Pessoas litterære ingenmandsland
af Jakob Aahauge, stud. litteraturvidenskab
Nogle bøger har betydet så meget for een, at man dårligt tør røre dem igen af bare frygt for, at de skal vise sig at være noget andet, end man husker.
Tænk, hvis man genlæste dem, og de viste sig ikke at kunne leve op til den status, man havde givet dem.
Sådan havde jeg det med portugiseren Fernando Pessoa, da jeg for nylig genlæste den første af hans bøger, der blev oversat til dansk, 'Rastløshedens bog'.
'Rastløshedens bog' er skrevet i dagbogsform af Bernardo Soares; det er hans liv, vi læser om, og det er ham, der står som forfatter.
Bernardo Soares er ét af Pessoas mere kendte heteronymer ud af næsten 30.
Et heteronym er til forskel fra et pseudonym, der som bekendt blot er et andet navn for forfatteren, en ’hel’ fiktiv person. Bernardo Soares har således en barndom, en højde og drøjde, sin egen skrivestil, verdensanskuelse osv. Som en karakter i en roman kan have sin egen stemme, har et heteronym altså sit helt eget sprog.
Men så simpelt er det alligevel ikke. Pessoa indrømmer nemlig i et brev, at den triste Soares ikke er fuldstændig fiktiv, han er nærmere et 'semi-heteronym, fordi han ikke har min personlighed, men heller ikke er forskellig fra den; snarere er han en lemlæstet udgave af den'.
Pessoas besættelse af personligheder varede hele hans liv, og allerede som barn følte han, at han bestod af mere end én person; at navnet ’Pessoa’ på portugisisk både betyder ’person’ og ’ingen’ er kun med til at fuldføre den stemning af skæbne, der hviler over forfatteren og hans værk. Om Soares skrev Pessoa, at han kom ’til live’, når han selv var træt eller søvnig, og rationaliteten og hæmningerne var svækket.
Pessoa har en præcision i metaforerne, der kan reducere een til et blad i bevægelse henover en navnløs gade; man forsvinder ganske enkelt ind i sproget og mister fornemmelsen for sig selv. Og som om 'Rastløshedens bog' vidste netop dét, er den fyldt med metaforer for intet; eller rettere metaforer for næsten intet.
Billeder, der udtrykker den melankolske Soares’ følelse af sin egen eksistens; 'Jeg er en hylde med tomme flasker', eller 'Jeg er upersonlige fornemmelsers abstrakte centrum', 'skygger af andres fagter', 'en tilfældigt kastet sten'.
Det tomme subjekt er ikke kun en følge af, at vi er vidner til en delvis fiktiv mands åndelige lidelser.
Jeget er et forladt hus, en vaneforestilling uden fast substans, en flod, hvor vandet aldrig er det samme og som endda lejlighedsvis tørrer ud. Dermed kunne det måske se ud som om, jeget bliver til den rene damp, et spøgelse under sengen, der kun er der, når man ikke kigger eller dette ’noget’, der gør, at vi kan fornemme om, der lige har været nogen i et rum, når vi træder ind i det.
Men Pessoas projekt er ikke en aflivning af subjektet, tværtimod åbner han op for det, han mangfoldiggør det i et væv af heteronymer.
Tager vi hele det netværk af halve og hele fiktive forfattere, der udgør Pessoas værk, ender vi med et billede, der vidner om en monstrøs kreativitet.
Pessoas værk viser subjektet som et splintret rodnet (som det deleuzianske rhizom) med arme, der strækker sig ind og ud af tider og mennesker både eksisterende og ikke-eksisterende - en flod, hvis form udgøres af et enormt tredimensionelt delta, der vokser i alle retninger, og hvor virkelige indgange og fiktive udgange alle er forbundne.
'Rastløshedens bog' er i den grad en bog udenfor verden. Den fornægter livet og lever mere i tanken og i følelsen end i sansningen; det sanselige er dog konstant til stede, men det er altid kun sprogligt, værdien er aldrig verden, men altid tanken, sanserne er ikke andet end tankens og følelsernes forlængede arm.
