Når jeg ser på listen over hvad, du har skrevet, er det bemærkelsesværdigt, at du inden for de sidste 5-6 år udelukkende har skrevet romaner, og at de nærmest er udkommet én pr. år - hvad skyldes det?
Bortset fra tre kulturhistoriske bøger har jeg før skrevet noveller og fortællinger, altså benyttet mig af genrer uden romanens bredde og mulighed for et større persongalleri og en større karakterudvikling.
Denne bredde har jeg brug for nu til de mål, jeg har sat mig som forfatter.
Med hver af mine romaner har jeg forsøgt at grave et spadestik dybere i min personkarakteristik og det tema, der optager mig. Det er måske én af forklaringerne på, at romanerne er kommet så tæt efter hinanden.
Som led i denne fordybelse har jeg eksperimenteret med forskellige romangenrer, den filosofiske roman(Spejlmageren), den gotiske roman (Stenskoven), psykothrilleren (Mørkets kamre) og kunstnerromanen (Passionsspil), og har altså været inde i en proces som skulle gøres færdig.
Er det for generelt at sige at dine romaner (dit forfatterskab) er præget af store følelser (passioner) ... der lurer noget under overfladen?
Der er et gennemgående tema i mine romaner, hvor jeg forsøger at udforske, hvad der ligger bag de store passioner eller lidenskaber (forskerens, elskerens, politikerens, kunstnerens, håndværkerens).
Dem der gør blind for alt andet. Dem der får folk til at begå forbrydelser eller handle umoralsk på anden vis.
De lidenskaber som får det bedste og værste frem i mennesket. De egentlige drivkræfter bag dem ligger hele tiden og lurer under overfladen.
Og jo mindre erkendte de er af personerne selv, desto farligere bliver deres besættelse.
Passion betyder både lidenskab og lidelse. Naturligt nok.
For det har store omkostninger at have en lidenskab, som bliver fokus for hele ens liv.
For eksempel for Betina i Passionsspil, hvor hendes urokkelige ønske om at skaffe sig en bestemt violin giver anledning til, at hun må finde sig i en række ydmygelser. Og Sophie i Stenskoven, som erkender hvordan, hendes Goethe-studier mere og mere har isoleret hende fra andre mennesker, og det man normalt kalder virkeligheden.
Du vælger gerne en historisk ramme?
Den store passion finder man nok oftest i brydningstider.
I renæssancen hvor religion brydes med videnskab. Under den franske revolution hvor borgerskabet tager livtag med aristokratiet. Omkring år 1900 med industrialiseringen. Og i 1970'erne med den radikale feminisme og marxisme.
Det er én af grundene til, at handlingen i mine romaner ofte udspiller sig i én af disse perioder.
Desuden giver det mig mulighed for at fabulere friere, når jeg bruger fortiden som scenografi.
Men det giver også nogle bindinger, som jeg er begyndt at opfatte som en begræsning. Det er let at komme til at fortabe sig for meget i denne scenografi, så det truer med at overskygge mit egentlige ærinde.
Alligevel vil jeg ikke kalde mine romaner for historiske romaner i traditionel forstand, på nær Spejlmageren måske, der rummer en tæt beskrivelse af tidsånden i renæssancens Italien.
Har du en svaghed for krimi'en som genre?
Ja, helt bestemt.
Ikke krimi'en i traditionel forstand med mord, vold, forbrydere og kriminalkommissærer. Men den form for krimi hvor vægten bliver lagt på en skildring af forbryderens psyke og gerningens konsekvenser. Og hvor læseren får mulighed for at opstille nogle hypoteser, som så enten bliver afkræftet eller bekræftet.
I min roman Mørkets kamre myrder den ganske unge Margaret sin fars elskerinde af mange forskellige årsager. Hendes død bliver imidlertid opfattet som et uheld, skyldspørgsmålet kommer slet ikke på tale, men mordet får nogle overraskende konsekvenser.
