Forfulgte forfatteres frontkæmpere
Mille Rode, Dansk PEN
Fængslede og forfulgte forfattere og journalister kan regne med hjælp fra én af verdens ældste internationale forfatter- og menneskeretsorganisationer, PEN.
Det er kærlighed til litteraturen, til sproget og retten til at bruge det, der knytter skribenter sammen på tværs af grænser.
PEN blev grundlagt i London i 1921 af en energisk kvinde, forfatteren Amy Dawson Scott, under indtryk af den splittelse og de modsætninger 1. Verdenskrig havde medført, også blandt forfattere. Det udviklede sig hurtigt til en international forfatterklub, der tog navnet PEN (Poets, Essayists, Novellists).
Hensigten var at blive et internationalt netværk af skribenter, der i kraft af sin udbredelse kunne understrege litteraturens rolle i udviklingen af verdens kultur.
Samtidig var det målet, at fremme samarbejde og forståelse mellem forfattere og forsvare litteraturen mod de mange trusler mod dens udbredelse og overlevelse der fandtes (og som desværre stadig findes) i den moderne verden.
Op til 2. Verdenskrig blev der stiftet flere PEN-klubber i Europa og USA. Menneskeretsdimensionen i PENs arbejde blev for alvor understreget i 1932, da man vedtog en utvetydig resolution mod den undertrykkelse af litteraturen der fandt sted flere steder.
De følgende år begyndte PEN at protestere mod fængslinger af forfattere og digtere. Man protesterede mod de fascistiske oprøreres fængsling af digteren Federico Garcia Lorca i 1936 i begyndelsen af den spanske borgerkrig, men protesten kom for sent. Garcia Lorca blev henrettet.
Til gengæld synes PENs protest mod arrestationen af og dødsdommen mod den ungarsk-fødte journalist og forfatter Arthur Koestler i Spanien kort efter at have hjulpet. Koestler blev løsladt.
Konsultativ status i FN
Under 2. Verdenskrig koncentrerede PEN sig om at støtte de mange forfattere, der måtte flygte i eksil.
PENs rolle i forsvaret af ytringsfriheden og litteraturen førte til at organisationen allerede i 1949 fik konsultativ status ved FN (UNESCO og FNs Menneskerettighedskommission).
Op gennem 50erne intensiveredes arbejdet for fængslede og forfulgte forfattere, mest i form af direkte henvendelser til myndigheder og regeringer.
Forfølgelsen af den sovjetiske forfatter Boris Pasternak i 1959 udløste så mange protester fra PEN-centre rundt om i verden, at en gruppe medlemmer i 1960 dannede en særlig komité i PEN, Writers in Prison Committee (WiPC).
Med WiPC blev arbejdet sat i system, samtidig med at det blev mere udadvendt, og tonen blev skærpet.
WiPC sørgede for at fængslingen af forfattere som den senere nigerianske Nobelpristager Wole Soyinkas, den senere tjekkiske præsident Vaclav Havels og den græske digter Yannis Ritsos blev internationalt kendt.
I 1992 var PEN medinitiativtager til dannelsen af IFEX (International Freedom of Expression Exchange) sammen med flere andre organisationer for at koordinere og effektivisere kampen for ytringsfrihed. Det sker ved at samle og yde informationer om overgreb, yde økonomisk og teknisk bistand, ekspertise, international støtte og anerkendelse til medier og organisationer der arbejder for ytringsfrihed.
Særlig vægt lægger IFEX på at støtte udviklingen af organisationer i u-landene, i de tidligere sovjetrepublikker og Østeuropa.
PEN’s samarbejde med andre organisationer, bl.a. IFEX, giver arbejdet en større gennemslagskraft. For til trods for PEN’s høje profil er organisationen ikke så stor: der er cirka 16.000 medlemmer fordelt på 92 lande.
Mange af centrene er ganske små og ressourcefattige, det gælder ikke mindst i de fattige lande. Mange af dem eksisterer desuden under meget vanskelige og ofte farlige forhold i lande hvor det at kritisere forholdene kan være forbundet med livsfare for de forfattere, journalister og redaktører der siger fra.
Dansk PEN
Dansk PEN hører med godt 370 medlemmer til blandt de mellemstore centre. Aktivt arbejde for fængslede forfattere er en af de vigtigste aktiviteter.
Fra Writers in Prison Committee i London sendes der løbende sager ud til de centre, der har en lokal WiPC (ca. 60).