De små, rastløse poetiske prosastykker er skrevet i dagbogens tilsyneladende løse form, men på trods af det og på trods af, at bogen aldrig blev færdig, er hvert eneste lille stykke et perfekt skåret snit i sprogets krop; ordene pibler ud på erkendelsens kolde pande; ud af den banale følelse uddrives pludselig en sand sætning om hvad som helst, nonchalant, arrogant og fremmed som et tabt smykke; 'Jeg er fri, jeg er fortabt. Jeg føler. Jeg ryster af feber. Jeg er mig'.
På trods af al denne håbløshed og sine steder blinde nihilisme, toner alligevel konturerne af et budskab frem, som hurtigt omfavner læseren; nemlig skabelsen af verdner og ikke mindst af identiteter. Den mangfoldige identitet, der spreder sig som kløvede ekkoer gemmer på en uendelig mængde af muligheder for mennesket, hvis største mening er at skabe; alternativet er derimod en langsom udtørring i de faste roller, det bliver tildelt.
For Bernardo Soares er dagbogen en flugtvej ud af den trivialitet, han er installeret i på samme måde, som dét at skrive var det for Fernando Pessoa.
Skuffet blev jeg ikke over 'Rastløshedens bog'; tværtimod står det hele mere klart, endnu mere virkeligt end jeg husker.
God litteratur står aldrig stille, den ændrer sig med én og skifter ansigt afhængig af de øjne, der læser. Sådan er det også med 'Rastløshedens bog', der langt fra blot er en bog om livslede, men i lige så høj grad om kunstens muligheder og dermed også livets.
Læs 'Rastløshedens bog'
Skribent
19 feb.07
Pessoas litterære ingenmandsland
af Jakob Aahauge, stud. litteraturvidenskab
Nogle bøger har betydet så meget for een, at man dårligt tør røre dem igen af bare frygt for, at de skal vise sig at være noget andet, end man husker.
Tænk, hvis man genlæste dem, og de viste sig ikke at kunne leve op til den status, man havde givet dem.
Sådan havde jeg det med portugiseren Fernando Pessoa, da jeg for nylig genlæste den første af hans bøger, der blev oversat til dansk, 'Rastløshedens bog'.
'Rastløshedens bog' er skrevet i dagbogsform af Bernardo Soares; det er hans liv, vi læser om, og det er ham, der står som forfatter.
Bernardo Soares er ét af Pessoas mere kendte heteronymer ud af næsten 30.
Et heteronym er til forskel fra et pseudonym, der som bekendt blot er et andet navn for forfatteren, en ’hel’ fiktiv person. Bernardo Soares har således en barndom, en højde og drøjde, sin egen skrivestil, verdensanskuelse osv. Som en karakter i en roman kan have sin egen stemme, har et heteronym altså sit helt eget sprog.
Men så simpelt er det alligevel ikke. Pessoa indrømmer nemlig i et brev, at den triste Soares ikke er fuldstændig fiktiv, han er nærmere et 'semi-heteronym, fordi han ikke har min personlighed, men heller ikke er forskellig fra den; snarere er han en lemlæstet udgave af den'.
Pessoas besættelse af personligheder varede hele hans liv, og allerede som barn følte han, at han bestod af mere end én person; at navnet ’Pessoa’ på portugisisk både betyder ’person’ og ’ingen’ er kun med til at fuldføre den stemning af skæbne, der hviler over forfatteren og hans værk. Om Soares skrev Pessoa, at han kom ’til live’, når han selv var træt eller søvnig, og rationaliteten og hæmningerne var svækket.
Pessoa har en præcision i metaforerne, der kan reducere een til et blad i bevægelse henover en navnløs gade; man forsvinder ganske enkelt ind i sproget og mister fornemmelsen for sig selv. Og som om 'Rastløshedens bog' vidste netop dét, er den fyldt med metaforer for intet; eller rettere metaforer for næsten intet.
Billeder, der udtrykker den melankolske Soares’ følelse af sin egen eksistens; 'Jeg er en hylde med tomme flasker', eller 'Jeg er upersonlige fornemmelsers abstrakte centrum', 'skygger af andres fagter', 'en tilfældigt kastet sten'.
Det tomme subjekt er ikke kun en følge af, at vi er vidner til en delvis fiktiv mands åndelige lidelser.
