Lyt til solsortens sang

Aldrig har jeg fået så forskellige tilbagemeldinger på en bog som "Der mangler en sang om solsorten"!

Nogle mener, den er hylende morsom, andre synes, den er sørgelig.
Nogle mener, den er kedelig, andre at den er spællevende, nogle mener, at hovedpersonen Anna er en umuligt unge, der aldrig kan få nok, andre mener, at den viser, hvor ensomt og misforstået et barn kan være.
Nogle mener, moderskikkelsen er fantastisk, andre mener, at moderen intet forstår af sine børn. Nogle mener, den er en følsom og morsom barneskildring, andre gaber kæberne af led, andre igen synes bedst om tidsbilledet af angsten under den kolde krig og det sønderjyske miljø.
Jeg er meget glad over de forskellige reaktioner, for det er jo litteraturens særkende: at mange ting kan læses ud af den samme tekst, og at alle og ingen har ret.

Jeg kan forstå, at din romanen er baseret på selvbiografisk stof - i hvor høj grad?

Kun i udgangspunktet er romanen selvbiografisk.
Da min far døde, følte jeg mig frygtelig forladt. Jeg kom i kontakt med nogle meget stærke følelser af forladthed, der måske skyldes situationer langt tilbage, måske skyldes langt senere ting, jeg ved det ikke. Jeg forsøgte at fange stemmen til det forladte barn og skrev en masse situationer, som barnet oplevede det, eller rettere: som jeg forestiller mig, at et sådant barn kan have oplevet det.

Det hele er jo fiktion - man husker et sted, en duft, en stemning, berøringen af stoffet på en kjole - og så forsøger man at skabe en verden ud fra det. Erindringer er hullede og upålidelige, men man kan godt bruge stumper til at skabe et univers, der hænger sammen på en eller anden måde, der sandsynligvis har meget lidt at gøre med, hvordan det "i virkeligheden" har været.

Jeg tror ikke, det er muligt at grave den forgange virkelighed op, den er opløst, men det har heller aldrig været mit projekt. Jeg ville vise verden, set fra et barn, og til det har jeg brugt adskillige børn, som jeg har kendt, piger og drenge i alle aldre. Her, som i alt andet, jeg skriver, trækker jeg på, hvad jeg har set og hørt og læst, og sætter det sammen til noget andet. F.eks. kender jeg nogle nazistiske hjemmetyskere på min hjemegn, men har ikke brugt dem.

Jeg har brugt historier, jeg kender andre steder fra, og lagt dem ind, fordi de var gode historier. Hensynet til at skabe en god historie og en kunstnerisk helhed går altid forud for nogen historisk eller biografisk "virkelighed". Ellers kan der ikke komme en roman ud af det. 

Hvordan har du bearbejdet det selvbiografiske element?

Jeg har arbejdet meget længe med stoffet og er blevet ved med at lytte efter, hvad mere der kunne ligge i den og i den historie. Så har jeg skrevet til og fundet på, indfaldene kommer af sig selv, når jeg arbejder med det, og gradvis er historien blevet selvstændig og er begyndt at leve sit eget liv med sin egen logik.
Sådan skal det helst gå, når man skriver fiktion - historien skal tage magten og begynde at styre sig selv. Så gælder det om at følge med og ikke gøre vold på den retning, historien vil tage. 

Hvorfor vælger du at skrive med et barns stemme - hvilke muligheder og begrænsninger giver det?

Barnets stemme er kun een af stemmerne i romanen. Der er også moderens, faderens, farmors, den unge piges og mange andres synsvinkler. De har alle deres måde at se verden på, de har forskellige behov og kæmper med hver deres sæt af problemer. Derfor har de måske ikke så stor forståelse for hinanden, og det er begrænset, hvor meget de kan hjælpe hinanden.

Jeg ser dem som satelitter, der svæver rundt i hver deres eget kredsløb og udsender signaler, der knap bliver opfattet, og nogle gange bliver opfattet forkert.

Jeg startede med at skrive en bog fra et barns synsvinkel og med et barns sprog, jeg havde skrevet mere end 100 sider, da min redaktør sagde, at det var nærmest ulæseligt - så fuldt af gentagelser, selvmodsigelser, jappen, sådan som jeg forestillede mig barnets stemme. Det var en meget lille verden, begrænset til, hvad hun lige nu så og oplevede og tænkte.
Det var ikke muligt at beskrive de fysiske omgivelser eller personerne omkring Anna, fordi alt var fortalt inde fra hende, alt efter om hun var glad eller vred på dem eller jaloux eller andet.

Det var for mig selv interessant som litterært eksperiment, men det var bestemt ikke læsevenligt, nærmest uudholdeligt, når det blev ved.
Jeg begyndte så forfra, og det var især en stor udfordring at leve mig ind i moderen, hvis meget konkrete og naturvidenskabelige tilgang til verden er ret fremmed for mit gemyt.
Det er lettere for mig at forstå faderens mere sansende og indlevende gemyt, og derfor er han også kommet til at fylde så lidt. Jeg har flere gange måttet vende tilbage til ham og fylde mere på, fordi han blev for bleg en person. 