Den almindelige moral er sat helt ud af kraft i bogen, hvor der ikke gives plads til følelser som skam eller skyld, og hvor retfærdigheden ikke sker fyldest i form af straf for forbrydelsen.
Det er altså ikke opklaringen af en forbrydelse, som jeg finder interessant. Det er derimod opklaringen af hvad, der førte til forbrydelsen.
Hvad vil du dine læsere?
Jeg vil først og fremmest fortælle en god historie. For historiens egen skyld.
Men jeg vil også beskrive nogle følelser på en sådan måde, at læseren kan nikke genkendende til dem og næsten få en aha-fornemmelse af, at visse ting er møntet på vedkommende selv.
Ja, netop sådan følte eller tænkte jeg i den og den situation.
Og nu står det her, sort på hvidt, der er altså andre, der har det på fuldkommen samme måde.
Den oplevelse sætter jeg selv stor pris på som læser.
Hvorfor skriver du?
Det er en livsstil. På linje med at være opdagelsesrejsende eller ligge og rode efter potteskår i en arkæologisk udgravning. Når først man har fået smag for det, kan man ikke holde op. Nemlig. En lidenskab.
Men jeg skriver vel også som led i en form for erkendelsesproces - man kan sige, at den virkelighed, som jeg opfinder, er min personlige måde at fordøje de ting, jeg har oplevet, på.
Og du er oversætter?
At oversætte er mere et sprogarbejde end et spørgsmål om at slå nogle ord op i en ordbog. Derfor er mange forfattere også oversættere. Desuden skal vi have noget at leve af og det er også umuligt at skrive alle årets 365 dage.
Der skal luft til.
Bortset fra det giver oversættelsesarbejdet et spændende indblik i en anden forfatters arbejdsmetoder, fordi man ved at skulle rekonstruere teksten på et andet sprog bliver anderledes opmærksom på den - hvordan plottet hænger sammen, svagheder/styrker i kompositionen, rytmen i sproget osv.
Artikel
På sporet af en besættelse
Når jeg ser på listen over hvad, du har skrevet, er det bemærkelsesværdigt, at du inden for de sidste 5-6 år udelukkende har skrevet romaner, og at de nærmest er udkommet én pr. år - hvad skyldes det?
Bortset fra tre kulturhistoriske bøger har jeg før skrevet noveller og fortællinger, altså benyttet mig af genrer uden romanens bredde og mulighed for et større persongalleri og en større karakterudvikling.
Denne bredde har jeg brug for nu til de mål, jeg har sat mig som forfatter.
Med hver af mine romaner har jeg forsøgt at grave et spadestik dybere i min personkarakteristik og det tema, der optager mig. Det er måske én af forklaringerne på, at romanerne er kommet så tæt efter hinanden.
Som led i denne fordybelse har jeg eksperimenteret med forskellige romangenrer, den filosofiske roman(Spejlmageren), den gotiske roman (Stenskoven), psykothrilleren (Mørkets kamre) og kunstnerromanen (Passionsspil), og har altså været inde i en proces som skulle gøres færdig.
Er det for generelt at sige at dine romaner (dit forfatterskab) er præget af store følelser (passioner) ... der lurer noget under overfladen?
Der er et gennemgående tema i mine romaner, hvor jeg forsøger at udforske, hvad der ligger bag de store passioner eller lidenskaber (forskerens, elskerens, politikerens, kunstnerens, håndværkerens).
Dem der gør blind for alt andet. Dem der får folk til at begå forbrydelser eller handle umoralsk på anden vis.
De lidenskaber som får det bedste og værste frem i mennesket. De egentlige drivkræfter bag dem ligger hele tiden og lurer under overfladen.
Og jo mindre erkendte de er af personerne selv, desto farligere bliver deres besættelse.
Passion betyder både lidenskab og lidelse. Naturligt nok.
For det har store omkostninger at have en lidenskab, som bliver fokus for hele ens liv.
