Håndbog over alle typer nederlag
Besynderligt nok stræber mange efter identiske mål: Kærligheden, karrieren, kontanterne, kernefamilien og kernesundheden. Men der findes heldigvis enkelte personer, som efterspørger andre ting. Den amerikanske gadepoet, skørtejæger og drukkenbolt Charles Bukowski (1920-1994) søgte konsekvent alle outsider-positioner, vores kultur overhovedet kan tilbyde.
Bukowski drak og røg som en besat; han spillede sig ofte fra hus og hjem på væddeløbsbanen; han blev konstant fyret fra sine ufaglærte jobs og naturligvis også af damerne; han kultiverede sine a-sociale og anti-intellektuelle tilbøjeligheder, og han dyrkede med stor flittighed en elendig personlig hygiejne. Nej, jeg nægter. Omtrent sådan lød Bukowskis kommentar til alle de ting, man ellers betragter som attråværdige.
Til vores held var Bukowski samtidig en absolut fremragende forfatter, og i romanen 'Med det hele' (1982) kan man læse den medrivende og hårrejsende historie om en barndom i 1920´ernes og 1930´ernes USA. Umiddelbart ligner Med det hele en klassisk fortælling om en dårlig barndom. I den selvbiografiske roman møder vi Bukowskis alter ego, Henry Chinaski, som vokser op i den hvide underklasse i Los Angeles. Plottet er simpelt: Populært formuleret får vi historien om, hvordan det hele startede. Bipersonerne er en hårdtslående far, en passiv mor, diverse tumpede venner og afvisende piger i hobetal.
Vi følger Henry fra de første afgørende erindringer, over en uengageret skoletid og videre til en plads i arbejdsløshedskøen. Romanen gennemskriver en række tilbagevendende motiver: de mange tæsk i hjemmet og skolegården; alle former for manddomsprøver; de første prøver på seksualiteten og alkoholen; Henrys frastødende udseende, som finder sin forklaring i et helt usædvanligt tilfælde af Acne Vulgaris (bylde- og bumsepest). På mange måder er både Bukowskis liv og hans romaner et fyldigt katalog over nederlag. I hvert fald hvis man betragter sagen fra flertallets synsvinkel.
Bukowskis skråt-op-finger
Når man læser Bukowski, er man sjældent i tvivl: Her samler romanpersonerne faktisk på nederlag. De ønsker ikke succes og beundring. I starten slår Henry Chinaski igen, når livet uddeler tæsk. Gradvist taber begreberne nederlag og sejr imidlertid deres betydning, og i stedet skaber den barske opvækst plads til en grundlæggende Bad-Boy-attitude. Henry Chinaski er forfattet ud fra en veritabel jeg-er-kold-i-røven-tænkemåde, som intensiveres i takt med antallet af bylder på Henrys pubertære krop. Her et lille eksempel:
"Jeg var fattig og jeg ville forblive fattig. Men jeg ønskede egentlig ikke penge.(…) Jeg ville have et sted at gemme mig, et sted, hvor man ikke behøvede at gøre noget som helst. Tanken om at være Noget forfærdede mig ikke kun, den gav mig kvalme. Tanken om at være en advokat eller en rådgiver eller en ingeniør, hvem som helst som det, forekom mig umuligt. (…) At blive gift, eller at få børn, at blive fanget i familiestrukturen. At tage ét sted hen for at arbejde og returnere. Det var umuligt. Jeg ville hellere være en opvasker, tage alene tilbage til et lille værelse og drikke mig selv i søvn.”
Japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 lukker romanen, og i slutscenerne fremviser Bukowski med stor stilsikkerhed romanens anti-logik. Imens et samlede USA eksploderer i hævnrus, vender Henry ryggen til og indtager frivilligt en taberrolle. Reelt er selve krigen ham fuldstændig ligegyldig. Afslutningen skal læses med romanens tilegnelse i tankerne.
På romanens første side står den emblematiske replik: ”for all fathers”. Dedikationen er ikke blot henvendt til Henrys aggressive far, men til alle fædre overhovedet. Igennem bogen virker Henrys outsider-attitude som en rød klud på alle alfaderlige autoriteter. Bukowskis alter ego er formuleret som en skråt-op-finger til alle etablerede værdier i vores kultur, familie, økonomi, sundhed, arbejde, kunst, politik, religion m.m.
