Mellem Buchenwald og Bikini - 40'ernes lyrikere på Klassikerdagen den 26. september 2006
af Søren Sørensen, forfatter og formand for Samrådet for de Litterære Selskaber i Danmark
Vi valgte ikke sorgen.
Men mørket peger ud.
Vi vågnede en morgen
forladt af livets gud.
(Halfdan Rasmussen: Unge digtere)
I 1940 skrev en af datidens mere fremtrædende kritikere at lyrikken nærmest glimrede ved sit fravær her i landet.
Om det lige var den bemærkning der fik det til at vælde frem med unge, skelsættende digtbøger, er nok tvivlsomt. Det ville være mere oplagt at pege på krigen og den tyske besættelse hvis man skal lede efter udløsende faktorer.
Udløsende var situation og stemninger under anden verdenskrig nok for så vidt angår publikums interesse. Set i et litteraturhistorisk perspektiv forekommer det snarere som det spil af historiske tilfældigheder der bliver udløst af talent og personlighed.
Den bølge af fine lyrikere der skyllede op på de danske strande i det indholdsrige tiår 1939-49, er nemlig ikke enestående; noget lignende indtraf 50 år tidligere med halvfemserdigterne og 40 år senere med firsergenerationen.
De der var unge og gerne ville skrive - og snart viste at de kunne - udtrykte sig i digtets form.
I 1940'erne er der så mange der er så spændende, at vi til Klassikerdagen 2006 har måttet nøje os med et udvalg:
1939: Tove Ditlevsen, 1940: Ole Wivel, 1941: Jørgen Nash, Halfdan Rasmussen, 1943: Morten Nielsen, Ole Sarvig, 1945: Erik Knudsen, 1947: Thorkild Bjørnvig, 1948: Frank Jæger, 1949: Jørgen Gustava Brandt.
For så vidt de har noget til fælles, ud over den kronologiske tilfældighed at de debuterede i dette tiår, så tør man godt se det der måtte forene det de skrev i de år, som et udtryk for de tanker der blev vakt af krigen, modstandskampen og efterkrigsårene, spændingsfeltet altså mellem de nazistiske udryddelseslejre og sprængningerne af atom- og brintbomber over Hiroshima og Bikini, se f. eks. Halfdan Rasmussens Gravskrift og Jørgen Nash' Atomelegien.
Det opgør med sig selv ethvert tænksomt menneske må tage under de vilkår, og som disse unge digtere tog under de vilkår der var deres, giver baggrund for det fællespræg man kan finde i deres værker - og dårligt kan undgå at se.
Socialt og ideologisk er de ti digtere ellers meget forskellige i udgangspunkt og senere erhvervet ståsted:
de to arbejderbørn Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen over for overklassesønnerne Ole Wivel og Ole Sarvig, aktive socialister som Jørgen Nash og Erik Knudsen over for nationalt konservativ-kristne som Wivel og Sarvig, københavnere over for provinsdrenge som Morten Nielsen og Thorkild Bjørnvig.
Også litterært befandt de sig i en brudzone, der gik mellem det traditionelle metriske vers i fodsporene efter Sophus Claussen og Thøger Larsen og det 'frie' under påvirkning fra T.S. Eliot og de svenske fyrtiotalister, i den tankegang at hvert digt vælger sin egen form, 'engangsdigtet'.
40'erne var en stærk periode, stærkt virkende begivenheder på alle tilværelsens felter gav stærke indtryk, og det medførte at 40'ernes digte behandler det der lige skete i og omkring digterne.
40'ernes digte er altså i deres indhold i udpræget grad samtidige med deres tilblivelse - og ofte henlagt til steder også mange læsere kunne genkende og genkender 60 år senere. Netop derfor er de ikke historiske, men altidgyldige.
På mange måder er de oven i alt andet aktuelle i deres længsel efter at blive befriet for den terror der æder sjæle, se f.eks. Morten Nielsens Høstdigt og Halfdan Rasmussens Længsel, to digte der med Otto Mortensens musik er blevet højskolesange.
40'erne var også en stærk periode for de unge digtere, i og med at de unge år altid udgør en stærk periode. I sig selv er ungdommen en bevægende fase i et menneskes udvikling, og det lyser selvsagt også igennem de digte disse unge mennesker skrev, læs f.eks. Thorkild Bjørnvigs Sonaten om den store Sommer eller Jørgen Gustava Brandts Daggry.
Tiden var alvorlig, og digterne var som den.