Det er de såkaldte RANs (Rapid Action Network), hvor centrene modtager information om nye sager eller opfølgning på tidligere sager, så man kan protestere over for de relevante landes myndigheder med kopi til deres ambassader i Danmark, de danske ambassader i de pågældende lande og det danske udenrigsministerium.
Desuden skriver Dansk PEN til nogle af de fængsledes slægtninge, sender jule-/nytårshilsner i form af bøger til de fængslede, adopterer fængslede og forfulgte forfattere og journalister som æresmedlemmer.
Desuden arbejder Dansk PEN aktivt med etablering af PEN-centre i den arabiske verden, og med udvikling af det internationale WiPC-arbejde.
Medlemmer af Dansk PEN har siden begyndelsen af 90erne deltaget i missioner til lande som Yemen, Peru, Mexico og Cuba, for enten at få fængslede forfattere løsladt (det er lykkedes i alle tilfældene) eller indsamle informationer om forholdene for ytringsfriheden, forfatterne og journalisterne (Cuba).
Medlemmer af Dansk PEN har desuden deltaget i missioner til Tyrkiet, bl.a. som observatører ved nogle af de utallige retssager tyrkiske forfattere, journalister og redaktører bliver udsat for. I de seneste år har arbejdet for at få etableret Fribyer for forfulgte forfattere i Danmark også været højt prioriteret i Dansk PEN.
Arbejdet for litteraturen og den frie udveksling af ord og tanker er centralt i PEN. Derfor afholder Dansk PEN jævnligt møder med udenlandske forfattere og journalister og arrangerer internationale seminarer. Dansk PEN udgiver desuden et tidsskrift, dansk PEN, der udkommer é
én til to gange om året.
Protesterne nytter
Ofte kan det være vanskeligt at se, at indsatsen nytter. Det er således tilfældet med lande som Tyrkiet og Cuba, to af de lande, hvor PEN har flest sager.
I midten af 2003 arbejdede PEN med 104 sager alene i Tyrkiet. Der er også folk, som bliver løsladt, eller hvor sagerne bliver frafaldet, men ofte opfinder myndighederne nye anklager. Tyrkiet, Kina, Cuba og Iran er blandt topscorerne i antal sager, som PEN har taget op.
Den største vanskelighed i de senere år er dog, at mange regeringer er gået bort fra fængslinger og langvarige domme, som skaber international opmærksomhed, og i stedet chikanerer, truer, foretager kortvarige arrestationer af forfattere, journalister og redaktører. Det er vanskeligere at protestere, men virkningen overfor de forfulgte - og resten af befolkningen - er den samme: man indskrænker ytringsfriheden.
PENs styrke er det internationale sammenhold mellem forfattere, journalister, redaktører og andre af det skrevne ords folk på tværs af grænser og sprogbarrierer. Vi ved, at de fængslede kolleger bliver løsladt før eller siden. I mellemtiden presser vi på, ligesom vi sørger for at støtte de fængslede og deres familier.
Det nytter - hver gang.
Skribent
06 okt.08
Forfulgte forfatteres frontkæmpere
Mille Rode, Dansk PEN
Fængslede og forfulgte forfattere og journalister kan regne med hjælp fra én af verdens ældste internationale forfatter- og menneskeretsorganisationer, PEN.
Det er kærlighed til litteraturen, til sproget og retten til at bruge det, der knytter skribenter sammen på tværs af grænser.
PEN blev grundlagt i London i 1921 af en energisk kvinde, forfatteren Amy Dawson Scott, under indtryk af den splittelse og de modsætninger 1. Verdenskrig havde medført, også blandt forfattere. Det udviklede sig hurtigt til en international forfatterklub, der tog navnet PEN (Poets, Essayists, Novellists).
Hensigten var at blive et internationalt netværk af skribenter, der i kraft af sin udbredelse kunne understrege litteraturens rolle i udviklingen af verdens kultur.
Samtidig var det målet, at fremme samarbejde og forståelse mellem forfattere og forsvare litteraturen mod de mange trusler mod dens udbredelse og overlevelse der fandtes (og som desværre stadig findes) i den moderne verden.
Op til 2. Verdenskrig blev der stiftet flere PEN-klubber i Europa og USA. Menneskeretsdimensionen i PENs arbejde blev for alvor understreget i 1932, da man vedtog en utvetydig resolution mod den undertrykkelse af litteraturen der fandt sted flere steder.
