Omrids af den næste svenske bestseller
- Per Olov Enquist på bogmessen 2004
af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen
Svensk skønlitteratur har i løbet af de seneste år gjort sig mere end almindeligt gældende på det danske bogmarked. De danske boghandleres mest eftertragtede bøger skrives som hovedregel ikke af danske forfattere, men af svenske kolleger. Bestsellerne hedder blandt andet Liza Marklund (født 1963), Jan Guillou (født 1944), Michael Niemi (født 1959), Kerstin Ekman (født 1933), og ikke mindst Per Olov Enquist (født 1934).
Denne svenske tilbøjelighed blandt danske læsere var afspejlet, da bogmessen og BG Bank i løbet af søndagen afholdt en slags "stjernetræf" i Radiohusets koncertsal. Her kunne man, lige efter overrækkelsen af BG Banks danske litteraturpris på 300.000 kroner, overvære interviews med Guillou, Enquist og Ekman. Spørgsmålet er, om ikke de svenske forfattere havde vundet den omtalte pris, hvis de havde fået dispensation til at stille op. Når danske læsere køber bøger, er der i hvert fald ingen tvivl: i boghandlernes salgsstatistikker tilfalder "stemmerne" svenske forfattere.
Som hovedperson i broderfolkets litterære succeshistorie finder man Per Olov Enquist. I både 2000 og 2001 markerede Enquist sig som den mest solgte romanforfatter i Danmark med Livlægens besøg (udgivet på dansk på Samlerens Forlag, 2000). En historisk roman om det berømte kærlighedsforhold mellem den tyske læge Struense og Christian den VII’s unge dronning Caroline Mathilde – yderligere introduktion er selvsagt overflødig.
Samtalen mellem Enquist og Jyllandspostens litteraturanmelder Marianne Juhl handlede imidlertid ikke om den roman, som et rekordhøjt antal danske læsere kender, men istedet om romanen Bogen om Blanche og Marie, som netop er udkommet i en dansk oversættelse. Man skal ikke overse, og kunne i dette interview ikke overse, at bogmessen er det største salgsvindue for bøger på dansk grund. Udgivelsen af Enquists nyeste roman på dansk - lige op til bogmessen, og endda i den bedste julegavetid - hører med til historien om den svenske litteraturs succes i Danmark. En historie som meget vel kan få et nyt kapitel med Bogen om Blanche og Marie.
Kærlighed og hysteri: Blanche Wittman
Hvad er det så for en bog, som en del sandsynligvis vil finde frem fra mørket under juletræet? Det forsøgte både Marianne Juhl og en særdeles veloplagt Enquist at gøre publikum i koncertsalen klogere på. Bogen om Blanche og Marie er, ligesom forgængeren Livlægens besøg, en historisk kærlighedsroman, men den historiske ramme er denne gang en anden: de turbulente forhold i det danske kongehus i slutningen af det attende århundrede er erstattet af allerede berømte forviklinger i det franske videnskabsmiljø i slutningen af det nittende århundrede.
Romantitlens "Blanche" henviser til Blanche Wittman, som var både favoritpatient og elskerinde hos den verdensberømte franske neurolog Jean Martin Charcot (1825-1893) på det parisiske sindsygehospital Salpêtrière. Wittman bar diagnosen hysteri - hun havde ligefrem tilnavnet "hysterikernes dronning" - og var et særligt yndet midtpunkt for Charcots behandlinger: hun reagerede overbevisende positivt, nærmest teatralsk, på de helbredelsesmetoder Charcot foreslog. Og så var Wittman desuden både ung og smuk. Behandlingerne var således rene tilløbsstykker; der var nærmest tale om videnskabelige shows, og det tiltrak blandt andre den svenske forfatter August Strindberg (1849-1912) og den senere så berømte Sigmund Freud (1956-1939).
"Charcot forsøgte," forklarer Enquist i interviewet, "at trænge ind i det han opfattede som kvindens mørke kontinenter, den ukendte indre verden, der gjorde kvinden så ubegribelig." Og eftersom Charcot fungerede i en tid, hvor forståelsen af videnskabelighed var yderst teknisk, var svarene på "den kvindelige gådefuldhed" passende kliniske og rationelle. Det er i den forstand ironisk, påpeger Enquist, at Blanche Wittman på gådefuld vis overkommer sin nervelidelse, netop da Charcot dør i 1893. Patient-terapeut-forholdet mellem Blanche og Charcot har været en ubevidst "leg" mellem elskende, og da kærlighedsforbindelsen ophæves ved Charcots død, forsvinder det ellers perfekte eksempel på en sindsygdom.