Jeget er et forladt hus, en vaneforestilling uden fast substans, en flod, hvor vandet aldrig er det samme og som endda lejlighedsvis tørrer ud. Dermed kunne det måske se ud som om, jeget bliver til den rene damp, et spøgelse under sengen, der kun er der, når man ikke kigger eller dette ’noget’, der gør, at vi kan fornemme om, der lige har været nogen i et rum, når vi træder ind i det.
Men Pessoas projekt er ikke en aflivning af subjektet, tværtimod åbner han op for det, han mangfoldiggør det i et væv af heteronymer.
Tager vi hele det netværk af halve og hele fiktive forfattere, der udgør Pessoas værk, ender vi med et billede, der vidner om en monstrøs kreativitet.
Pessoas værk viser subjektet som et splintret rodnet (som det deleuzianske rhizom) med arme, der strækker sig ind og ud af tider og mennesker både eksisterende og ikke-eksisterende - en flod, hvis form udgøres af et enormt tredimensionelt delta, der vokser i alle retninger, og hvor virkelige indgange og fiktive udgange alle er forbundne.
'Rastløshedens bog' er i den grad en bog udenfor verden. Den fornægter livet og lever mere i tanken og i følelsen end i sansningen; det sanselige er dog konstant til stede, men det er altid kun sprogligt, værdien er aldrig verden, men altid tanken, sanserne er ikke andet end tankens og følelsernes forlængede arm.
De små, rastløse poetiske prosastykker er skrevet i dagbogens tilsyneladende løse form, men på trods af det og på trods af, at bogen aldrig blev færdig, er hvert eneste lille stykke et perfekt skåret snit i sprogets krop; ordene pibler ud på erkendelsens kolde pande; ud af den banale følelse uddrives pludselig en sand sætning om hvad som helst, nonchalant, arrogant og fremmed som et tabt smykke; 'Jeg er fri, jeg er fortabt. Jeg føler. Jeg ryster af feber. Jeg er mig'.
På trods af al denne håbløshed og sine steder blinde nihilisme, toner alligevel konturerne af et budskab frem, som hurtigt omfavner læseren; nemlig skabelsen af verdner og ikke mindst af identiteter. Den mangfoldige identitet, der spreder sig som kløvede ekkoer gemmer på en uendelig mængde af muligheder for mennesket, hvis største mening er at skabe; alternativet er derimod en langsom udtørring i de faste roller, det bliver tildelt.
For Bernardo Soares er dagbogen en flugtvej ud af den trivialitet, han er installeret i på samme måde, som dét at skrive var det for Fernando Pessoa.
Skuffet blev jeg ikke over 'Rastløshedens bog'; tværtimod står det hele mere klart, endnu mere virkeligt end jeg husker.
God litteratur står aldrig stille, den ændrer sig med én og skifter ansigt afhængig af de øjne, der læser. Sådan er det også med 'Rastløshedens bog', der langt fra blot er en bog om livslede, men i lige så høj grad om kunstens muligheder og dermed også livets.
Læs 'Rastløshedens bog'
af Jakob Aahauge, stud. litteraturvidenskab
Nogle bøger har betydet så meget for een, at man dårligt tør røre dem igen af bare frygt for, at de skal vise sig at være noget andet, end man husker.
Tænk, hvis man genlæste dem, og de viste sig ikke at kunne leve op til den status, man havde givet dem.
Sådan havde jeg det med portugiseren Fernando Pessoa, da jeg for nylig genlæste den første af hans bøger, der blev oversat til dansk, 'Rastløshedens bog'.
'Rastløshedens bog' er skrevet i dagbogsform af Bernardo Soares; det er hans liv, vi læser om, og det er ham, der står som forfatter.
Bernardo Soares er ét af Pessoas mere kendte heteronymer ud af næsten 30.
Et heteronym er til forskel fra et pseudonym, der som bekendt blot er et andet navn for forfatteren, en ’hel’ fiktiv person. Bernardo Soares har således en barndom, en højde og drøjde, sin egen skrivestil, verdensanskuelse osv. Som en karakter i en roman kan have sin egen stemme, har et heteronym altså sit helt eget sprog.
Men så simpelt er det alligevel ikke. Pessoa indrømmer nemlig i et brev, at den triste Soares ikke er fuldstændig fiktiv, han er nærmere et 'semi-heteronym, fordi han ikke har min personlighed, men heller ikke er forskellig fra den; snarere er han en lemlæstet udgave af den'.
