Klumme: Alt skal ikke med
- Om at skrive litteraturhistorie
af Marianne Stidsen, mag.art. i litteraturvidenskab og lektor i den nyere og nyeste danske litteratur ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet
Omkring årtusindskiftet satte Danmarks første kvindelige professor i litteratur, Anne-Marie Mai, sindene i kog med et helt nyt forslag til, hvordan man skulle se på litteraturhistorien. I stedet for at være så forhippet på ’kanon’ og ’mesterværker’, skulle man hellere, mente Mai, se på bredden i litteraturhistorien.
Andre boller på suppen
Ikke mindst når det handlede om at beskrive den nyere og nyeste litteratur, måtte der andre boller på suppen. I bogen Historier om nyere nordisk litteratur og kunst fra 1999 påtog Anne-Marie Mai og hendes medarbejder Anne Borup sig at udstikke nogle nye retningslinjer for forståelsen af den danske litteratur fra 1960’erne og frem. Den havde nemlig i for høj grad, lød det, været styret af en modernistisk læsemåde, som favoriserede det pænt afrundede værk, hvor læseren af en ophøjet forfatterinstans blev ledt frem mod en opbyggelig indsigt i menneskets og samfundets splittelse og fremmedgjorthed, sådan som det eksempelvis sker i Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960. I stedet skulle vi hellere interessere os for en Dan Turèlls slentrende hverdagsmonologer eller kitschede popsange, for en Peter Laugesens tilfældighedsstyrede totalskrift, hvor stort og småt blander sig med hinanden, og for en Klaus Høecks centrumløse systemværker, der synes at mime naturens egne kaotiske vækstprocesser.
Onkel Danny- bølgen
De to forskeres syn på samtidslitteraturen har, uanset hvor meget visse (mandlige) litteraturkritikere har ømmet sig, indiskutabelt været med til at kaste forfriskende nyt lys over en periode, som – uden at nogen rigtigt har været sig det bevidst – er blevet læst og beskrevet ud fra nogle ganske bestemte kriterier. Med øjeåbnende begreber som ’det formelle gennembrud’, ’et transformationsfelt uden brændpunkter’ og ’postmodernisme’ har Anne-Marie Mai og Anne Borup været med til at trække andre forfatterskaber end de allerede til bevidstløshed kanoniserede ind i søgelyset. Det har konkret haft den betydning, at forfattere som Dan Turèll og Peter Laugesen nu bliver læst i stor stil. I hvert fald af de unge litteraturstuderende her i landet. Samtidig har det været med til at åbne op for en hel ’Onkel Danny-bølge’ blandt de yngre danske forfattere. Der performes og rappes og samples og leges med sproget og formen som aldrig før på de danske litteraturscener. Og hurra for det!
Andetheden
Der er dog efter min mening også et men. For de briller Mai og Borup bruger til at læse samtidslitteraturen med er faktisk ikke så nye, som de i første omgang kan virke. De tager således udgangspunkt i litteraturteorier, som blev udformet tilbage i 1980’erne, frem for alt i USA. Her var en litteratur- og kulturteoretiker som Andreas Huyssen med til at sætte den internationale modernisme- og postmodernismedebat på den anden ende. Hans hovedpointe var netop, at den modernistiske, elitære, snævre litteraturforståelse alt for længe havde fået lov til at sætte standarden for litteraturhistorieskrivningen. I stedet lancerede han begrebet ’andethed’ som det, der fra nu af skulle i fokus. Andethed var for Huyssen først og fremmest massekulturen og hverdagslivet. Det nærede modernisterne et indædt had til, og dermed nærede de også et indædt had til alle former for kunst og litteratur, som på en eller anden måde forsøgte at åbne for og gå i dialog med massekulturen og hverdagslivet. I anden omgang var andetheden det kvindelige og det etniske. Alt sammen noget den højpandede modernisme ikke havde villet nedlade sig til at beskæftige sig med.
