Klumme: Om litteratur og propaganda
- Om Kirsten Hammanns "Fra smørhullet"
af Steen Piper, Forlaget Hovedland & Bogans forlag
For en måneds tid siden læste jeg her på Litteratursiden.dk en artikel om Kirsten Hammanns forfatterskab. En smal sag for den brede smag, lød overskriften på Pernille Skot-Hansen Hvillums gennemgang af Hammanns forfatterskab med udgangspunkt i den nyeste roman "Fra smørhullet".
Pointen med artiklen fremgik af overskriften. Hammanns forfatterskab er ikke smalt, hævder Pernille, selv om det ser sådan ud, bl.a. for boghandlerne. Hammanns bøger har vi kun ét eksemplar af, citeres en givetvis repræsentativ boghandler for at have sagt.
Hammanns roman "Fra smørhullet" må imidlertid have nogle kvaliteter, siden den blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2005, dog uden at få prisen. Men hvilke kvaliteter?
Det åbenlyse misforhold mellem hvad litteraterne opfatter som høj kvalitet, og det som må optage "normale" mennesker/læserne, er imidlertid en debat værd. En debat, der ofte bliver sat i gang, men hver gang løber ud i sandet. De litterater, der sætter dagsordenen ved at skulle formidle debatten i tidsskrifter og de 3-4 toneangivende dagblade, de synes at repræsentere et verdens-, et kunst- , et menneske- og et litteratursyn, der er i skarp kontrast til størsteparten af den læsende og kulturforbrugende befolkning. Med det resultat, at den opreklamerede kulturkløft mellem folk og elite kun vokser og vokser i disse år. Eliten overfor befolkningen. Sådan ser kultur- og litteraturkløften, lidt firkantet formuleret, ud set fra min position.
Men hvad er det så Kirsten Hammanns "Fra smørhullet" handler om: Om Mette, eller rettere “Mette”, der præsenteres som et småforkælet “menneske”, der lever i København. Indledningsvist er hun i et parforhold, “der er så smukt og rigtigt - sådan Søren & Mette-læsebogsagtigt”, skriver forfatteren om sin hovedperson. Hun, Mette vil gerne være et godt og sandt menneske, ændre verden, gøre en forskel og ikke bare lade sig nøje. Og det er jo ikke en skid smalt, citerer Pernille Skot-Hansen Hvillum Jyllands-Postens anmelder Jon Helt Harder: “Det er lige mig og dig og du.” Men hun magter det nu ikke, hun opgiver og henslæber herefter sin tilværelse på 271 sider som den konstruktion hun er, det sæt sproglige konventioner, det sætstykke, den rollemodel, hun repræsenterer - en rollemodel der eksemplificerer den sekulære og moderne verdensopfattelse. Hun er et offer, og forfatteren gør ikke noget for at befri hende for offerrollen som forbruger og som en passiv refleks af omgivelserne.
Det ville have været en anden roman, hvis Kirsten Hammann i stedet for at understrege, at vi lever 3 årtier efter de kvalte oprørs tid, i en passivitetens dæmoni, hvor misforholdet mellem bevidsthed og muligheder holdes ved lige af den moderne selvforståelse, der ikke rummer plads til sidespring eller til at gøre det alternative, at bryde ud, at installere en tilværelse i udkantsområderne - med eller uden høns, solceller, vindmøller etc. Næ, Hammann og litteraturmagistrene fastholder passivitetens dæmoni og spiller dermed en vigtig rolle i den samfundsudvikling som pågår. Slår fast, at ikke andre samfund er mulige.
Jeg er ikke i tvivl om at Pernille Skot-Hansen Hvillums og Jon Helt Harders vurdering deles af de skrivende litteraturmagistre; det er det der er alarmerende, fordi det understreger at kultursektoren i dag bidrager til at forstærke og skabe en endimensionel virkelighed og offentlighed.
Hammanns roman "Fra smørhullet" kunne have været interessant, efter min mening, hvis den havde handlet om den reelt eksisterende verden, om en reelt eller fiktiv/reelt eksisterende middelklassekvinde fra den københavnske pseudovirkelighed, som i dag presses ned over hele befolkningen, hvad enten man stiller ind på Radio Sky, Radio Holsted eller nøjes med DR! F.eks. DRs musikprogram Boogie, hvor musikvideoerne kværner en ideologi ud over os, en ideologi, jeg fristes til at betegne som urban-fascisme, bl.a. fordi kun adfærd, som den Mette og Hammann praktiserer, er tilladt i dag, adfærd der præmieres med forbrugslån og karrierer.
