Klumme: Mere gejst og mindre ynk
af forfatter Mads Storgaard Jensen
Mange af de inviterede forfattere må have klappet i deres små hænder, da statsminister Anders Fogh Rasmussen og kulturminister Brian Mikkelsen indkaldte forfattere og forlagsfolk til møde og middag på Marienborg. For det var litteraturen og den udfoldelsesmuligheder, der var sat på dagsordenen, hvilket på det nærmeste krævede, at forfatterne kunne fortælle om, hvor svært det er at være forfatter – altså økonomisk set. Så penge, dét blev der snakket, og i den henseende adskiller forfattere sig ikke fra fiskere eller landmænd, når de møder politikere.
Én ting kunne jeg dog godt have savnet, nemlig at forfatterne havde brugt mindre tid på at snakke økonomi og mere tid på at snakke deres rolle i samfundet. At en forfatter er én, der sidder derhjemme og skriver, og kun kommer ud af busken, når han eller hun bliver hidkaldt til at holde foredrag om sig selv og sin litteratur, syntes der tilsyneladende bred enighed om blandt forfatterne på Marienborg-mødet. Og derfor var vinklen på hele mødet ret ensidigt; hvad kunne forfatterne tænke sig af forbedringer i forhold til de seneste kulturpolitiske tiltag på deres område, og hvad giver anledning til bekymring? Kort sagt, hvad kunne politikerne gøre for forfatterne?
Selvfølgelig er der ikke noget galt i at ønske bedre arbejdsvilkår, hvilket for forfattere er ensbetydende med muligheden for arbejdsro. Men groft sagt var det eneste forfatterne havde at bringe til torvs til Marienborg-mødet deres egen ynk. Således måtte Anders Fogh Rasmussen og Brian Mikkelsen lægge ører til den sædvanlige klagesang om, at Danmark er et lille sprogområde, og det danske sprog er under pres, hvorfor der er særligt brug for forfattere og for at give dem gode arbejdsvilkår. Men hvis litteratur er så prisværdigt, og hvis forfattere er i besiddelse af specielle evner til at se deres samtid, kunne de så ikke tænkes at kunne bidrage til samfundet med det på en anden måde, end den sædvanlige forfatterrolle dikterer?
Jeg tillod mig at stille spørgsmålet, fordi jeg synes at have noteret mig, at forfatternes stemme i samfundet er blevet mindre vægtig. Det var nemt at være forfatter, avantgarde og visionær i moderniteten, men hvad gør forfatterne nu, hvor samfundet ikke har en klar retning? Mange bedyrede, at de skam tit var ude og holde foredrag, og at deres bidrag blev vel modtaget derude i samfundet – og demonstrere derved, hvor svært det er at tænke forfatterrollen på en ny måde.
For mange forfattere har et romantisk-moderne billede af deres egen rolle, hvor forfatteren er subjektiv, uafhængig, følsom og ikke mindst samvittighedsfuld, og han eller hun har sit virke primært gennem Kunsten. Men vi lever jo samtidig i en globaliseret verden, der dels har ført en specialisering med sig, men også et krav om multi-funktionalitet. En virksomhedsleder i dag er ikke bare chef, men også inspirator. Et museum viser ikke bare kunst, men bruges nu også til konferencer. En lærer er ikke bare underviser, men skal samtidig også tilføre børnene sociale kompetencer. Og – kunne man tilføje – hvis litteratur bibringer samfundsborgerne noget unikt, som de ikke finder andre steder, kan man så ikke bruge forfatternes evner på en anden måde end, at de skriver og taler om sig selv? Forfattere – mener jeg – er trænet i at se, virkelig se. Så hvad ville der ske, hvis man funktionelt benyttede sig af denne evne ude i samfundet? Kunne man genoplive renæssancens og barokkens kunstnerbegreb, hvor kunstneren var håndværker og i egenskab heraf brugte sine evner på en bredere vifte af områder? Lad mig bare en passant nævne Leonardo da Vinci som et særligt heldigt eksempel på denne kunstnertype.
Hvordan det rent praktisk skal foregå, har jeg ikke selv svaret på – endnu – men tænker, at forfattere som antageligt kreativt tænkende mennesker burde være de første til at udforske mulighederne, burde være i stand til at udvise nysgerrighed om deres egen rolle i en omskiftelig verden.
