'Om så det gælder' er en roman om besættelsestidens Danmark og om de komplikationer og løgne, som tidens mange dilemmaer medførte. Hanne Richardt Beck har med romanen skrevet en historie om, hvordan en gruppe mennesker agerer, når det virkelig gælder.
At være dansker under anden verdenskrig betød at mange stod overfor dilemmaer om f.eks. sandhed og løgn, hvordan har du brugt det i bogen?
Vi lyver tit over for hinanden, små og store løgne, nogle gange er det for at tage hensyn til andre, andre gange er det for at tage hensyn til os selv. Til hverdag er det ikke altid så let umiddelbart at gennemskue, hvilket motiv vi har for at lyve, eller hvilke konsekvenser løgnen får - det er det heller ikke undervejs i romanen, og det er simpelthen en del af romanens suspense.
Samtidig ligger der også nogle mere alvorlige overvejelser bag dilemmaet med løgn og sandhed, mange ting bliver sat på spidsen, når der er krig, og det gør spørgsmålet om løgnen også.
Da Vita går ind i modstandsbevægelsen bliver løgnen livsnødvendig, hun må hele tiden lyve om hvor hun er, hvad hun laver, både for at beskytte sig selv og de andre i gruppen.
Viggo lyver også, nok mest for sig selv, han lukker øjnene og håber at krigen går over af sig selv. At der aldrig har været noget særligt at bekymre sig over med hensyn til Max, at Vita passer på sig selv, at Ulla og han vil ende med at få hinanden.
Max har et helt specielt forhold til løgn og sandhed. Han udvikler en teori om "den fuldkomne hemmelighed", som går ud på, at hvis man bare ikke fortæller nogen, at man overhovedet har en hemmelighed, så eksisterer den dybest set slet ikke. Ud fra den logik eksisterer løgnen heller ikke for Max. Hvis ingen kender til løgnen, findes den ikke, og derfor får den heller ingen konsekvenser, mener Max.
På den måde er løgnen et Janus-ansigt - den kan både være livsnødvendig og destruktiv i forskellige grader.
Hvordan opstod ideen til de tre hovedpersoner?
Jeg gik rundt med en idé om en person, der udadtil var en vinder, men som havde en usynlig grusom bagage - en stikker, som klarer frisag i mange år. Det var Max. Højtbegavet, med en god social baggrund, stor karisma - altså, han stod i fuldstændig modsætning til den type, som vi ellers tit forestiller os som stikkeren, klassens tykke dreng fx. Omkring Max dukkede søskendeparret Viggo og Vita op, de er på en måde hinandens modsætninger, Vita er den handlekraftige drengepige, mens Viggo er en drømmer.
Jeg syntes, det var interessant at se på, hvordan vi mennesker altid bliver formet af de andre mennesker, vi møder.
Sagt med Løgstrup, så holder vi altid den andens skæbne i vores hånd. Og hvis vi er medansvarlige for hinanden på den måde, bliver tilliden til hinanden rigtig vigtig. I romanen er Viggo og Vita og Max med til at forme hinanden.
I mødet med Max bliver Viggo "den evige to'er", underhunden. Vita betaler den ultimative pris for sin tillid til Max. På en måde kan man sige, at Max slet ikke "møder" Viggo og Vita, han bruger alle mennesker som brikker i et spil, han har ikke nogen, han ser op til eller spejler sig i. På den måde er Max en meget ensom person, han finder ikke sine rollemodeller blandt levende mennesker, som han omgås, men i fortællinger om den stærke krigsherre, Mustafa Kemal, og senere i forfatteren Ernst Jünger. Fælles for de to er deres abstrakte forestillinger om eneren, der kan hæve sig over masserne, om eneren der ikke er bange for at dø. Max farer vild i nogle abstrakte ideer om det rene samfund, som jeg genkender ikke kun fra nazismen, men også fra andre ekstreme ideologier både på højre- og venstrefløjen op gennem det 20. århundrede og i nutiden fra ekstreme islamister.