Kærlighed og radium: Marie Curie
Da Blanche Wittman udskrives fra Salpêtrère, bliver hun laboratorieassistent for den polsk-jødiske videnskabskvinde Marie Curie (1867-1934), nobelprisvinder i både fysik (1903) og kemi (1911). Curies videnskabelige meritter er vidt beskrevne, men hvad der særligt interesserer Enquist, er den splittelse mellem naturvidenskabelig rationalitet og irrationalitet i kærlighedslivet, som Curie oplever. Ligesom Charcots klare videnskabelige blik er sløret af de intime forbindelser med patienten, bliver kærligheden også en slange i Marie Curies rationelle paradis.
Pierre Curie (1859-1906), Maries forskerkollega og ægtemand, dør i en bilulykke i 1906, og få år senere overgiver hun sig til en - i datidens perspektiv - fuldstændig uacceptabel affære. Marie forelsker sig i en gift mand, hendes fysikerkollega Paul Langevin, og er så uforsigtig, at det lykkes den bedragede hustru at opsnappe et kærlighedsbrev stilet til hendes mand. Marie Curie havner nu i den offentlige gabestok, da den forsmåede fru Langevin vælger at publicere brevet i svenske medier. Skandalen ruller, Marie må forklare sig overfor nobelprisenkomiteen, og i franske medier begynder pressehetzen også at omhandle de jødiske aner. Maries blinde kærlighed og dens uforudsigelige konsekvenser er med eet blevet en forhindring for det rationelle regime. Hun er ufrivilligt blevet fanget mellem sin indre ufornuftige kærlighed, sin videnskabelige identitet, og en offentlighed, som hader hendes jødiskhed og hendes respektindgydende indtrængen på traditionelle maskuline domæner: fysikken og kemien. Historien om Marie Curie er på den måde en tragedie.
Bogen om Blanche og Marie kredser om temaerne viden og kærlighed, eller formuleret mere radikalt: kontrol og passion. Og så handler romanen om døden. Både Blanche Wittman og Marie Curie dør af de stråleskader, de pådrager sig i eksperimenterne med det radioaktive grundstof radium. I den forstand opsummerer Marianne Juhl sidst i interviewet, hvad romanen handler om, nemlig at "der er en parallelitet mellem radium og kærlighed. Begge dele er usynlige, ikke til at få fat på, ikke rigtigt til at definere, ikke rigtigt til at vide hvad er. Og det gælder desuden for både radium og kærlighed, at får man det i for store doser, er det dødeligt."
Læs anbefalingen af Livlægens besøg
AfKarin Hedemand
Skribent
29 nov.04
Omrids af den næste svenske bestseller
- Per Olov Enquist på bogmessen 2004 af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen Svensk skønlitteratur har i løbet af de seneste år gjort sig mere end almindeligt gældende på det danske bogmarked. De danske boghandleres mest eftertragtede bøger skrives som hovedregel ikke af danske forfattere, men af svenske kolleger. Bestsellerne hedder blandt andet Liza Marklund (født 1963), Jan Guillou (født 1944), Michael Niemi (født 1959), Kerstin Ekman (født 1933), og ikke mindst Per Olov Enquist (født 1934).
Denne svenske tilbøjelighed blandt danske læsere var afspejlet, da bogmessen og BG Bank i løbet af søndagen afholdt en slags "stjernetræf" i Radiohusets koncertsal. Her kunne man, lige efter overrækkelsen af BG Banks danske litteraturpris på 300.000 kroner, overvære interviews med Guillou, Enquist og Ekman. Spørgsmålet er, om ikke de svenske forfattere havde vundet den omtalte pris, hvis de havde fået dispensation til at stille op. Når danske læsere køber bøger, er der i hvert fald ingen tvivl: i boghandlernes salgsstatistikker tilfalder "stemmerne" svenske forfattere.
