Artikelserie: I uge 50 anbefalede Christel Wiinblad sin klassikerfavorit “Babettes gæstebud” af Karen Blixen.
Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen
I sidste uge i vores klassikerguide delte Søren Ulrik Thomsen sin begejstring for Ole Sarvigs digtsamling Jeghuset med os og opfordrede os til at give denne (glemte) klassiker en chance. I denne uge er det så Christel Wiinblad, der præsenterer sin favoritklassiker.
At indtage kunsten med krop og sjæl
Christel Wiinblad debuterede i 2008 med digtsamlingen 49 forelskelser, der er en samling kærlige portrætter af dels venner, familiemedlemmer og kolleger, dels medieikoner som Audrey Hepburn og Mick Jagger. Allerede senere samme år udkom Christels anden digtsamling Min lillebror, hvori hun beskriver hendes skizofrene lillebrors selvmordsforsøg. Digtsamlingen fik massiv mediedækning, da broderen efterfølgende faktisk begik selvmord. Christels seneste digtsamling Sommerlys udkom tidligere i år. I denne artikel deler Christel med os, hvorfor hun mener, Karen Blixens novelle “Babettes gæstebud” fra samlingen Skæbne-Anekdoter er en klassiker, vi stadig bør læse:
“”Babettes Gæstebud” betyder meget for mig. Det er en af de første tekster, jeg læste, der virkelig ramte mig. Den er meget stærk og overlegent ydmyg, men også både tematisk og stilistisk en fuldstændig sikker og afklaret tekst.
Jeg læser den først og fremmest som et intimt og måske også genert kunstnerportræt. Den ensomhed, barske skønhed og dybe fortrolighed med eget talent og eget menneskeligt værd stråler ud af denne Babette. Her har vi et menneske, hvis hemmelighedsfulde og tavse følelsesliv og indsigt i noget fuldstændig fundamentalt og gådefuldt lyser ud af hele hendes liv. Babette er en kvinde, der åbenlyst kender til både lidelse, meningsløshed, fattigdom og død, men også til den dybeste form for indre fred, rigdom og glæde. Hun er det fineste og barskeste. Hele hendes væsen, hendes måde, hendes liv og krop stråler af intens og højeksplosiv konsekvens og erfaring, af både indre helvede og himmel.
Det er svært ikke at læse den som Karen Blixens selvportræt. Jeg oplever i hvert fald teksten som en fortrolig bekendelse. Her træder forfatteren genert, men stærk og modig frem for sin læser og for verden, men også for sin skaber og for sig selv, tænker jeg. Teksten er en kærlighedserklæring. En dyb forståelse, indsigt og taksigelse, til skabelse som sådan, men også til det særlige at give uden at kræve noget igen, til det, der altså er kunstens væsentlighed, og til kærligheden. Til menneskeheden og til kunstneren, der netop er den, der kan skabe et helt særligt fællesskab, i hvert fald her i teksten.
“Babettes Gæstebud”s afklarethed er bemærkelsesværdig. Dens enkelhed, renhed og styrke virker stærkt på mig. Det er samtidig en meget fin og feminin tekst, der gør mig tryg. Der er ikke noget vildt ordgejl, der er intet forjaget og blindt forvildet, og det ser jeg op til. Det er netop en fortælling om ydmyghed. Om menneskelig kærlighed og om offeret til denne.
Måltidet, gæstebuddet, er jo netop det centrale her. Det er et kærlighedsoffer. Kunstneren Babette er kok, men ikke hvilken som helst kok. Måltidet, som hun tilbereder til de norske søstre og den indremissionske menighed virker stærkt transformerende ind i dem. Hun transformerer råvarerne, for eksempel skildpadden, til et perfekt komponeret værk, der virkelig virker, det bærer på en helt vild og forheksende kraft og magi. Den transformerer de norske indremissionske mennesker og opløser dem i hinanden i kærlighed.
Kunsten viser sig altså i den her tekst virkelig som noget, man indtager, både med sin krop og sin sjæl, den er en aldeles sanselig ting. Ånden er krop, krop er ånd, det forenes, og i dette helt særlige måltid bliver menneskerne ét med sig selv og med hinanden. Alle konflikter, alle begrænsninger, hæmninger og ego opløses, og himlen er i hvert fald for et øjeblik lige her på jorden. Det kan jeg vildt godt lide, det måltid er for mig et stærkt bevis og et håb på, at det virkelig findes, det fællesskab og den kærlighed, altså i virkeligheden og i livet og ikke i et eller andet abstrakt og forestillet hinsides. At det virkelig kan ske, det kan jeg godt lide.”
- Christel Wiinblad, december 2013
I næste uge anbefaler Leif Davidsen sin favoritklassiker.
(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)
Kommentarer