Grøndahls øst og vest

Føler du selv at “Piazza Bucarest” markerer et skift i dit forfatterskab?

Ikke i sig selv. Der er snarere tale om en udvikling, som er sket, mens jeg skrev mine sidste tre bøger. Både "Virginia" og "Et andet lys" forholder sig på hver sin måde til begivenheder under Anden Verdenskrig og mennesker, hvis liv blev mærket af krigen. "Piazza Bucarest" handler om en kvinde, som er født og opvokset i Ceausescus Rumænien. Igen er den store historie med i fortællingen og ikke kun som baggrund. Måske er det simpelthen noget, der kommer med årene. Det er i hvert fald blevet vigtigt for mig at se min egen tid og erfaring i et længere historisk perspektiv.

Du er mere politisk i denne roman end vanligt. Hvad skyldes det?

Jeg synes ikke, bogen er særlig politisk, men jeg er også allergisk over for "politisk litteratur". I min generation har vi ikke særlig meget til fælles rent litterært, men vi har haft det samme udgangspunkt. Da vi begyndte at skrive, reagerede vi imod den politiserede atmosfære, der havde præget kulturen i vores tidlige ungdom, de berygtede halvfjerdsere. Vi tog afstand fra den marxistiske opfattelse, at mennesker og deres liv skal forstås ud fra sociale og historiske forhold, og at menneskelige konflikter kan løses med social ingeniørkunst. Vi hæftede os ved det i tilværelsen, som ikke afhænger af noget socialt, det såkaldt "eksistentielle", som knytter sig til den enkeltes oplevelse af at være et individ adskilt fra andre individer.

I mine egne bøger er ensomheden og frihedens tvetydighed lige så vigtige som de følelsesmæssige forviklinger mellem mænd og kvinder. I alle mine bøger har det personlige erfaringsrum været fortællingens scene, og personernes erfaringer har lignet de erfaringer, jeg har til fælles med andre, som er født i halvtredserne og tresserne. Jeg har været tøvende over for at skildre erfaringer, som jeg ikke syntes, jeg kendte til og derfor heller ikke følte, at jeg havde "ret" til at beskrive. Men efterhånden voksede behovet for at prøve alligevel.

Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke bare kan skrive løs om hvad og hvem som helst. Der er ting, jeg kun kan nærme mig indirekte. I "Et andet lys" er det for eksempel kun gennem Irene og hendes samtaler med sin far, at jeg kan nærme mig den jødiske tragedie i det tyvende århundrede. Ethvert forsøg på direkte indlevelse ville virke falsk og respektløst over for ofrene. Jeg kunne aldrig få mig selv til at skrive en romanscene, der foregik i en koncentrationslejr. Der er en grænse for fantasien, og grænsen er for mig også et moralsk spørgsmål. Det er derfor, jeg kun ad omveje, gennem Irenes genfortælling af faderens beretning om sin kones skæbne, kan nærme mig en ellers utilgængelig erfaring.

I "Piazza Bucarest" kunne jeg heller ikke gøre Elena til bogens hovedperson eller fortæller. Historien måtte fortælles af en, som erfaringsmæssigt var tættere på mig selv. Og ligesom jeg må også han give afkald på endegyldigt at forstå Elena, og hvad det vil sige at være vokset op i et totalitært samfund. Hvad det har gjort ved hende, og hvordan hun bliver i stand til at betale den pris, hun betaler for sin frihed. Hvad det gør ved hende, at hun faktisk betaler den, og hvad det gør ved friheden. Det interesserede mig at beskrive friheden set fra den anden side af Jerntæppet, men igen kunne jeg kun gøre det indirekte, gennem fortællerens indtryk af Elenas historie og hans fortolkning af den. Til gengæld giver distancen plads til, at eftertanken får lov at spille en større rolle. Ved siden af romanens handling står fortællerens forsøg på at forstå. Hans tanker og iagttagelser bliver lige så vigtige som de ydre begivenheder. Kan vi overhovedet forstå hinanden? Er vi de samme personer undervejs gennem livet? Og hvad er sandheden om et liv? De spørgsmål bliver ved med at dukke op, når jeg skriver, sikkert fordi de ikke kan besvares endegyldigt.

I de seneste bøger forsøger jeg altså at inddrage den historiske horisont, som jeg var inde på før. Både Irene Beckman i "Et andet lys" og fortælleren i "Piazza Bucarest" bliver konfronteret med mennesker, hvis liv er blevet påvirket, til dels ødelagt, af historien på en måde, vi ikke kender til. Både Irene og forfatteren i "Piazza Bucarest" er ligesom jeg vokset op efter Anden Verdenskrig, på den heldige side af Jerntæppet. For os har historien været noget, der foregik i fjernsynet. Med andre ord noget, man kunne tænde og slukke for, forholde sig til eller lade være, efter forgodtbefindende. Som Irene tænker et sted, så er det et af den vestlige middelklasses privilegier, at vi ikke længere mærker historien som en tvingende nødvendighed. Hvad dét angår, blev 11. september et afgørende vendepunkt. På en måde, som jeg ikke selv kan redegøre helt for, blev dén begivenhed også betydningsfuld for mit syn på mine romanpersoner og på mit skriveri i det hele taget. Vi er stadig en del af historien, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Samtidig er vi vokset op med en velstand og frihed, som folk andre steder i verden kun kan håbe på en gang at få lov at opleve.

Men jeg synes stadig ikke, at det, jeg skriver er politisk. Jeg forsøger ikke at mobilisere læseren og få ham eller hende til at engagere sig på nogen bestemt måde. Jeg prøver blot at dele min egen oplevelse af, at der alligevel er en sammenhæng, en foruroligende og udfordrende sammenhæng, mellem vores personlige livsverden og den store verden derude.

