Vi har spurgt forfatter Mikael Josephsen, der selv har erfaringer med bl.a. misbrug og afhængighed, om hvad det er, litteraturen kan ift. at beskrive og fortælle om psykisk sygdom.
Forfatter Mikael Josephsen har pga. sine egne erfaringer et særligt øje for afhængighedens væsen. Han skriver utrolig fint og sårbart om at befinde sig blandt mennesker på samfundets bund. Med realisme og normalsprog skriver han sig ind på mennesket, der hvor det er allermest sårbart. Læs mere om hvorfor Mikael har valgt at skrive om sine egne erfaringer og om hvorfor han foretrækker at skrive poesi i normalsprog herunder. Du kan se hele Mikaels forfatterportræt her.
1. Hvorfor har du valgt at skrive om dine egne oplevelser med psykisk sygdom og indlæggelse på lukkede afdelinger?
Jeg valgte at skrive om mine egne oplevelser som indlagt på psykiatriske afdelinger fordi det var det stof, der trængte sig på. Det var en nødvendighed. Og fordi jeg aldrig i litteraturen er stødt på, hvor afskyeligt det er at være indlagt som alkoholiker til afgiftning.
Jeg ville gerne fortælle hvilket hærværk misbruget i virkeligheden er. Og om skammen, både ved at være alkoholiker og også som nederste i hierarkiet på en psykiatrisk afdeling. Misbrugere betragtes jo ikke som rigtig syge, i modsætning til f.eks. skizofrene. Det forventes og udtales, at de jo bare kan lade være. Selvom det selvfølgelig var det vi gjorde, hvis det var så enkelt. Hvis det ikke var fordi vi havde overskredet en grænse, hvor vores viljestyrke var sat ud af kraft.
Jeg synes, at en bog af den slags manglede, man skriver jo altid en bog fordi den mangler. Jeg prøvede også at fortælle om det vanvid, der kommer til udtryk hos de andre patienter, og at der ikke er meget hjælp at hente sådan et sted, udover medicinen. Som forfatter interesserer jeg mig for, og skriver om mennesker på samfundets bund, hvor jeg altid selv har befundet mig, for det er som regel der man ender, når man er vokset op i misbrug og vold. På den måde ved jeg hvad jeg skriver om. Og det er jo en gylden regel.
En lukket afdeling er en god ramme, et godt rum at skrive i og om, der hvirvles hele tiden stof op fra omverden. Men altså, jeg var dybest set nødt skrive efter at have været syg og alkoholiseret i en lang periode, med 14 indlæggelser. Det var ren overlevelse, og et forsøg på at finde mening.
2. Hvad er det poesien kan ift. at fortælle om og beskrive psykisk sygdom?
Poesien kan komprimere, finde essensen. Den kan gå lige på. Der er ingen lange forklaringer, ingen brødprosa til at fylde ud. Den kan være præcis, og når den er god, kaster den betydning af hver linje. Poesien er en fortættet kunstform, og egner sig faktisk til alle slags fortællinger. Det at det bliver på en slags vers, gør jo at den læses på en anden måde, man henvender sig på en anden måde, sproget og musikken får en stor betydning.
Jeg valgte at skrive Knæk som knækprosa, men det er ikke blot at ombryde linjerne hvis det skal virke. Det var det man oftest gjorde i 70ernes knækprosa, derfor er den udskældt, man havde ingen kunstnerisk ambition, blot et budskab, der skulle afleveres. Jeg har gerne villet lave et kunstværk. Jeg har gerne villet, at man kunne mærke mennesket bag. Det er poesien god til, fordi den kan være forholdsvis korte udsagn, sange, om det, der ellers ikke kan siges. Poesi er oftest et forsøg på at sige, det der ikke kan siges. Og det er vel det jeg gør i 'Knæk'.
3. Hvorfor har du valgt at bruge normalsproget i poesien?
Kendetegnet ved lyrik, er at digteren normalt opfinder et særegent sprog. Det kan være åbent for for fortolkning, men også hermetisk lukket. I 'Knæk' valgte jeg normalsproget, dels fordi det var det man gjorde i 70ernes knækprosa og dels fordi jeg gerne ville henvende mig til folk udenfor lyrikmiljøet.
Jeg skrev digte som der rent faktisk havde et indhold, sagde Lars Bukdahl om dem i Weekendavisen. Det har alle digte selvfølgelig, men her er intet skjult, det er ingen rebus. Det er råt for usødet, sådan er det. Derudover var det en udfordring, at prøve at gøre knækprosaen bedre, så god jeg nu kunne. Jeg havde før 'Knæk' skrevet digtsamlinger i tungt lyrisk sprog, det passede ikke til livet på en lukket afdeling, en mand med abstinenser. Her er medicin, opkast, angst, rotter, blodprøver osv. jo det der kendetegner den oplevelsesverden. De indsatte er ikke poetiske, mere absurde.
Det var en fornøjelse bare at give los for det sprog, og samtidig prøve at lave tekster, der så benyttede sig af andre virkemidler end i den mere traditionsbundne lyrik. I stedet for f.eks. at lave billeder og metaforer, forsøgte jeg at hele digtet var billedet. En upålidelig fortæller var gennemgående og et andet virkemiddel. Det måtte blive i normalsproget, det kunne heller ikke intellektualiseres. Jeg måtte være tro mod jegets sprog i den situation, mod institutionssproget. Enkelte steder mod det psykotiske sprog. Det var sådan det flaskede sig, for nu at blive i det sprog, der ligger lige for på tungen, og for at slutte af med humoren, der er et gennemgående virkemiddel i digtsamlingen 'Knæk'. Uden den, kunne det have været ligemeget, så havde selvmelidenheden måske taget over. Og projektet var punkteret.
Foto: Søren Skarby, 2016
Kommentarer