De følgende år begyndte PEN at protestere mod fængslinger af forfattere og digtere. Man protesterede mod de fascistiske oprøreres fængsling af digteren Federico Garcia Lorca i 1936 i begyndelsen af den spanske borgerkrig, men protesten kom for sent. Garcia Lorca blev henrettet.
Til gengæld synes PENs protest mod arrestationen af og dødsdommen mod den ungarsk-fødte journalist og forfatter Arthur Koestler i Spanien kort efter at have hjulpet. Koestler blev løsladt.
Konsultativ status i FN
Under 2. Verdenskrig koncentrerede PEN sig om at støtte de mange forfattere, der måtte flygte i eksil.
PENs rolle i forsvaret af ytringsfriheden og litteraturen førte til at organisationen allerede i 1949 fik konsultativ status ved FN (UNESCO og FNs Menneskerettighedskommission).
Op gennem 50erne intensiveredes arbejdet for fængslede og forfulgte forfattere, mest i form af direkte henvendelser til myndigheder og regeringer.
Forfølgelsen af den sovjetiske forfatter Boris Pasternak i 1959 udløste så mange protester fra PEN-centre rundt om i verden, at en gruppe medlemmer i 1960 dannede en særlig komité i PEN, Writers in Prison Committee (WiPC).
Med WiPC blev arbejdet sat i system, samtidig med at det blev mere udadvendt, og tonen blev skærpet.
WiPC sørgede for at fængslingen af forfattere som den senere nigerianske Nobelpristager Wole Soyinkas, den senere tjekkiske præsident Vaclav Havels og den græske digter Yannis Ritsos blev internationalt kendt.
I 1992 var PEN medinitiativtager til dannelsen af IFEX (International Freedom of Expression Exchange) sammen med flere andre organisationer for at koordinere og effektivisere kampen for ytringsfrihed. Det sker ved at samle og yde informationer om overgreb, yde økonomisk og teknisk bistand, ekspertise, international støtte og anerkendelse til medier og organisationer der arbejder for ytringsfrihed.
Særlig vægt lægger IFEX på at støtte udviklingen af organisationer i u-landene, i de tidligere sovjetrepublikker og Østeuropa.
PEN’s samarbejde med andre organisationer, bl.a. IFEX, giver arbejdet en større gennemslagskraft. For til trods for PEN’s høje profil er organisationen ikke så stor: der er cirka 16.000 medlemmer fordelt på 92 lande.
Mange af centrene er ganske små og ressourcefattige, det gælder ikke mindst i de fattige lande. Mange af dem eksisterer desuden under meget vanskelige og ofte farlige forhold i lande hvor det at kritisere forholdene kan være forbundet med livsfare for de forfattere, journalister og redaktører der siger fra.
Dansk PEN
Dansk PEN hører med godt 370 medlemmer til blandt de mellemstore centre. Aktivt arbejde for fængslede forfattere er en af de vigtigste aktiviteter.
Fra Writers in Prison Committee i London sendes der løbende sager ud til de centre, der har en lokal WiPC (ca. 60).
Det er de såkaldte RANs (Rapid Action Network), hvor centrene modtager information om nye sager eller opfølgning på tidligere sager, så man kan protestere over for de relevante landes myndigheder med kopi til deres ambassader i Danmark, de danske ambassader i de pågældende lande og det danske udenrigsministerium.
Desuden skriver Dansk PEN til nogle af de fængsledes slægtninge, sender jule-/nytårshilsner i form af bøger til de fængslede, adopterer fængslede og forfulgte forfattere og journalister som æresmedlemmer.
Desuden arbejder Dansk PEN aktivt med etablering af PEN-centre i den arabiske verden, og med udvikling af det internationale WiPC-arbejde.
Medlemmer af Dansk PEN har siden begyndelsen af 90erne deltaget i missioner til lande som Yemen, Peru, Mexico og Cuba, for enten at få fængslede forfattere løsladt (det er lykkedes i alle tilfældene) eller indsamle informationer om forholdene for ytringsfriheden, forfatterne og journalisterne (Cuba).
Medlemmer af Dansk PEN har desuden deltaget i missioner til Tyrkiet, bl.a. som observatører ved nogle af de utallige retssager tyrkiske forfattere, journalister og redaktører bliver udsat for. I de seneste år har arbejdet for at få etableret Fribyer for forfulgte forfattere i Danmark også været højt prioriteret i Dansk PEN.