Næsten samtlige anmeldelser af “Piazza Bucarest” roser din sikre stil og dit fængslende sprog. Hvor bevidst er du om din stil, når du skriver ?

Det er svært at svare på, for det, du kalder min stil, er blevet en del af mig, ligesom min stemme og min håndskrift er det. Men jeg er hele tiden bevidst om, hvordan det "lyder", om det lyder rigtigt, om sætningerne falder i den rigtige rytme. Fortællingens fremdrift og sammenhæng står og falder med, hvordan jeg kommer fra en sætning til den næste, og i sidste ende har jeg kun min intuitive fornemmelse at lytte til. Jeg skriver altid på en bølge, i én sammenhængende bevægelse. Selv om jeg har en forestilling om historien, lærer jeg den først nærmere at kende undervejs, og de vigtigste ideer kommer mærkeligt nok først, når jeg skal bruge dem. Jeg tror, jeg bliver en lille smule dum, når jeg skriver, og jeg tror, det er forudsætningen for, at resultatet, hvis jeg er heldig, bliver en lille smule klogere end mig.

Romanen handler til en vis grad også om sig selv som litteratur og om forfatterens rolle. Hvorfor har du taget dette emne op ?

Hist og her i mine romaner er der overvejelser om, hvad det egentlig vil sige at fortælle en historie, og om forholdet mellem fortællingen og det, der bliver fortalt. I dette tilfælde er fortælleren forfatter, og han reflekterer over forskellen mellem at fortælle om virkelige personer og personer, han selv har opdigtet. Det er ikke bare en finte fra min side. Bogen handler jo bl.a. om, hvordan man nærmer sig det, som er allersværest at forstå, nemlig et andet menneskes følelser og bevæggrunde. Ikke mindst, når den andens erfaring er så radikalt anderledes end ens egen. Men jeg kunne heller ikke lade være med at udsætte forfatteren for hans egen fortællings konfrontation mellem to vidt forskellige erfaringer: Elenas østeuropæiske erfaring med ufriheden over for den vesteuropæiske middelklasseerfaring med en frihed, vi somme tider ikke aner, hvad vi skal stille op med.

Elena skoser ham for, at han skriver om forkælede middelklassedanskeres kærlighedsliv i stedet for at beskæftige sig med store og vægtige temaer, og det kunne jo sagtens være mig, hun mente! Mens jeg skrev hendes historie, følte jeg, at jeg måtte forklare mig over for hende. Så forfatteren svarer, hvad jeg måske kunne have fundet på at svare, hvis jeg havde været ham.

Hvilke andre forfattere inspirerer dig ?

Efter snart tyve år er det blevet for sent at lade mig inspirere, for jeg kan nok ikke skrive anderledes, end jeg gør. Proust anbefalede unge forfattere at skrive pasticher. I forsøget på at efterligne sit forbillede vil man uvægerligt komme til kort, siger han, og det er lige dér, man for første gang hører sin egen stemme. Sådan gik det også for mig, da jeg i en periode blev fascineret af "den ny roman" fra tresserne med forfattere som Alain Robbe-Grillet og Claude Simon. Mit mislykkede forsøg på at efterligne dem hjalp mig med at lære mig selv bedre at kende som forfatter.

Jeg tror, alle forfattere læser for at se, om der er noget, de kan stjæle. Det har ikke noget med inspiration at gøre, for man er den, man er, og det, man stjæler, bliver helt anderledes i ens egen version. Nogle af de største kunstnere er også de største tyveknægte. Nu er det jo for eksempel kommet frem, at Nabokov stjal handlingen til Lolita fra en i dag ukendt novelle. Jeg tror, han har tænkt, at "det dér, det kan jeg gøre bedre!"

I dag er der vidt forskellige forfattere, som jeg af den ene eller den anden grund ikke kan lade være med at læse. Jeg læser kun romaner af lyst og har én gang for alle fritaget mig selv for pligtlæsning, også når det gælder klassikere. Hvis en bog ikke fænger, dropper jeg den. Måske prøver jeg igen en anden gang, måske ikke. Der er så mange gode bøger i verden, men de er ikke allesammen skrevet til mig.

I det sidste par år har jeg været meget optaget af Philip Roth. Både med sin stilistiske variationsrigdom og sin tematiske bredde formår han at skrive nutidige romaner, der på én gang favner den historiske dimension og den enkeltes sjælelige uro. Og så er der en helt anden forfatter, Patrick Modiano, som er næsten totalt ukendt uden for Frankrig, og som jeg tror, jeg, vil kunne blive ved med at læse. Alle hans bøger ligner hinanden, og dog er jeg lige fascineret, hver gang jeg åbner en ny. Der sker næsten ingenting i dem, og det handler altid om en, der prøver at huske nogle gådefulde begivenheder i sin ungdom, finde nogen, som er forsvundet. Men først og fremmest handler hans bøger om Paris før og nu, byens kvarterer, dens atmosfære og dens "uendelige nuancer af gråt", som han skriver et sted.

Det kan jeg godt lide, for farven grå er virkelig aldrig den samme. Nogle vil måske mene, at han gentager sig selv og ikke udvikler sig som kunstner, men jeg mener, det forholder sig omvendt. Hvis man hele tiden skal "forny" sig, risikerer man aldrig at komme ud af stedet, fordi man hele tiden vender tilbage til Start for at opfinde sig selv på ny. Hvorimod den, der bliver ved med at vende tilbage til de samme temaer, efterhånden opdager, at hverken de eller han er helt de samme som sidst.