Af journaliststuderende RasmusThøgersen
Filminstruktør, kulturbums, multimediemutant og luder, musiker, skuespiller, sofa-filosof og model. Dette er blot nogen af de mærkater Hr. Claus Winther (1964), bedre kendt som Gordon Inc., har valgt at smække på sig selv gennem tiden.
Men nødvendigvis er det mest i kraft af hans forfatterskab, at jeg har valgt at beskæftige mig med ham her.
I 1996 udsendte han sin debut Harddisken – 7 dage i 90erne på Borgens Forlag. Den blev overvældende modtaget af et stort set enigt anmelderkorps:
"det til dato bedste danske prosabud på et signalement af 90´ernes subkulturelle malmstrøm" – Information
"Fætter Gordon fortæller… måske i virkeligheden Dan Turells eneste potentielle arvtager" – Henrik List, Berlingske Tidende
o.s.v o.s.v.
Og i mange sammenhænge nævnt som den danske pendant til Douglas Couplands bestseller Generation X, der forsøgte at uddrage tidstypiske fællestræk for Couplands samtidige. De to bøger er da også ens på mange måder,- ikke mindst layoutet, med ikoner og ordforklaringer i margenen, gør, at parallellen er nem at drage. Også den meget anekdotiske fortælleform er fælles. Men hvor Couplands mange små historier er forholdsvis afdæmpede og tilbagelænet ironiske, er Gordons mere rå og "punkede" i det - Mere blod, mere sæd, flere tårer. "Damn Hardcore" hvis jeg selv skal sige det.
Udover det er den fyldt til bristepunktet med (sub)kulturelle referencer, og kan om ikke andet læses som en guide til obskure gyserfilm, computerspil, musikere og lignende. Alt i alt en meget underholdende bog, som ikke tager skade af at blive genlæst mere end en gang.
Nu, altså engang i slutningen af 2001, udkom så Gordons anden bog.
Dødsdromen er en stor motherfucker på omtrent 450 sider og i modsætning til debuten er den ren tekst. I og for sig er den en klassisk dannelsesroman og dækker i store træk Gordons liv indtil nu. Stilen fortsættes og der er dømt ren Rock´n´Roll det meste af tiden. Sex, stoffer, kærlighed og stormende højder - Gordon kører derudaf med den ene gale anekdote efter den anden, enten selvoplevede ting, eller ting han får fortalt af andre.
At det netop er Gordons liv og ikke Claus Winthers er en pointe i sig selv. Bogen er næsten selvbiografisk. Forstået sådan, at de virkelige begivenheder i Claus´ liv, blandes sammen og udsættes for fiktionens virkemidler – altså set gennem Gordons briller. Gordon Inc. er, som navnet jo også svagt antyder, et varemærke; et udtryk for selviscenesættelse,- men på en langt mere elegant og ironisk måde, end fx Popstars og Robinsondeltagere – ikke mindst fordi Gordon i modsætning til førnævnte, rent faktisk har et budskab med i bagagen.
Budskabet: at være helten i sit eget liv; eller antihelten, træder tydeligt frem gennem bogen. I efterordet formulerer han det direkte, og adskillige gange udtrykker han sin respekt for de folk, der tør gå hele vejen. Generelt er hele værket gennemsyret af en higen efter energien, hvadenten det er i musikken, forfaldet, litteraturen, stofferne eller noget femte. Så længe man gør noget og ikke bare sidder på sin flade, spiller den af til giro 413 og drømmer om at vinde hårde hvidevarer i lykkehjulet, så man har plads til flere fantastiske tilbud på frossent grisekød fra Bilka i kummefryseren. I og for sig ganske banal kost – men serveret så overbevisende, at det er svært ikke at blive inspireret. Energien er udtalt og bæres af en oprigtig, opløftende fortælleglæde.
Om den er tidstypisk eller ej, ved jeg ikke rigtig. I vores postmoderne tider er det vel svært at sætte fingeren på fællestræk, og forfatterne, mindst af alt, bryder sig vel ikke om at blive sat i nogen form for bås. Det fragmenterede forløb, der, selvom det er kronologisk, ikke altid hænger helt sammen, kan ses som en del af tiden, men lige så meget som et udtryk for strenge forlæggere, der ikke vil udsende et 1500 siders værk (som Dødsdromen oprindeligt var). I modsætning til visse andre af sine jævnaldrende er Gordon i høj grad i stand til at være meget konkret i sine budskaber, og er på den måde ikke udpræget "litterær" – det er altså en bog, der kan læses af alle. Og temaerne i den er mange og almenmenneskelige, så det er sikkert, at man nikker genkendende mere end en enkelt gang.
Hele drom-begrebet er inspireret af nordens sidste dødsdrom. Idéen er, at alting kan blive en drom – altså en kørsel i cirkler i og omkring den samme ting, hvor man sidder fast og ikke kan se nogen vej ud. Gordons univers består af et utal af dromer. Vi nævner i flæng, parforholdsdromen, hævndromen, stofdromen, mediedromen, forfatterdromen, punkdromen, modeldromen, joker(!)dromen og så videre. Disse mange dromer overlapper, afløser, afvikler og påvirker hinanden i én stor forvirring. Det er fælles for dem, at man først er klar over, man er i en, når man selv er nået ud.
Der er flere regler for dromerne, som bliver beskrevet mere nøje i bogen. Og selvom ens kørsel i dem aftager med alderen, da man ikke kører med samme elegance, som man gjorde, da man var yngre, vil de dummeste og sejeste fortsætte.
Jeg har det lidt på samme måde, når jeg læser Dødsdromen, som når jeg ser Blinkende Lygter (dansk film 2000, instrueret af Anders Thomas Jensen). Der er tydelige amerikanske spor i begge værkerne, samtidig med, at det danske særpræg bevares og dermed træder tydeligere frem. Med Blinkende Lygter tænker jeg først og fremmest på Quentin Tarantino (håndlangerne, pulp fiction o.a.) - altså den hurtige dialog og tegnefilmsvolden, der blev sat overfor Morten Korchs glansbillede af det smukke danske sommerland. I henhold til Dødsdromen er det den amerikanske beat-generation og i særdeleshed druk-poeten og alle tiders mest charmerende og gamle liderlige satan Charles Bukowski, der indsættes i de sidste 20-30 års velfærdsdanmark, og specielt København. Den hårde, humoristiske og samtidig enkle stil, som uden at være højtravende, får sagt det væsentlige, er noget vi ellers mangler i vores allerhelvedes politisk korrekte lille hjørne af den vestlige verden.
Gordon har nosser, ikke forfatterskole-digtet-er-en-sart-krystal-og-ingen-skal-nogensinde-helt-fatte-hvad-fanden-jeg-taler-om-(skrumpe)-nosser, men gode gammeldags behårede, svedige og autentiske "balls". Han er ærlig omkring detaljerne, og selvom man af og til får indtryk af, at der er tale om ren terapi, og han trods alt skriver med det forbehold, at det er Gordon og ikke Claus vi følger, er denne ærlighed med til at styrke historien. At han lige nu render rundt på Vesterbros gader i København og udlever sin egen myte, kan sgu gøre en helt varm om hjertet.
Til dem med blod på tænderne kan jeg blot anbefale at shoppe bøgerne eller låne dem på nærmeste bibliotek. Man kan også gå ind på www.gordoninc.dk for at få mere at vide om manden, og de ting han har bedrevet. Hjemmesiden er ret omfattende og inkluderer stort set alt Gordon Inc. har foretaget sig.
Kommentarer