'Man skriver ikke en bog, fordi man ved noget. Man skriver, fordi man har nogle spørgsmål'.
Sådan indledes et interview med forfatteren Laila Ingrid Rasmussen i 1997 efter udgivelsen af 'Betingelser for liv' (i 'Liv kan ikke sættes på opsparingskonto', interview med Dorte Hygum Sørensen, Politiken).
Det er jo snart en del år siden, at du udtalte dig sådan. Er det stadig derfor, du skriver?
Hvorfor skriver man? Det er et supersvært spørgsmål, som jeg nogle gange spørger mig selv om, ... når det nu kunne være meget nemmere at lade være.
Jeg skriver, fordi jeg er nødt til det. Det lyder så højtideligt, men det er, sådan det er. For når jeg ikke skriver, synes jeg, at livet glider forbi mig, uden at jeg er i stand til at gribe, eller begribe, det der sker omkring mig. Det er en måde at standse tiden på og holde livet i hånden.
At skrive er en måde at forstå verden på, det er en måde at være til i verden på. Jeg bliver nødt til at nævne alting ved navn for at sikre mig, at det virkelig findes. Jeg bliver nødt til at skrive for at mærke, at jeg er her, at jeg deltager i dette mangfoldige og til tider helt vidunderlige menageri.
Jeg er holdt op med at tro, at jeg gennem skriveprocessen får svar på alle mine spørgsmål om livet og verden, men jeg er ikke holdt op med at række fingeren i vejret og stille de mest dumdristige spørgsmål til tilværelsen.
Det er eksistentielle spørgsmål du gang på gang vender tilbage til ... livet/det at leve/hvad skal jeg bruge mit liv til...
Jeg havde døden og livet tæt inde på kroppen i en meget ung alder.
Min far døde pludselig, og min søster fik et lille kuvøsebarn, da hun var femten. Hele kvarteret blev bogstaveligt talt revet ned om ørerne på mig. Jeg oplevede, at alt hvad jeg kendte til, og livet, kunne være forbi på et øjeblik, men at det også kunne begynde på et øjeblik. Det er markante oplevelser, der afgjort har været med til at præge mit forfatterskab.
For hvis det hele kan gå så hurtigt, bliver vi jo nødt til at tage ordentlig vare på livet, mens vi er her. Vi bliver forbandet nødt til at være til stede i hvert eneste åndedrag. Det er, hvad jeg stræber efter og forsøger at bringe ind i mine bøger. At være til stede, at være nærværende, i livet og i litteraturen.
Du skriver om hverdagens små ting kontra det universelle?
Jeg skriver om det, jeg kender til. Jeg skriver om det mest basale og om det mest banale og om livets store mirakler, og jeg forsøger at gøre det til to sider af samme sag. Jeg forsøger at se det store i det små og at sætte det alment menneskelige i tilværelsen ind i et større perspektiv. Jeg forsøger at se på livet som en helhed og undersøger til stadighed de vilkår, der ligger til grund for alt liv. Det har noget at gøre med mit grundlæggende livssyn; at jeg i bund og grund synes, at livet er stort, at det at være til i verden, med alt hvad det indebærer, rummer et enormt potentiale.
Hvis du skal give et personligt bud på, hvordan dit forfatterskab har udviklet sig, hvad vil du så sige?
Jeg kan se, at der i hver bog ligger kimen til den næste, og alligevel har jeg hver gang en fornemmelse af, at jeg skal starte forfra, opfinde litteraturen igen. Tænke nøje efter. Hvorfor var det egentlig, jeg kom her? Skrive det mest sandfærdige jeg kender til. Mine bøger er meget forskellige, men hvad enten handlingen foregår i en skummel natklub, i en marokkansk medina, eller i et labyrintisk baggårdsmiljø, så handler de alle sammen om det samme: Hvad vil det sige at være et menneske?
Så en egentlig udvikling i mit forfatterskab er der vel næppe tale om, måske mere en kredsen om et spørgsmål, jeg aldrig bliver færdig med at stille og aldrig bliver færdig med at prøve at besvare.
Der kan ligge meget betydning i få ord.
Du startede med at skrive digte i 'Hvedekorn', du skrev romaner og senest noveller med korte og præcise sætninger? Er du mest til det meget knappe?
Når det drejer sig om litteratur, er der kun en regel, der gælder: Virker det, eller virker det ikke?
Om man skriver små korte haikudigte eller murstensromaner med lange ord-eskapader ... det ene er ikke bedre eller finere end det andet.
Form og indhold skal være helt integreret i hinanden, og værket skal overholde de regler, det stiller op for sig selv.
Derudover kan alt ske. Litteraturen er levende og bevæger sig hele tiden.
