Cubansk fiktion er ikke bare fiktion

Litteraturen på Cuba tager ikke blot afsæt i virkeligheden, den er virkelighedens talerør. Sådan er det blevet.  

Af Johanne Riktrup, Cand. mag. i spansk og engelsk.  

Fiktion skaber billeder af virkeligheden – sådan groft sagt. Billeder, som læseren kan identificere sig med, og som læseren måske endda kan genkende fra den virkelighed, han eller hun lever i. Virkeligheden er altså fundamentet i en fiktiv fremstilling.

På Cuba synes fiktionen mere end noget andet sted i verden at verificere denne påstand. 
Den cubanske litteratur har siden revolutionens kronede dage oplevet lidt af en rutsjetur, og selvom den rummer alle de varme, eksotiske og begærende elementer, som er karakteristiske for den latinamerikanske litteratur, rummer den samtidig elementer, der er ganske særligt cubanske.
Litteraturen på Cuba tager ikke blot afsæt i virkeligheden, den er virkelighedens talerør. Sådan er det blevet. 

50 år er der gået, siden den cubanske revolution startede, 47 år siden den sluttede, og 45 år siden revolutionens karismatiske leder og sejrherre, Fidel Castro, arrangerede en kongres for forfattere og andre cubanske kunstnere, på hvilken han gjorde klart, at den intellektuelle cubaners kunstneriske frihed fremover skulle bruges til at producere kunst, der bakkede op omkring revolutionen for på den måde at fremme cubanernes nationale bevidsthed. Med andre ord fik den kunstneriske frihed i 1961 en ende.
 'Dentro de la Revolución, todo; contra de la Revolución, nada', lød Fidels berømte ord.

Kun udvalgte forfattere blev udgivet. Regeringen bestemte suverænt hvilke, nemlig dem som favoriserede regimet. Og således isoleredes de cubanske kunstnere. 

Mange cubanske forfattere, såvel som andre intellektuelle, udviste i disse år sig selv for bestandigt, idet de forstod, at dersom de ikke ville følge revolutionens ensporede vej, var det kun i eksil muligt at få sine ord trykt på papir. 
 
Én af dem var Guillermo Cabrera Infante (1929-2005), der efter at have givet sin fulde støtte til revolutionen alligevel kom i modvind i forhold til regimet, hvorfor han valgte eksilet.
Med sin roman 'Tres Tristes Tigres' (London, 1969), beskriver han tre cubaneres natteliv i Havanna. Romanen foregår i 1958, og den blev betragtet som et absolut modstykke til revolutionen trods sin mesterlighed. Som noget nyt, kreerede Infante et sprogligt system, der i romanen tjener som en parodi på samfundet. Implicit i denne nyskabelse lå en beslutning om ikke mere at bosætte sig på Cuba.

1970'erne på Cuba var ikke mere imødekommende over for den kunstneriske frihed, end 60’erne havde været det.

60’ernes og 70’ernes stadigt stigende institutionalisering af den socialistiske model, som man kendte fra Sovjetunionen, betød, at den kunstneriske frihed blev stadig mere begrænset. Kun politisk kunst, der anerkendte revolutionen blev anerkendt af regimet. Resten endte i en afgrund af censur.
Der fandt en kraftig marginalisering af mange intellektuelle sted. Hårdest gik det ud over intellektuelle grupper af homoseksuelle, der, ifølge regimet, ikke udviste den rette revolutionære ånd. Deres kunstneriske fremstillinger blev ikke blot begrænset, de blev udelukket.

Én af de forfattere, der fik denne ostrakisme at føle, var Virgilio Piñera. Trods mesterlige fremstillinger som teaterstykket 'Dos Viejos Pánicos', for hvilket han vandt en pris, vejede hans homoseksualitet i sidste ende tungere end hans kunstneriske kunnen, hvorfor regimet ekskluderede ham fra den intellektuelle scene.

I 'Máscaras' (1997) (På dansk 'Maskespil i Havana', oversat af Peter Sibast, Sohn 2004) tegner den cubanske forfatter Leonardo Padura et intenst billede af 70’ernes undertrykkelse af specielt homoseksuelle kunstnere, heriblandt Virgilio Piñera, og af hvordan mange i 70’erne var nødt til at bære maske for at skjule deres egentlige identitet. På baggrund af efterforskningen på et mord på en transvestit konfronterer Padura det officielle Cuba, og resten af verden, med landets uofficielle historie, men han gør det på en måde, så romanen glider glat igennem censuren.