Nok var det Ole Sarvig der opførte sin Sorgs sære Villa, men de boliger de ni andre opførte i ord, var ikke meget muntrere. Allermest desperat var måske Erik Knudsen, især fordi han var smerteligt bevidst om at tiden mellem Buchenwald og Bikini ikke var den første rædselsperiode i verdenshistorien, se Sagn og Strofer.
Selv kærligheden forekom dem problematisk - de var jo unge - J.G. Brandt advarede: Væk ikke kærligheden, Morten Nielsen kunne ikke komme til rette med den, og Tove Ditlevsen så sig selv som den ene af De evige tre:
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Nok blæste Frank Jæger i Morgenens Trompet og kan virke ret gymnasial i sin tilsyneladende munterhed. Den der kan læse, genkender rigtigt nok det nordiske sangertræk: sorgen i rosenrødt (Tegnér). O at være en Høne er når det kommer til stykket det som en fjernere fortid kaldte Weltschmertz kogt til essens. Hans senere livsløb er velforberedt i debutbogens slet skjulte tungsind - men også det er jo ungdom.
40'ernes Rasmussen var endnu ikke blevet vissevasseversenes Halfdan, mesterrimsmeden og børnehavernes favoritpoet; endnu var han den der skrev de triste vers han siden påstod at han var den eneste der læste, en forståelig, men gudskelov urigtig påstand.
Klassikerdagen 2006 er en kærkommen lejlighed til at genfinde en lyrisk ven man ellers havde mistet for længe, længe siden.
Humoren skal man finde hos Jørgen Nash, og også hos ham må man erkende at det er en humor af Bellmanske dimensioner, den man overlever på i et helvede. Også for Jørgen Nash gælder det for resten at 40'ernes Nash var en anden end de senere årtiers, det er blevet tid til genlæsning af Daggry, Sindets Undergrund, Salvi Dylvo og Atomelegien.
Af kronologiske grunde kan man beklage at det først var i 1951 Nash udgav Vredens sange. Den titel får så stå som konklusionen for 40'ernes rige lyrik.
Georg Brandes hævdede i sin tid at den litteratur lever som sætter problemer under debat.
Hvis dansk litteratur nogen sinde har været levende, så var i 40'erne da den især satte almengyldige problemer under debat i den form der mere end nogen anden kan knuge verden sammen til en sten (Paul la Cour).
Artikel
Mellem Buchenwald og Bikini
Mellem Buchenwald og Bikini - 40'ernes lyrikere på Klassikerdagen den 26. september 2006
af Søren Sørensen, forfatter og formand for Samrådet for de Litterære Selskaber i Danmark
Vi valgte ikke sorgen.
Men mørket peger ud.
Vi vågnede en morgen
forladt af livets gud.
(Halfdan Rasmussen: Unge digtere)
I 1940 skrev en af datidens mere fremtrædende kritikere at lyrikken nærmest glimrede ved sit fravær her i landet.
Om det lige var den bemærkning der fik det til at vælde frem med unge, skelsættende digtbøger, er nok tvivlsomt. Det ville være mere oplagt at pege på krigen og den tyske besættelse hvis man skal lede efter udløsende faktorer.
Udløsende var situation og stemninger under anden verdenskrig nok for så vidt angår publikums interesse. Set i et litteraturhistorisk perspektiv forekommer det snarere som det spil af historiske tilfældigheder der bliver udløst af talent og personlighed.
Den bølge af fine lyrikere der skyllede op på de danske strande i det indholdsrige tiår 1939-49, er nemlig ikke enestående; noget lignende indtraf 50 år tidligere med halvfemserdigterne og 40 år senere med firsergenerationen.
De der var unge og gerne ville skrive - og snart viste at de kunne - udtrykte sig i digtets form.
I 1940'erne er der så mange der er så spændende, at vi til Klassikerdagen 2006 har måttet nøje os med et udvalg:
1939: Tove Ditlevsen, 1940: Ole Wivel, 1941: Jørgen Nash, Halfdan Rasmussen, 1943: Morten Nielsen, Ole Sarvig, 1945: Erik Knudsen, 1947: Thorkild Bjørnvig, 1948: Frank Jæger, 1949: Jørgen Gustava Brandt.
For så vidt de har noget til fælles, ud over den kronologiske tilfældighed at de debuterede i dette tiår, så tør man godt se det der måtte forene det de skrev i de år, som et udtryk for de tanker der blev vakt af krigen, modstandskampen og efterkrigsårene, spændingsfeltet altså mellem de nazistiske udryddelseslejre og sprængningerne af atom- og brintbomber over Hiroshima og Bikini, se f. eks. Halfdan Rasmussens Gravskrift og Jørgen Nash' Atomelegien.
