Hvad driver dig som forfatter - hvad vil du gerne fortælle?
Jeg synes jo selvfølgelig, at hvis man oprigtigt ønsker at vide hvad det er, en forfatter gerne vil fortælle – Så er alt, man har at gøre for at finde svaret, at sætte sig til at læse bøgerne, denne forfatter har skrevet! Dér skulle jo i sagens natur det meste stå; man må gå ud fra, at det er for at formidle dette, staklen er gået igennem alt, der skal til for at skrive og udgive en bog.
Personligt kan jeg tilføje, at jeg begyndte at skrive ud fra en dybtfølt frustration over, som ung læsende ikke at kunne finde de bøger nogen steder, jeg på det tidspunkt havde behov for og længsel efter skulle stå i bogreolen.
Hvorfra den skråsikre idé opstod, at jeg umuligt kunne være den eneste i verden eller lille Danmark, der gik og længtes efter lige netop DÉN slags historier, ved jeg ikke. Men det er vel troen på eller håbet om, at der findes sjælefæller et sted derude at inspirere og dele med, der for alvor driver en skrivende til værket.
Hvor henter du inspiration - hvad fascineres du af?
Enhver forfatter henter inspiration fra selve livet.
Hendes eget, såvel som dét, der i en given tid foregår omkring hende: Nattens drømme, dagens indtryk, barndomsminderne, kærlighedssorgerne, forfædrenes strabadser... Som ethvert på jorden levende væsen henter stof til at vokse og være til ud af ilten i luften, der indåndes? Hvad der især fascinerer, i mit eget konkrete liv, er og har altid været mennesker, der vover at tro tilstrækkeligt på... skal vi sige, deres indre stemme... til at sætte tryghed, genkendelighed, bekvemmelighed; ja hele 'sig selv' på spil. Der har mod til, eller af indre omstændigheder føler det nødvendigt, at gøre op med gængse normer, grænser og forventninger; fx. til det køn, den klasse, den alder, epoke eller gældende overbevisning, hvis vilkår de er blevet fortalt, de uden videre bare har at acceptere.
Da jeg desværre er en meget dårlig læser (en form for arbejdsskade; jeg hører hele tiden forfatterens stemme bag hovedpersonens, følger pinefuldt med i arbejdsprocessen mens jeg læser) er det især fra film og billeder, jeg henter min personlige, kunstneriske inspiration. Og det er selvsagt film som sådanne vovere, der gennem tiderne har bevæget mig dybest, og har stimuleret min egen lyst til selv at blive ved med at skabe, bevæge og forandre... 'Mod Muren', 'Boys Dont Cry', 'Blade Runner', 'Himlen Over Berlin', 'Gøgereden', 'Den Enfoldige Morder', 'Freaks'; alt Lynch og Jarmuch....
Skulle det vise sig, man på nogen måde har indflydelse på den slags, så ville jeg meget gerne have lov at beskæftige mig med film i min næste inkarnation. (Alternativt kunne det sikkert være dejligt at blive en kat, især hvis den kom til at bo i hus med min elskede).
Du blander drømme og virkelighed - hvad er det, du kan formidle ved i så høj grad at benytte dig af drømme?
Måske, måske ikke på grund af den fx. i min seneste roman, 'Sultekunstnerinde', beskrevne erfaring med, tidligt i mit liv og på skelsættende vis, at befinde mig i en anden virkelighed, væk fra denne verden – i et ugelangt koma, - er drømme af altafgørende betydning for såvel mit forfatterskab som min personlige dagligdag. De repræsenterer for mig ikke 'en tid væk' eller (endnu mindre) 'en flugt fra' denne, vores 'virkelige' verden og bevidsthed, men en slags paralleltilstand, et mulighedsrum, hvorind man har mulighed for at træde og observere, reflektere over, og rent konkret om nødvendigt ændre på, den virkelighed, vi i vågen tilstand for det meste må færdes i.
Jeg tror på drømme som reelle forstadier til den vågent levede virkelighed, en kraft, de fleste mennesker ikke har begreb om hvor vældig egentlig er, når det kommer til mulig forandring og bevægelse. Således har de alt tilfælles med litteraturen, som jeg i sin ypperste form ser som en art menneskehedens drøm om og transcedens til en anden, og forhåbentlig, hvis vi er i stand til at drømme ordentligt, bedre virkelighed, og verden!
... og dine personers tanker?
Mine fiktive personers tanker ligner ikke og langtfra altid mine egne, og bl.a deri ser jeg magien ved dét at skrive, og beskæftige sig med historier overhovedet, skrevne eller fortalte.
En hovedperson tager nemt som ingenting over hos sin forfatter og begynder at påvirke denne med sine egne tanker, idéer, planer og drømme. Det kan være skræmmende nogen gange, men samtidig også meget befriende.
Hvor færdig historien end synes at være indeni éns hovede, når man starter på side ét i en ny roman, så ved man i virkeligheden aldrig hvad, det egentlig er, man har givet sig i kast med, eller sat i gang; hvad det i sidste ende kan føre med sig og have som konsekvens. Hverken i andre menneskers liv (hvad der er helt naturligt; en bog der er skrevet færdig og sendt ud i verden er ikke mere éns egen, men må leve sit liv, få sin betydning og skabe sin mening uafhængigt af én, ligesom et barn) eller i éns eget.
Hver eneste gang jeg har færdiggjort en roman er mit liv blevet rykket et langt stykke væk fra hvor det var, da jeg begyndte. Tanker og meninger, jeg troede var hele og sande, da jeg påbegyndte manuskriptet, har mine hovedpersoner ved deres liv og færden undervejs vist mig, rent faktisk ikke længere holdt vand (for mig).