Arbejdet for litteraturen og den frie udveksling af ord og tanker er centralt i PEN. Derfor afholder Dansk PEN jævnligt møder med udenlandske forfattere og journalister og arrangerer internationale seminarer. Dansk PEN udgiver desuden et tidsskrift, dansk PEN, der udkommer é
én til to gange om året.
Protesterne nytter
Ofte kan det være vanskeligt at se, at indsatsen nytter. Det er således tilfældet med lande som Tyrkiet og Cuba, to af de lande, hvor PEN har flest sager.
I midten af 2003 arbejdede PEN med 104 sager alene i Tyrkiet. Der er også folk, som bliver løsladt, eller hvor sagerne bliver frafaldet, men ofte opfinder myndighederne nye anklager. Tyrkiet, Kina, Cuba og Iran er blandt topscorerne i antal sager, som PEN har taget op.
Den største vanskelighed i de senere år er dog, at mange regeringer er gået bort fra fængslinger og langvarige domme, som skaber international opmærksomhed, og i stedet chikanerer, truer, foretager kortvarige arrestationer af forfattere, journalister og redaktører. Det er vanskeligere at protestere, men virkningen overfor de forfulgte - og resten af befolkningen - er den samme: man indskrænker ytringsfriheden.
PENs styrke er det internationale sammenhold mellem forfattere, journalister, redaktører og andre af det skrevne ords folk på tværs af grænser og sprogbarrierer. Vi ved, at de fængslede kolleger bliver løsladt før eller siden. I mellemtiden presser vi på, ligesom vi sørger for at støtte de fængslede og deres familier.
Det nytter - hver gang.
Mille Rode, Dansk PEN
Fængslede og forfulgte forfattere og journalister kan regne med hjælp fra én af verdens ældste internationale forfatter- og menneskeretsorganisationer, PEN.
Det er kærlighed til litteraturen, til sproget og retten til at bruge det, der knytter skribenter sammen på tværs af grænser.
PEN blev grundlagt i London i 1921 af en energisk kvinde, forfatteren Amy Dawson Scott, under indtryk af den splittelse og de modsætninger 1. Verdenskrig havde medført, også blandt forfattere. Det udviklede sig hurtigt til en international forfatterklub, der tog navnet PEN (Poets, Essayists, Novellists).
Hensigten var at blive et internationalt netværk af skribenter, der i kraft af sin udbredelse kunne understrege litteraturens rolle i udviklingen af verdens kultur.
Samtidig var det målet, at fremme samarbejde og forståelse mellem forfattere og forsvare litteraturen mod de mange trusler mod dens udbredelse og overlevelse der fandtes (og som desværre stadig findes) i den moderne verden.
Op til 2. Verdenskrig blev der stiftet flere PEN-klubber i Europa og USA. Menneskeretsdimensionen i PENs arbejde blev for alvor understreget i 1932, da man vedtog en utvetydig resolution mod den undertrykkelse af litteraturen der fandt sted flere steder.
De følgende år begyndte PEN at protestere mod fængslinger af forfattere og digtere. Man protesterede mod de fascistiske oprøreres fængsling af digteren Federico Garcia Lorca i 1936 i begyndelsen af den spanske borgerkrig, men protesten kom for sent. Garcia Lorca blev henrettet.
Til gengæld synes PENs protest mod arrestationen af og dødsdommen mod den ungarsk-fødte journalist og forfatter Arthur Koestler i Spanien kort efter at have hjulpet. Koestler blev løsladt.
Konsultativ status i FN
Under 2. Verdenskrig koncentrerede PEN sig om at støtte de mange forfattere, der måtte flygte i eksil.
PENs rolle i forsvaret af ytringsfriheden og litteraturen førte til at organisationen allerede i 1949 fik konsultativ status ved FN (UNESCO og FNs Menneskerettighedskommission).
Op gennem 50erne intensiveredes arbejdet for fængslede og forfulgte forfattere, mest i form af direkte henvendelser til myndigheder og regeringer.
Forfølgelsen af den sovjetiske forfatter Boris Pasternak i 1959 udløste så mange protester fra PEN-centre rundt om i verden, at en gruppe medlemmer i 1960 dannede en særlig komité i PEN, Writers in Prison Committee (WiPC).
Med WiPC blev arbejdet sat i system, samtidig med at det blev mere udadvendt, og tonen blev skærpet.
WiPC sørgede for at fængslingen af forfattere som den senere nigerianske Nobelpristager Wole Soyinkas, den senere tjekkiske præsident Vaclav Havels og den græske digter Yannis Ritsos blev internationalt kendt.