Romanen kunne have været interessant, hvis den livsform, som Kirsten Hammann kender så godt og skildrer så dygtigt, var blevet fanget ind og gjort levende og farlig. Hvis dens konsekvenser havde været skildret og forstået. Men det er en alarmerende, triviel oplevelse at læse "Fra smørhullet". På samme måde som en køretur gennem danske landskaber i dag er en tvivlsom fornøjelse, fordi landskaberne næsten er borte, tilbage står kun kulturlandskabet, forbrugets forudsætninger: En effektiv og samtidig dybt problematisk produktion af fødevarer, der (via energiregnestykker) finder sted på bekostning af f.eks. den tredje verden eller på bekostning af folkesundhed og rimelige krav om variation og skønhed. Således også med en “roman” som "Fra smørhullet", der dybest set kun handler om sig selv. Om en verden der er forsvundet, gået under, reduceret bort. Dekonstruktion. Og ligesom den moderne landbrugsproduktion kun kan foregå i femte gear, når naturen er besejret, så kan den toneangivende del af litteraturen kun udfolde sigf, når virkeligheden abstraheres bort, først da kan den efterleve Per Højholts kriterium for den gode litteratur: Ikke at handle om noget, kun om sproget & sig selv.
Måske ville jeg have vurderet "Fra smørhullet" anderledes for 30 år siden. Som et stykke foruroliget popkunst, men i dag har jeg ingen illusioner om en litteratur, der reducerer virkeligheden og reducerer mennesket til en funktion af en række komplicerede funktioner. En sådan litteratur spiller en reaktionær rolle, og de litteraturkritikere, der sætter dagsordenerne, kan meget vel vise sig at gå den sorteste reaktions ærinder, lige som italienske futurister og litterater der dyrkede farten og formerne, og som ville befri kunsten fra konventionerne, fra traditionerne og det menneskelige. Og som bidrog til at kalde Mussolini frem.
Således som jeg læser Hammanns "Fra smørhullet" (som repræsentativ for den fine litteratur) tjener litteraturen i dag ingen. Og det er problemet. Den har med andre ord ingen værdi - bortset fra de værdier, der måtte findes i kunsten for kunstens egen skyld, kunsten som kryds- og tværs for litteraturens professionelle udøvere. Det er en fatal udvikling, især hvis man vemodigt betragter litteraturen som et åndehul, der kunne fastholde kulturværdierne, alt det der forudsætter og skaber selvoverskridelse og fællesskab. Som kunne fastholde, at vi ikke bør lade os nøje med et liv i tomgang.
Meningerne og holdningerne i klummen er skribentens egne og deles ikke nødvendigvis af Litteratursiden.dk's redaktion.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
AfKarin Hedemand
Skribent
02 apr.05
Klumme: Om litteratur og propaganda
- Om Kirsten Hammanns "Fra smørhullet"
af Steen Piper, Forlaget Hovedland & Bogans forlag
For en måneds tid siden læste jeg her på Litteratursiden.dk en artikel om Kirsten Hammanns forfatterskab. En smal sag for den brede smag, lød overskriften på Pernille Skot-Hansen Hvillums gennemgang af Hammanns forfatterskab med udgangspunkt i den nyeste roman "Fra smørhullet".
Pointen med artiklen fremgik af overskriften. Hammanns forfatterskab er ikke smalt, hævder Pernille, selv om det ser sådan ud, bl.a. for boghandlerne. Hammanns bøger har vi kun ét eksemplar af, citeres en givetvis repræsentativ boghandler for at have sagt.
Hammanns roman "Fra smørhullet" må imidlertid have nogle kvaliteter, siden den blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2005, dog uden at få prisen. Men hvilke kvaliteter?
Det åbenlyse misforhold mellem hvad litteraterne opfatter som høj kvalitet, og det som må optage "normale" mennesker/læserne, er imidlertid en debat værd. En debat, der ofte bliver sat i gang, men hver gang løber ud i sandet. De litterater, der sætter dagsordenen ved at skulle formidle debatten i tidsskrifter og de 3-4 toneangivende dagblade, de synes at repræsentere et verdens-, et kunst- , et menneske- og et litteratursyn, der er i skarp kontrast til størsteparten af den læsende og kulturforbrugende befolkning. Med det resultat, at den opreklamerede kulturkløft mellem folk og elite kun vokser og vokser i disse år. Eliten overfor befolkningen. Sådan ser kultur- og litteraturkløften, lidt firkantet formuleret, ud set fra min position.