En fælles fortælling
Denne teori overtager de to danske litteraturforskere næsten direkte. Spørgsmålet er dog, om ikke frontlinjerne har ændret sig siden 1980’erne. Hvor det dengang vitterligt var nyt og kontroversielt at pege på bredden, på mangfoldigheden, på det forskellige – både i litteraturen og i kulturen – er det måske i dag nok så væsentligt at pege på det, vi trods alt stadig har til fælles, som vi kan være enige om. Mener jeg da, som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen i deres netop udkomne debatbog Kritik af den negative opbyggelighed, at vi skal holde op med alt det pjat om at ’overskride grænser’ og insistere på andethed og forskellighed? At vi i stedet skal gå i gang med at genoprette de stolte borgerlige institutioner og hierarkier, herunder den ophøjede, eksklusive kunstinstitution? Nej, det mener jeg ved den sødeste grød ikke, vi skal. I stedet mener jeg, udfordringen – både i forhold til at skrive litteraturhistorie, men også på et mere alment kulturelt plan – ligger i at forsøge at indskrive mangfoldigheden i en ikke alt for snævert defineret fælles fortælling. Og hvordan gør man så lige det? Jo, det kan f.eks ske ved at sige: For at litteratur er ’kanon-værdig’ i dag, må den forholde sig til den kulturelle kompleksitet, vi står overfor her og nu – med nedbrydning af skellet mellem fin- og massekultur, skred i kønsnormerne, multikulturalisme osv. Men samtidig må den også være ’godt lavet’. At være godt lavet vil ikke sige, at den partout skal have en bestemt form, men snarere at den skal forholde sig til den æstetiske tradition og den ekspertise, der ligger indbygget heri.
På den måde er det, vil jeg påstå, absolut muligt at give en beskrivelse af den nyere og nyeste litteratur, som hverken forløber efter en ret snor – med afklipning og afhugning af alt det mangfoldige og skæve til følge. Eller som ender i et uoverskueligt kaos, som ikke engang den supertrænede ekspert kan finde rundt i. Og det er faktisk nødvendigt, hvis vi både skal bevare respekten for litteraturen – og for læserfællesskabet.
Marianne Stidsen har skrevet bogen: Idyllens grænser: på sporet af en kritisk postmodernisme, redigeret to antologier om 1990'ernes litteratur, og bidrager til Hovedsporet. Dansk litteraturs historie, som udkommer 2005.
Meningerne og holdningerne i klummen er skribentens egne og deles ikke nødvendigvis af Litteratursiden.dk's redaktion.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
Skribent
02 maj.05
Klumme: Alt skal ikke med
- Om at skrive litteraturhistorie
af Marianne Stidsen, mag.art. i litteraturvidenskab og lektor i den nyere og nyeste danske litteratur ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet
Omkring årtusindskiftet satte Danmarks første kvindelige professor i litteratur, Anne-Marie Mai, sindene i kog med et helt nyt forslag til, hvordan man skulle se på litteraturhistorien. I stedet for at være så forhippet på ’kanon’ og ’mesterværker’, skulle man hellere, mente Mai, se på bredden i litteraturhistorien.
Andre boller på suppen
Ikke mindst når det handlede om at beskrive den nyere og nyeste litteratur, måtte der andre boller på suppen. I bogen Historier om nyere nordisk litteratur og kunst fra 1999 påtog Anne-Marie Mai og hendes medarbejder Anne Borup sig at udstikke nogle nye retningslinjer for forståelsen af den danske litteratur fra 1960’erne og frem. Den havde nemlig i for høj grad, lød det, været styret af en modernistisk læsemåde, som favoriserede det pænt afrundede værk, hvor læseren af en ophøjet forfatterinstans blev ledt frem mod en opbyggelig indsigt i menneskets og samfundets splittelse og fremmedgjorthed, sådan som det eksempelvis sker i Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960. I stedet skulle vi hellere interessere os for en Dan Turèlls slentrende hverdagsmonologer eller kitschede popsange, for en Peter Laugesens tilfældighedsstyrede totalskrift, hvor stort og småt blander sig med hinanden, og for en Klaus Høecks centrumløse systemværker, der synes at mime naturens egne kaotiske vækstprocesser.