På den måde er Max for mig ikke "bare" en personlighedstype fra 2. verdenskrig, jeg tror man finder mennesker som Max alle vegne og til alle tider. Jeg har brugt 2. verdenskrig som ramme for min historie, fordi netop den periode ligger mig personligt på sinde.
Romanens ramme er meget flot og troværdig både hvad angår de geografiske og historiske beskrivelser.
Hvordan har du resarchet?
Jeg har researchet imens jeg skrev, når jeg fx fik brug for at vide noget om, hvordan Brønshøj så ud i 1933, søgte jeg på nettet, tog ud på Brønshøj Museum, fik fat i antikvariatiske bøger om Brønshøj.
Jeg har læst forskellige historiebøger og beretninger om kvinder i modstandsbevægelsen, og så har jeg også brugt en del tid på Det Kongelige Bibliotek, hvor jeg læste i gamle aviser og blade. Man får rigtig meget at vide både om konkrete historiske begivenheder på den måde, både store og små, nogle af de ting Ulla fortæller Viggo er historier, jeg har fra den tids aviser, fx er historien om moren der smed sine børn ud af vinduet autentisk. Man får også meget at vide om de ting som har betydning, når man skal forsøge at tegne et realistisk billede af hverdagen - hvad tingene kostede, hvilke film der gik i biografen osv.
Det sværeste at få styr på var sproget. Hvordan talte folk til hinanden i 30'erne og 40'erne - det kunne jo ikkke nytte noget, at Max gik rundt og sagde "kanon" og "fedt"! Her fik jeg hjælp fra divere opslagsbøger, Dansk Sprognævn og forskellige søde bibliotekarer. Fx havde jeg på et tidspunkt en meget flink, ældre mandlig bibliotekar i røret, som slog op i slangordbøger for mig. Han tog det rigtig pænt, at alle mine spørgsmål den dag gik på: "Hvad hed det at få et knald?" Eller: "At rive den af?" Det viste sig, at man i 1933 i den forbindelse talte om "at få et rap" og "rive guleroden".
Din skildring af stemningen under krigen er mesterlig - hvad har din indgangsvinkel været til denne stemningsbeskrivelse?
Min personlige indgangsvinkel til at skrive om krigen er den, at min far var med i modstandbevægelsen. Og jeg har mange gange spurgt mig selv, hvordan det mon var at leve dengang, hvilke eksistentielle og politiske spørgsmål man stillede sig selv. Hvordan det mon var at leve med en daglig frygt for at blive taget af tyskerne. Hvordan det var at udføre et arbejde, som blev betegnet som kriminelt af regeringen og som mange almindelige danskere også tog afstand fra. Hvordan man levede i den uvished, det var, ikke at vide hvem man kunne stole på, hvem man kunne have tillid til.
Alle de ting ved jeg jo ikke noget om, men det er min erfaring, at mennesker er utrolig dygtige til at tilpasse sig selv de mest ekstreme forhold. Og jeg forsøgte at skrive om personerne og de ting der sker for dem på en måde, så det ikke hele tiden er de store dramaer, sådan at man får en fornemmelse af, at selv de mest utrolige omstændigheder også bare kan blive hverdag.
Hvem valgte det rigtige?
I hvert fald ikke Max. Men undervejs i skriveprocessen har jeg forsøgt at forstå, hvorfor Max handler som han gør. Jeg har med vilje undgået at beskrive Max' hjem indgående, jeg havde ikke lyst til at man skulle kunne brygge en lommepsykologisk forklaring om at det også var fordi hans far drak eller noget i den stil. I stedet har jeg prøvet at se på de rollemodeller, som Max selv vælger, og det træk ved hans personlighed, der gør, at han "bruger" andre mennesker i stedet for at "møde" dem.
Med hensyn til Viggo og Vita, er det jo umiddelbart let at sige, at Vita valgte det rigtige, fordi hun valgte at gå ind i modstandskampen. Men hun betaler jo den højeste pris for det, og hendes valg kommer også til at mærke Viggo for livet, og jeg vil ikke stille mig til dommer over, hvad der er det rigtige valg. Det må folk afgøre med sig selv.
Kommentarer