Som hovedperson i broderfolkets litterære succeshistorie finder man Per Olov Enquist. I både 2000 og 2001 markerede Enquist sig som den mest solgte romanforfatter i Danmark med Livlægens besøg (udgivet på dansk på Samlerens Forlag, 2000). En historisk roman om det berømte kærlighedsforhold mellem den tyske læge Struense og Christian den VII’s unge dronning Caroline Mathilde – yderligere introduktion er selvsagt overflødig.
Samtalen mellem Enquist og Jyllandspostens litteraturanmelder Marianne Juhl handlede imidlertid ikke om den roman, som et rekordhøjt antal danske læsere kender, men istedet om romanen Bogen om Blanche og Marie, som netop er udkommet i en dansk oversættelse. Man skal ikke overse, og kunne i dette interview ikke overse, at bogmessen er det største salgsvindue for bøger på dansk grund. Udgivelsen af Enquists nyeste roman på dansk - lige op til bogmessen, og endda i den bedste julegavetid - hører med til historien om den svenske litteraturs succes i Danmark. En historie som meget vel kan få et nyt kapitel med Bogen om Blanche og Marie.
Kærlighed og hysteri: Blanche Wittman
Hvad er det så for en bog, som en del sandsynligvis vil finde frem fra mørket under juletræet? Det forsøgte både Marianne Juhl og en særdeles veloplagt Enquist at gøre publikum i koncertsalen klogere på. Bogen om Blanche og Marie er, ligesom forgængeren Livlægens besøg, en historisk kærlighedsroman, men den historiske ramme er denne gang en anden: de turbulente forhold i det danske kongehus i slutningen af det attende århundrede er erstattet af allerede berømte forviklinger i det franske videnskabsmiljø i slutningen af det nittende århundrede.
Romantitlens "Blanche" henviser til Blanche Wittman, som var både favoritpatient og elskerinde hos den verdensberømte franske neurolog Jean Martin Charcot (1825-1893) på det parisiske sindsygehospital Salpêtrière. Wittman bar diagnosen hysteri - hun havde ligefrem tilnavnet "hysterikernes dronning" - og var et særligt yndet midtpunkt for Charcots behandlinger: hun reagerede overbevisende positivt, nærmest teatralsk, på de helbredelsesmetoder Charcot foreslog. Og så var Wittman desuden både ung og smuk. Behandlingerne var således rene tilløbsstykker; der var nærmest tale om videnskabelige shows, og det tiltrak blandt andre den svenske forfatter August Strindberg (1849-1912) og den senere så berømte Sigmund Freud (1956-1939).
"Charcot forsøgte," forklarer Enquist i interviewet, "at trænge ind i det han opfattede som kvindens mørke kontinenter, den ukendte indre verden, der gjorde kvinden så ubegribelig." Og eftersom Charcot fungerede i en tid, hvor forståelsen af videnskabelighed var yderst teknisk, var svarene på "den kvindelige gådefuldhed" passende kliniske og rationelle. Det er i den forstand ironisk, påpeger Enquist, at Blanche Wittman på gådefuld vis overkommer sin nervelidelse, netop da Charcot dør i 1893. Patient-terapeut-forholdet mellem Blanche og Charcot har været en ubevidst "leg" mellem elskende, og da kærlighedsforbindelsen ophæves ved Charcots død, forsvinder det ellers perfekte eksempel på en sindsygdom.
Kærlighed og radium: Marie Curie
Da Blanche Wittman udskrives fra Salpêtrère, bliver hun laboratorieassistent for den polsk-jødiske videnskabskvinde Marie Curie (1867-1934), nobelprisvinder i både fysik (1903) og kemi (1911). Curies videnskabelige meritter er vidt beskrevne, men hvad der særligt interesserer Enquist, er den splittelse mellem naturvidenskabelig rationalitet og irrationalitet i kærlighedslivet, som Curie oplever. Ligesom Charcots klare videnskabelige blik er sløret af de intime forbindelser med patienten, bliver kærligheden også en slange i Marie Curies rationelle paradis.