Onkel Danny- bølgen
De to forskeres syn på samtidslitteraturen har, uanset hvor meget visse (mandlige) litteraturkritikere har ømmet sig, indiskutabelt været med til at kaste forfriskende nyt lys over en periode, som – uden at nogen rigtigt har været sig det bevidst – er blevet læst og beskrevet ud fra nogle ganske bestemte kriterier. Med øjeåbnende begreber som ’det formelle gennembrud’, ’et transformationsfelt uden brændpunkter’ og ’postmodernisme’ har Anne-Marie Mai og Anne Borup været med til at trække andre forfatterskaber end de allerede til bevidstløshed kanoniserede ind i søgelyset. Det har konkret haft den betydning, at forfattere som Dan Turèll og Peter Laugesen nu bliver læst i stor stil. I hvert fald af de unge litteraturstuderende her i landet. Samtidig har det været med til at åbne op for en hel ’Onkel Danny-bølge’ blandt de yngre danske forfattere. Der performes og rappes og samples og leges med sproget og formen som aldrig før på de danske litteraturscener. Og hurra for det!
Andetheden
Der er dog efter min mening også et men. For de briller Mai og Borup bruger til at læse samtidslitteraturen med er faktisk ikke så nye, som de i første omgang kan virke. De tager således udgangspunkt i litteraturteorier, som blev udformet tilbage i 1980’erne, frem for alt i USA. Her var en litteratur- og kulturteoretiker som Andreas Huyssen med til at sætte den internationale modernisme- og postmodernismedebat på den anden ende. Hans hovedpointe var netop, at den modernistiske, elitære, snævre litteraturforståelse alt for længe havde fået lov til at sætte standarden for litteraturhistorieskrivningen. I stedet lancerede han begrebet ’andethed’ som det, der fra nu af skulle i fokus. Andethed var for Huyssen først og fremmest massekulturen og hverdagslivet. Det nærede modernisterne et indædt had til, og dermed nærede de også et indædt had til alle former for kunst og litteratur, som på en eller anden måde forsøgte at åbne for og gå i dialog med massekulturen og hverdagslivet. I anden omgang var andetheden det kvindelige og det etniske. Alt sammen noget den højpandede modernisme ikke havde villet nedlade sig til at beskæftige sig med.
En fælles fortælling
Denne teori overtager de to danske litteraturforskere næsten direkte. Spørgsmålet er dog, om ikke frontlinjerne har ændret sig siden 1980’erne. Hvor det dengang vitterligt var nyt og kontroversielt at pege på bredden, på mangfoldigheden, på det forskellige – både i litteraturen og i kulturen – er det måske i dag nok så væsentligt at pege på det, vi trods alt stadig har til fælles, som vi kan være enige om. Mener jeg da, som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen i deres netop udkomne debatbog Kritik af den negative opbyggelighed, at vi skal holde op med alt det pjat om at ’overskride grænser’ og insistere på andethed og forskellighed? At vi i stedet skal gå i gang med at genoprette de stolte borgerlige institutioner og hierarkier, herunder den ophøjede, eksklusive kunstinstitution? Nej, det mener jeg ved den sødeste grød ikke, vi skal. I stedet mener jeg, udfordringen – både i forhold til at skrive litteraturhistorie, men også på et mere alment kulturelt plan – ligger i at forsøge at indskrive mangfoldigheden i en ikke alt for snævert defineret fælles fortælling. Og hvordan gør man så lige det? Jo, det kan f.eks ske ved at sige: For at litteratur er ’kanon-værdig’ i dag, må den forholde sig til den kulturelle kompleksitet, vi står overfor her og nu – med nedbrydning af skellet mellem fin- og massekultur, skred i kønsnormerne, multikulturalisme osv. Men samtidig må den også være ’godt lavet’. At være godt lavet vil ikke sige, at den partout skal have en bestemt form, men snarere at den skal forholde sig til den æstetiske tradition og den ekspertise, der ligger indbygget heri.