Men hvad er det så Kirsten Hammanns "Fra smørhullet" handler om: Om Mette, eller rettere “Mette”, der præsenteres som et småforkælet “menneske”, der lever i København. Indledningsvist er hun i et parforhold, “der er så smukt og rigtigt - sådan Søren & Mette-læsebogsagtigt”, skriver forfatteren om sin hovedperson. Hun, Mette vil gerne være et godt og sandt menneske, ændre verden, gøre en forskel og ikke bare lade sig nøje. Og det er jo ikke en skid smalt, citerer Pernille Skot-Hansen Hvillum Jyllands-Postens anmelder Jon Helt Harder: “Det er lige mig og dig og du.” Men hun magter det nu ikke, hun opgiver og henslæber herefter sin tilværelse på 271 sider som den konstruktion hun er, det sæt sproglige konventioner, det sætstykke, den rollemodel, hun repræsenterer - en rollemodel der eksemplificerer den sekulære og moderne verdensopfattelse. Hun er et offer, og forfatteren gør ikke noget for at befri hende for offerrollen som forbruger og som en passiv refleks af omgivelserne.
Det ville have været en anden roman, hvis Kirsten Hammann i stedet for at understrege, at vi lever 3 årtier efter de kvalte oprørs tid, i en passivitetens dæmoni, hvor misforholdet mellem bevidsthed og muligheder holdes ved lige af den moderne selvforståelse, der ikke rummer plads til sidespring eller til at gøre det alternative, at bryde ud, at installere en tilværelse i udkantsområderne - med eller uden høns, solceller, vindmøller etc. Næ, Hammann og litteraturmagistrene fastholder passivitetens dæmoni og spiller dermed en vigtig rolle i den samfundsudvikling som pågår. Slår fast, at ikke andre samfund er mulige.
Jeg er ikke i tvivl om at Pernille Skot-Hansen Hvillums og Jon Helt Harders vurdering deles af de skrivende litteraturmagistre; det er det der er alarmerende, fordi det understreger at kultursektoren i dag bidrager til at forstærke og skabe en endimensionel virkelighed og offentlighed.
Hammanns roman "Fra smørhullet" kunne have været interessant, efter min mening, hvis den havde handlet om den reelt eksisterende verden, om en reelt eller fiktiv/reelt eksisterende middelklassekvinde fra den københavnske pseudovirkelighed, som i dag presses ned over hele befolkningen, hvad enten man stiller ind på Radio Sky, Radio Holsted eller nøjes med DR! F.eks. DRs musikprogram Boogie, hvor musikvideoerne kværner en ideologi ud over os, en ideologi, jeg fristes til at betegne som urban-fascisme, bl.a. fordi kun adfærd, som den Mette og Hammann praktiserer, er tilladt i dag, adfærd der præmieres med forbrugslån og karrierer.
Romanen kunne have været interessant, hvis den livsform, som Kirsten Hammann kender så godt og skildrer så dygtigt, var blevet fanget ind og gjort levende og farlig. Hvis dens konsekvenser havde været skildret og forstået. Men det er en alarmerende, triviel oplevelse at læse "Fra smørhullet". På samme måde som en køretur gennem danske landskaber i dag er en tvivlsom fornøjelse, fordi landskaberne næsten er borte, tilbage står kun kulturlandskabet, forbrugets forudsætninger: En effektiv og samtidig dybt problematisk produktion af fødevarer, der (via energiregnestykker) finder sted på bekostning af f.eks. den tredje verden eller på bekostning af folkesundhed og rimelige krav om variation og skønhed. Således også med en “roman” som "Fra smørhullet", der dybest set kun handler om sig selv. Om en verden der er forsvundet, gået under, reduceret bort. Dekonstruktion. Og ligesom den moderne landbrugsproduktion kun kan foregå i femte gear, når naturen er besejret, så kan den toneangivende del af litteraturen kun udfolde sigf, når virkeligheden abstraheres bort, først da kan den efterleve Per Højholts kriterium for den gode litteratur: Ikke at handle om noget, kun om sproget & sig selv.
