Da Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) skrev 'Hvide nætter', hans utrolige fortælling om drømme og kærlighed i sommernattens Skt. Petersborg, havde han boet i byen i 11 år.
Af Henrik Torjusen
Dostojevskij blev født i Moskva i 1821, og da hans mor døde af tuberkulose i 1837 blev han og hans bror sendt til militærakademiet i Skt. Petersborg for at blive uddannet som ingeniører.
Livet i Moskva havde ikke været let for lille Fjodor; faren var voldelig og alkoholiseret og familien boede i et af byens værste områder på grund af farens arbejde på hospitalet for fattige. Men i Skt. Petersborg blev livet noget andet, og en interesse for litteratur voksede langsomt frem.
Fortællingen er skrevet i 1848, et år inden Dostojevskij blev fængslet og dømt til døden for politisk aktivitet. Dommen blev senere ændret til 8 års fængsel, men det var en meget afgørende hændelse i Dostojevskijs liv, der ændrede hans syn på livet i en mere reaktionær retning. Men i 1848 spillede romantikken endnu en fremtrædende rolle i hans fortællinger, og i Hvide nætter især kærligheden til sommernætterne i Skt. Petersborg.
Skt. Petersborgs bagside
Da Skt. Petersborg blev anlagt ved Neva-floden af Peter I i 1703, befandt der sig kun et lille svensk fort i området. Russerne lå i krig med Sverige, og de havde netop erobret området omkring Neva-flodens udløb i det Baltiske Hav. Peter I ville have en ny hovedstad, og han besluttede sig for at bygge den her, midt i en myggeplaget sump, i et frysende, næsten arktisk klima, hvor byen blev ved med at synke, så de 40.000 tvangsudskrevne arbejdere og svenske krigsfanger måtte kæmpe med vandet og mudderet for at bygge byen.
Med forflytningen af hovedstaden fra Moskva til Skt. Petersborg skulle oplysningstidens idealer til Rusland, hvad enten Rusland ville det eller ej. Byen blev opført omkring snorlige veje, der blev opført det ene marmorplads efter det andet og hele statsadministrationen blev forflyttet til dette sumpede, kolde hjørne af riget, hvor tågen, sneen og mørket herskede.
Forholdet mellem Moskva og Skt. Petersborg har været et hyppigt tilbagevendende tema i russisk litteratur. Moskva blev betragtet som en naturlig by, der var vokset frem af den oprindelige russiske kultur. Skt. Petersborg derimod var et fremmedlegeme; en umulig drøm om rationalisme og vesteuropæisk kultur bygget på en sump. En by, hvor menneskets lige linjer forsøgte at beherske naturens elementer, og hvor øst møder vest, og den russiske virkelighed mødte drømmen om det rationelle, vesteuropæiske demokrati.
Byen var med andre ord en umulig drøm, hvor sære skæbner levede deres forknytte liv. Det var i de samme gader, at Alexander Pusjkins (1799-1837) og Nikolai Gogols (1809-1852) små embedsmænd udlevede deres besynderlige skæbner. Pusjkins lille embedsmand, Jevgenij, blev i sin galskab jagtet til døde af en bronzestatue af byen dæmoniske grundlægger, og da én af Gogols kollegieassessorer vågnede op en morgen, var hans næse stukket af, og han ledte, uden held, hele Skt. Petersborg igennem for at finde den.
En anden af Gogols embedsmænd fik stjålet sin nyindkøbte kappe, og omkom i forsøget på at erobre den tilbage; hvorefter han levede videre som et spøgelse i Skt. Petersborgs gader.
Byen og natten
Fortællingen i Hvide nætter udspiller sig over fire nætter og en dag en sommer i Skt. Petersborg. De hvide nætter henviser til, at lyset aldrig forsvinder i juni og juli måned. Nætterne befinder sig et sted mellem dag og nat; de er et mellemrum, hvor sommeren har overtaget hverdagen, og hvor det er muligt at drømme sig væk fra hverdagens lidelser; en mulighed for at tro på eventyret.
Fortælleren i 'Hvide nætter' er en kuldsejlet skæbne, der lever i en afkrog af Skt. Petersborg. Uden venner, familie eller bekendte drømmer han sig væk fra virkeligheden. Den eneste kontakt har han med omverdenen er de lange gåture i byen, hvor han betragter livet, der udfolder sig omkring ham. Som regel er det den samme tur han går; de samme mennesker han møder, de samme huse han betragter – og han drømmer sig ind i deres skæbner og forsøger at gengive deres livshistorier, deres lidenskaber og drømme.
Da historien begynder, er vores fortæller sunket hen i mismod. Byen er forladt, og han er ladt alene tilbage og må vandre alene gennem byens tomme gader. Det er blevet sommer, og den velhavende del af befolkningen har forladt den sumpede varme og er flyttet på landet. Så snart de har afsluttet arbejdsdagen skynder de sig ud på landet.
Vores fortæller er alene tilbage i byen, hvor lyset aldrig forsvinder. Her lever han mest om natten, hvor livet ikke er så hæsligt, som i dagens skarpe lys.
