Klumme: Litteratur uden grænser

Klumme: Litteratur uden grænser

af Forfatter Kristian Ditlev Jensen

  I starten af juni måned kunne man i Berlingske Tidende læse, at Kulturministerens nye, håndplukkede formand i Kunstrådet mener, at der udgives for mange bøger i Danmark. Kort tid efter kunne man samme sted læse, at stort set alle professionelle bogfolk var gået i affekt. I skingre toner beklagede de sig over udsagnet. For gu udgives der ikke for mange bøger – hvis der er et problem, så er det da, at der udgives for få bøger, syntes konsensus at være.

Nu er det jo ikke sådan, at de mennesker, der arbejder med skønlitteratur på en seriøs måde, ikke ved, at der findes uhæmmet mange dårlige bøger. Når man, som undertegnede, i årevis har anmeldt skønlitteratur i aviser, så ved man om nogen, at der på begge sider af det virkelig sjældne mesterværk står hyldemeter efter hyldemeter af deciderede makværker. Der er, kort sagt, langt imellem snapsene, når man anmelder digte, noveller og romaner. Når man, som undertegnede, tilmed også selv skriver bøger, så ved man også, at en af årsagerne er, at litteratur er hårdt arbejde. Det er ganske enkelt svært at skrive gode bøger. Det kræver forudsætninger. Men endnu mere kræver det god tid, fred og ro og en helt ubegribeligt langsommelig fordybelse. Og så er det jo besnærende at springe over, hvor gærdet – og arbejdstiden – er lavest og aflevere noget letfærdigt, noget overfladisk, noget uinteressant. Noget makværk. Og hvem ved? Måske kan det ufuldstændige ligefrem passere som avantgarde? På forlagene kender de den samme sang. De kender i hvert fald bøgerne. Visse forlæggere sætter nærmest en ære i at udgive bøger, som slet ikke er redigeret færdige, som ikke er udvalgt ud fra æstetiske kriterier, som ikke har været underkastet en egentlig korrekturlæsning – eller som i det hele taget fra starten af slet ikke vidner om et egentligt ønske om at skrive seriøs litteratur fra forfatterens side. I virkeligheden vil vedkommende nemlig nok bare hellere have en bog udgivet – end at ulejlige sig med at skrive en.

Det er altså ikke på grund af nogen af disse trivielle og hverdagsagtige tildragelser fra forlagsbranchen, at de professionelle litteraturfolk var ude af sig selv, da den mand, der står med en stor del af ansvaret for de støttepenge, der skal uddeles til forfattere, oversættere og litteraturarrangementer, pludselig sagde, at der udkom for mange bøger. Det var i hvert fald ikke kun, fordi de var bange for, at han med en uhyggelig magt kunne risikere ikke at mele deres kage. Men hvad var det så?

Svaret er ligetil: Det himmelråbende var i al korthed, at Claes Kastholm Hansen med sin udtalelse til overflod demonstrerede, at han slet ikke deler stort set alle andre litteraters syn på litteraturen. Han forklarede litteraturen ud fra en nyttekalkule. Og det er chokerende. For skønt litteraturen jo ikke er nytteløs, så er den heller ikke en forbrugsvare, der alene skal overleve på markedets vilkår. Den gode historie handler, kort sagt, om noget helt andet.

Litteraturens rolle har altid været at finde nye sproglige udtryk. At udforske alle tænkelige og utænkelige muligheder i sprogenes grammatik og i den menneskelige hjernes fantasifulde muligheder. At skærpe vores sans for sprogets lyd og lyde og for dets rytme, dets musikalske mytteri imod meningen.

Man kan også sige det på en anden måde. Litteraturen er kendetegnet ved, at den udspalter bevidsthedens indhold i så mange æstetiske udtryk som over hele hovedet muligt i et kunstnerisk forsøg på at nuancere og udvide og befrugte og mangfoldiggøre. Litteratur er diversitet par excellence.

Det giver naturligvis kun mening, hvis man også kan forestille sig det modsatte. Og det kan man. Det modsatte af nuancering er forenkling. Og i sprogets verden er forenklingen parolen, sloganet, propagandaen.

Det ovenstående er ikke bare noget, jeg skriver, det er ikke bare en frase, jeg slynger ud. Det er hård viden. Hvis man sætter sig ind i litteraturens baggrunde – i den kognitive struktur i den menneskelige hjerne, i sprogenes historie og udbredelse på jorden og i historiers mere formelle opbygning – så bliver det klart, at vi med litteraturen har en formidabel måde at sikre vores kultur på. Og det er jo så meget desto vigtigere i et lille sprogområde som det danske. Men det virker kun, hvis vi holder vores nationale litteratur levende.

Dette helt banale faktum – at litteraturens kraft i sin grundform ligger i  netop dens evne til at fremme forskellighed – er nok den egentlige grund til, at litteraturfolk blev slået med rædsel, da den nyslåede formand sagde, at der udkommer for mange bøger. Han vil helt enkelt begrænse litteraturen. Han vil forenkle den litterære verden, danskerne lever i. Han vil stække vore oplevelsers vingefang. Han vil skære noget af fantasien væk. Han vil frasortere det, han synes, er dårlig litteratur – men allerede inden den er født. Han vil abortere de kunstneriske udtryk, han slet og ret ikke ønsker realiseret i kulturens virkelighed.

Et af det danske sprogs mange udmærkede ord for det kunstgreb er censur.

Holdningen i klummen er skribentens egen og er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens holdning.

Læs anbefaling af Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt

Lån Kristian Ditlev Jensens bøger på