Jeg bruger præcis så mange, eller så få ord, som der skal til for at udtrykke det jeg har på hjertet så præcist som muligt. Nogle gange siger jeg noget meget stilfærdigt med få ord, og andre gange larmer jeg som ind i helvede og siger en masse ord i meget lange sætninger, hvis det er det, der skal til. J
eg lader mig ikke begrænse af litteraturpolitiet, af modefænomener og af dogmer om hvad der er rigtigt og forkert. Men jeg forsøger altid at være præcis.
Du har en hjemmeside, hvor man kan finde omtale/anmeldelser af dine bøger ligesom fyldige interviews med dig om dit forfatterskab. Hvad er din hensigt med hjemmesiden ?
Min hjemmeside er en service til læserne. Her kan de få et indblik i mine bøger, et overblik over mit forfatterskab, her kan de læse om, hvad jeg tænker og mener om litteratur, og jeg håber, den er til gavn, og at læserne og bøgerne får nemmere ved at finde frem til hinanden.
Litteratur kan ændre verden/litteratur kan flytte mennesker!?
Litteratur er et vidunderligt medie. Det er den mest direkte forbindelse fra et menneske til et andet. Når man læser, kan man få noget at vide om, hvad et andet menneske har tænkt og følt om det at være til i verden. Det er en kommunikationsform, der rækker ud over de fysiske love. Grænser kan den krydse, tiden og døden kan den forcere.
Den kan være voldsomt bevidsthedsudvidende, man kan læse en bog og tænke: Okay, sådan kan man også se det, sådan kan man også tænke, sådan havde jeg ikke tænkt på det selv, og det kan nogle gange være med til at gøre en til et mere rummeligt menneske med et mere nuanceret syn på tilværelsen.
Og nogle gange kan litteratur give én oplevelsen af, at vi måske slet ikke er så forskellige, som vi tror. At alt hvad man kommer ud for af sorg og glæde i tilværelsen er den samme, uanset i hvilken tid vi lever i, om vi lever for hundrede år siden, eller på den anden side af jorden.
Jeg føler mig overbevist om, at hvis vi havde læst flere bøger fra den arabiske verden, og derigennem havde en større indsigt i, hvad og hvordan de tænker og føler i den del af verden... hvis der var mere kunst og kulturudveksling i det hele taget, så havde hele sagen om Muhammed-tegningerne forløbet helt anderledes.
Se mere om Laila Ingrid Rasmussen på www.lailaingridrasmussen.dk
Artikel
At holde livet i hånden
'Man skriver ikke en bog, fordi man ved noget. Man skriver, fordi man har nogle spørgsmål'.
Sådan indledes et interview med forfatteren Laila Ingrid Rasmussen i 1997 efter udgivelsen af 'Betingelser for liv' (i 'Liv kan ikke sættes på opsparingskonto', interview med Dorte Hygum Sørensen, Politiken).
Det er jo snart en del år siden, at du udtalte dig sådan. Er det stadig derfor, du skriver?
Hvorfor skriver man? Det er et supersvært spørgsmål, som jeg nogle gange spørger mig selv om, ... når det nu kunne være meget nemmere at lade være.
Jeg skriver, fordi jeg er nødt til det. Det lyder så højtideligt, men det er, sådan det er. For når jeg ikke skriver, synes jeg, at livet glider forbi mig, uden at jeg er i stand til at gribe, eller begribe, det der sker omkring mig. Det er en måde at standse tiden på og holde livet i hånden.
At skrive er en måde at forstå verden på, det er en måde at være til i verden på. Jeg bliver nødt til at nævne alting ved navn for at sikre mig, at det virkelig findes. Jeg bliver nødt til at skrive for at mærke, at jeg er her, at jeg deltager i dette mangfoldige og til tider helt vidunderlige menageri.
Jeg er holdt op med at tro, at jeg gennem skriveprocessen får svar på alle mine spørgsmål om livet og verden, men jeg er ikke holdt op med at række fingeren i vejret og stille de mest dumdristige spørgsmål til tilværelsen.
Det er eksistentielle spørgsmål du gang på gang vender tilbage til ... livet/det at leve/hvad skal jeg bruge mit liv til...
Jeg havde døden og livet tæt inde på kroppen i en meget ung alder.
Min far døde pludselig, og min søster fik et lille kuvøsebarn, da hun var femten. Hele kvarteret blev bogstaveligt talt revet ned om ørerne på mig. Jeg oplevede, at alt hvad jeg kendte til, og livet, kunne være forbi på et øjeblik, men at det også kunne begynde på et øjeblik. Det er markante oplevelser, der afgjort har været med til at præge mit forfatterskab.
For hvis det hele kan gå så hurtigt, bliver vi jo nødt til at tage ordentlig vare på livet, mens vi er her. Vi bliver forbandet nødt til at være til stede i hvert eneste åndedrag. Det er, hvad jeg stræber efter og forsøger at bringe ind i mine bøger. At være til stede, at være nærværende, i livet og i litteraturen.
