Peter H. Olesen er primært kendt som musiker og sangskriver samt sit makkerskab med bror Henrik i Olesen-Olesen.
Men nu er det så blevet til en roman "Korrekturlæseren".
Peter H. Olesen - hvad handler din første roman om?
Den handler om at være alene, om ensomhed og en ikke-erkendt depression. Om irriterende stærke kvinder og et pjok af en mand, min hovedperson og jeg-fortæller.
"Korrekturlæseren" (hovedpersonen) lever et "regelret og ukompliceret liv" og har en hverdag i meget faste rammer ... hvad gør det ved ham?
Først er det en tryghed for ham, de faste rammer, ritualerne, det overskuelige liv.
Han bor alene og arbejder hjemme og kan derfor koncentrere sig om sin gerning, korrekturlæsningen.
Det går selvfølgelig ikke i længden.
Inde ved siden af er naboen vist nok i færd med at drikke sig ihjel.
Det er det simple plot, en mands deroute og hans næsten minutiøse registrering af denne deroute.
"Korrekturlæseren" betegner sig selv som pedantisk sætter en ære i at påpege fejl og har ingen fantasi - kan man leve godt sådan?
Man vælger jo ikke selv, om man har en fantasi.
Min hovedperson har sådan set sat sit pedanteri og sin fantasiløshed i system, gjort det til sin levevej. At det så har bredt sig til hans privatliv, hans sociale liv, er vel hans ulykke.
Men hvad kom først, hønen eller ægget? Valgte han denne profession, at blive korrekturlæser, fordi han er asocial og god til at finde andres fejl eller bliver han asocial og pernittengrynet pga. sit professionelle virke?
Ordbøger og biblioteker er det bedste!?
Rene linier, faste rammer. Institutioner. Biblioteket er et stille og værdigt sted, synes han. Han er trods sin alder - i slutningen af 30'erne - et mærkeligt gammeldags og kulturkonservativt væsen.
Bogen er opdelt i 4 hovedafsnit - hvorfor?
For svagt at antyde et spring i tid.
Hovedpersonen lever sit liv med stor distance til andre mennesker - ekskonen, datteren og moren optræder bl.a. aldrig med navn. Og socialt samvær ... oh rædsel!?
Læseren får ikke alt at vide i denne roman, her er ikke mange beskrivelser af rum, personers udseende, landskaber osv. Det er ret uinteressant, synes jeg.
Jeg er heller ikke god til det, vil gerne overlade noget til læsernes fantasi, som sikkert er lige så god, om ikke bedre end både min og min hovedpersons.
Derfor har personerne heller ikke navne, datteren er "den lille", eks-hustruen er bare "Min eks", moderen er "Min mor" og så videre.
Bankrådgiveren, som han er lun på, har til gengæld et navn, Jeannette. Med to n'er og to t'er. Mon hun har været til nummerolog?
Hvordan hænger dét at skrive en roman sammen med dét, du tidligere og fremtidigt skal skrive?
Det hænger ikke sammen, andet end at det selvfølgelig alt sammen handler om sprog. Om lysten og evnen til at formulere sig på en anderledes måde.
Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke. Jeg vil fortsætte med at skrive både sange, digte og prosa.
Jeg skriver på en ny roman og har gang i nye sange og har en lille færdigskrevet digtsamling, der ligger og venter på en anledning til at blive udgivet.
Kan du kommentere på opbygning af bogen og din kærlighed til mærkelige/særlige ord?
Jeg havde skelettet til den indrømmet ret spinkle handling, men det var først, da jeg fandt formen - enkeltstående optegnelser der højest fylder en til to korte sider, ofte kun et par linier - at jeg kunne overskue at skrive romanen. Jeg har aldrig skrevet en roman før. Har egentlig aldrig forsøgt.
Jeg kan ikke lide at læse tykke romaner og gider ikke selv - og formår sikkert heller ikke - at skrive lange, tykke kloge bøger.
Jeg holder af sproget og af de danske ord, vi ind i mellem glemmer at bruge i dagligdagen. Vores sprog er ikke så fattigt, som vi påstår.
Hovedpersonens kontakt til samfundet foregår i store træk gennem kvinder (ekskonen, datteren, moren) .... og så den kvindelige bankrådgiver Jeannette, der måske "redder" ham?
"Hun sidder og lyser op henne i banken. Med sit viltre hår der falder uregelmæssigt og uøkonomisk ned over hele ansigtet."
Ja, han er omringet af kvinder, hvis fejl og fremfærd han ondskabsfuldt og præcist spidder med ord, men de er i virkeligheden ham langt overlegne.
De er voksne mennesker. De er bedre til at leve. Han selv er en stakkel, der ikke rigtig kan begå sig i verden og blandt andre mennesker.
Slutningen er tvetydig, den kan læses på flere måder, har jeg erfaret ved at læse anmeldelser og ved at tale med folk, som har læst romanen.
