To lyrikere har gjort sig særlig positivt bemærket her i efteråret debutanten Adda Djørup og den noget mere garvede forfatter Ursula Andkjær Olsen. Jeg spurgte dem:
Hvad kan lyrik/hvad gør lyrik, som prosa måske ikke gør?
Adda:
Det er nærmest umuligt at svare på. Lyrik kan være en meget komprimeret tekst med meget intrikate betydningslag- og forhold, og læses på utallige måder; fra omhyggelig udfoldning af teksten til meget fri association over den.
Det er noget af det, der gør det sjovt at læse de samme digte om og om igen, på nye måder. Men det kan også hævdes om mange prosaværker.
Og på den anden side; lyrik kan også være noget, der opleves, nærmere end forståes, med ét enkelt blik på papiret, dét, nogen kalder minimalistisk ordkunst.
Det kan man vist ikke sige om prosa.
Ursula:
Jeg ved ikke helt om jeg kan stille noget fornuftigt op med lige den skelnen – mellem lyrik og prosa, mener jeg – for prosa kan jo være meget lyrisk og være båret af den samme stræben mod at finde ikke-argumentatoriske, ikke-narrative, ikke-kausale sammenhænge, som jeg synes er det poesien kan og gør.
Og her fik jeg så allerede svaret delvist på spørgsmålet alligevel.
Verden som den ses igennem mennesker består af ordner af forskellig art, men poetiske ordner er anderledes end fortællende ordner, der prøver at få menneskers liv til at hænge sammen ved at forklare dem kausalt, psykologisk eller historisk for eksempel, eller videnskabelige ordner, der udsøger verdens samfundsmæssige eller naturvidenskabelige strukturer.
Poesi forsøger at finde andre strukturer, andre ordner at binde tingene sammen med og en af disse andre ordners vigtigste grundprincipper må vel – trods alt stadigvæk – kaldes det skønne. Disse andre ordensprincipper kan være af billedmæssig, klanglig og rytmisk karakter for eksempel.
Det kan måske lyde som noget meget uvæsentligt – at søge rytmiske og klanglige ordner – men jeg tror vel nok på, at denne søgen kan afdække andre under- og oversøiske sammenhænge og dermed andre muligheder for erkendelse end videnskaben og fortællingen kan.
Og så tror jeg også, at i hvert fald jeg – omend jeg også kan skrive relativt hidsigt – ser poesien som en mulighed for at besinde mig på verdens og ikke mindst min egen mangel på perfektion, på den måde at forstå, at alt dette usammenhængende alligevel – selv når man accepterer det som usammenhængende – kan bruges til at skabe noget smukt. Jeg kan her igen sagtens høre den biklang af uvæsentlighed, som lyder i dette; skønhed er pynt og ikke noget, der ændrer ved verden og så videre, men jeg tror på den.
Hvad sætter gang i inspirationen hos jer?
Adda:
Jeg inspireres mest af at læse. Det kan være en enkelt linje, en enkelt metafor, et tema, en stemmeføring osv. der giver mig en idé, og som oftest melder idéen sig i form af nogle ret banale spørgsmål: Hvad betyder den linje egentlig, hvorfor bruge lige dén metafor om dén ting, osv.
Nogle gange bliver der så en tekst ud af grubleriet.
Ursula:
Inspiration er et belastet ord, og hvis ikke det er dumt, så er det meget meget svært, at sige noget fornuftigt om. Et meget kort og ikke tilfredstillende svar på spørgsmålet er: Hvad som helst.
Det sande ved det svar er, at de ting, der får én til at stoppe op, blive hensat eller oprevet kan være af alle arter: dumhed, skønhed, grimhed, ømhed, og på alle niveauer: sagt som usagt, set som hørt og følt. Det usande ved dette svar er, at det ikke er alle landskaber, alle mennesker, alle ord, alle følelser, alle intriger, som giver ekko. For indeværende ser min inspirationsliste omtrent ud som følger: grøn, grøn - der er sat sammen af mange små dele, grøn - som ikke tilhører nogen, grøn som falder af og rådner, grøn som ser lilla ud på lang afstand, og blå, og mere diset.
Og rød. Og fodbold.
I har begge valgt forsider til jeres bøger henholdsvis 'Monsieurs monologer' og 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen', som er iøjefaldende og betydningsladede ...eller?
Adda:
Jeg faldt tilfældigt over billedet, da jeg havde skrevet en god del af ' Monsieurs monologer' og tænkte straks, 'der er han jo'.
