...om romanen Skjul
Trisse Gejl fortæller i romanen Skjul historien om Fanny. Eller mere præcist fortæller hun om det halve år fra Fanny var 42 til hun var 42 og et halvt år - og var i dyb krise. Hendes liv er praktisk talt kørt af sporet. Hvad er der tibage og hvordan kommer hun videre? Disse spørgsmål har Fanny god tid til at overveje for hun er fyret fra sit arbejde som gymnasielærer. Og hun har søgt tilflugt i sit barndomdshjem, en gammel ødegård i Vendsyssel, hvor hun opholder sig helt alene.
Læs Trisse Gejls svar på, hvad det betyder, at hovedpersonen er kvinde og hvorfor naturen har fået sin helt særlige betydning.
Hovedpersonen i din roman, Fanny, er en kvinde som er i krise, en krise som mange mænd kommer i. Hvad betyder det, at hovedpersonen er kvinde?
Ja, det skulle jo ikke betyde noget, men det gør det så alligevel. Og jeg fik netop lyst til at lave hende, fordi der er så mange velfungerende mandlige antihelte i litteraturen. Det gør mig nysgerrig, hvorfor kan du mere med mænd? De mister kone og børn og går på druk og kastes ud i alle mulige indre kriser uden, at man som læser stempler dem som psykopater. Jeg fik lyst til at lave et kvindeligt fjols, en kvindelig antihelt. Når det forsøges, skildres kvinder gerne som enten mandhaftige detektiver, der aktivt har valgt børn fra (hvorfor behøver vi vide det? Den forklaring ville ingen savne, hvis det var en mand?), karrierekvinder med et perfekt sexliv eller som søde og kiksede shopaholics (i forestillingen om at der findes noget der hedder en kvindeverden, der er vores?).
Min nysgerrighed gik ud på: hvor langt man kan skubbe en kvindelig figur ud mod grænserne for, hvad vi opfatter som kvindeligt, før hun mister troværdighed? Og uden at hun opfører sig som en mand.
Fanny træffer hårde valg og gentager måske sin mors rolle, hvorfor?
Synes du, hun træffer hårde valg? Jeg synes ikke rigtig, hun træffer nogen. Hun tager ikke rigtig ansvar, men lader tingene ske omkring sig. Hendes søn ender med faren i Tyskland efter skilsmissen, og på en måde passer det hende godt ikke at være bundet på hænder og fødder som alene-mor. Så følger hun en impuls og flytter til Sverige. Det er heller ikke gennemtænkt. Har en affære med en gift mand. Det er uforpligtende. Kommer til at gå i seng med en studerende og stikker af fra det hele og håber lidt, at hvis hun stikker hovedet i busken, går det nok væk.
Hendes mor derimod, traf en masse valg. Hun ville ikke lade børnene stå i vejen for karrieren, og jeg tror egentlig også, at hun betragter det som en opdragelsesstrategi. Men hun er utilstrækkelig som mor selvom hun dog alene har opdraget to døtre.
Fanny lever nok ubevidst med det lidt ydmygende skisma, at hendes mor er lykkedes bedre end hende selv. Måske kopierer hun hende og hendes mønstre, det har vi jo en tendens til at gøre, men hun har slet ikke temperamentet eller ambitionerne til at leve som hende. Moren er en anden vinkel ind på det antiheltinde-agtige.
Beskrivelsen af Helen (Fannys mor) er hård, er den retfærdig?
Er den så hård? Hun er da sej. Hun har været vildt kreativ for at få sit liv til at hænge sammen økonomisk. Hun har involveret sig i skolebestyrelser og alt muligt, været enormt bekymret for storesøsteren Hopes udsvævende liv – men også enormt selvoptaget. Om det er en retfærdig beskrivelse er jo svært at svare på. Det er i hvert fald ikke en kritik af en bestemt type kvinde. Hun er på godt og ondt skabt ud fra træk og tendenser, der forekommer mig selv genkendelige. Hvis jeg var hendes datter, havde jeg nok dømt hende hårdere. Det gør søsteren Hope jo også. Måske er det det, der knytter moren så stærkt til netop Hope. Hvilket igen efterlader Fanny som lidt af et skvat. Som sønnen der aldrig levede op til farens ambitioner. Selvom det faktisk er Fanny der er veluddannet og har fulgt morens fodspor, har moren mere respekt for Hopes rebelske utilnærmelige energi.
