pege på sammenhænge og problemer som ingen rigtig havde set og forstået før. Og i en del interview sad jeg vist netop og gjorde mig klog på hvad det var bogen skulle lære os.
Lidt på afstand ser jeg bedre at meget af bogens indhold kommer lige så fint frem i den populær-psykologi og populær-sociologi som aviserne og bladene i forvejen er så fulde af. Til gengæld får jeg øje på hvordan bogen tilbyder et mere stille rum, og et større rum, til mødet med den kompleksitet som det moderne liv udgør og som der nok ikke rigtig er nogen vej uden om. I en roman kan livets kompleksitet og hverdagens små vaner og rutiner udfoldes bedre og med mere mystik og empati end i en magasin-artikel og frem for alt kan det præsenteres uden løsninger og bedrevidenhed.
Mit svar på dit spørgsmål bliver at jeg ikke rigtig tror at man KAN gøre det meget anderledes end Rune og Anna. Man kan selvfølgelig lade være med at flytte rundt som de gør, man kan ændre mange småting, men man slipper ikke for det faktum at forældrerollen i dag er sindssygt kompleks og til tider angstfremkaldende. Man slipper ikke for det faktum at det er svært at leve, at man ind i mellem tvivler på sig selv og har svært ved at se hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert. Hvis min bog, på en vis måde bag min ryg, kan være en stillekupe hvor man kan sidde nogle timer og tygge lidt på de forhold, er jeg glad.
Romanen indeholder en stor portion selvbiografisk stof - formoder jeg. Har det gjort ondt at skrive romanen?
Jeg tror altid det gør ondt at skrive en bog. Især en roman. Det tager så lang tid at man mange gange kan nå at tvivle, føle lede, have lyst til at opgive etc., etc. At jeg i denne her bog hentede nogle detaljer og nogle problemstillinger fra mit eget liv, gjorde det ikke mere smertefuldt. Faktisk tror jeg det gjorde det lettere i selve processen. Og jeg var ikke specielt bange for at lægge de her ting frem fordi jeg finder at de er så almene. Det er ikke en privat bog på den måde.
Men. I nogle måneder efter bogen udkom, kunne jeg faktisk godt føle mig lidt forfulgt af den. Hvis jeg havde en dårlig dag; hvis jeg havde et skænderi med min kæreste eller mine børn var kropumulige, kunne bogen pludselig blive et slags spøgelse der stod i kulissen og hviskede: så galt her kommer det også til at gå dig! Rune og Anna er jo på mange måder karikaturer, og på de nævnte dage kunne jeg simpelthen føle at jeg selv var sådan en åndssvag, grinagtig tegneseriefigur og at ”Verdensmestre” var en slags djævlepagt og forudsigelse af mit eget liv. Ret vanvittigt egentlig.
Nu bilder jeg mig ind at det har ændret sig lidt. Jeg har fået et lidt andet blik på bogen, og jeg tror måske også at arbejdet med bogen har bundfældet sig i mig og givet mig et lidt andet syn på mit liv og min rolle som far. Og det er altså det her jeg nævnte før med at acceptere at livet ER svært, at der ER tvivl, og at mange FORSKELLIGE følelser ud over lykke er knyttet til det at opdrage og opfostre børn. Denne accept kan reducere ligningen med én følelse, nemlig frygten for frygten, frygten for forvirringen, frygten for utilstrækkeligheden, etc. Accepten kan få en til at standse ved det almene: i dag er jeg fandeme forvirret, i dag tvivler jeg på om jeg gør det godt nok, i dag forekommer verden mig ond og uvirkelig. Og så lade det blive ved det. Romanen kan, tror jeg, være et værktøj der kan hjælpe os til et sådan mere ædrueligt og mindre hysterisk perspektiv på tilværelsen. Og den virker måske på begge sider af disken.
Kommentarer