Pierre Curie (1859-1906), Maries forskerkollega og ægtemand, dør i en bilulykke i 1906, og få år senere overgiver hun sig til en - i datidens perspektiv - fuldstændig uacceptabel affære. Marie forelsker sig i en gift mand, hendes fysikerkollega Paul Langevin, og er så uforsigtig, at det lykkes den bedragede hustru at opsnappe et kærlighedsbrev stilet til hendes mand. Marie Curie havner nu i den offentlige gabestok, da den forsmåede fru Langevin vælger at publicere brevet i svenske medier. Skandalen ruller, Marie må forklare sig overfor nobelprisenkomiteen, og i franske medier begynder pressehetzen også at omhandle de jødiske aner. Maries blinde kærlighed og dens uforudsigelige konsekvenser er med eet blevet en forhindring for det rationelle regime. Hun er ufrivilligt blevet fanget mellem sin indre ufornuftige kærlighed, sin videnskabelige identitet, og en offentlighed, som hader hendes jødiskhed og hendes respektindgydende indtrængen på traditionelle maskuline domæner: fysikken og kemien. Historien om Marie Curie er på den måde en tragedie.
Bogen om Blanche og Marie kredser om temaerne viden og kærlighed, eller formuleret mere radikalt: kontrol og passion. Og så handler romanen om døden. Både Blanche Wittman og Marie Curie dør af de stråleskader, de pådrager sig i eksperimenterne med det radioaktive grundstof radium. I den forstand opsummerer Marianne Juhl sidst i interviewet, hvad romanen handler om, nemlig at "der er en parallelitet mellem radium og kærlighed. Begge dele er usynlige, ikke til at få fat på, ikke rigtigt til at definere, ikke rigtigt til at vide hvad er. Og det gælder desuden for både radium og kærlighed, at får man det i for store doser, er det dødeligt."
Læs anbefalingen af Livlægens besøg
- Per Olov Enquist på bogmessen 2004 af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen Svensk skønlitteratur har i løbet af de seneste år gjort sig mere end almindeligt gældende på det danske bogmarked. De danske boghandleres mest eftertragtede bøger skrives som hovedregel ikke af danske forfattere, men af svenske kolleger. Bestsellerne hedder blandt andet Liza Marklund (født 1963), Jan Guillou (født 1944), Michael Niemi (født 1959), Kerstin Ekman (født 1933), og ikke mindst Per Olov Enquist (født 1934).
Denne svenske tilbøjelighed blandt danske læsere var afspejlet, da bogmessen og BG Bank i løbet af søndagen afholdt en slags "stjernetræf" i Radiohusets koncertsal. Her kunne man, lige efter overrækkelsen af BG Banks danske litteraturpris på 300.000 kroner, overvære interviews med Guillou, Enquist og Ekman. Spørgsmålet er, om ikke de svenske forfattere havde vundet den omtalte pris, hvis de havde fået dispensation til at stille op. Når danske læsere køber bøger, er der i hvert fald ingen tvivl: i boghandlernes salgsstatistikker tilfalder "stemmerne" svenske forfattere.
Som hovedperson i broderfolkets litterære succeshistorie finder man Per Olov Enquist. I både 2000 og 2001 markerede Enquist sig som den mest solgte romanforfatter i Danmark med Livlægens besøg (udgivet på dansk på Samlerens Forlag, 2000). En historisk roman om det berømte kærlighedsforhold mellem den tyske læge Struense og Christian den VII’s unge dronning Caroline Mathilde – yderligere introduktion er selvsagt overflødig.
Samtalen mellem Enquist og Jyllandspostens litteraturanmelder Marianne Juhl handlede imidlertid ikke om den roman, som et rekordhøjt antal danske læsere kender, men istedet om romanen Bogen om Blanche og Marie, som netop er udkommet i en dansk oversættelse. Man skal ikke overse, og kunne i dette interview ikke overse, at bogmessen er det største salgsvindue for bøger på dansk grund. Udgivelsen af Enquists nyeste roman på dansk - lige op til bogmessen, og endda i den bedste julegavetid - hører med til historien om den svenske litteraturs succes i Danmark. En historie som meget vel kan få et nyt kapitel med Bogen om Blanche og Marie.
Kærlighed og hysteri: Blanche Wittman
Hvad er det så for en bog, som en del sandsynligvis vil finde frem fra mørket under juletræet? Det forsøgte både Marianne Juhl og en særdeles veloplagt Enquist at gøre publikum i koncertsalen klogere på. Bogen om Blanche og Marie er, ligesom forgængeren Livlægens besøg, en historisk kærlighedsroman, men den historiske ramme er denne gang en anden: de turbulente forhold i det danske kongehus i slutningen af det attende århundrede er erstattet af allerede berømte forviklinger i det franske videnskabsmiljø i slutningen af det nittende århundrede.