Senere fandt jeg ud af, at 'han' i virkeligheden hed Saul Steinberg (1914-1999) og var kunstner.
Det er et sjovt og absurd billede; masken er både en parodi på en maske og på den person, der bærer den på næsen.
Billedet passer godt til bogens Monsieur, der er en absurd figur, en parodi på et menneske, en maske.
Ursula: Først må jeg tilstå helt umiddelbart, at jeg ikke rigtig er bogfetichist, det vil sige, at jeg sådan set i udgangspunktet er ligeglad med hvordan, en bog ser ud og hvilket papir, den er lavet af, og jeg er kedsommelig nok til selv at ville være helt tilfreds med en bog, hvor der bare stod titlen på forsiden og som lignede alle mulige andre bøger– som de tyske taschenbuchverlag-serier, for eksempel.
Men den slags anonymt/klassisk design er vist ikke særligt udbredt her til lands.
Hvad angår omslaget til 'Ægteskabet mellem vejen og udvejen', så valgte jeg selv, at Peter Holst Henckel skulle lave det (han havde også lavet omslag til min forrige bog). Han fik manuskriptet, vi talte om det, og jeg valgte det endelige resultat mellem de forskellige udkast, han var nået frem til. Og jeg synes det blev en smuk bog.
Og grøn, ikke mindst. Adda, du sammenlignes i en anmeldelse med Per Højholt ... hvad tænker du så - er Per Højholt et forbillede/har du andre forbilleder ... eller er du bare helt din egen? Jeg har engang hørt Joseph Brodsky citeret for at sige, at en bog kan være en lige så god samtalepartner som et levende menneske, og jeg kan godt lide den forestilling, at dét at skrive er en samtale med de bøger, der i tidens løb har optaget mig.
Jeg vil ikke sammenligne mig med nogen bestemt forfatter, men på den anden side heller ikke påstå, at jeg er min egen. Det kan vist slet ikke lade sig gøre at være det.
Jeg opfatter altså nærmere både dét at læse og dét at skrive som en del af en samtale, hvor man - som man gør i samtaler lader sig inspirere af hinanden, låner af hinandens sprog og omsætter det til ny erkendelse eller tekst.
På den måde er jeg inspireret af mange og meget forskellige forfattere, Højholt er bare én af dem. Men det ville bestemt glæde mig meget, hvis der har sneget sig noget 'Højholtsk' tale ind i 'Monsieurs monologer'.
Ursula, du tager det lyriske formsprog under behandling, du er meget saglig og meget poetisk og underfundig og i evig dialog med dig selv - har det noget at gøre med, at du har 'slugt for mange svaner..'?
Nu er du virkelig elegant, hva!
At kaste mine egne ord tilbage i fjæset på mig… Men du har meget ret i at, hvis det ikke lige er overtallet af svaner så er det underskuddet af søm, der slår igennem – undskyld – når jeg insisterer sådan på det dialogiske eller diskuterende.
Søm kan være rare at have, men søm er ikke sandheden. Der er ting i verden som står fast (så fast som Historien nu tillader det), men det er ikke mange, som står fast nok: ting kan diskuteres, det er et vilkår, hvor lidt man end holder af, at det er sådan, og jeg holder faktisk meget lidt af det.
Det ville være så meget nemmere og mere risikofrit, hvis man kunne bilde sig selv ind, at man kendte sandheden: man ville kunne dø i den tro, at man havde gjort det rigtige, og hvad mere kan man ønske sig? Al den søde snik snak om dialog, som vor tid er fuld af, glemmer at holde fast i, at dialog og diskussion ikke er til for at man har nogle pæne ord at sige ved festlige lejligheder, men at de er vilkår, som kan gøre meget ondt, og som man er nødt til at træne sig selv i, hvis man ikke bare vælger at give op.
For tiden tænker jeg det sådan, at man må lære at elske ting, som man ikke har tillid til – som man ikke kan slå fast med søm, men som basker i maven – at man må være i stand til at udfordre selv sine allermest hellige grundsætninger, hvis man vil gøre sig håb om en dag at kunne sige, at disse grundsprincipper faktisk står tilstrækkelig fast – og gøre sig håb om at forlige sig med verden. Det kan man selvfølgelig også vælge ikke at gøre, man kan vælge at begå selvmord, og man kan glæde sig til den dag, man endelig får fred, men det er der ingen, der bliver klogere af.
Ja altså, kort sagt, må jeg tilstå, at det er med vilje, at jeg har slugt for mange svaner og for få søm.
Kommentarer