Drømmen i sommernatten
Da han en sommernat lykkeligt drømmende går rundt i gaderne, efter en lang gåtur uden for bymurene i den sommerlige natur, opdager han en grædende kvinde. Først går han forbi hende, men kan i sin overstrømmende glæde ikke lade hende stå og græde - så han vender tilbage og forsøger at tale med hende. Men forsøget mislykkes, og hun stikker af. Han forfølger hende, og da han frelser hende fra at blive overfaldet af en fordrukken mand, lader hun ham følge sig hjem.
I første omgang tør han ikke tale til hende, da han aldrig har talt med en kvinde før, men da han først overvinde sig selv, kan han ikke holde sin tanker tilbage. Og snart har han forelsket sig dybt og inderligt i denne næsten ukendte kvinde, fordi hun findes, og fordi hun lytter til hans ord uden at le af ham.
Imidlertid er hun forelsket i en anden mand, og da de mødes natten efter, fortæller de hinanden deres historier. Vores fortæller beretter om sin angst for at leve; at han hellere vil leve i drømmen end at være ude i livet. Vi får fornemmelsen af en overspændt sjæl, der ikke tør springe ud i livet - for det kunne være en skuffelse. Så hellere leve i drømme, hvor virkeligheden er det, man gør den til. Men han lider i sin drømmende tilværelse, og han tilstår, at han inderst inde ved, at han har forspildt sit liv.
Den unge kvinde, Nastenka, er på samme måde en overspændt drømmer. Hun har levet sammen med sin blinde bedstemor, der har tvunget hende til at blive ved hendes side i to år, da bedstemoren ikke stolede på hendes dømmekraft. Men den unge kvinde har forelsket sig i en ung logerende, der boede på første etage i deres hus. Han har taget dem begge med i operaen, og hun har mistet sit hjerte til ham, uden at de rigtig har talt sammen.
Først dagen inden han rejste tilbage til Moskva, talte de om deres kærlighed, og han lovede at vende tilbage til hende, så snart han havde ordnet sine forretninger.
Men han er aldrig kommet tilbage, og nu venter hun på det aftalte sted, hvor vores fortæller har mødt hende.
Han lytter til hendes historie, og forsøger at bringe et brev frem til hendes elskede, men uden held, og hun bliver mere og mere fortvivlet; mens vores fortæller bliver mere og mere håbløst forelsket.
Den umulige kærlighed
Til sidst tror hun dog ikke længere på, at hendes elskede vil dukke op; og hun indrømmer til sidst overfor fortælleren, at hun egentlig er mere forelsket i forelskelsen. Det er ikke så meget objektet som følelsen, der er afgørende for hende. Og efterhånden indser hun, at hun også elsker vores fortæller. Hun er ikke forelsket i ham, som i den tidligere logerende, men hun elsker ham som en bror. Her, midt i sommernattens blide lys, bliver det for meget for vores drømmende fortæller, og han bekender sin overvældende kærlighed til hende.
Der står de, i de tavse lys, han forelsket i hende, og hun forelsket i en skygge. Ingen af dem har for alvor været i kontakt med det elskede menneske. De har begge elsket på afstand, som i en drøm, hvor virkeligheden ikke har betydning, hvor drømmen har fået frit spil og blevet levet ud til grænsen. Og som hun siger om sin egen kærlighed; måske var det bare en drøm eller en leg, der begyndte i kedsomhed, men som hun ikke længere kan slippe.
Til sidst overgiver hun sig til vores fortæller; hvis han flytter ind hos hende og hendes bedstemor, kan de måske leve sammen, og så kan hun måske blive forelsket i ham med tiden. Måske kan det lade sig gøre, hvisker sommernatten til dem, måske er der en fremtid for dem. De tomme gader i Skt. Petersborg-natten får dem til at drømme den samme drøm, indtil virkeligheden pludselig indfinder sig.
For med ét står hendes elskede foran hende, og på et øjeblik vender hun vores fortæller ryggen, og forlader ham midt i den fjerde sommernat. Fortællingen slutter morgenen efter, hvor regnen siler ned, og hvor verden har mistet sin betydning for vores fortæller. Alt er gråt, krakeleret, ødelagt. Men der et sidste håb for ham. Måske kan han leve i de øjeblikke, han har haft sammen med Nastenka, måske kan de være nok til resten af livet.
Men selv om historien slutter her, så er dog jo nok desværre en håbløs drøm. Og på sin vis peger det frem mod Dostojevskijs senere forfatterskab, hvor han omskriver 'Hvide nætter' til 'Kældermennesket' (1864, dansk 1994), og hvor drømmen bliver til et mareridt, og fortælleren ikke længere er en drømmer, men nærmere er blevet fordømt og har opgivet livet.
I 1848 kunne sommernætterne endnu forføre, man kunne endnu drømme om kærligheden, selv om den måske viste sig at være umulig; måske var den bare en drøm, der forsvandt i morgenens klare lys.
Artiklen er skrevet i 2003 og genpubliceret i 2021.
Kommentarer