Af bibliotekar og litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen
"Smæld. Smæld. Smæld". Nu kunne han høre pistolskuddene over lokomotivlarmen. Noget fo’r med en skarp syngende lyd forbi hans ene øre. Bond beherskede sig. Han havde kun fire patroner, og han vidste, hvad de skulle bruges til.” James Bond, agenten i hendes majestæts tjeneste, er i aktion i seriens fjerde roman fra 1956 ”Diamanter varer evigt”. Vi genkender straks beslutsomheden og den handlingsmættede tone fra filmene om ham. Bond. James Bond.
Den altid ulasteligt klædte gentleman, hængende på vingen af et fly, løbende på taget af et tog, svævende i en speedbåd, på jagt efter en forbryder og en langbenet kvinde. Ikke desto mindre er der overraskende langt fra film-fænomenet James Bond og tilbage til bøgerne om ham, skrevet af englænderen Ian Flemming (1908 – 1964) i 50’erne og 60’erne. James Bond-filmenes manuskripter er bygget så løst over bøgerne og har fået tilført så mange kendetegn fra filmenes egen tid, at filmelskerne ville have svært ved at kende deres helts verden igen, hvis de læste bøgerne.
Bond som metroseksuel
Først og fremmest har bøgernes James Bond ingen højteknologiske armbåndsure eller fyldepenne. Han har sin Beretta, sin udholdenhed og sin opfindsomme hjerne og minder på den måde om en klassisk detektiv. I ”Diamanter varer evigt” bliver han sat på sporet af en diamantsmugler-bande. Han er ved at kede sig ihjel bag ved sit skrivebord, så han tager taknemligt imod missionen. Efterretningsvæsenet er på jagt efter bandens snedige overhoved, ABC, kun kendt som en mystisk båndoptagerstemme i et telefonrør. Bond agerer som kurér for banden og bliver på den vis ført til USA og Las Vegas.
De amerikanske skurke har han ikke stor respekt for, eftersom de alle har de tåbeligste italienske navne. En forbryders farlighed er åbenbart meget afhængig af det korrekte navn! På de første 130 sider i bogen sker der da heller ikke ret meget, udover at Bond slapper af på dyre hoteller, i dyre biler og spiser på forskellige dyre restauranter med gamle venner. Beskrivelserne af menuerne og designet af de forskellige mænds habitter giver bogen et næsten feminint strøg. I dag ville man måske kalde Bond metroseksuel, men tonen er også kendt fra den klassiske, engelske ”upperclass”.
Ian Flemming var selv engelsk efterretningsmand og elskede god mad og kvinder, og hans beskrivelser af Las Vegas’ spillepaladser og hurtige biler er i mange detaljer taget fra hans eget liv. Alle karakterernes navne er desuden parodier på venner og bekendtes navne, hvilket ind imellem førte til uoverensstemmelser.
Så er der action!
Helt grundlæggende er selve Bond-figuren dog den samme i film og bøger. En handlekraftig mand med is i maven og hang til skønne, mystiske kvinder. I ”Diamanter varer evigt” hedder kvinden Tiffany Case. Hun arbejder for smuglerkongen, men er kun kommet på den forkerte side af loven, fordi hun blev mishandlet som barn. Hendes kyniske og hærdede syn på verden forsvinder langsomt, da hun forelsker sig i Bond, og til sidst forvandles hun til en forsvarsløs ungmø, som Bond redder fra de onde.
På de sidste 50 sider af bogen begynder der nemlig at ske ting og sager. Først bliver Bond tortureret af ærkeskurken Seraffimo Spang, der således vækker Bond’s vrede. Bond sprænger Seraffimo i luften ved at afspore et gammelt lokomotiv. Kort tid efter kravler han rundt på ydersiden af en atlanterhavsdamper for at svinge sig igennem et koøje, skyde skurkene, Wint og Kidd, og redde Miss. Case, som de holder fanget. Og endelig skyder han den sidste ærkeskurks helikopter ned fra himlen med en Bofors-kanon midt i Afrikas ørken. Bond gennemgår ikke disse prøvelser uden en vis grad af depression.
I kapitlet ”Døden er så evig” ærgrer han sig over, at han er blevet nødt til at dræbe, og han grunder over det evige ved døden. Man sporer også allerede en vis rastløshed i forholdet til Miss Case. Han sveder nervøst, da han skal aflægge rapport om hende til chefen, ”M”. Der er dog intet emne tungt nok til, at Bond ikke kan ryste det af sig: ”Bond lod sig glide ned fra lastvognen og begyndte langsomt at gå hen imod de urolige flammer. Han smilede grumt. Alt dette vrøvl med død og diamanter – det var at tage alt for tungt på tingene. For ham – Bond – betød det simpelthen afslutningen på endnu en nervepirrende oplevelse.”
Bond redder verden
Flemming skrev sine bøger midt i den kolde krigs krympende og desillusionerede Storbritannien. Angsten for den sovjetiske trussel og chokket efter afsløringen af flere sovjetiske spioner i høje stillinger i det britiske system, fik folk til at længes efter en mere enkel og overskuelig verden. Alt dette fik de hos James Bond. Endelig en engelsk helt med alle de gamle dyder i behold. Han nød livet med de gode og dræbte de rigtigt onde i tilgiveligt selvforsvar. Som det står så enkelt i ”Diamanter varer evigt”: ”Og de onde mænd var døde nu.”
Bogen begynder med en lille historie om en skorpion, der bor under en afrikansk busk, og som mærker jorden ryste svagt, før den endelig bliver kvast under en sten. På samme måde kvaser James Bond nådesløst verdens onde skadedyr, før de knap ved, hvad der har ramt dem. Flemmings udgave af James Bond er en tand mere knudret end filmenes og lægger sig derfor, især i den første roman ”Casino Royale”, lidt tættere på efterkrigstidens andre knudemands-helte. Men dette var kun imens genren og figuren endnu var ved at finde sine ben.
Flemming nåede at opleve Bond-filmenes første succes og dermed Bond-fænomenets begyndende frigørelse fra sit ophav. Filmene har bevaret Bond-figuren evig aktuel. Han har bekæmpet alt fra rumvæsner til indre dæmoner med sine mange opfindsomme gadgets og trofaste venner som Q og Miss Monneypenny, og viser sig den dag i dag at være udødelig.
Kommentarer