Hvorfor er det så vigtigt for Anna at være "stærk"?

Hvis man er stærk, bestemmer man mere selv og skal ikke finde sig i så meget fra omgivelserne. Så behøver man ikke ligge og skrige i barnevognen, så kan man selv stå op og gå.

Et barn er født ind i en verden, som det må finde ud af at agere i, og har meget lidt at skulle have sagt. Det er svært, og måske især for et viljestærkt og stædigt barn som Anna. På samme måde overlever hun ved sine fremtidsplaner om snart det ene, snart det andet - hvis bare hun holder ud, skal det nok blive godt altsammen!
Og så vil hun gerne ligne sin far. Måske fordi pladsen ved moderen var optaget, først af de ældre søskende, og så af lillesøsteren.

Børn er også overlevere. Når den ene vej er spærret, tager man den anden.

Har du mon med denne roman "skrevet en sang" om en solsort? 

Jeg har ikke skrevet sangen, og jeg efterlyser den stadig. Den må være meget svær at skrive. For den skal jo være lige så smuk som solsortens sang, og hvordan gør man det? 

Du beskriver en tidsperiode - den store historie og den lille. Efterkrigsår i Sønderjylland  ... dagligdagen med tjenestepiger, børneopdragelse a la Ro, Renlighed og Regelmæssighed

Med årene bliver man mere bevidst om, at ens forældre, deres forældre og sådan tilbage også har været børn, og man tænker på den virkelighed, de har levet i, og som har præget dem.
Sønderjylland under og efter krigen er et godt sted til en roman, fordi landet er så fuldt af modsætninger, nationale og politiske, der blev forstærket i den tid. Og alligevel var man nødt til at leve sammen og fortsætte udsoningen. Ligesom man er nødt til at gøre i en familie.

At Sønderjylland var en del af Tyskland fra 1864 og frem til genforeningen i 1920 og derfor var med i første verdenskrig, hvor 6.000 unge mænd faldt, og resten kom hjem med krigstraumer, som der ikke fandtes noget ord for - det er et lidt glemt eller fortrængt kapitel af Danmarkshistorien. I bogen har moderen Gertrud en barndom og en ungdom, der er stærkt præget af krig og trussel om krig. En anmelder skrev, at han ville ønske, bogens titel havde været "Efterkrigstid", men det er slet ikke sådan, personerne oplever det. De lever i erindring om de to foregående krige og i forventning om den næste, og det præger deres livsindstilling. 


Der er en underliggende ensomhed og frygt for "at miste" i romanen - der er krigen, der er sygdom og død - hvilke øvrige tema'er har romanen. Relaterer  det til tiden eller noget almengyldigt?

Angsten for at miste er noget alment, men måske stærkest hos børn, fordi deres verden kan gå under og forsvinde på en måde, som den nok ikke kan for voksne. Men når der er krig og sygdom i ens verden, bliver angsten måske mere konkret.
Andre temaer kunne være "grænseland" - at leve sammen og acceptere hinandens forskelligheder. Det gælder både Sønderjylland og livet i en familie. 

Hvad vil du gerne fortælle læseren?

Hvis jeg havde et entydig budskab, havde jeg ikke skrevet sådan en bred roman. Så havde jeg skrevet en kronik eller et essay eller forsøgt at organisere en demonstration.
Jeg er glad, hvis nogen har haft en god oplevelse ved at læse bogen, og måske har fået en anelse mere forståelse for verdens sammensathed. Eller hvis nogen er begyndt at lytte mere efter solsorten eller snakke med mærkelige børn.

Hvordan ser du denne roman i forhold til dit øvrige forfatterskab?

Jeg har næsten altid skrevet om det forunderlige ved, at vi mennesker færdes rundt om hinanden i den samme verden, der opleves helt forskelligt, uden at nogen har ret eller uret. Egentlig fatter jeg stadig ikke, at vi kan tale sammen og forstå hinanden, så nogenlunde da, og kun på nogle planer, selv om vi dybest set slet ikke forstår hinanden.
Måske går denne bog dybest i følelsen af den ubodelige ensomhed.

På det ydre plan har den ikke meget til fælles med "Hildas Sang", men fra mit skrivende synspunkt har nogle af processerne været lignende: det var spændende at forsøge at sætte sig ind i en meget fremmed bevidsthed og se verden gennem de helt fremmede øjne og argumentere for ting, der i mine private øjne er galimatias.

Denne bog er vist den mest sørgelige og også den morsomste af mine bøger. Jeg er glad for at folk har hæftet sig ved helt forskellige sider af bogen: en stærk moderskikkelse, et ensomt barn, de nationalpolitiske modsætninger, børnenes rygen på halmloftet, problemerne ved at kombinere arbejde og familieliv, ængsteligheden under den kolde krig, de hjemvendte KZ-fanger, den sorte skole, jalousi mellem søskende etc. etc.
Jeg mener jo vitterlig, at læseren altid suverænt bestemmer, hvad en bog handler om.
Forfatteren er færdig, når korrekturen er læst, og hvad der egentlig står i teksten, er forfatteren ikke klogere på end nogen læser.
Jeg er meget lykkelig over at reaktionerne er så forskellige.