»Folkets Skønhed« er baseret på forfatterens egen familiehistorie, men kunne i princippet handle om en hvilken som helst husmor opvokset i fattige kår under Anden Verdenskrig, for det interessante er, hvad der sker inden i folk, når der sker voldsomme skift i samfundet, mener Merete Pryds Helle.
Af Gitte Holtze. Artiklen har været bragt i Berlingske.
"Det var godt, det var overstået. Nu havde hun vel lidt ro. Marie kiggede rundt i sit soveværelse. Hun havde indrettet det efter en boligreportage i Alt for Damerne. Under vinduet var der en radiator, som var den største luksus, de havde. Møblerne duftede af polish. Marie følte sig rig, det var så langt væk fra soveværelset på Østerskovvej, hvor alt var gammelt og slidt, og der lugtede af et eller andet grimt, man ikke vidste, hvad var, men som var umuligt at fjerne."
Folkets Skønhed starter i en hverdag på tæsk og tre kartofler i et forfaldent daglejerhus på det sydlige Langeland i slutningen af 1930erne. Og slutter godt 20 år senere i et trivielt liv med tvungen fredagssex i et nybygget hus i Københavns forstæder.
Det er den udvikling, Merete Pryds Helle vil vise med sin slægtsroman, ”Folkets skønhed”.
”Vi ved alle sammen godt, hvad det har betydet materielt, at befolkningen har flyttet sig fra landbrug hen over industrien til informationssamfund, men hvad har det betydet for os mentalt? For den enkelte? Jeg synes, at den historie manglede, husmødrenes historie”, siger Merete Pryds Helle.
”Jeg tror, de fleste synes, at udviklingen har været positiv. Men der er samtidig sådan en bølge i samfundet af længsel efter nogle af de elementer, der var engang. Jeg mener, det er vigtigt at tale rigtigt om det – for nogle elementer var gode, og nogle var ikke gode. Livet og samfundet er altid komplekst. Både inden i den enkelte og i den enkelte tid er der gode og dårlige ting. Jeg ville gerne skrive en bog, som prøver ikke at mene noget, ikke at dømme nogen, men bare at vise udviklingen i nogle enkelte mennesker.”
Merete Pryds Helle har valgt at vise denne udvikling med udgangspunkt i en familie, som er hendes egen. Hendes hovedperson, Marie, bygger på Meretes mors liv.
”Jeg har brugt min egen familie, fordi de er ærkeeksempler, men hvem som helst kunne være Marie. Og inden i hende og de karakterer, jeg har skabt, flyder alle mulige personer,” siger Merete Pryds Helle.
Karaktererne tæller, ud over Marie og hendes forældre - også mormor og søskende, som i løbet af romanen går fra to til fem, nabofamilien, Maries skolekammerater og lærerinde, hendes kommende mand, Otto, og hans familie,samt en bunke mere perifere figurer, der passerer gennem Maries liv. De bygger alle, som Marie selv, på virkelige personer, og handlingen bygger på virkelige begivenheder, men der stopper den dokumentariske sandhed også. For selv om Merete Pryds Helles oprindelige hensigt var at lave et stykke autofiktion, endte romanen som et stykke fiktion, der gav hende frihed til at stykke historien sammen, så hun fik alt det med, hun ville sige, herunder forholdet til Maries nabodatter, Bitten, som er mongol. Karakteren bygger på en pige, som Merete Pryds Helle gik i børnehave med.
”Hun elskede mig, men hun var også aggressiv, og jeg var bange for hende og anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig over for hende. Alle sagde, at jeg skulle være sød ved hende, men det gav ikke mening for mig, fordi hun var så besværlig. Så det fyldte meget for mig, og det er det, jeg har taget med i romanen,” siger Merete Pryds Helle.
Hun har også medtaget barndomshistorier, der har optaget hende. Historier om de artikler, hendes onkel læste op fra Langelandsbladet om folk, der havde hængt sig. Om hendes yndlingstante, som var tidligere prostitueret. Om det faktum, at hendes mormor var så ekstremt tyk, at hun havde en sele til at holde sin mave oppe. Om sin angst for edderkopper.
”Jeg er latterligt bange for edderkopper, så jeg lader Marie gå gennem et edderkoppespind. For mig var det stort og lidt væmmeligt at lade hende gøre det. Men jeg tog det med, fordi jeg selv har den ting med edderkopper,” siger Merete Pryds Helle.
Titlen på bogen udspringer også af Merete Pryds Helles fantasi. Der var ikke noget maleri i det virkelige daglejerhus på Østerskovvej, men der var en reproduktion af et billede, malet af Picasso, i Merete Pryds Helles forældres hjem, og den følte hun sig draget af. Dette, kombineret med hendes interesse for Vincent van Gogh og hans insisteren på, at hans kunst skulle være for folket, fik hende til at gøre maleriet med titlen ”Folkets Skønhed” til en væsentlig del af romanen.
”Der er jo et lille stænk malurt i den her titel. Men den passer til min tilgang til det hele – alting er komplekst, der er godt, og der er skidt, og der er ikke noget uden det andet.”
Foto: Asger Ladefoged
Interviewet er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.
Kommentarer