'Jeg gør det rigtigt,
støder ikke ind i køkkenskabe
og gør skade på mig selv,
som visse andre, Margarete.
Her er rigeligt med plads
til 1 person.
Du har regnet det hele ud,
hvordan jeg bevæger mig
i mit køkken, hvilken farve,
fluer ikke kan lide, hvor mit sukker skal stå.'
(uddrag af 'Mit Frankfurterkøkken')
Er du nu forfatter, spørger jeg Gitte Broeng, en grå januarformiddag på Hald Hovedgaard.
Gitte Broeng er tæt på at være på vej tilbage til København efter en uges skriveophold på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovedgaard.
Det første ophold … men ikke det sidste, mener hun.
’Nææh det er nok mere noget jeg gør, end noget jeg er. Jeg er vist nærmest forfatter på sidelinien’.
Gitte Broeng har tilrettelagt sit arbejdsliv sådan, at hun skriver om morgenen – ’der skriver jeg bedst’ - inden hun tager på galleriet, hvor hun arbejder fra kl. 11 til 18.
’Nu hvor jeg har været på Hald kan jeg se, at jeg kunne have haft brug for et par uger inden udgivelsen af ’Interiør’ til at samle og ordne – på Hald ’kan man træde ved siden af’ og få tid til at systematisere og få idéer.
’Interiør’ er fra omslag til sidste side en vandring ind og ud af huse og rum. Gitte Broeng har selv tegnet omslaget og har i tæt samarbejde med forlaget bestemt bogens struktur og visuelle udtryk.
Blanke sider i grundfarver adskiller grupper af digte:
De ’hvide digte’ repræsenterer de første digte hun skrev om rum.
De 'blå digte' 'er fulde af tanker, billeder, registreringer … De indleder bogen og slår 'dens visuelle tone an.'
De 'gule digte' er 'lidt bitre og mere personlige. Digtene er spændt ud mellem idealet og dét, det blev til. 'Kærlighedslivet og funktionalistisk arkitektur er eksempler.'
De 'sorte' rummer kun huse: 'imaginære og reelle – de er en slags symboler for forskellige måder at tænke på.'
De 'røde 'er de mest 'action-agtige og sanselige.'
Rummene i 'Interiør' er tomme eller enkelt møbleret med seng og stole – det der er i ethvert rum, man træder ind i. De er grundelementer, eller en form for krop, som tilstande og tanker spejler sig i. Bogens rum er visualiseret.
'Især den hvide afdeling er meget ren i formen. Jeg lod med vilje være med at bruge adjektiver. De farver ordene. Jeg var interesseret i at lave en slags nulstilling. Nogle rum, der minder om den følelse man kan have efter et opbrud – fra et andet menneske. Eller en tilstand, man kommer ud af.'
'Jeget' i bogen er tilbagetrukket, registrerende og bliver flere steder afløst af et 'man', som er direkte upersonligt.
'Forhåbentlig kan læseren alligevel mærke, at der er en stemme, som ikke er anonym. At der er én, som taler til ham eller hende. Også selvom 'samtalen' foregår via et rum og tingene i det rum. Jeg kan godt lide at udtrykke mig
helt lavmælt. I små ryk og underspillet, så det kræver, at læseren kommer tæt på teksten for at høre noget.
Det er et andet temperament end Digteren med stort D. Jeg synes selv mine digte er eksistentielle. Ellers havde jeg ikke gidet skrive dem. Der kan være mange følelser på spil i det uudtalte. Et enkelt ord eller genstand, kan have stor betydning.
I første omgang virker de 'blå digte' abstrakte. Men de refererer også til noget konkret - f.eks. maleren David Hockneys have i Los Angeles og et af hans 'swimming pool billeder' fra 1960’erne i pastelfarver.
Generelt er der mange 'billedbeskrivelser' i digtsamlingen. Det er et retorisk greb, som digtere har brugt siden antikken 'ekfrasis', hedder det.
Den tyske digter Rainer Maria Rilke benyttede det meget. Værker af Cezanne, Picasso, Rodin osv. er skrevet ind i hans digte, som en slags verbale billeder.
Og jeg har egentlig altid været fascineret af den udveksling. Måske har det noget at gøre med det her særlige nærvær/fravær. At kunstværket er til stede, men kun som ord i en tekst.
Jeg er meget interesseret i arkitektur. Det har smittet af på 'Interiør'.
Især er jeg fascineret af funktionalismen, som havde nogle smukke idealer.
Den gik jo ud på at skabe huse, som var tilpasset det moderne menneskes behov. Problemet var bare, at mennesker er meget forskellige, så resultatet faktisk ofte blev umenneskeligt.
Hvem har sagt, at vi alle sammen gerne vil have ens altaner?
Der, hvor jeg bor i København, ligner alle ejendommene stort set hinanden. De er opført i midten af 1930’erne. Digtet 'Mit Frankfurterkøkken', der handler om verdens første typekøkken (1926), er ment som en slags satire over det paradoks.
Jeg synes selv digtet er vældig komisk, men også tragisk.
