Artikelserie: Danske forfattere anbefaler deres yndlingsklassikere - i denne omgang Anne Lise Marstrand-Jørgensen om T.S. Eliots The Waste Land.
Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen
“'Classic' - a book which people praise and don't read.”
Sådan skrev Mark Twain i 1897, men har han nu også ret i det? Klassikernes betydning diskuteres den dag i dag stadig blandt kritikere og fagfolk, men hvis vi spørger nogle af Danmarks mest anerkendte forfattere, er der ingen tvivl; de læser og inspireres stadig af den klassiske litteratur. Derfor synes vi også, at det giver mening for os som læsere at dykke ned i klassikerne, hvis vi ønsker at opnå et anderledes og bredere perspektiv på den litteratur, der bliver skrevet i dag.
Men hvor skal vi så begynde og ende i dette uudtømmelige hav af litteratur? Det vil vi over de kommende uger give nogle bud på ved at lade en række danske forfattere anbefale hver deres yndlingsklassiker. Det er vores håb, at det kan inspirere flere til at gå i krig med disse klassikere, så vi kan vise, at Mark Twain tog fejl.
Lad dig fare vild i Ødemarken
Den første forfatter, der således vil anbefale os en klassiker, er Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun debuterede i 1998 med digtsamlingen Vandring inden ophør og har siden udgivet flere digtsamlinger og romaner. Anne Lise er mest kendt for de biografiske romaner om mystikeren, abbedissen og komponisten Hildegard af Bingen, som levede i Tyskland i 1100-tallet. Hendes seneste roman Hvis sandheden skal frem udkom tidligere i år. Anne Lise anbefaler T.S. Eliots The Waste Land (da. Ødemarken):
“T.S. Eliots The Waste Land nævnes sammen med James Joyces Ulysses som modernismens største værker. Det er frygtet og hyldet for sin kompleksitet og de utallige litterære referencer. Det er ikke noget muntert værk, og der har siden udgivelsen i 1922 hersket nogenlunde enighed om, at det må læses som et udtryk for den desillusionerede fortvivlelse, der bredte sig efter 1. Verdenskrig. Langt er det også: Sytten sider fordelt på fem dele og yderligere syv siders noter, der ved første øjekast virker som en håndsrækning, men som ved nærmere eftersyn bidrager til forvirringen. Så tæt, næsten tynget, af udkrystalliseret intellektualisme, som digtet er, taber man let pusten i Eliots kringlede, labyrintiske værk.
April is the cruelest month, breeding. Således åbnes digtet, og det er vel nok en af de smukkeste og mest foruroligende førstelinjer, der findes. I en uhørt bevægende del af digtet følges forår af vinter og siden af sommer i et opsplittet og ukronologisk forløb, der løst bindes sammen af en kvindes erindringsglimt. Siden kommer andre stemmer til i en larmende, hviskende, syngende kakofoni. Der pågår en konstant vekslen mellem parodi, pastiche, komik og den dybeste alvor. The Waste Land er en kaleidoskopisk figur, der ændrer form, der drukner i ord og ekkoer af andres ord i så kompakt og afsindigt et spil, at man fortvivles, røres og løftes af den insisterende rytme og de prægnante sproglige billeder. Så snart man synes at have fået hold om noget, vises det fra den anden side: And I will show you something different from either/ Your shadow at morning striding behind you/ or your shadow at evening rising to meet you;/ I will show you fear in a handful of dust.
Man må ikke lade sig intimidere af det intellektuelle overload i Eliots digt. Det er bedre at betragte det som et løfte om, at digtet igen og igen vil vise sig at rumme større dybde og virke endnu stærkere, end man troede.
I lærebøger står der, at man kun forstår modernismen, hvis man kender Eliot. At han er for poesien, hvad Picasso var for malerkunsten og Stravinsky for musikken. Men selvom det kan være udmærket at læse The Waste Land af den grund, er det alligevel den mindst interessante indfaldsvinkel. Lader man sig ikke opsluge, giver man sig ikke tid til at nyde sproget, er det en ørkenvandring. Læser man derimod med modtageligt sind og hjerte, beriges og forandres man af vandringen gennem Ødemarken.”
- Anne Lise Marstrand-Jørgensen, november 2013
I næste uge vil Søren Ulrik Thomsen anbefale sin favoritklassiker.
(Artikelserien er udarbejdet som et led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)
Kommentarer