Artikel
Med spids pen og rød tusch
Peter H. Olesen er primært kendt som musiker og sangskriver samt sit makkerskab med bror Henrik i Olesen-Olesen.
Men nu er det så blevet til en roman "Korrekturlæseren".
Peter H. Olesen - hvad handler din første roman om?
Den handler om at være alene, om ensomhed og en ikke-erkendt depression. Om irriterende stærke kvinder og et pjok af en mand, min hovedperson og jeg-fortæller.
"Korrekturlæseren" (hovedpersonen) lever et "regelret og ukompliceret liv" og har en hverdag i meget faste rammer ... hvad gør det ved ham?
Først er det en tryghed for ham, de faste rammer, ritualerne, det overskuelige liv.
Han bor alene og arbejder hjemme og kan derfor koncentrere sig om sin gerning, korrekturlæsningen.
Det går selvfølgelig ikke i længden.
Inde ved siden af er naboen vist nok i færd med at drikke sig ihjel.
Det er det simple plot, en mands deroute og hans næsten minutiøse registrering af denne deroute.
"Korrekturlæseren" betegner sig selv som pedantisk sætter en ære i at påpege fejl og har ingen fantasi - kan man leve godt sådan?
Man vælger jo ikke selv, om man har en fantasi.
Min hovedperson har sådan set sat sit pedanteri og sin fantasiløshed i system, gjort det til sin levevej. At det så har bredt sig til hans privatliv, hans sociale liv, er vel hans ulykke.
Men hvad kom først, hønen eller ægget? Valgte han denne profession, at blive korrekturlæser, fordi han er asocial og god til at finde andres fejl eller bliver han asocial og pernittengrynet pga. sit professionelle virke?
Ordbøger og biblioteker er det bedste!?
Rene linier, faste rammer. Institutioner. Biblioteket er et stille og værdigt sted, synes han. Han er trods sin alder - i slutningen af 30'erne - et mærkeligt gammeldags og kulturkonservativt væsen.
Bogen er opdelt i 4 hovedafsnit - hvorfor?
For svagt at antyde et spring i tid.
Hovedpersonen lever sit liv med stor distance til andre mennesker - ekskonen, datteren og moren optræder bl.a. aldrig med navn. Og socialt samvær ... oh rædsel!?
Læseren får ikke alt at vide i denne roman, her er ikke mange beskrivelser af rum, personers udseende, landskaber osv. Det er ret uinteressant, synes jeg.
Jeg er heller ikke god til det, vil gerne overlade noget til læsernes fantasi, som sikkert er lige så god, om ikke bedre end både min og min hovedpersons.
Derfor har personerne heller ikke navne, datteren er "den lille", eks-hustruen er bare "Min eks", moderen er "Min mor" og så videre.
Bankrådgiveren, som han er lun på, har til gengæld et navn, Jeannette. Med to n'er og to t'er. Mon hun har været til nummerolog?
Hvordan hænger dét at skrive en roman sammen med dét, du tidligere og fremtidigt skal skrive?
Det hænger ikke sammen, andet end at det selvfølgelig alt sammen handler om sprog. Om lysten og evnen til at formulere sig på en anderledes måde.
Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke. Jeg vil fortsætte med at skrive både sange, digte og prosa.
Jeg skriver på en ny roman og har gang i nye sange og har en lille færdigskrevet digtsamling, der ligger og venter på en anledning til at blive udgivet.
Kan du kommentere på opbygning af bogen og din kærlighed til mærkelige/særlige ord?
Jeg havde skelettet til den indrømmet ret spinkle handling, men det var først, da jeg fandt formen - enkeltstående optegnelser der højest fylder en til to korte sider, ofte kun et par linier - at jeg kunne overskue at skrive romanen. Jeg har aldrig skrevet en roman før. Har egentlig aldrig forsøgt.
Jeg kan ikke lide at læse tykke romaner og gider ikke selv - og formår sikkert heller ikke - at skrive lange, tykke kloge bøger.
Jeg holder af sproget og af de danske ord, vi ind i mellem glemmer at bruge i dagligdagen. Vores sprog er ikke så fattigt, som vi påstår.
Hovedpersonens kontakt til samfundet foregår i store træk gennem kvinder (ekskonen, datteren, moren) .... og så den kvindelige bankrådgiver Jeannette, der måske "redder" ham?
"Hun sidder og lyser op henne i banken. Med sit viltre hår der falder uregelmæssigt og uøkonomisk ned over hele ansigtet."
Ja, han er omringet af kvinder, hvis fejl og fremfærd han ondskabsfuldt og præcist spidder med ord, men de er i virkeligheden ham langt overlegne.
De er voksne mennesker. De er bedre til at leve. Han selv er en stakkel, der ikke rigtig kan begå sig i verden og blandt andre mennesker.
Slutningen er tvetydig, den kan læses på flere måder, har jeg erfaret ved at læse anmeldelser og ved at tale med folk, som har læst romanen.
Kommentarer