I 1992 var PEN medinitiativtager til dannelsen af IFEX (International Freedom of Expression Exchange) sammen med flere andre organisationer for at koordinere og effektivisere kampen for ytringsfrihed. Det sker ved at samle og yde informationer om overgreb, yde økonomisk og teknisk bistand, ekspertise, international støtte og anerkendelse til medier og organisationer der arbejder for ytringsfrihed.
Særlig vægt lægger IFEX på at støtte udviklingen af organisationer i u-landene, i de tidligere sovjetrepublikker og Østeuropa.
PEN’s samarbejde med andre organisationer, bl.a. IFEX, giver arbejdet en større gennemslagskraft. For til trods for PEN’s høje profil er organisationen ikke så stor: der er cirka 16.000 medlemmer fordelt på 92 lande.
Mange af centrene er ganske små og ressourcefattige, det gælder ikke mindst i de fattige lande. Mange af dem eksisterer desuden under meget vanskelige og ofte farlige forhold i lande hvor det at kritisere forholdene kan være forbundet med livsfare for de forfattere, journalister og redaktører der siger fra.
Dansk PEN
Dansk PEN hører med godt 370 medlemmer til blandt de mellemstore centre. Aktivt arbejde for fængslede forfattere er en af de vigtigste aktiviteter.
Fra Writers in Prison Committee i London sendes der løbende sager ud til de centre, der har en lokal WiPC (ca. 60).
Det er de såkaldte RANs (Rapid Action Network), hvor centrene modtager information om nye sager eller opfølgning på tidligere sager, så man kan protestere over for de relevante landes myndigheder med kopi til deres ambassader i Danmark, de danske ambassader i de pågældende lande og det danske udenrigsministerium.
Desuden skriver Dansk PEN til nogle af de fængsledes slægtninge, sender jule-/nytårshilsner i form af bøger til de fængslede, adopterer fængslede og forfulgte forfattere og journalister som æresmedlemmer.
Desuden arbejder Dansk PEN aktivt med etablering af PEN-centre i den arabiske verden, og med udvikling af det internationale WiPC-arbejde.
Medlemmer af Dansk PEN har siden begyndelsen af 90erne deltaget i missioner til lande som Yemen, Peru, Mexico og Cuba, for enten at få fængslede forfattere løsladt (det er lykkedes i alle tilfældene) eller indsamle informationer om forholdene for ytringsfriheden, forfatterne og journalisterne (Cuba).
Medlemmer af Dansk PEN har desuden deltaget i missioner til Tyrkiet, bl.a. som observatører ved nogle af de utallige retssager tyrkiske forfattere, journalister og redaktører bliver udsat for. I de seneste år har arbejdet for at få etableret Fribyer for forfulgte forfattere i Danmark også været højt prioriteret i Dansk PEN.
Arbejdet for litteraturen og den frie udveksling af ord og tanker er centralt i PEN. Derfor afholder Dansk PEN jævnligt møder med udenlandske forfattere og journalister og arrangerer internationale seminarer. Dansk PEN udgiver desuden et tidsskrift, dansk PEN, der udkommer é
én til to gange om året.
Protesterne nytter
Ofte kan det være vanskeligt at se, at indsatsen nytter. Det er således tilfældet med lande som Tyrkiet og Cuba, to af de lande, hvor PEN har flest sager.
I midten af 2003 arbejdede PEN med 104 sager alene i Tyrkiet. Der er også folk, som bliver løsladt, eller hvor sagerne bliver frafaldet, men ofte opfinder myndighederne nye anklager. Tyrkiet, Kina, Cuba og Iran er blandt topscorerne i antal sager, som PEN har taget op.
Den største vanskelighed i de senere år er dog, at mange regeringer er gået bort fra fængslinger og langvarige domme, som skaber international opmærksomhed, og i stedet chikanerer, truer, foretager kortvarige arrestationer af forfattere, journalister og redaktører. Det er vanskeligere at protestere, men virkningen overfor de forfulgte - og resten af befolkningen - er den samme: man indskrænker ytringsfriheden.
PENs styrke er det internationale sammenhold mellem forfattere, journalister, redaktører og andre af det skrevne ords folk på tværs af grænser og sprogbarrierer. Vi ved, at de fængslede kolleger bliver løsladt før eller siden. I mellemtiden presser vi på, ligesom vi sørger for at støtte de fængslede og deres familier.
Det nytter - hver gang.
Kommentarer