Hvis der er noget, man kan være sikker på at have lært, når man har gået i skole i 80'erne og 90'erne, så er det et solidt arsenal af kritiske forestillinger om venstrefløjen i 1970'erne. De kritiske forestillinger strækker sig fra venlig og måske lidt nedladende måben over Femø-lejren og økologiske tørvelandsbyer til væmmelse over DKP og Cambodja-fascinerede universitetsstuderende.
For folk, der er for unge til at have oplevet det selv, fremstår 1970'erne som et årti, der var helt og holdent gennemsyret af venstrefløjspolitik – det borgerlige Danmark er her stort set fraværende som andet end Mogens Glistrup og en håndfuld holdningsløse højrefløjspolitikere, der har fået moralsk oprejsning i kølvandet på murens fald. Denne venstredrejning bliver som regel overleveret som politisk blåøjethed, hvor blind tiltro til dialektisk materialisme og marxistisk modeltænkning og revolutionsbegejstring har overskygget almindelig sund fornuft.
Hans-Jørgen Nielsens klassiker Fodboldenglen fra 1979 er højst tvetydig i forhold til den 70'er-mentalitet, som man har lært at hade. For på den ene side er romanen parodierende: Hovedpersonen, den omkring 30-årige Frands, vil skrive universitetsspeciale om fodbold, men er tvunget til at gøre det til et studie af de klassemæssige betingelser og den socialhistoriske basis for fodboldklubben Fremad Amager.
Men på den anden side skriver Hans-Jørgen Nielsen sig tydeligt og bevidst ind i den venstrefløjstradition, som han parodierer, fordi netop en slags hverdagssocialitisk proletar-stolthed er et helt grundlæggende identitetsmæssigt omdrejningspunkt i romanen. Hvis Fodboldenglen laver sjov med den videnskabelige marxismes ørkesløshed, så tager den samtidig de mere menneskelige og hverdagslige sider af 70'er-mentaliteten meget alvorligt.
Fodbold og Amager-bekendelser
Fodboldenglen er en fiktiv bekendelsesroman, hvor hovedpersonen Frands fortæller sin søn Alexander om sit liv. Fortællingen kører i en række spor, der vikler sig ind i hinanden. Man hører om Frands' nuværende liv i et kollektiv på landet på Amager, hvor han er flyttet til efter at have haft et nervesammenbrud.
Man hører om Frands' liv de seneste par år og om hans skrantende forhold til sin kone Katrin (ikke mindst efter at hun tager på Femø-lejr), hans besvær med at færdiggøre sit speciale og det fornyede venskab til hans barndomsven Frank, som er pensioneret fodboldspiller med økonomiske problemer og en hang til sprut og lurvede bodegaer. Ind imellem hører man om Frands og Franks opvækst i et boligkompleks på Amager, hvor hårdkogt mobning, seksuelle ekskapader med pigerne i mørke og fugtige kælderrum og frem for alt fodbold fylder tilværelsen.
Men måske vigtigst af alt hører man om fodbold, når Frands fortæller om sit speciale og gør sig mere generelle tanker om fodboldens væsen. Det fodboldfilosofiske spor står som en slags ramme om fortællingen om Frands' opvækst, uddannelse og nedtur. I skildringen af barndommen er fodbold det, som gør Frands og Frank til andet og mere end snotunger fra Amager.
I studietiden er fodboldens irrationalitet det, der gør det umuligt for Frands at acceptere de marxistiske lektorers kapitallogiske modeller. Og da forholdet mellem Frands og Katrin er ved at gå i stykker, er det Franks unikke fodboldspil, eviggjort på en plakat, hvor han laver et fantastisk mål, som Frands kan ty til. Fodbold er fællesnævner for de uforklarlige og unikke sider af Frands' liv.
Fodbold, irrationalitet eller selvbedrag
Men fodbold i Fodboldenglen er ikke kun en udvej fra den systematiske determinisme, som i forskellige udformninger er til stede i livet på Amager, på universitetet eller i ægteskabet med Katrin. Fodbold er nærmere et mærkeligt blandingsprodukt, hvor irrationel entusiasme og skønhed blander sig med ansvarforflygtigelse og selvbedrag.
Fodbold er, hvad det er – fodbold – og derfor virker det noget trist, når Frands forsøger at løse sine ægteskabelige eller akademiske problenmer ved at ty til fodbold.
Denne fodbold-tvetydighed mellem alvorlig menneskelighed og useriøse ansvarforflygtigelse er allestedsnærværende i Fodboldenglen. På et tidspunkt siger Frands, at de, som ikke har forstand på fodbold, altid hæfter sig ved detaljer – en indviklet finte, en pefekt tæmning etc. – mens de, som har forstand på fodbold, betragter den overordnede sammenhæng. Men hvis der er én ting han selv gør i såvel fodbold som i resten af livet, så er det at hæfte sig ved afgørende detaljer: En perfekt aflevering til Frands, et altafgørende øjeblik i ZOO som barn, et perfekt mål, et perfekt samleje med Katrin.
Denne dobbelthed mellem detalje og helhed gør sig gældende mere generelt i romanen. Fodbold er på den ene side sammenhæng: Det er den identitet man får ved som knægt at identificere sig med Fremad Amager og ved at være stolt over sin flabede Amager-facon. Men det er samtidig en samling af detaljer, som i bund og grund er isolerede og uden sammenhæng til noget som helst. Fodbold er i virkeligheden ingenting – men ikke desto mindre er det omdrejningspunkt for Frands og Franks' identitet som hårde Amagerdrenge.
Generationsroman for en opløst generation
Når Fodboldenglen blev Hans-Jørgen Nielsens store gennebrud, så skyldes det især dens status som generationsroman. Men hvis der er noget, der karakteriserer den generation, som man kan læse om i romanen, så er det den fodboldagtige dobbelthed mellem helhed og detalje.
Der er ingen væsentlig sammenhæng at ty til. Men netop denne mangel på sammenhæng bliver identitetsskabende – og derigennem nærmest sammenhængsskabende. Derfor er det generationsportræt, som Fodboldenglen tegner, meget vanskeligt at få til at passe med de forestillinger om 70'er-blåøjethed og automatlogik, som man får overleveret.
For identitet og sammenhæng bunder i en fodboldagtig tvetydighed og ikke i faste forestillinger om noget som helst. Fodbold er sammenhæng uden væsentligt indhold. Det er en paraply, der kan samle forskellige levede forhold til en fast identitet.
Tragedien opstår, når man forsøger at gøre fodbold – eller en hvilken som helst anden sammenhæng – til det eneste ene. I den forstand ligger Fodboldenglen langt fra forestillingen om 70'erne som de skråsikres årti.
Af cand.mag. Martin Laurberg
Kommentarer