Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Arnaldur Indriðason fik sit store gennembrud i hele Norden, da romanen Nordmosen fik den skandinaviske krimipris, Glasnøglen, i 2002. Hans bøger er blevet betegnet som en islandsk pendant til den typiske skandinaviske kriminalroman, og hans melankolske detektiv som en islandsk version af melankolikeren over dem alle, Kurt Wallander fra Ystad.
Indriðason blev født i 1961 i Reykjavik. Han er uddannet i historie og har arbejdet som filmkritiker og journalist på Islands største avis, Morgunbladid. Da han besluttede sig til at skrive en roman, var det mest for at se, om han overhovedet kunne - og sådan opstod Erlendur, Indriðasons faste detektiv. Det var i 1995, og siden har den venlige, men livstrætte detektiv optrådt i en række bøger, hvoraf kun to er oversat til dansk.
Et typisk islandsk mord
Der kan være noget om, at romanerne indskriver sig i en krimitradition, hvor detektiven er tynget af social samvittighed, problematiske familieforhold og en ubodelig ensomhed, men Indriðason skriver samtidig plots, der kun kunne foregå i Island. Det store gennembrud udenfor Island kom med romanen Nordmosen, hvor en ældre herre findes myrdet i sit hjem. Erlendurs sidekick, Sigurdur, bemærker, at det er et typisk islandsk mord: ”Beskidt, formålsløst og begået uden forsøg på at skjule det, slette spor eller fjerne beviser.”
Det viser sig at være en bemærkning med sin egen stille ironi, for selv om mordet viser sig ikke at være det fjerneste formålsløst eller tilfældigt, er replikken grusomt sand alligevel. Mordet har forbindelse til den genforskning, der foregår i Island. Denne forskning er speciel, fordi Island er et af de steder i verden, der har den mest ”ublandede” befolkning, og som kan følge slægter langt tilbage i tiden – og der kan derfor bedrives enestående forskning i f.eks. arvelige sygdomme. Mordets forbindelse til genforskningen gør Sigurdurs udtalelse mere sand, end han selv ved af.
James Bond-land
Ifølge Arnaldur Indriðason var der mange islændinge, der fik sig et godt grin – inklusive forfatteren selv - da de, i Tomorrow Never Dies, så James Bond slås med storforbrydere i Island. Her? I Island? Hos os? Næ nej, der er jo en grund til, at en islandsk krimi er et sjældent fænomen. For Indriðason er det et erklæret mål at holde sig indenfor en realistisk ramme, når han skriver, og ikke vikle sig ind i James Bond-fantasier.
For at finde realistiske, men spændende plots, graver forfatteren ofte ned i fortidens hændelser. Indriðasons uddannelse som historiker fornægter sig ikke, når han beskriver et land, der har gennemgået en rivende forandring siden krigens afslutning. Detektiven Erlendur er på mange måder en hund i et spil kegler i det moderne, islandske samfund. Forfatteren ønskede at gøre ham så islandsk som muligt: dyster, melankolsk, nationalistisk - og gammeldags. Kriminalitetsraten er for opadgående i Island, og det afspejles ikke alene i de mord, Erlendur skal opklare, men også i hans egne, massive familieproblemer.
Ondskab i Reykjavik
Det er grusomme hændelser, Indriðason opregner: medicinske forsøg med børn, pædofili, grusomme voldtægter… Det er ikke noget under, at detektiverne bliver noget dystre. Indriðason siger med et glimt i øjet, at Erlendur ikke alene er, som han er, fordi han er islænding – men også fordi, det er langt sjovere at skrive om et lidende menneske end om et lykkeligt.
På samme måde er det islandske samfund mest tegnet i mørke toner i Indriðasons forfatterskab. Mest opmuntrende er den ægte medfølelse, detektiverne formår at vise over for de ofre, der aldrig er blevet anerkendt som ofre, et genkommende tema hos Indriðason. Der er megen ondskab, også blandt et folk, som forfatteren betegner som ”fredselskende”.
Kilde: www.schwedenkrimi.de
Kommentarer