Lån Mads Storgaard Jensens bøger på
Skribent
17 feb.04
Klumme: Mere gejst og mindre ynk
af forfatter Mads Storgaard Jensen
Mange af de inviterede forfattere må have klappet i deres små hænder, da statsminister Anders Fogh Rasmussen og kulturminister Brian Mikkelsen indkaldte forfattere og forlagsfolk til møde og middag på Marienborg. For det var litteraturen og den udfoldelsesmuligheder, der var sat på dagsordenen, hvilket på det nærmeste krævede, at forfatterne kunne fortælle om, hvor svært det er at være forfatter – altså økonomisk set. Så penge, dét blev der snakket, og i den henseende adskiller forfattere sig ikke fra fiskere eller landmænd, når de møder politikere.
Én ting kunne jeg dog godt have savnet, nemlig at forfatterne havde brugt mindre tid på at snakke økonomi og mere tid på at snakke deres rolle i samfundet. At en forfatter er én, der sidder derhjemme og skriver, og kun kommer ud af busken, når han eller hun bliver hidkaldt til at holde foredrag om sig selv og sin litteratur, syntes der tilsyneladende bred enighed om blandt forfatterne på Marienborg-mødet. Og derfor var vinklen på hele mødet ret ensidigt; hvad kunne forfatterne tænke sig af forbedringer i forhold til de seneste kulturpolitiske tiltag på deres område, og hvad giver anledning til bekymring? Kort sagt, hvad kunne politikerne gøre for forfatterne?
Selvfølgelig er der ikke noget galt i at ønske bedre arbejdsvilkår, hvilket for forfattere er ensbetydende med muligheden for arbejdsro. Men groft sagt var det eneste forfatterne havde at bringe til torvs til Marienborg-mødet deres egen ynk. Således måtte Anders Fogh Rasmussen og Brian Mikkelsen lægge ører til den sædvanlige klagesang om, at Danmark er et lille sprogområde, og det danske sprog er under pres, hvorfor der er særligt brug for forfattere og for at give dem gode arbejdsvilkår. Men hvis litteratur er så prisværdigt, og hvis forfattere er i besiddelse af specielle evner til at se deres samtid, kunne de så ikke tænkes at kunne bidrage til samfundet med det på en anden måde, end den sædvanlige forfatterrolle dikterer?
Jeg tillod mig at stille spørgsmålet, fordi jeg synes at have noteret mig, at forfatternes stemme i samfundet er blevet mindre vægtig. Det var nemt at være forfatter, avantgarde og visionær i moderniteten, men hvad gør forfatterne nu, hvor samfundet ikke har en klar retning? Mange bedyrede, at de skam tit var ude og holde foredrag, og at deres bidrag blev vel modtaget derude i samfundet – og demonstrere derved, hvor svært det er at tænke forfatterrollen på en ny måde.
For mange forfattere har et romantisk-moderne billede af deres egen rolle, hvor forfatteren er subjektiv, uafhængig, følsom og ikke mindst samvittighedsfuld, og han eller hun har sit virke primært gennem Kunsten. Men vi lever jo samtidig i en globaliseret verden, der dels har ført en specialisering med sig, men også et krav om multi-funktionalitet. En virksomhedsleder i dag er ikke bare chef, men også inspirator. Et museum viser ikke bare kunst, men bruges nu også til konferencer. En lærer er ikke bare underviser, men skal samtidig også tilføre børnene sociale kompetencer. Og – kunne man tilføje – hvis litteratur bibringer samfundsborgerne noget unikt, som de ikke finder andre steder, kan man så ikke bruge forfatternes evner på en anden måde end, at de skriver og taler om sig selv? Forfattere – mener jeg – er trænet i at se, virkelig se. Så hvad ville der ske, hvis man funktionelt benyttede sig af denne evne ude i samfundet? Kunne man genoplive renæssancens og barokkens kunstnerbegreb, hvor kunstneren var håndværker og i egenskab heraf brugte sine evner på en bredere vifte af områder? Lad mig bare en passant nævne Leonardo da Vinci som et særligt heldigt eksempel på denne kunstnertype.
Hvordan det rent praktisk skal foregå, har jeg ikke selv svaret på – endnu – men tænker, at forfattere som antageligt kreativt tænkende mennesker burde være de første til at udforske mulighederne, burde være i stand til at udvise nysgerrighed om deres egen rolle i en omskiftelig verden.