På den måde er det, vil jeg påstå, absolut muligt at give en beskrivelse af den nyere og nyeste litteratur, som hverken forløber efter en ret snor – med afklipning og afhugning af alt det mangfoldige og skæve til følge. Eller som ender i et uoverskueligt kaos, som ikke engang den supertrænede ekspert kan finde rundt i. Og det er faktisk nødvendigt, hvis vi både skal bevare respekten for litteraturen – og for læserfællesskabet.
Marianne Stidsen har skrevet bogen: Idyllens grænser: på sporet af en kritisk postmodernisme, redigeret to antologier om 1990'ernes litteratur, og bidrager til Hovedsporet. Dansk litteraturs historie, som udkommer 2005.
Meningerne og holdningerne i klummen er skribentens egne og deles ikke nødvendigvis af Litteratursiden.dk's redaktion.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
- Om at skrive litteraturhistorie
af Marianne Stidsen, mag.art. i litteraturvidenskab og lektor i den nyere og nyeste danske litteratur ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet
Omkring årtusindskiftet satte Danmarks første kvindelige professor i litteratur, Anne-Marie Mai, sindene i kog med et helt nyt forslag til, hvordan man skulle se på litteraturhistorien. I stedet for at være så forhippet på ’kanon’ og ’mesterværker’, skulle man hellere, mente Mai, se på bredden i litteraturhistorien.
Andre boller på suppen
Ikke mindst når det handlede om at beskrive den nyere og nyeste litteratur, måtte der andre boller på suppen. I bogen Historier om nyere nordisk litteratur og kunst fra 1999 påtog Anne-Marie Mai og hendes medarbejder Anne Borup sig at udstikke nogle nye retningslinjer for forståelsen af den danske litteratur fra 1960’erne og frem. Den havde nemlig i for høj grad, lød det, været styret af en modernistisk læsemåde, som favoriserede det pænt afrundede værk, hvor læseren af en ophøjet forfatterinstans blev ledt frem mod en opbyggelig indsigt i menneskets og samfundets splittelse og fremmedgjorthed, sådan som det eksempelvis sker i Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960. I stedet skulle vi hellere interessere os for en Dan Turèlls slentrende hverdagsmonologer eller kitschede popsange, for en Peter Laugesens tilfældighedsstyrede totalskrift, hvor stort og småt blander sig med hinanden, og for en Klaus Høecks centrumløse systemværker, der synes at mime naturens egne kaotiske vækstprocesser.
Onkel Danny- bølgen
De to forskeres syn på samtidslitteraturen har, uanset hvor meget visse (mandlige) litteraturkritikere har ømmet sig, indiskutabelt været med til at kaste forfriskende nyt lys over en periode, som – uden at nogen rigtigt har været sig det bevidst – er blevet læst og beskrevet ud fra nogle ganske bestemte kriterier. Med øjeåbnende begreber som ’det formelle gennembrud’, ’et transformationsfelt uden brændpunkter’ og ’postmodernisme’ har Anne-Marie Mai og Anne Borup været med til at trække andre forfatterskaber end de allerede til bevidstløshed kanoniserede ind i søgelyset. Det har konkret haft den betydning, at forfattere som Dan Turèll og Peter Laugesen nu bliver læst i stor stil. I hvert fald af de unge litteraturstuderende her i landet. Samtidig har det været med til at åbne op for en hel ’Onkel Danny-bølge’ blandt de yngre danske forfattere. Der performes og rappes og samples og leges med sproget og formen som aldrig før på de danske litteraturscener. Og hurra for det!