For eksempel for Betina i Passionsspil, hvor hendes urokkelige ønske om at skaffe sig en bestemt violin giver anledning til, at hun må finde sig i en række ydmygelser. Og Sophie i Stenskoven, som erkender hvordan, hendes Goethe-studier mere og mere har isoleret hende fra andre mennesker, og det man normalt kalder virkeligheden.
Du vælger gerne en historisk ramme?
Den store passion finder man nok oftest i brydningstider.
I renæssancen hvor religion brydes med videnskab. Under den franske revolution hvor borgerskabet tager livtag med aristokratiet. Omkring år 1900 med industrialiseringen. Og i 1970'erne med den radikale feminisme og marxisme.
Det er én af grundene til, at handlingen i mine romaner ofte udspiller sig i én af disse perioder.
Desuden giver det mig mulighed for at fabulere friere, når jeg bruger fortiden som scenografi.
Men det giver også nogle bindinger, som jeg er begyndt at opfatte som en begræsning. Det er let at komme til at fortabe sig for meget i denne scenografi, så det truer med at overskygge mit egentlige ærinde.
Alligevel vil jeg ikke kalde mine romaner for historiske romaner i traditionel forstand, på nær Spejlmageren måske, der rummer en tæt beskrivelse af tidsånden i renæssancens Italien.
Har du en svaghed for krimi'en som genre?
Ja, helt bestemt.
Ikke krimi'en i traditionel forstand med mord, vold, forbrydere og kriminalkommissærer. Men den form for krimi hvor vægten bliver lagt på en skildring af forbryderens psyke og gerningens konsekvenser. Og hvor læseren får mulighed for at opstille nogle hypoteser, som så enten bliver afkræftet eller bekræftet.
I min roman Mørkets kamre myrder den ganske unge Margaret sin fars elskerinde af mange forskellige årsager. Hendes død bliver imidlertid opfattet som et uheld, skyldspørgsmålet kommer slet ikke på tale, men mordet får nogle overraskende konsekvenser.
Den almindelige moral er sat helt ud af kraft i bogen, hvor der ikke gives plads til følelser som skam eller skyld, og hvor retfærdigheden ikke sker fyldest i form af straf for forbrydelsen.
Det er altså ikke opklaringen af en forbrydelse, som jeg finder interessant. Det er derimod opklaringen af hvad, der førte til forbrydelsen.
Hvad vil du dine læsere?
Jeg vil først og fremmest fortælle en god historie. For historiens egen skyld.
Men jeg vil også beskrive nogle følelser på en sådan måde, at læseren kan nikke genkendende til dem og næsten få en aha-fornemmelse af, at visse ting er møntet på vedkommende selv.
Ja, netop sådan følte eller tænkte jeg i den og den situation.
Og nu står det her, sort på hvidt, der er altså andre, der har det på fuldkommen samme måde.
Den oplevelse sætter jeg selv stor pris på som læser.
Hvorfor skriver du?
Det er en livsstil. På linje med at være opdagelsesrejsende eller ligge og rode efter potteskår i en arkæologisk udgravning. Når først man har fået smag for det, kan man ikke holde op. Nemlig. En lidenskab.
Men jeg skriver vel også som led i en form for erkendelsesproces - man kan sige, at den virkelighed, som jeg opfinder, er min personlige måde at fordøje de ting, jeg har oplevet, på.
Og du er oversætter?
At oversætte er mere et sprogarbejde end et spørgsmål om at slå nogle ord op i en ordbog. Derfor er mange forfattere også oversættere. Desuden skal vi have noget at leve af og det er også umuligt at skrive alle årets 365 dage.
Der skal luft til.
Bortset fra det giver oversættelsesarbejdet et spændende indblik i en anden forfatters arbejdsmetoder, fordi man ved at skulle rekonstruere teksten på et andet sprog bliver anderledes opmærksom på den - hvordan plottet hænger sammen, svagheder/styrker i kompositionen, rytmen i sproget osv.
Kommentarer