Når jeg læser mine digte op, prøver jeg at få den tvetydighed frem. Det samme gælder de gule 'kærlighedsdigte'. Der er meget selvmedlidenhed i dem, men samtidig en længsel. Jeg vil helst ikke have, at folk læser dem og
tænker 'nåh, hvor er det synd'. Der er altså en sarkasme, eller ironi i det jeg laver, som er rettet mod mig selv. Når jeg f.eks. skriver om et 'jeg', der er spærret inde i et hvidt sæt tøj med en telefon, som ikke ringer, så er det humoristisk ment. På en sort måde.
Undervejs i arbejdet med bogen, oplevede jeg, at der var brug for at bryde med noget af den klaustrofobi, det stramme udtryk, som især er i nogle af 'de hvide digte'. Det blev så til 'den røde' afdeling, som afslutter bogen. Jeg var på det tidspunkt ret optaget af den svenske kunstner Jockum Nordströms tegninger, hvor tid og rum tørner sammen på en uortodoks måde. Det tog jeg til mig.'
Gitte Broeng har en kunsthistorisk baggrund og arbejder dagligt blandt billedkunstnere, hvilket inspirerer samtidig med, at hun stadig får lov til at være sig selv. 'Det fungerer som en spejling, hvor jeg kan genkende meget, men i en slags forskydning – jeg har mit eget frirum.'
Sammen med billedkunstneren Hanne Lise Thomsen skabte hun i 2004 en digtinstallation i Berlin. 'Processen fungerede og var god, men generelt vil jeg sige, at det er svært at forene de to kunstarter i praksis – uden at den ene må underordne sig den anden. Måske er dialogen det mest berigende.'
Alligevel fascinerer muligheden for forening.
'Jeg har jo faktisk selv forsøgt på det med 'Interiør', hvor billedkunst spiller en stor rolle. Men jeg tror ikke det bliver tilfældet i min næste bog. Engang ude i fremtiden.'
Gitte Broeng er uddannet cand. mag. i litteratur- og kunsthistorie og debuterede som lyriker i Hvedekorn 4/2003.
'Interiør' er udgivet på et mindre forlag og som en karakteristik af forlaget siger Gitte Broengs redaktør Vibe Bredahl:
hurricane er et lille eksklusivt kunst forlag.
Vi udgiver artist books, det vil sige bøger, som af billedkunstneren betragtes som et værk i sig selv. Vi har også udgivet kataloger, der præsenterer den yngre generation af samtidskunst, men ikke decideret kunsthistoriske bøger. Og i den skønlitterære genre har vi indtil videre fokuseret på digtsamlinger. Det kan ikke udelukkes, at vi i fremtiden vil udgive en roman, men det bliver i så fald en roman, af en meget eksperimenterende art. Generelt kan man sige, at vi udgiver de fantastiske bøger, som de større og mere kommercielle forlag ikke har nok plads eller rum til at satse på. Vi fokuserer på kunst i bogformat og mødet mellem billedkunst og litteratur.
Hvorfor er denne bog lige noget for jer?
For det første er Gitte Broeng en fin og talentfuld lyriker. For det andet er hendes projekt interessant netop for os, fordi hun inddrager billedkunsten og i dette tilfælde også arkitekturen i sin digtning. Også selve bogen er tænkt ind i hendes projekt, således at bogen næsten bliver et rum/et hus i sig selv.
Hvordan er jeres PR-strategi i forhold til det, I udgiver - og i særdeleshed i forhold til Gitte Broeng (lyrik)?)
Vores strategi varierer naturligvis alt efter, hvilke udgivelser der er tale om.
Når det gælder lyrik lægger vi selvfølgelig vægt på godt pressemateriale, men også på at bogen rent faktisk bliver sat frem på boghandlernes hylder, og på at få arrangeret oplæsninger. Vi tænker på en udgivelse som et længere forløb.
For os er en digtsamling ikke outdated efter et halvt år, og derfor bliver vi ved med at promovere den.
Et eksempel er Seimi Nørregaards debut 'Jeg forventer en masse', der fik mange utrolig fine anmeldelser og solgte forbavsende godt fra begyndelsen.
Alligevel sendte vi efter et halvt års tid nyt PR-materiale ud til boghandlerne, så de satte den frem på hylderne igen.
Gitte Broengs debut 'Interiør' udkom op til bogmessen i 2006, så den kunne bliver repræsenteret der og Broeng kunne blive kandidat til BG-banks debutant pris.
Men at udkomme lige op til det store kommercielle bogshow er jo fuldstændig forrykte vilkår for en debuterende digter fra et lille forlag. Derfor er Gitte Broengs 'Interiør' ét af de værker, vi nu nogle måneder efter udgivelsen, vil sørge for, at publikum kommer til at høre mere til - det har den fortjent.
Og endelig hvordan fandt I Gitte Broeng?
Vi havde læst flere interessante kunstrelaterede tekster af Gitte Broeng og kendte hendes lyrik fra Hvedekorn, hvilket skærpede vores interesse for hendes arbejde, og vi spurgte, om vi kunne se mere.
Da vi så modtog et næsten færdigt manuskript til en digtsamling, var der ingen tvivl om, at det var en udgivelse for hurricane.
Kommentarer