I 1970’erne var det aldrig gået, romanen ville aldrig være blevet trykt. Men i løbet af 1980’erne og 90’erne ændrede tingene sig, idet mange forfattere gjorde op med den eksisterende glorificering af den politisk orienterede litteratur, et opgør der blev hjulpet på vej af en lov fra 1975, der gjorde det muligt at få udgivet andet end en hyldest til revolutionen – selvfølgelig uden at kritisere denne, forstås.

Hos den nye generation af forfattere pressede de cubanske skæbners intime historier sig på, og man vendte sig for hver udgivelse mere og mere væk fra den politiske fremstilling. Denne generation, der var vokset op med revolutionen, havde levet et liv fyldt med illusioner og drømme om en bedre fremtid, og det var denne venten, der ofte ses udtrykt i deres litteratur.

Den æstetiske side af den litterære fremstilling, der siden Castros tilsynekomst havde været mørklagt, blev nu det dominerende element i den litterære cubanske fremstilling. Paduras Máscaras er et glimrende eksempel på dette kursskifte. Psykologiske, menneskelige og intime beretninger blev de dominerende. 

At det dag for dag blev nemmere og nemmere at forholde sig til samfundet fra andre vinkler end den revolutionære betød ikke, at man frit kunne ytre sig om dette og hint. Man måtte som forfatter være snedig, og det er denne snedighed, der har været med til at udvikle den cubanske litteratur, til hvad den er i dag – en fængslende og på mange måder hjerteskærende litteratur.

Mange forfattere opdagede, hvordan det i krimigenren var muligt at indlejre samfundets problemer. Med et enkelt krimielement skaber forfattere som Leonardo Padura en kontakt mellem læseren og de personer, der bevæger sig på kanten af det cubanske samfund, og på den måde giver han ligeledes romanen et socialt orienteret aspekt, et aspekt der gør det muligt for den cubanske kritiker at komme af med en solid portion samfundskritik, der, uden at overskride den følsomme, politiske grænse, dementerer den illusion, som hans egen generation har været tvunget til at bygge op omkring Cubas fremtid, en fremtid der som den cubanske underverden på ingen måde er, hvad den synes at være.

Tendensen fra 80’erne fortsatte ind i 90’erne, hvor skyggesiderne af det cubanske samfund for alvor vandt spalteplads. Forfatterne distancerede sig i disse år fuldstændigt fra revolutionen som litterært tema, og var den endelig repræsenteret, var det ikke i positivt øjemed.

Krimigenren tillader emner som korruption, tortur, narkotikahandel og prostitution etc., fordi genren demonstrerer problemstillingerne uden at forklare og pointere. Derfor er denne genre blevet meget kendetegnende for den cubanske litteratur fra 1980’erne og frem til i dag, hvor forfattere som Amir Valle holder liv i den cubanske krimi.

Få af de intellektuelle, der har valgt at blive på Cuba, har haft mod til åbenlyst at kritisere eller på anden vis udtrykke sin foragt for regimet. Da digteren Maria Elena Cruz i et digt pointerede, at Castros restriktioner kun havde den virkning, at de gjorde Cuba så meget desto mere sårbar over for revolutionen, blev hun tvunget til at spise det stykke papir, hvorpå hun havde skrevet disse blasfemiske ord. 

Meget er der sket med den cubanske litteratur fra revolutionens spæde begyndelse og frem til i dag, og lad os håbe, at den også fremover vil berige verden med sin underfundige, hjerteskærende og hudløst ærlige beretninger.

Litteraturen på Cuba i dag tegner et billede af det samfund, som dukker op, når man går bagom den cubanske presses fiktive fremstilling af samfundet.
Det ansvar, som mange cubanske forfattere har påtaget sig, nemlig at fremstille skyggesiderne af det cubanske liv og dermed udtrykke cubanske drømme, visioner og håb for fremtiden, har i moderne tid skabt en intens og på mange måde fandenivoldsk litteratur, der samtidig har bevaret de spanske og afrikanske rødders varme og eksotisme.

Cubansk fiktion er ikke bare fiktion, den er det bedste bud på cubanernes virkelighed.