Lån Mads Storgaard Jensens bøger på
af forfatter Mads Storgaard Jensen
Mange af de inviterede forfattere må have klappet i deres små hænder, da statsminister Anders Fogh Rasmussen og kulturminister Brian Mikkelsen indkaldte forfattere og forlagsfolk til møde og middag på Marienborg. For det var litteraturen og den udfoldelsesmuligheder, der var sat på dagsordenen, hvilket på det nærmeste krævede, at forfatterne kunne fortælle om, hvor svært det er at være forfatter – altså økonomisk set. Så penge, dét blev der snakket, og i den henseende adskiller forfattere sig ikke fra fiskere eller landmænd, når de møder politikere.
Én ting kunne jeg dog godt have savnet, nemlig at forfatterne havde brugt mindre tid på at snakke økonomi og mere tid på at snakke deres rolle i samfundet. At en forfatter er én, der sidder derhjemme og skriver, og kun kommer ud af busken, når han eller hun bliver hidkaldt til at holde foredrag om sig selv og sin litteratur, syntes der tilsyneladende bred enighed om blandt forfatterne på Marienborg-mødet. Og derfor var vinklen på hele mødet ret ensidigt; hvad kunne forfatterne tænke sig af forbedringer i forhold til de seneste kulturpolitiske tiltag på deres område, og hvad giver anledning til bekymring? Kort sagt, hvad kunne politikerne gøre for forfatterne?
Selvfølgelig er der ikke noget galt i at ønske bedre arbejdsvilkår, hvilket for forfattere er ensbetydende med muligheden for arbejdsro. Men groft sagt var det eneste forfatterne havde at bringe til torvs til Marienborg-mødet deres egen ynk. Således måtte Anders Fogh Rasmussen og Brian Mikkelsen lægge ører til den sædvanlige klagesang om, at Danmark er et lille sprogområde, og det danske sprog er under pres, hvorfor der er særligt brug for forfattere og for at give dem gode arbejdsvilkår. Men hvis litteratur er så prisværdigt, og hvis forfattere er i besiddelse af specielle evner til at se deres samtid, kunne de så ikke tænkes at kunne bidrage til samfundet med det på en anden måde, end den sædvanlige forfatterrolle dikterer?
Jeg tillod mig at stille spørgsmålet, fordi jeg synes at have noteret mig, at forfatternes stemme i samfundet er blevet mindre vægtig. Det var nemt at være forfatter, avantgarde og visionær i moderniteten, men hvad gør forfatterne nu, hvor samfundet ikke har en klar retning? Mange bedyrede, at de skam tit var ude og holde foredrag, og at deres bidrag blev vel modtaget derude i samfundet – og demonstrere derved, hvor svært det er at tænke forfatterrollen på en ny måde.
For mange forfattere har et romantisk-moderne billede af deres egen rolle, hvor forfatteren er subjektiv, uafhængig, følsom og ikke mindst samvittighedsfuld, og han eller hun har sit virke primært gennem Kunsten. Men vi lever jo samtidig i en globaliseret verden, der dels har ført en specialisering med sig, men også et krav om multi-funktionalitet. En virksomhedsleder i dag er ikke bare chef, men også inspirator. Et museum viser ikke bare kunst, men bruges nu også til konferencer. En lærer er ikke bare underviser, men skal samtidig også tilføre børnene sociale kompetencer. Og – kunne man tilføje – hvis litteratur bibringer samfundsborgerne noget unikt, som de ikke finder andre steder, kan man så ikke bruge forfatternes evner på en anden måde end, at de skriver og taler om sig selv? Forfattere – mener jeg – er trænet i at se, virkelig se. Så hvad ville der ske, hvis man funktionelt benyttede sig af denne evne ude i samfundet? Kunne man genoplive renæssancens og barokkens kunstnerbegreb, hvor kunstneren var håndværker og i egenskab heraf brugte sine evner på en bredere vifte af områder? Lad mig bare en passant nævne Leonardo da Vinci som et særligt heldigt eksempel på denne kunstnertype.
Hvordan det rent praktisk skal foregå, har jeg ikke selv svaret på – endnu – men tænker, at forfattere som antageligt kreativt tænkende mennesker burde være de første til at udforske mulighederne, burde være i stand til at udvise nysgerrighed om deres egen rolle i en omskiftelig verden.
Lån Mads Storgaard Jensens bøger på
Interne links
Kommentarer