Litterære selskaber er der godt 50 af i Danmark. Søren Sørensen er formand for to - Dansk-Svensk Forfatterselskab og Selskabet Bellman i Danmark - hvorfor mon?
Søren Sørensen du er formand for 2 litterære selskaber i Danmark – hvad indebærer det, og hvad beskæftiger et litterært selskab sig med?
Der er stor forskel på Dansk-Svensk Forfatterselskab og Selskabet Bellman i Danmark, både hvad angår medlemskreds og formål, selv om de ganske vist er forenede om at dyrke de dansk-svenske litterære forbindelser.
At være formand er at få ideer til aktiviteter, organisere virkeliggørelsen af dem og så vidt muligt holde sammen på medlemmerne. Begge selskaber udgiver medlemsblade, der giver spalteplads til litterære nyheder, nyudgivelser og ny forskning. Selv om Bellman døde i 1795, opdages der til stadighed nye sider af hans forfatterskab. Begge dyrker også oplevelsen af litteraturen, i form af oplæsnings- og sangarrangementer, ved siden af formidlingen i form af foredrag og seminarer. Dertil kommer udgivelsen af nye værker, DSFS's tosprogede antologier, SBiD's skriftserie. Dette er ret typisk for litterære selskaber.
Hvad motiverede dig til at gå så aktivt ind i arbejdet omkring denne form for litterære arbejde?
Præcis dette behov for at komme i kredse hvor litteraturen var hovedsagen, for at medvirke til udbredelsen af kærligheden til bogen og teksten.
Og hvorfor er det lige litterære selskaber med tilknytning til Sverige, du har kastet din kærlighed på?
Ironisk er selve situationen; uvidenheden, eller måske er det horisontforsnævringen, der gør, at læserne føler sig så bundne til modersmålet, at de ikke indser den frihed, der ligger i nærheden mellem dansk og svensk - en binding, der er slem på begge sider af Øresund, og muligvis strammer hårdest øst for rigsgrænsen. Få indser, at de med svensk har adgang til en rig og fascinerende litteratur.
Ét sprog, men to litteraturer. Ét sprog, fordi dansk og svensk er østnordisk og den samme løsning på de samme opfattelsesproblemer, men to litteraturer, fordi de historiske forudsætninger har skabt to forskellige kulturer. Samme struktur altså, men to temmelig forskellige måder at tænke på. I ligeså stærk forkortning kunne man tale om en intellektuel franskpåvirket klassicisme over for en følelsesstyret tysk romantik. I Sverige er lærdom ingen skam. Ifølge dansk verslære er der ikke meget mere end én villanelle, i svensk litteratur er der mange, storslåede, villaneller, i Lund har formen været på mode i årtier.
Den kræver disciplin, og disciplin er udansk. I dansk litteraturhistorie er inspirationen fra Carl Michael Bellman et stædigt refræn, og svenske forskere har været inde på, at han måske i grunden også passer bedre til det danske lynne end i landet, hvis nationalskjald han er. Må hænde.
I ti år har idéer og traditioner fået lov til at flyde frit mellem et ikke helt ubetydeligt antal professionelle skribenter inden for de to kulturområder. Derved løser det så også en opgave, dagspressen og da især den elektroniske helst lader ligge. Det læste ord er grundlæggende for læserens forståelse af sin omverden, sine medmennesker og sig selv.
Derfor bidrager samspillet mellem de 175 forfattere i DSFS også til at frigøre læsere fra deres bundethed til at læse om amerikanske kriminelle på dansk og vende deres opmærksomhed mod det, der ligger lige for næsen af dem, dem selv, for eksempel, hvis man ser næsen udefra. Alle litterære selskaber inspirerer til ny litteratur.
Vi har ikke gjort det op, for det er ikke vor opgave at drive forskning i medlemmernes skrivekunst, det har vi medlemmer til, men bare det, at de antologier, selskabet udgiver, helt selvfølgelig indeholder tekster på begge sprog, er med til at løsne sløjferne i sprogets spændetrøje.Derfor har arbejdet i en organisation af denne karakter, for ordets frihed og mangfoldighed, båret så gode frugter. Den, der vil, kan deri se den eksistentielle ironi.
Der er godt 50 litterære selskaber i Danmark, hvad er det udtryk for … er det mange efter din mening?
Det er ikke mange efter min mening, der er flere i Sverige, og der er mange væsentlige forfatterskaber, der ikke samler mennesker om sig. Eksistensen af dem, vi har, er efter min opfattelse udtryk for at nogle mennesker føler et behov for at komme i et forum, hvor man kan dyrke et bestemt forfatterskab, en bestemt genre osv.
Kan man give en 'karakteristik' af hvem, der melder sig ind i et litterært selskab?
Jo værre alle offentligt tilgængelige medier kommercialiseres, jo mere tilbudene om litterære oplevelser indskrænkes, jo mindre man i pressen har mulighed for at møde den levende litteratur og dem, der skriver den eller skriver om den, des mere tager folk skeen i en noget anden hånd.
De stifter selskaber
Kulturministeren leder efter en kanon. Situationens ironi består i, at listen over litterære selskaber i forvejen er kanonisk. Mennesker, der holder af litteratur, har med sikre hænder plukket de digtere ud, der har mest på hjerte og siger det på den mest begavede måde. De litterære selskaber er af samme slags som kællingen mod strømmen i det norske folkeeventyr.
De stikker hænderne op og klipper i luften: der skrives vers, noveller, romaner, skuespil, og de handler om væsentlige eksistentielle problemer. Det er indlysende, at det overvejende er mennesker uden hjemmeboende børn.
Dem kan man så kalde 'ældre', men kulturlivet bæres af folk i de aldersklasser. Dette gælder dog ikke forfatterselskabet, for det har sine egne regler.
Fælles for selskabernes medlemmer er interessen for og glæden ved god litteratur, ofte kombineret med lokale eller personalhistoriske forhold.
Og så er du jo forfatter ... skal vi ikke have et par kommentarer med om det?
Jeg ved ikke om det, at jeg selv er forfatter, har haft nogen indflydelse på mit engagement.
Ud over DSFS synes det ikke at være noget, der tiltrækker ret mange forfattere, så jeg står i hvert fald ret ene i denne sammenhæng, i hvert fald hvis vi ser bort fra at en del akademikere også er forfattere, nemlig til værker om litteratur osv.
Derimod antager jeg, at min optagethed af klassisk litteratur står klart for enhver, der måtte have læst noget af det, jeg har skrevet, lige fra mine digte til min 'Nordens Historie'. Jeg husker en anmelder, der om Nordens Historie gav udtryk for, at han frygtede at have overset en hoben litterære citater, der lå skjult eller åbenbart i min tekst.
Mit egentlige forfatterskab indledtes - pudsigt nok næsten som den danske nationallitteratur - med et par skolekomedier.
Det var i 1975, og derefter lå det stille frem til 1984 da en samling litteraturhistoriske essays udkom. I 1985 blev jeg fri forfatter for at hellige mig nogle bestillinger på populærvidenskabelige værker om nordisk historie: Nordens Historie 1987, Kekkonen 1988 og Øerne i Østersøen 1992. Min første roman 'Himmelsmeden' udkom 1988, siden fulgte to romaner om Thisteds tilblivelse 'Don Juans Døtre' og 'De Moderløse'. Siden 1998 har jeg især været optaget af lyrik, med den tosprogede digtsamling 'Strandlangs' 2001 som det centrale, og derudover en række oversættelser af fremmed lyrik.
Links til litterære selskaber i Danmark
Kommentarer