Pessoas besættelse af personligheder varede hele hans liv, og allerede som barn følte han, at han bestod af mere end én person; at navnet ’Pessoa’ på portugisisk både betyder ’person’ og ’ingen’ er kun med til at fuldføre den stemning af skæbne, der hviler over forfatteren og hans værk. Om Soares skrev Pessoa, at han kom ’til live’, når han selv var træt eller søvnig, og rationaliteten og hæmningerne var svækket.
Pessoa har en præcision i metaforerne, der kan reducere een til et blad i bevægelse henover en navnløs gade; man forsvinder ganske enkelt ind i sproget og mister fornemmelsen for sig selv. Og som om 'Rastløshedens bog' vidste netop dét, er den fyldt med metaforer for intet; eller rettere metaforer for næsten intet.
Billeder, der udtrykker den melankolske Soares’ følelse af sin egen eksistens; 'Jeg er en hylde med tomme flasker', eller 'Jeg er upersonlige fornemmelsers abstrakte centrum', 'skygger af andres fagter', 'en tilfældigt kastet sten'.
Det tomme subjekt er ikke kun en følge af, at vi er vidner til en delvis fiktiv mands åndelige lidelser.
Jeget er et forladt hus, en vaneforestilling uden fast substans, en flod, hvor vandet aldrig er det samme og som endda lejlighedsvis tørrer ud. Dermed kunne det måske se ud som om, jeget bliver til den rene damp, et spøgelse under sengen, der kun er der, når man ikke kigger eller dette ’noget’, der gør, at vi kan fornemme om, der lige har været nogen i et rum, når vi træder ind i det.
Men Pessoas projekt er ikke en aflivning af subjektet, tværtimod åbner han op for det, han mangfoldiggør det i et væv af heteronymer.
Tager vi hele det netværk af halve og hele fiktive forfattere, der udgør Pessoas værk, ender vi med et billede, der vidner om en monstrøs kreativitet.
Pessoas værk viser subjektet som et splintret rodnet (som det deleuzianske rhizom) med arme, der strækker sig ind og ud af tider og mennesker både eksisterende og ikke-eksisterende - en flod, hvis form udgøres af et enormt tredimensionelt delta, der vokser i alle retninger, og hvor virkelige indgange og fiktive udgange alle er forbundne.
'Rastløshedens bog' er i den grad en bog udenfor verden. Den fornægter livet og lever mere i tanken og i følelsen end i sansningen; det sanselige er dog konstant til stede, men det er altid kun sprogligt, værdien er aldrig verden, men altid tanken, sanserne er ikke andet end tankens og følelsernes forlængede arm.
De små, rastløse poetiske prosastykker er skrevet i dagbogens tilsyneladende løse form, men på trods af det og på trods af, at bogen aldrig blev færdig, er hvert eneste lille stykke et perfekt skåret snit i sprogets krop; ordene pibler ud på erkendelsens kolde pande; ud af den banale følelse uddrives pludselig en sand sætning om hvad som helst, nonchalant, arrogant og fremmed som et tabt smykke; 'Jeg er fri, jeg er fortabt. Jeg føler. Jeg ryster af feber. Jeg er mig'.
På trods af al denne håbløshed og sine steder blinde nihilisme, toner alligevel konturerne af et budskab frem, som hurtigt omfavner læseren; nemlig skabelsen af verdner og ikke mindst af identiteter. Den mangfoldige identitet, der spreder sig som kløvede ekkoer gemmer på en uendelig mængde af muligheder for mennesket, hvis største mening er at skabe; alternativet er derimod en langsom udtørring i de faste roller, det bliver tildelt.
For Bernardo Soares er dagbogen en flugtvej ud af den trivialitet, han er installeret i på samme måde, som dét at skrive var det for Fernando Pessoa.
Skuffet blev jeg ikke over 'Rastløshedens bog'; tværtimod står det hele mere klart, endnu mere virkeligt end jeg husker.
God litteratur står aldrig stille, den ændrer sig med én og skifter ansigt afhængig af de øjne, der læser. Sådan er det også med 'Rastløshedens bog', der langt fra blot er en bog om livslede, men i lige så høj grad om kunstens muligheder og dermed også livets.
Læs 'Rastløshedens bog'
Kommentarer