Fanny har været god til at fortrænge sin fortid, men under sit ophold på ødegården, kommer hun til klarhed, hvad forstår hun?
Ja det er et godt spørgsmål. Jeg er ikke sikker. Måske har hun bare en gang for alle virkelig ødelagt det for sig selv. Trukket de fleste aspekter af sit liv med i faldet, og det giver jo en frihed. Man er ikke længere forpligtet til de ting, der lykkes for en, man slipper fri af forventninger til én, fordi ingen har nogen længere. Der bliver plads til andre tanker.
Hun angrer jo ikke sine handlinger, fortryder ikke sin valg eller mangel på samme, men hun oplever et nyt mere eksistentielt slægtsskab med sin akavede teenage-søn, der dukker op. Man kan næsten kalde det omsorg. De er begge lidt aparte og ensomme, og hun ser, at sønnens situation godt kan ændres, og at hun er den der kan ændre den. Så hun beslutter sig for at tage ansvar i forhold til ham og forsøge at få indflydelse på hans liv.
En anden klarhed hun oplever, er en sær sjælelig forsoning med den forsvundne søster, Hope, som hun altid har været tiltrukket af og frastødt af på samme tid.
Du har nogle smukke beskrivelser af naturen i henholdsvis Nordjylland og på Svalbard, hvad bruger personerne og du naturen til?
Ja det er sjovt som den voksede, den natur og pludselig krævede betydning. Naturen i bogen er bare. Som en usentimental kraft og væren, der er til for sin egen skyld og ikke som poetiske regibemærkninger til personernes liv. Jeg tror, den voksede og næsten blev personliggjort fordi, den både kan sætte disse tre egoer, som hovedpersonerne er, i perspektiv, og så kan den anslå nogle stemninger både af uhygge, desillusion og spinkle håb. Det tunge mørke mellem granerne, den uophørlige regn, håbet i en pippende spurv. Faktisk kom der så mange fugle med i bogen fordi jeg skrev dele af den på Hald Hovedgaard ved Viborg i et lille smedehus i skoven ved søen.
Men altså, nu trykkede du på en knap, for rejsen til den arktiske øgruppe Svalbard bærer jo på sit helt eget naturspor. Ca. midt i bogen blev jeg frustreret over Hope, for hun er svær at sætte i spil med andre mennesker. Hun er hemmelighedsfuld, måske lidt enfoldig, måske det modsatte. Det er svært at vide og svært at udfolde med sociale relationer. Så pludselig stod der på papiret: Hope rejste til verdens ende. Jeg fik et sug i maven og vidste, at jeg var nødt til at rejse efter hende for at afæske hende hendes hemmeligheder. Så tre måneder senere fandt jeg mig selv under midnatssolen på en hundeslæde på Svalbard, fordi det er det nordligste sted i verden, man kan komme til som almindeligt menneske. Den storslåede isørken, fjeldene, de tilfrosne fjorde, stilheden – alt det spejlede Hopes indre landskab. Kynisk, koldt og farligt, men også melankolsk og ubegribeligt storslået.
For 350 mio. år siden lå Svalbard syd for ækvator, og der gik de første dinosaurer rundt og åd palmeblade. De sidste 60 mio. år har polarstormene hvirvlet rundt og formet islandskabet. Dét er da et perspektiv at sætte et menneskeliv i, der vil noget. Den stilhed, jeg oplevede deroppe er blevet til en længsel i mig, jeg tror aldrig går væk. Og lyset. Jeg kan huske, at da jeg kom tilbage til Danmark sidst i april, forekom lyset mig at have en lidt mørk tone i sig. Som Hope siger om augustsolen: Det er som om der er mørkt inde midt i. Pæren er ganske enkelt stærkere i Arktis. Og midnatssolen forstår man ikke, hvad gør ved én, før man oplever det.
Den fascinerer mig, naturen. Mysterierne, magten til at ændre en stemning med et trylleslag. Det er ikke sådan en naturromantik, der fascinerer mig. Det er mere en fascination af natur som kraft, som et væsen. Men det er måske også romantik. Oplevelsen af det sublime, det opslugende: Lystfyldt og angstfremkaldende i samme følelse.
Læs også Britta Voergaard Poulsens anbefaling af Skjul
Kommentarer