Cato Thau-Jensen er uddannet illustrator og har illustreret et væld af børnebøger. Hans stil er original og alt andet end kedelig. Den er ekspressiv og voldsom, ofte med perspektiv forskydninger og forvrængninger. Selvom det primært er andres tekster Cato Thau-Jensen illustrerer, har han også skrevet teksten til nogle. Han har netop skrevet og illustreret en bog om sin barndom. Bogen hedder ’Et hjem med gevær’ og handler om de år, hvor han boede med sin temmelig originale far. En far, der havde mange usædvanlige ideer, og som selv om han var tandlæge, gav sin søn en Guldbar, hver aften inden sengetid, fordi han mente, at chokolade havde en evne til at løbe af tænderne uden at gi huller! Jeg spurgte Cato, hvordan det var at vokse op i et så usædvanligt hjem.
Hvad er det for en historie, du vil fortælle med din bog ’Et hjem med gevær’?
Jeg ved, at mange børn lever i en familie, som på den ene eller anden måde ikke fungerer optimalt. Eller i familier, der skiller sig ud fra det såkaldt normale. Derfor vil jeg gerne fortælle en historie om en familie, hvor tingene er markant anderledes. Jeg tror også, at det er gavnligt for alle børn at høre om familier, der er anderledes. Det giver en større accept og for hver gang, der fortælles en ny historie om en familie, hvor vilkårene er anderledes, bliver det en lille smule lettere at være barn i en af disse anderledes familier. Desuden vil jeg hellere selv høre en historie om, hvordan folk har taklet deres problemer, end en historie hvor alt gik glat. Men når man skriver for børn, som jeg gjorde i dette tilfælde, synes jeg, at formen skal være let, humoristisk og frisk.
Hvad har din barndom givet dig? Af styrke eller andet?
Den har først og fremmest givet mig selvstændighed. Jeg tror ikke, man skal være ked af livets prøvelser, for bagefter kan man se, at de erfaringer, som de har givet, har givet en ballast. Ligesom man skal have en vis portion bakterier for at blive stærk, så tror jeg også, at man skal have en vis portion modstand.
Man har jo hørt det mange gange før så det er måske lidt af en kliche, men kunstnerisk arbejde opstår af kaos. Det udvikler ens evne til at se, det skærper ens kunstneriske syn.
Jeg har arvet min fars iderigdom og hans evne til at føre skøre ideer ud i livet, også selvom de ser umulige ud i starten.
Hvordan har reaktionerne på 'Et hjem med gevær været'?
Det kom helt bag på mig, at mange synes, at jeg har haft en barsk barndom. Det var jo slet ikke det jeg havde fokuseret på. På nogen måder havde jeg da en barsk barndom, men min far var også en sjov person, som fandt på mange ting. Min far skilte sig meget ud i den lille by, gammel tandlæge med ung kone i et kæmpe dollargrin af en bil. Da han blev skilt fra min mor, tog hans særheder til. Han fyrede med halm i fyret, så vores hus lå i en konstant grå tåge af halmrøg. Der var heller ikke pænt rundt om vores hus, min far fik aldrig ryddet op, så der var ikke pænt. Det var flovt for mig og dårligt for hans tandlægeforretning, som mistede kunder. Til sidst bestod kundekredsen kun af gamle trofaste kunder. Heldigvis havde han også et dentallaboratorium, og der tjente han penge.
Du har i historien taget udgangspunkt i en historie om din far. Kunne du have fortalt den samme historie om din mor?
Det ville have været svært. Det er meget nemmere at skrive om dem, man har et problematisk forhold til. Forholdet til min mor er mere følsomt, og jeg forstår min mor bedre. Jeg forstår godt, hvorfor hun ville fra min far. Min mor var meget blidere end min far var. Min far var en indædt fighter. Min far og mor var i retten for at afgøre forældremyndigheden til mig, og min mor opgav kampen. Det var godt, at hun opgav, for det ville have været frygteligt for mig at stå der i kampen. Min far ville gerne blive ved med at kæmpe, men det at min mor ikke ville, gav mig en tryg zone, hvor der var helle. På den måde bakkede min mor mig op, og jeg accepterede, at min mor traf et valg. Jeg stolede på, at min mor traf et godt valg for mig. Og i min barndom var der andre voksne, der gav mig meget opbakning. Jeg var jo ikke helt alene på en øde ø med min far.
Hvordan var din far?