Andetheden
Der er dog efter min mening også et men. For de briller Mai og Borup bruger til at læse samtidslitteraturen med er faktisk ikke så nye, som de i første omgang kan virke. De tager således udgangspunkt i litteraturteorier, som blev udformet tilbage i 1980’erne, frem for alt i USA. Her var en litteratur- og kulturteoretiker som Andreas Huyssen med til at sætte den internationale modernisme- og postmodernismedebat på den anden ende. Hans hovedpointe var netop, at den modernistiske, elitære, snævre litteraturforståelse alt for længe havde fået lov til at sætte standarden for litteraturhistorieskrivningen. I stedet lancerede han begrebet ’andethed’ som det, der fra nu af skulle i fokus. Andethed var for Huyssen først og fremmest massekulturen og hverdagslivet. Det nærede modernisterne et indædt had til, og dermed nærede de også et indædt had til alle former for kunst og litteratur, som på en eller anden måde forsøgte at åbne for og gå i dialog med massekulturen og hverdagslivet. I anden omgang var andetheden det kvindelige og det etniske. Alt sammen noget den højpandede modernisme ikke havde villet nedlade sig til at beskæftige sig med.
En fælles fortælling
Denne teori overtager de to danske litteraturforskere næsten direkte. Spørgsmålet er dog, om ikke frontlinjerne har ændret sig siden 1980’erne. Hvor det dengang vitterligt var nyt og kontroversielt at pege på bredden, på mangfoldigheden, på det forskellige – både i litteraturen og i kulturen – er det måske i dag nok så væsentligt at pege på det, vi trods alt stadig har til fælles, som vi kan være enige om. Mener jeg da, som Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen i deres netop udkomne debatbog Kritik af den negative opbyggelighed, at vi skal holde op med alt det pjat om at ’overskride grænser’ og insistere på andethed og forskellighed? At vi i stedet skal gå i gang med at genoprette de stolte borgerlige institutioner og hierarkier, herunder den ophøjede, eksklusive kunstinstitution? Nej, det mener jeg ved den sødeste grød ikke, vi skal. I stedet mener jeg, udfordringen – både i forhold til at skrive litteraturhistorie, men også på et mere alment kulturelt plan – ligger i at forsøge at indskrive mangfoldigheden i en ikke alt for snævert defineret fælles fortælling. Og hvordan gør man så lige det? Jo, det kan f.eks ske ved at sige: For at litteratur er ’kanon-værdig’ i dag, må den forholde sig til den kulturelle kompleksitet, vi står overfor her og nu – med nedbrydning af skellet mellem fin- og massekultur, skred i kønsnormerne, multikulturalisme osv. Men samtidig må den også være ’godt lavet’. At være godt lavet vil ikke sige, at den partout skal have en bestemt form, men snarere at den skal forholde sig til den æstetiske tradition og den ekspertise, der ligger indbygget heri.
På den måde er det, vil jeg påstå, absolut muligt at give en beskrivelse af den nyere og nyeste litteratur, som hverken forløber efter en ret snor – med afklipning og afhugning af alt det mangfoldige og skæve til følge. Eller som ender i et uoverskueligt kaos, som ikke engang den supertrænede ekspert kan finde rundt i. Og det er faktisk nødvendigt, hvis vi både skal bevare respekten for litteraturen – og for læserfællesskabet.
Marianne Stidsen har skrevet bogen: Idyllens grænser: på sporet af en kritisk postmodernisme, redigeret to antologier om 1990'ernes litteratur, og bidrager til Hovedsporet. Dansk litteraturs historie, som udkommer 2005.
Meningerne og holdningerne i klummen er skribentens egne og deles ikke nødvendigvis af Litteratursiden.dk's redaktion.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
Kommentarer