Måske ville jeg have vurderet "Fra smørhullet" anderledes for 30 år siden. Som et stykke foruroliget popkunst, men i dag har jeg ingen illusioner om en litteratur, der reducerer virkeligheden og reducerer mennesket til en funktion af en række komplicerede funktioner. En sådan litteratur spiller en reaktionær rolle, og de litteraturkritikere, der sætter dagsordenerne, kan meget vel vise sig at gå den sorteste reaktions ærinder, lige som italienske futurister og litterater der dyrkede farten og formerne, og som ville befri kunsten fra konventionerne, fra traditionerne og det menneskelige. Og som bidrog til at kalde Mussolini frem.
Således som jeg læser Hammanns "Fra smørhullet" (som repræsentativ for den fine litteratur) tjener litteraturen i dag ingen. Og det er problemet. Den har med andre ord ingen værdi - bortset fra de værdier, der måtte findes i kunsten for kunstens egen skyld, kunsten som kryds- og tværs for litteraturens professionelle udøvere. Det er en fatal udvikling, især hvis man vemodigt betragter litteraturen som et åndehul, der kunne fastholde kulturværdierne, alt det der forudsætter og skaber selvoverskridelse og fællesskab. Som kunne fastholde, at vi ikke bør lade os nøje med et liv i tomgang.
Meningerne og holdningerne i klummen er skribentens egne og deles ikke nødvendigvis af Litteratursiden.dk's redaktion.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
- Om Kirsten Hammanns "Fra smørhullet"
af Steen Piper, Forlaget Hovedland & Bogans forlag
For en måneds tid siden læste jeg her på Litteratursiden.dk en artikel om Kirsten Hammanns forfatterskab. En smal sag for den brede smag, lød overskriften på Pernille Skot-Hansen Hvillums gennemgang af Hammanns forfatterskab med udgangspunkt i den nyeste roman "Fra smørhullet".
Pointen med artiklen fremgik af overskriften. Hammanns forfatterskab er ikke smalt, hævder Pernille, selv om det ser sådan ud, bl.a. for boghandlerne. Hammanns bøger har vi kun ét eksemplar af, citeres en givetvis repræsentativ boghandler for at have sagt.
Hammanns roman "Fra smørhullet" må imidlertid have nogle kvaliteter, siden den blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2005, dog uden at få prisen. Men hvilke kvaliteter?
Det åbenlyse misforhold mellem hvad litteraterne opfatter som høj kvalitet, og det som må optage "normale" mennesker/læserne, er imidlertid en debat værd. En debat, der ofte bliver sat i gang, men hver gang løber ud i sandet. De litterater, der sætter dagsordenen ved at skulle formidle debatten i tidsskrifter og de 3-4 toneangivende dagblade, de synes at repræsentere et verdens-, et kunst- , et menneske- og et litteratursyn, der er i skarp kontrast til størsteparten af den læsende og kulturforbrugende befolkning. Med det resultat, at den opreklamerede kulturkløft mellem folk og elite kun vokser og vokser i disse år. Eliten overfor befolkningen. Sådan ser kultur- og litteraturkløften, lidt firkantet formuleret, ud set fra min position.
Men hvad er det så Kirsten Hammanns "Fra smørhullet" handler om: Om Mette, eller rettere “Mette”, der præsenteres som et småforkælet “menneske”, der lever i København. Indledningsvist er hun i et parforhold, “der er så smukt og rigtigt - sådan Søren & Mette-læsebogsagtigt”, skriver forfatteren om sin hovedperson. Hun, Mette vil gerne være et godt og sandt menneske, ændre verden, gøre en forskel og ikke bare lade sig nøje. Og det er jo ikke en skid smalt, citerer Pernille Skot-Hansen Hvillum Jyllands-Postens anmelder Jon Helt Harder: “Det er lige mig og dig og du.” Men hun magter det nu ikke, hun opgiver og henslæber herefter sin tilværelse på 271 sider som den konstruktion hun er, det sæt sproglige konventioner, det sætstykke, den rollemodel, hun repræsenterer - en rollemodel der eksemplificerer den sekulære og moderne verdensopfattelse. Hun er et offer, og forfatteren gør ikke noget for at befri hende for offerrollen som forbruger og som en passiv refleks af omgivelserne.