Du skriver om hverdagens små ting kontra det universelle?
Jeg skriver om det, jeg kender til. Jeg skriver om det mest basale og om det mest banale og om livets store mirakler, og jeg forsøger at gøre det til to sider af samme sag. Jeg forsøger at se det store i det små og at sætte det alment menneskelige i tilværelsen ind i et større perspektiv. Jeg forsøger at se på livet som en helhed og undersøger til stadighed de vilkår, der ligger til grund for alt liv. Det har noget at gøre med mit grundlæggende livssyn; at jeg i bund og grund synes, at livet er stort, at det at være til i verden, med alt hvad det indebærer, rummer et enormt potentiale.
Hvis du skal give et personligt bud på, hvordan dit forfatterskab har udviklet sig, hvad vil du så sige?
Jeg kan se, at der i hver bog ligger kimen til den næste, og alligevel har jeg hver gang en fornemmelse af, at jeg skal starte forfra, opfinde litteraturen igen. Tænke nøje efter. Hvorfor var det egentlig, jeg kom her? Skrive det mest sandfærdige jeg kender til. Mine bøger er meget forskellige, men hvad enten handlingen foregår i en skummel natklub, i en marokkansk medina, eller i et labyrintisk baggårdsmiljø, så handler de alle sammen om det samme: Hvad vil det sige at være et menneske?
Så en egentlig udvikling i mit forfatterskab er der vel næppe tale om, måske mere en kredsen om et spørgsmål, jeg aldrig bliver færdig med at stille og aldrig bliver færdig med at prøve at besvare.
Der kan ligge meget betydning i få ord.
Du startede med at skrive digte i 'Hvedekorn', du skrev romaner og senest noveller med korte og præcise sætninger? Er du mest til det meget knappe?
Når det drejer sig om litteratur, er der kun en regel, der gælder: Virker det, eller virker det ikke?
Om man skriver små korte haikudigte eller murstensromaner med lange ord-eskapader ... det ene er ikke bedre eller finere end det andet.
Form og indhold skal være helt integreret i hinanden, og værket skal overholde de regler, det stiller op for sig selv.
Derudover kan alt ske. Litteraturen er levende og bevæger sig hele tiden.
Jeg bruger præcis så mange, eller så få ord, som der skal til for at udtrykke det jeg har på hjertet så præcist som muligt. Nogle gange siger jeg noget meget stilfærdigt med få ord, og andre gange larmer jeg som ind i helvede og siger en masse ord i meget lange sætninger, hvis det er det, der skal til. J
eg lader mig ikke begrænse af litteraturpolitiet, af modefænomener og af dogmer om hvad der er rigtigt og forkert. Men jeg forsøger altid at være præcis.
Du har en hjemmeside, hvor man kan finde omtale/anmeldelser af dine bøger ligesom fyldige interviews med dig om dit forfatterskab. Hvad er din hensigt med hjemmesiden ?
Min hjemmeside er en service til læserne. Her kan de få et indblik i mine bøger, et overblik over mit forfatterskab, her kan de læse om, hvad jeg tænker og mener om litteratur, og jeg håber, den er til gavn, og at læserne og bøgerne får nemmere ved at finde frem til hinanden.
Litteratur kan ændre verden/litteratur kan flytte mennesker!?
Litteratur er et vidunderligt medie. Det er den mest direkte forbindelse fra et menneske til et andet. Når man læser, kan man få noget at vide om, hvad et andet menneske har tænkt og følt om det at være til i verden. Det er en kommunikationsform, der rækker ud over de fysiske love. Grænser kan den krydse, tiden og døden kan den forcere.
Den kan være voldsomt bevidsthedsudvidende, man kan læse en bog og tænke: Okay, sådan kan man også se det, sådan kan man også tænke, sådan havde jeg ikke tænkt på det selv, og det kan nogle gange være med til at gøre en til et mere rummeligt menneske med et mere nuanceret syn på tilværelsen.
Og nogle gange kan litteratur give én oplevelsen af, at vi måske slet ikke er så forskellige, som vi tror. At alt hvad man kommer ud for af sorg og glæde i tilværelsen er den samme, uanset i hvilken tid vi lever i, om vi lever for hundrede år siden, eller på den anden side af jorden.
Jeg føler mig overbevist om, at hvis vi havde læst flere bøger fra den arabiske verden, og derigennem havde en større indsigt i, hvad og hvordan de tænker og føler i den del af verden... hvis der var mere kunst og kulturudveksling i det hele taget, så havde hele sagen om Muhammed-tegningerne forløbet helt anderledes.
Se mere om Laila Ingrid Rasmussen på www.lailaingridrasmussen.dk
Kommentarer