Laus Lindborg er en mand midt i livet. Hans arbejdsliv som arkitekt er en succes, derfor er der ikke tid til meget andet. Men det er ikke den eneste forklaring der findes på, at han lever alene ... Jette Kaarsbøl fortæller her om Laus og om romanen Din næstes hus.
Hvordan kan man beskrive Laus? Er han enestående eller er der mange, som ham?
Laus er et produkt af sin samtid og derfor langt fra enestående. Vi lever jo i en tid, hvor enhver mere eller mindre er sit eget personlige projekt, og hvor de relationer vi indgår i - professionelt såvel som privat – i høj grad vurderes ud fra om de understøtter eller modarbejder netop det projekt. Tilhørsforhold er blevet flygtige størrelser; familien er ikke længere en enhed, et hold, men en forsamling af enkeltindivider, der hver især er drevet af egne behov. ’Hjem’ er for langt de fleste af os blevet ’fritidshjem’ - en slags rekreativt område - og hvis man ikke føler, at det modsvarer forventningerne, står det enhver frit for at forlade det for at opsøge noget nyt og bedre. Vi lever så at sige i konstant træk fra udgangsdøren, der altid står på klem. Bagsiden er måske så rastløshed og rodløshed.
Hvorfor vil Laus ikke være voksen?
Pudsigt spørgsmål – for Laus er jo voksen; han er bare voksen på en anden måde, end man var for en generation eller to siden. Som den amerikanske historiker Gary Cross så rammende har udtrykt det, har mange mænd i dag lettere ved at identificere sig med Hugh Grant end med Cary Grant, og det illustrerer meget godt modviljen mod de livsvarige forpligtelser, forudsigeligheden og kedsomheden – en modvilje man i lige så høj grad ser hos kvinderne. ’Ally’, ’ Sex in the city’ – voksne kvinder der holder pyjamasparties og er på konstant jagt efter spænding og nye begyndelser.
Er det Alma - eller er det i virkeligheden det, at ha en god familie, som Laus forelsker sig i?
Det er jo det store spørgsmål …
Hvor Laus’ rastløse personlighed for et par generationer siden ville have været det utilpassede – tænk blot på Henrik Pontoppidans Lykkeper med det flakkende sind – er det vel i dag mere præstens måde at leve på, der er et særsyn. Da Laus kommer til St. Randing får han i hvert fald øje på noget - noget som han på samme tid savner og foragter. Stig, som han til en start finder både forfængelig, latterlig og naiv, repræsenterer på en måde den gammeldags udgave af den voksne mand; patriarken. Og ægteskabet med Alma repræsenterer en ro og kontinuitet, som er fremmed for Laus. Forelskelsen i Alma er på en måde Laus’ leg med mulighederne.
Aner Stig aldrig uråd?
Det gør han måske nok. På et tidspunkt udspiller der sig en diskussion mellem Laus og Stig. Laus siger: ”Tror du ikke, du ser dét, du gerne vil se?”, og Stig svarer: ”Jo. Lige netop.”
I det svar ligger nok Stigs hele livsindstilling.
Hvad finder Laus ellers i St. Randing?
De fleste af os kender historien om det rodløse storbymenneske, der kommer ud på landet og møder det oprindelige, det autentiske. Hvis historien foregår i Danmark, køber han måske den lokale kro – foregår den i Frankrig køber han typisk en vingård. Og så bliver han lykkelig. Sådan en historie er Din næstes hus ikke. I begyndelsen af bogen bliver Laus smittet af en hjemløs. Det er ikke tilfældigt. Og det er en virus mange af os bærer rundt på i dag.
Kommentarer