Artikelserie: I denne uge samler vi op på vores klassikerserie og giver jer et indblik i vores tanker bag den.
Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen
I ugerne op til jul udgav vi fem artikler, hvori en række danske forfattere anbefalede deres favoritklassikere. Vi lagde ud med Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som anbefalede T.S. Eliots episke digt The Waste Land (da. Ødemarken). Ugen efter delte Søren Ulrik Thomsen sin begejstring for Ole Sarvigs digtsamling Jeghuset med os, hvorefter vi overlod ordet til Christel Wiinblad, som fortalte om sin oplevelse af “Babettes gæstebud” af Karen Blixen. I den fjerde artikel anbefalede Leif Davidsen os at stifte bekendtskab med Tage Skou-Hansens beretning om krig og kærlighed i De nøgne træer, før Josefine Klougart rundede af med en opfordring til at læse Bølgerne af Virginia Woolf.
Artikelserien er resultatet af et eksamensprojekt på Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, og formålet har været at opfordre til, hvad vi kalder for samlæsning af klassisk og ny litteratur for på denne måde at udvide værkernes fortolkningsgrundlag. Nye forfattere lader sig ofte inspirere af klassiske værker, og derfor kan kendskab til disse klassikere åbne op for andre læsninger og tolkninger af den nye litteratur. Omvendt giver de nye værker også nyt liv til klassikerne, da de i deres brug af dem indsætter dem i nye kontekster og dermed gør nye læsninger mulige. Altså kan læsning af klassikere sammen med læsning af nye værker give os nye perspektiver på den litteratur, vi læser og elsker.
Er modernismen den nye antik?
De fem anbefalede værker adskiller sig fra hinanden både i form, indhold og temaer, men har det til fælles, at de alle er udkommet over en periode på 35 år. Alle forfatterne har med andre ord valgt et værk, der i litteraturhistorien hører hjemme i modernismen. Vi kan derfor ikke lade være med at spørge om modernismen, når det kommer til, hvad vi i dag betragter som klassikere, kan kaldes den nye antik? Ligeledes kunne vi stille spørgsmålet, om det samme billede ville tegne sig, hvis vi i stedet for forfattere, havde bedt litteraturforskere anbefale deres favoritter. Vi har ikke svarene på disse spørgsmål, men stiller dem for at illustrere det klassikersyn, der kommer til udtryk i artikelserien. Og hvis vi skal sige noget samlet om dette klassikersyn, kan vi pege på, at de modernistiske værker på én gang er nyskabende og udfordrende, samtidig med at de behandler almengyldige, menneskelige følelser, tanker og erfaringer. Både The Waste Land og Jeghuset bearbejder gennem lyrikken fremmedgørelsen i den moderne verden, “Babettes gæstebud” og Bølgerne tematiserer på hver sin måde menneskers indre følelsesliv, og i De nøgne træer stilles vi over for eksistentielle spørgsmål om moral og samfundsengagement.
Da vi i november planlagde den første artikel og præsenterede citatet af Mark Twain, vidste vi ikke, at alle fem forfattere ville vælge værker fra den modernistiske periode. Det kan dog ses som et symptom på udviklingen inden for litteraturhistorien, hvor forfattere altid står på skuldrene af deres nære forgængere. F.eks. står Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som vi har set, på skuldrene af T.S. Eliot, som står på skuldrene af Charles Baudelaire, der igen står på skuldrene af Edgar Allan Poe. På denne måde kan vi trække linjer gennem litteraturhistorien hele vejen tilbage til Dante og videre endnu. Derfor er det heller ikke svært at se, hvorfor vores fem adspurgte forfattere alle har valgt værker fra det 20. århundrede.
Trods værkernes beskedne alder, i et litteraturhistorisk perspektiv, er de alle klassikere, men ikke klassikere i Mark Twains fortolkning af begrebet, som bøger, der ikke bliver læst - det har Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Søren Ulrik Thomsen, Christel Wiinblad, Leif Davidsen, Josefine Klougart og forhåbentlig en lang række af Litteratursidens læsere nu bevist.
(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)
Kommentarer