Måske derfor de fleste kunstnere er så svære, ja umulige at placere eller sætte i boks; politisk, personligt, filosofisk, seksuelt, whatever? De hører blandt de mennesker der oftest, på mest håndgribelig vis, får prøvet deres tanker og overbevisninger af, og må stå til regnskab for dem; overfor sig selv, deres tid og deres læsere. Ord trykt på en side i en bog bliver så langt mere kraftfulde – 'er det nu også virkelig dét, jeg mener, og ér?' - end tanker, tænkt og rutinemæssigt repeteret i dagligdagens trygge trummerum, blandt de der har interesse i man enes om og bibeholder status quo.
Hvilke ' personlige oplevelser' kan man særligt trække på som forfatter (kan du) - hvad sætter sig ligesom fast?
Hvis jeg skal nævne en erfaring, der især er slået igennem i mit liv, og som mit forfatterskab er blevet ved med, og nok ikke vil standse igen med at kunne trække på, så har den at gøre med dén ultimative følelse af 'fremmedgørelse', min teenagestids lange uger i koma førte med sig. Den satte mange af de ting og tanker, der allerede dengang var væsentlige for mig, helt på spidsen.
Fx. blev min endelige beslutning, at leve som etisk vegetar, og altid at have dyrene – og andre umælende fæller - med i mine tanker om verden vi lever i, sikkert 'sparklet' af at have prøvet, hvordan det er at blive opfattet som en art tomt hylster, som mange var overbeviste om hverken kunne sanse eller reflektere.
Blot fordi jeg ikke var i stand til at give hvad jeg sansede, opfattede og tænkte videre til omverdenen på en for dem forståelig måde. Denne oplevelse gav mig en enorm ømhed for, kærlighed til, og nysgerrig interesse efter alt og alle, der opfatter den af flertallet besluttede virkelighed og normalitet på en anderledes måde.
Du har i en artikel i Berlingske Tidende den 23. april 2005 sagt, at din roman 'Sultekunstnerinde' er et 'hjerteblodsbarn' - kan du uddybe hvad, du mener med det?
Hver og én af mine romaner har været hjerteblodsbørn.
Mens man sidder og skriver dem, synes man at netop denne éne er den vigtigste og væsentligste, man nogensinde i livet har skrevet.
Var det ikke sådan, kunne man ligeså godt lade være med at skrive den, eller ville man gå i stå inde midtvejs et sted.
Senere, når man ser tilbage, på sine bøger og det liv, de bragte med sig at få skrevet, eller påvirkningen, de viste sig at have på den verden, de kom ud i, kan man selvfølgelig sagtens se, at nogle var vigtigere end andre – og at man måske ligefrem burde have afholdt sig fra at skrive visse af dem!
'Sultekunstnerinde' bygger på en hel del selvbiografisk stof, som jeg hellere end gerne ville være sluppet for at gå igennem følelsesmæssigt endnu engang for at skrive om, var det ikke fordi, jeg syntes, jeg skyldte mine læsere noget ved at sidde inde med en sådan personlig historie og erfaring, der måske kunne bruges af andre til at komme videre i livet med. At den var vanskelig, ubehagelig og krævende at komme igennem at skrive og få sat i verden er vel noget, der kun angår mig selv.
Hvis den for bare et par enkelte læsere vil føles glædelig, opbyggelig og inspirerende at stifte bekendtskab med, har det været alt arbejdet værd, og mere til.
Det perfekte - det ikke så perfekte, hvad er det i forhold til dit forfatterskab?
Ja, hvad er det perfekte?
Har man først nået dét kunne man ligeså godt være død, en engel, i Paradis. Det perfekte findes ikke hér på Jorden. Men det ville ingen mening give, at vi var her, tror jeg, om ikke vi blev ved med at forsøge, i det mindste at ane hvad, det mon kunne tænkes at være.
....og hvad er det så Paris kan?
Mon ikke de fleste har et sted i verden, der for dem rammer eller ligesom repræsenterer præcis deres egen, indre tone. Paris er for mig selve indbegrebet af, hvad jeg mest har brug for, for at kunne danne indtryk om til form, og føle, det er det værd og giver mening.
Først og fremmest er det et sted fyldt med skønhed: Med smukke mennesker, gader, bygningsværker, idéer og historier.
Dernæst er Lysets By indbegrebet af mangfoldighed; omkring hvert gadehjørne i den indre by venter en ny oplevelse, hvert kvarter er sin egen lille bid vidt forskelligartet del af den store verden. Det er en by, man aldrig bliver træt af at gå rundt i, eller af at sidde på en fortovscafe midt i og lade verden og alle historierne gå forbi eller komme til én.
Den bliver aldrig træt af én; er åben, nysgerrig, tolerant, imødekommende, og samtidig så vant til det mærkelige og anderledes, at den også bare venligt lader dig sidde i fred, hvis det er hvad, du mest har lyst til.
Intet overrasker den, alt interesserer den.
Jeg har det lidt på samme måde med Berlin, der jo dog samtidig på mange måder er Paris’ grelle modsætning: Grå, grim, trist, rå, uvenlig, alvorstung, fyldt med minder om det grummeste i vor historie. Men samtidig præcis ligeså inspirerende i sin insisteren på det mangfoldige, rummelige og evigt skiftende. Ubeskriveligt nødvendigt for éns mentale sundhed, når man for længe har sjosket omkring indenfor det hjemliges klaustrofobiske grænser og alt det hér...Ja, I véd nok?!
Kommentarer