Det ville have været en anden roman, hvis Kirsten Hammann i stedet for at understrege, at vi lever 3 årtier efter de kvalte oprørs tid, i en passivitetens dæmoni, hvor misforholdet mellem bevidsthed og muligheder holdes ved lige af den moderne selvforståelse, der ikke rummer plads til sidespring eller til at gøre det alternative, at bryde ud, at installere en tilværelse i udkantsområderne - med eller uden høns, solceller, vindmøller etc. Næ, Hammann og litteraturmagistrene fastholder passivitetens dæmoni og spiller dermed en vigtig rolle i den samfundsudvikling som pågår. Slår fast, at ikke andre samfund er mulige.
Jeg er ikke i tvivl om at Pernille Skot-Hansen Hvillums og Jon Helt Harders vurdering deles af de skrivende litteraturmagistre; det er det der er alarmerende, fordi det understreger at kultursektoren i dag bidrager til at forstærke og skabe en endimensionel virkelighed og offentlighed.
Hammanns roman "Fra smørhullet" kunne have været interessant, efter min mening, hvis den havde handlet om den reelt eksisterende verden, om en reelt eller fiktiv/reelt eksisterende middelklassekvinde fra den københavnske pseudovirkelighed, som i dag presses ned over hele befolkningen, hvad enten man stiller ind på Radio Sky, Radio Holsted eller nøjes med DR! F.eks. DRs musikprogram Boogie, hvor musikvideoerne kværner en ideologi ud over os, en ideologi, jeg fristes til at betegne som urban-fascisme, bl.a. fordi kun adfærd, som den Mette og Hammann praktiserer, er tilladt i dag, adfærd der præmieres med forbrugslån og karrierer.
Romanen kunne have været interessant, hvis den livsform, som Kirsten Hammann kender så godt og skildrer så dygtigt, var blevet fanget ind og gjort levende og farlig. Hvis dens konsekvenser havde været skildret og forstået. Men det er en alarmerende, triviel oplevelse at læse "Fra smørhullet". På samme måde som en køretur gennem danske landskaber i dag er en tvivlsom fornøjelse, fordi landskaberne næsten er borte, tilbage står kun kulturlandskabet, forbrugets forudsætninger: En effektiv og samtidig dybt problematisk produktion af fødevarer, der (via energiregnestykker) finder sted på bekostning af f.eks. den tredje verden eller på bekostning af folkesundhed og rimelige krav om variation og skønhed. Således også med en “roman” som "Fra smørhullet", der dybest set kun handler om sig selv. Om en verden der er forsvundet, gået under, reduceret bort. Dekonstruktion. Og ligesom den moderne landbrugsproduktion kun kan foregå i femte gear, når naturen er besejret, så kan den toneangivende del af litteraturen kun udfolde sigf, når virkeligheden abstraheres bort, først da kan den efterleve Per Højholts kriterium for den gode litteratur: Ikke at handle om noget, kun om sproget & sig selv.
Måske ville jeg have vurderet "Fra smørhullet" anderledes for 30 år siden. Som et stykke foruroliget popkunst, men i dag har jeg ingen illusioner om en litteratur, der reducerer virkeligheden og reducerer mennesket til en funktion af en række komplicerede funktioner. En sådan litteratur spiller en reaktionær rolle, og de litteraturkritikere, der sætter dagsordenerne, kan meget vel vise sig at gå den sorteste reaktions ærinder, lige som italienske futurister og litterater der dyrkede farten og formerne, og som ville befri kunsten fra konventionerne, fra traditionerne og det menneskelige. Og som bidrog til at kalde Mussolini frem.
Således som jeg læser Hammanns "Fra smørhullet" (som repræsentativ for den fine litteratur) tjener litteraturen i dag ingen. Og det er problemet. Den har med andre ord ingen værdi - bortset fra de værdier, der måtte findes i kunsten for kunstens egen skyld, kunsten som kryds- og tværs for litteraturens professionelle udøvere. Det er en fatal udvikling, især hvis man vemodigt betragter litteraturen som et åndehul, der kunne fastholde kulturværdierne, alt det der forudsætter og skaber selvoverskridelse og fællesskab. Som kunne fastholde, at vi ikke bør lade os nøje med et liv i tomgang.
Meningerne og holdningerne i klummen er skribentens egne og deles ikke nødvendigvis af Litteratursiden.dk's redaktion.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
Kommentarer