Med det hele er historien om en dårlig barndom, skrevet af en regulær ekspert inden for området. Men samtidig er Bukowskis hovedværk en gennemgribende protest imod den blinde accept af de mange værdier, som får legitimitet alene gennem en uantastet alliance med alfaderlige autoriteter.
Kun en idiot stoler blindt på en given magtinstans (eksempelvis faderen), lyder Bukowskis version af barndommen. I Med det hele giver barndommen anledning til følgende læresætning: Man forbliver et barn, indtil man finder styrke og mod til at protestere imod alle slags selvbestaltede autoriteter.
Hvis du keder dig selv
Denne lektie reflekteres igennem Charles Bukowskis samlede forfatterskab, som tæller over 40 udgivelser (både lyrik og prosa). Han debuterede i en sen alder, men i løbet af de sidste 30 år af sit liv udgav Bukowski mindst én bog om året.
Han var selv en dark horse i litteraturens verden, og han fokuserede konsekvent på samfundets outsidere. Han skrev fra luderens, fabriksarbejderens og drankerens perspektiv.
Dette aftegnes tydeligt i både Bukowskis litterære stil og hans syn på litteratur overhovedet. Alt, hvad Bukowski skrev, har samme karakteristika, som man finder i romanen Med det hele. Efter få siders læsning kan man ikke undgå at bemærke enkelheden, den direkte tone og det radikale fravær af pynt.
Bukowski gjorde litteraturen streetwise; han skrev med folkets egen stemme, men havde intet tilovers for litterære eksperter og andre forfattere. Han interesserede sig ikke for litteratur som et klassisk æstetisk fænomen, og hans egne yndlingsforfattere kan tælles på én hånd. Bukowskis favorit var den stærkt omdiskuterede forfatter Louis-Ferdinand Céline (1894-1961), franskmanden bag superromanen 'Rejsen til nattens ende' (1932), en bog, som på mirakuløs vis fik Bukowski til at drikke en lille bitte tår postevand.
Ganske kontroversielt var Bukowski overbevist om, at 99 procent af al litteratur er en stor, latterlig løgn. Størstedelen af den moderne litteratur savner ærlighed, sagde Bukowski, som kaldte sin egen skrivemaskine for maskingeværet. Han skrev hurtigt og simpelt, men med en forbløffende gennemslagskraft og en sjælden oprigtighed. Her et uddrag fra Med det hele. Tekststedet handler om barndommens første indsigt i litteraturens forlorne verden:
”Jeg gik rundt på biblioteket på udkig efter bøger. Jeg tog dem ned fra hylderne, én efter én. Men de var udelukkende billige tricks. De var kedelige. Der var sider og sider med ord der ikke sagde noget som helst. Eller hvis de sagde noget, tog de for lang tid om at sige det, og på det tidspunkt de fik det sagt, var man allerede for træt til at tage sig af det.”
Der findes imidlertid få unikke forfattere, som konstant tager chancer. De satser stort og sætter alt ind i forsøget på at skrive noget vedkommende, som undgår kunstighed og andet hykleri. Bukowski sammenlignede selv hele sit forfatterskab med en uafbrudt tur på væddeløbsbanen, og hans eneste råd til unge forfatterspirer var: Hvis det du skriver, keder dig selv, vil det med sikkerhed også kede andre. Hvis man giver sig til at læse Bukowski, kommer man med sikkerhed ikke til at kede sig. Med det hele er det rigtige sted at starte. Romanen er den bedste barndomsskildring, jeg har læst, og fra kapitel 46 og bogen ud er hver eneste linje sindsoprivende og fremragende læsning. Men pas på: Når man først har læst en smule Bukowski, kommer man tilbage efter mere.
Bukowski har mange prominente fans rundt omkring, hvilket man kan konstatere ved selvsyn i en ny amerikansk dokumentarfilm om forfatteren. Filmen hedder på originalsproget Born Into This (2003), og her kan man møde stjerner som skuespilleren Sean Penn (f. 1960) og musikerne Bono (f. 1960) og Tom Waits (f. 1949), som alle fortæller om deres begejstring for Charles Bukowski.
Af Martin Toft, Cand. Mag.
Kommentarer