Brasiliens bedst sælgende forfatter er en verdensstjerne i samme liga som fodbold- og hollywoodberømtheder. Stjernestøvet er en tæt tåge omkring forfatterskabet.
Bøger eller business?
Er Paulo Coelho en ordalkymist eller et massekulturelt fænomen? Sådan spørges indledende på den brasilianske forfatters officielle hjemmeside. Normalt omtaler man vist ikke forfattere som fænomener, men når begrebet her tages i anvendelse, refereres en diskussion som har fulgt “kaninen” (Coelho betyder kanin på portugisisk) siden romanen Alkymisten (1988) blev en international megabestseller i løbet af 1990erne. Særligt brasilianske medier følger Coelhos kommercielle succes med splittede følelser, da man her mener, at det litterære niveau slet ikke kan forsvare det ekstravagante bogsalg.
Og at Coelho nu bliver indstillet til anerkendte litterære priser – eksempelvis den prestigefyldte IMPAC Dublin Literary Price 2005 – irriterer selvfølgelig de kommentatorer, som har fundet et ståsted i den indledende problemstilling: for dem er Coelho helt indlysende massekultur, og han bør ikke være indstillet til priser, hvor andet end salgstal er afgørende.
Ordalkymist eller massekulturelt fænomen? De som lever af at sælge Paulo Coelhos produkter, har selvfølgelig en vis interesse i fortsat at genoplive diskussionen om forfatterens egentlige kvaliteter. Skandaler sælger som bekendt bøger, og selvom det måske forekommer paradoksalt, har folkene bag Coelho faktisk gode grunde til at “skandalisere” deres egen arbejdsgiver.
Det oplever man på hjemmesiden. Når der indledende spørges: ordalkymi eller massekultur, forventer man umiddelbart en overvægt af argumenter for det første, nemlig forfatterskabets litterære kvaliteter. Det modsatte er imidlertid tilfældet: hjemmesiden forklarer ikke, hvorfor man skal læse Coelhos bøger, men fokuserer i stedet på de astrotronomiske oplagstal, de rekordstore forskud Coelho modtager for endnu uskrevne bøger, de solgte filmrettigheder, og ikke mindst rækken af celebriteter som offentligt har rost Paulo Coelho.
Altså. Køb Alkymisten ligesom mindst tredive millioner andre, læs den eventuelt. Læs eller køb Det femte bjerg (1996); den indbragte forfatteren een million dollars, alene i forskud. Læs Alkymisten ligesom Madonna og Julia Roberts. Coelhos hjemmeside fravælger egentlige læseargumenter og satser i stedet på en benhård massekulturel logik: der findes enkelte stjerner, der findes millioner af forbrugere med millioner af dollars, og hvis man allierer stjernernes produkter i konstellationer, bliver de yderligere uimodståelige for de potentielle millioner af forbrugere.
Således er Paulo Coelhos navn her og andre steder associeret med eksempelvis den tyske fodboldmålmand Oliver Kahn, skuespillerne Russell Crowe, Will Smith, Jeremy Irons, fodboldstjernen Ronaldo, netop afdøde pave Johannes Paul II (som iøvrigt altid var villig til at fremme andre celebriteters karrierer), ekspræsident Bill Clinton, den berømte israelske politiker Shimon Peres osv. Undertegnedes uvidenskabelige miniundersøgelse savnede dog megasuperstjernerne Bono og Beckham på listen over Coelho-beundrere.
Mediestjernen Coelho er her tematiseret, da de store tal og de magisk klingende stjernenavne er den atmosfære, romanerne lever i. Man kommer simpelthen ikke udenom stjernehoben, hvis man søger information om forfatteren. Sådan er det fordi Coelho med rådgivere har valgt, at sådan skal det være.
Coelhos navn hører hjemme i en verden befolket af skuespillere, fodboldstjerner, karismatiske politikere osv. Og vælger man at følge hjemmesidens opfordring, tager diskusionen om Coelhos status som ordalkymist eller massekulturelt fænomen, da bliver man medspiller i det veltilrettelagte promotionmaskineri.
Desuden spilder man tiden med en falsk problemstilling: selvfølgelig er Coelho massekultur, men det udelukker ikke prædikatet ordalkymist. Selvom en velkendt kliché dikterer, at popularitet udelukker kvalitet, kan gode bøger faktisk være solgt i mange eksemplarer. Man skal ikke læse en bog, fordi mange har læst den, og omvendt skal man heller ikke undlade at læse en bog, fordi mange har læst den.
Såvidt mediehistorien om Coelho, og her afsluttende et par kommentarer om det emne som for “normale” forfatterskaber er sagens kerne, nemlig romanerne. Den ualmindeligt hypede Alkymisten er eventyret om fårehyrden Santiago, der rejser fra Spanien gennem Afrika og mod pyramiderne for at finde en skat, han har oplevet i to identiske drømme.
Fortællingen er velkomponeret og fængende, men reagerer man allergisk overfor refleksioner over “verdenssjælen” og “livsbanerne,” må romanen frarådes. Alkymisten har filosofiske tendenser, men ikke professionelt og prætensiøst; man overvejer næppe “Kierkegaards indflydelse” eller “Nietzsches overmenneske,” når man læser Coelho. Mange har derfor nedsættende betegnet Alkymisten som såkaldt lommefilosofi, men som underholdning har Coelho adskillige fortrin fremfor de nævnte filosoffer.
Eksempelvis kan Alkymisten læses på ganske få timer, og romanen kan derfor passende erstatte en regnfuld sommeraften i selskab med fjernsynets endeløse genudsendelser.
Handlingen i romanen Det femte bjerg er som i Alkymisten henlagt til forgangne tider, men hvor fortællingen i Alkymisten er selvstændig, læner fortællingen i Det femte bjerg sig op ad bibelske mytologier. Hvis man starter med at læse Første Kongebog (særligt vers 17 og 18) i det gamle testamente, kender man den oprindelige myte om profeten Elias, som er udgangspunkt for romanens videre fiktionalisering.
Den nævnte filosofiske tendens hos Coelho er iøvrigt mindre anmassende, idet refleksionerne stilles i et dialogisk forhold til Bibelen. Dette religiøse element i forfatterskabet videreføres i Djævelen og frøken Prym (2000), hvor de ti buds forbud mod drab tematiseres i en art lignelse: en landsby tilbydes overvældende rigdom af en tilrejsende fremmed mod at ofre livet på bare een indbygger.
Dette dilemma er udgangspunkt for en slags moralsk spændingsroman. Sidenhen har Coelho afprøvet den socialrealistiske genre med den semiautentiske roman Elleve minutter (2003), som fortæller historien om den brasilianske prostituerede Maria, der som ung pige bliver offer for menneskehandel.
Som det fremgår af denne ultrakorte præsentation tester Coelho sine evner i flere genrer, og kvaliteten er - som i alle andre forfatterskaber, varierende: der er underholdende momenter og kedelige. Stol aldrig på fodbold- og skuespilleres litterære anbefalinger, men tag alligevel chancen med Coelho.
Af Truels Præstegaard Sørensen, Cand. Mag.
Kommentarer