Mathilde Walter Clark har skrevet 14 fabulerende fortællinger, de overrasker og glæder, og så rammer de noget essentielt menneskeligt.
Hvad kan vi bruge fabler eller fabulerende tekster til?
Der findes sikkert lige så mange måder at læse tekster på, som der findes mennesker ¨og sikkert derfor også mange grunde. Læsning er noget meget personligt, individuelt. Vi opfatter os selv på en bestemt måde og så kan vi godt lide at læse noget, som bekræfter os i vores selvopfattelse. Vi foretrækker måske endda, hvis vi kan identificere os med hovedpersonen og den slags som i: jeg er en kvinde, der bor i en forstad, så jeg kan godt lide at læse bøger med kvinder, der også bor i forstæder. Men jeg tror samtidig på, at der findes et universelt lag neden under vores individuelle særpræg, smag og interesser og den slags. Vi har altid fortalt historier. Længe inden skriften var opfundet, sad vi omkring bålet og fortalte. Det var historier, der fik os til at hænge sammen med hinanden. Jeg tror meget på fortællingen, på det behov for at fortælle og for at høre andres fortællinger. Det er her fablen, som du nævner, men også andre typer fortællinger såsom myterne og allegorierne kommer ind i billedet. Fablen adresserer det universelle lag, drømmelaget i os. Om natten ligger vi jo og drømmer de samme slags historier, der handler om at lede efter ting eller tabe sine tænder og den slags. Vores drømme er vores personlige myter. Når vi bliver ved med at fortælle hinanden f.eks. H. C. Andersens eventyr, eller Karen Blixens fantastiske fortællinger, så tror jeg, det er fordi de ligner vores drømme. De går dybt. De taler til brønddybet i os, og det går aldrig af mode. Det er ikke historier, der er umiddelbart genkendelige på samme måde som 'jeg er en kvinde, der bor i en forstad’ men de er genkendelige på en sær og uforklarlig måde, på en måde, som er svær at sætte ord på. Måske fordi genkendeligheden ligger i marven.
Kan du sige noget om hvordan du bruger "virkeligheden" i dine tekster?
Både mine romaner og mine fortællinger er brudstykker af noget, jeg har oplevet eller ting, jeg har fået fortalt, folk jeg har mødt osv. Men enhver historie er noget skabt, også dem vi går og fortæller til os selv og hinanden. I går talte jeg med en englænder. Han sagde, at de i hans familie fortæller de samme historier igen og igen. Kan du huske dengang? Har jeg nogensinde fortalt om dengang? Osv. Men det interessante er, at der altid er en anden, der siger: Sådan var det ikke. Historien var i virkeligheden den at ¨Præcis sådan er det også i min familie. Sådan er det sikkert i alle familier. Vi har vores egen måde at opleve på, vores egen måde at se det, som i daglig tale bliver kaldt virkeligheden. Men hvad er virkeligheden, hvis vi ikke er enige om, hvad den er? Jeg bliver urolig ved en alt for skødesløs omgang med den. Måske er det bedst kun at snakke om virkeligheden i gåseøjne, som du gør i dit spørgsmål. Men jeg tænker næsten ustandseligt på virkeligheden udenfor de gåseøjne. Jeg har et ønske om at bryde igennem muren ¨ordmuren! - og nå den. Måske er enhver forfatters hemmelige drøm at nå virkeligheden.
Dine historier har et internationalt præg - forestiller du dig en læser når du skriver?
At fortælle historier er altid et forsøg på dialog, så ja, på en måde forestiller jeg mig en læser. Og samtidig forestiller jeg mig ikke en læser. Måske kan det sammenlignes med at sidde rundt om det bål fra før ¨når man fortæller, så kan man ikke rigtigt se de enkelte ansigter, men man ved, de andre er der og det er altafgørende. Man ville jo ikke sidde og fortælle historier, hvis ikke der ikke var nogen andre. Jeg tror måske, at det internationale præg, som du nævner kommer ind i billedet på grund af det universelle. Der er en drømmeagtig genkendelighed. At fortælle er også at fortælle til de andre, der har fortalt før mig ¨H. C. Andersen, Blixen, Kafka, Borges. Det er noget med at fortælle videre på den samme historie, en universel historie, der fortælles igen og igen på nye måder, og så håbe på, at der er nogen, der lytter.
Er der et hovedtema i "Grumme historier"?
Ikke bevidst. Historierne er blevet skrevet over en periode på fem år. Da jeg havde skrevet alle historierne færdig og fundet ud af, hvilke der skulle med i samlingen og hvilke der passede sammen kunne jeg se et mønster. Historierne handler om forvandling og forfald, drøm og virkelighed, Gud, mennesker og dyr, identitet, krop og sjæl. Da jeg så mønsteret var det let at se, hvilke historier, der skulle med og hvilke, der ikke skulle med. En samling af fortællinger skulle gerne være mere end summen af de enkelte historier, den danner en helhed ligesom kapitler i en roman ¨eller et godt musikalbum. Det er et lukket univers.
Kommentarer