Romantitlens "Blanche" henviser til Blanche Wittman, som var både favoritpatient og elskerinde hos den verdensberømte franske neurolog Jean Martin Charcot (1825-1893) på det parisiske sindsygehospital Salpêtrière. Wittman bar diagnosen hysteri - hun havde ligefrem tilnavnet "hysterikernes dronning" - og var et særligt yndet midtpunkt for Charcots behandlinger: hun reagerede overbevisende positivt, nærmest teatralsk, på de helbredelsesmetoder Charcot foreslog. Og så var Wittman desuden både ung og smuk. Behandlingerne var således rene tilløbsstykker; der var nærmest tale om videnskabelige shows, og det tiltrak blandt andre den svenske forfatter August Strindberg (1849-1912) og den senere så berømte Sigmund Freud (1956-1939).
"Charcot forsøgte," forklarer Enquist i interviewet, "at trænge ind i det han opfattede som kvindens mørke kontinenter, den ukendte indre verden, der gjorde kvinden så ubegribelig." Og eftersom Charcot fungerede i en tid, hvor forståelsen af videnskabelighed var yderst teknisk, var svarene på "den kvindelige gådefuldhed" passende kliniske og rationelle. Det er i den forstand ironisk, påpeger Enquist, at Blanche Wittman på gådefuld vis overkommer sin nervelidelse, netop da Charcot dør i 1893. Patient-terapeut-forholdet mellem Blanche og Charcot har været en ubevidst "leg" mellem elskende, og da kærlighedsforbindelsen ophæves ved Charcots død, forsvinder det ellers perfekte eksempel på en sindsygdom.
Kærlighed og radium: Marie Curie
Da Blanche Wittman udskrives fra Salpêtrère, bliver hun laboratorieassistent for den polsk-jødiske videnskabskvinde Marie Curie (1867-1934), nobelprisvinder i både fysik (1903) og kemi (1911). Curies videnskabelige meritter er vidt beskrevne, men hvad der særligt interesserer Enquist, er den splittelse mellem naturvidenskabelig rationalitet og irrationalitet i kærlighedslivet, som Curie oplever. Ligesom Charcots klare videnskabelige blik er sløret af de intime forbindelser med patienten, bliver kærligheden også en slange i Marie Curies rationelle paradis.
Pierre Curie (1859-1906), Maries forskerkollega og ægtemand, dør i en bilulykke i 1906, og få år senere overgiver hun sig til en - i datidens perspektiv - fuldstændig uacceptabel affære. Marie forelsker sig i en gift mand, hendes fysikerkollega Paul Langevin, og er så uforsigtig, at det lykkes den bedragede hustru at opsnappe et kærlighedsbrev stilet til hendes mand. Marie Curie havner nu i den offentlige gabestok, da den forsmåede fru Langevin vælger at publicere brevet i svenske medier. Skandalen ruller, Marie må forklare sig overfor nobelprisenkomiteen, og i franske medier begynder pressehetzen også at omhandle de jødiske aner. Maries blinde kærlighed og dens uforudsigelige konsekvenser er med eet blevet en forhindring for det rationelle regime. Hun er ufrivilligt blevet fanget mellem sin indre ufornuftige kærlighed, sin videnskabelige identitet, og en offentlighed, som hader hendes jødiskhed og hendes respektindgydende indtrængen på traditionelle maskuline domæner: fysikken og kemien. Historien om Marie Curie er på den måde en tragedie.
Bogen om Blanche og Marie kredser om temaerne viden og kærlighed, eller formuleret mere radikalt: kontrol og passion. Og så handler romanen om døden. Både Blanche Wittman og Marie Curie dør af de stråleskader, de pådrager sig i eksperimenterne med det radioaktive grundstof radium. I den forstand opsummerer Marianne Juhl sidst i interviewet, hvad romanen handler om, nemlig at "der er en parallelitet mellem radium og kærlighed. Begge dele er usynlige, ikke til at få fat på, ikke rigtigt til at definere, ikke rigtigt til at vide hvad er. Og det gælder desuden for både radium og kærlighed, at får man det i for store doser, er det dødeligt."
Læs anbefalingen af Livlægens besøg
Kommentarer