Det opgør med sig selv ethvert tænksomt menneske må tage under de vilkår, og som disse unge digtere tog under de vilkår der var deres, giver baggrund for det fællespræg man kan finde i deres værker - og dårligt kan undgå at se.
Socialt og ideologisk er de ti digtere ellers meget forskellige i udgangspunkt og senere erhvervet ståsted:
de to arbejderbørn Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen over for overklassesønnerne Ole Wivel og Ole Sarvig, aktive socialister som Jørgen Nash og Erik Knudsen over for nationalt konservativ-kristne som Wivel og Sarvig, københavnere over for provinsdrenge som Morten Nielsen og Thorkild Bjørnvig.
Også litterært befandt de sig i en brudzone, der gik mellem det traditionelle metriske vers i fodsporene efter Sophus Claussen og Thøger Larsen og det 'frie' under påvirkning fra T.S. Eliot og de svenske fyrtiotalister, i den tankegang at hvert digt vælger sin egen form, 'engangsdigtet'.
40'erne var en stærk periode, stærkt virkende begivenheder på alle tilværelsens felter gav stærke indtryk, og det medførte at 40'ernes digte behandler det der lige skete i og omkring digterne.
40'ernes digte er altså i deres indhold i udpræget grad samtidige med deres tilblivelse - og ofte henlagt til steder også mange læsere kunne genkende og genkender 60 år senere. Netop derfor er de ikke historiske, men altidgyldige.
På mange måder er de oven i alt andet aktuelle i deres længsel efter at blive befriet for den terror der æder sjæle, se f.eks. Morten Nielsens Høstdigt og Halfdan Rasmussens Længsel, to digte der med Otto Mortensens musik er blevet højskolesange.
40'erne var også en stærk periode for de unge digtere, i og med at de unge år altid udgør en stærk periode. I sig selv er ungdommen en bevægende fase i et menneskes udvikling, og det lyser selvsagt også igennem de digte disse unge mennesker skrev, læs f.eks. Thorkild Bjørnvigs Sonaten om den store Sommer eller Jørgen Gustava Brandts Daggry.
Tiden var alvorlig, og digterne var som den.
Nok var det Ole Sarvig der opførte sin Sorgs sære Villa, men de boliger de ni andre opførte i ord, var ikke meget muntrere. Allermest desperat var måske Erik Knudsen, især fordi han var smerteligt bevidst om at tiden mellem Buchenwald og Bikini ikke var den første rædselsperiode i verdenshistorien, se Sagn og Strofer.
Selv kærligheden forekom dem problematisk - de var jo unge - J.G. Brandt advarede: Væk ikke kærligheden, Morten Nielsen kunne ikke komme til rette med den, og Tove Ditlevsen så sig selv som den ene af De evige tre:
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Nok blæste Frank Jæger i Morgenens Trompet og kan virke ret gymnasial i sin tilsyneladende munterhed. Den der kan læse, genkender rigtigt nok det nordiske sangertræk: sorgen i rosenrødt (Tegnér). O at være en Høne er når det kommer til stykket det som en fjernere fortid kaldte Weltschmertz kogt til essens. Hans senere livsløb er velforberedt i debutbogens slet skjulte tungsind - men også det er jo ungdom.
40'ernes Rasmussen var endnu ikke blevet vissevasseversenes Halfdan, mesterrimsmeden og børnehavernes favoritpoet; endnu var han den der skrev de triste vers han siden påstod at han var den eneste der læste, en forståelig, men gudskelov urigtig påstand.
Klassikerdagen 2006 er en kærkommen lejlighed til at genfinde en lyrisk ven man ellers havde mistet for længe, længe siden.
Humoren skal man finde hos Jørgen Nash, og også hos ham må man erkende at det er en humor af Bellmanske dimensioner, den man overlever på i et helvede. Også for Jørgen Nash gælder det for resten at 40'ernes Nash var en anden end de senere årtiers, det er blevet tid til genlæsning af Daggry, Sindets Undergrund, Salvi Dylvo og Atomelegien.
Af kronologiske grunde kan man beklage at det først var i 1951 Nash udgav Vredens sange. Den titel får så stå som konklusionen for 40'ernes rige lyrik.
Georg Brandes hævdede i sin tid at den litteratur lever som sætter problemer under debat.
Hvis dansk litteratur nogen sinde har været levende, så var i 40'erne da den især satte almengyldige problemer under debat i den form der mere end nogen anden kan knuge verden sammen til en sten (Paul la Cour).
Kommentarer