Min farfar har jeg aldrig kendt, men jeg ved, at han opdragede min far meget strengt. Min far var enebarn, og han skulle bare være den bedste i sin klasse. Og på sin skole, hvor min farfar var viceinspektør. Hjemme blev han også opdraget meget hårdt og fik tæsk. Måske var det kombinationen af, at min far var enebarn, og at han var meget hårdt opdraget, der ødelagde hans evne til at føle for andre. Han havde ingen empati. Jeg ved det ikke, jeg vil helst ikke prøve at psykologisere.
Min far var gift tre gange, men når der kom en mislyd, kunne han ikke tilgive, så var det slut. Sådan var det også i min fars og mit forhold. Han ville ikke give mig plads, og han var frygtelig jaloux på min mors familie, fordi han vidste, at det var der, jeg helst ville være. Han ville ikke høre tale om, at jeg så min mor ud over den ene gang om måneden, som var aftalt. Da han til sidst ville have mig til at underskrive en kontrakt, hvor jeg skulle love ikke at se hende mere end den ene månedlige gang, blev vi frygtelige uvenner. Vi kunne ikke holde hinanden ud – og jeg flyttede med et brag. Han ville ikke se mig i et år. Det blev min søster, der til sidst mæglede mellem os, så vi fik kontakt igen.
Er der lighedspunkter mellem dine tidligere illustrationer og din biografi?
Ja, i den grusomme jæger tænkte jeg lidt på min far. Og det groteske har jeg brugt i mange af mine illustrationer. Ligesom jeg forsøger at give en skæv indfaldsvinkel. Grimheden peger på noget smukt, eller sagt på en anden måde omme bag det grimme viser der sig en anden skønhed, og kombinationen giver et stærkere udtryk.
Artikel
En skæv indfaldsvinkel
Cato Thau-Jensen er uddannet illustrator og har illustreret et væld af børnebøger. Hans stil er original og alt andet end kedelig. Den er ekspressiv og voldsom, ofte med perspektiv forskydninger og forvrængninger. Selvom det primært er andres tekster Cato Thau-Jensen illustrerer, har han også skrevet teksten til nogle. Han har netop skrevet og illustreret en bog om sin barndom. Bogen hedder ’Et hjem med gevær’ og handler om de år, hvor han boede med sin temmelig originale far. En far, der havde mange usædvanlige ideer, og som selv om han var tandlæge, gav sin søn en Guldbar, hver aften inden sengetid, fordi han mente, at chokolade havde en evne til at løbe af tænderne uden at gi huller! Jeg spurgte Cato, hvordan det var at vokse op i et så usædvanligt hjem.
Hvad er det for en historie, du vil fortælle med din bog ’Et hjem med gevær’?
Jeg ved, at mange børn lever i en familie, som på den ene eller anden måde ikke fungerer optimalt. Eller i familier, der skiller sig ud fra det såkaldt normale. Derfor vil jeg gerne fortælle en historie om en familie, hvor tingene er markant anderledes. Jeg tror også, at det er gavnligt for alle børn at høre om familier, der er anderledes. Det giver en større accept og for hver gang, der fortælles en ny historie om en familie, hvor vilkårene er anderledes, bliver det en lille smule lettere at være barn i en af disse anderledes familier. Desuden vil jeg hellere selv høre en historie om, hvordan folk har taklet deres problemer, end en historie hvor alt gik glat. Men når man skriver for børn, som jeg gjorde i dette tilfælde, synes jeg, at formen skal være let, humoristisk og frisk.
Hvad har din barndom givet dig? Af styrke eller andet?
Den har først og fremmest givet mig selvstændighed. Jeg tror ikke, man skal være ked af livets prøvelser, for bagefter kan man se, at de erfaringer, som de har givet, har givet en ballast. Ligesom man skal have en vis portion bakterier for at blive stærk, så tror jeg også, at man skal have en vis portion modstand.
Man har jo hørt det mange gange før så det er måske lidt af en kliche, men kunstnerisk arbejde opstår af kaos. Det udvikler ens evne til at se, det skærper ens kunstneriske syn.
Jeg har arvet min fars iderigdom og hans evne til at føre skøre ideer ud i livet, også selvom de ser umulige ud i starten.
Hvordan har reaktionerne på 'Et hjem med gevær været'?
Det kom helt bag på mig, at mange synes, at jeg har haft en barsk barndom. Det var jo slet ikke det jeg havde fokuseret på. På nogen måder havde jeg da en barsk barndom, men min far var også en sjov person, som fandt på mange ting. Min far skilte sig meget ud i den lille by, gammel tandlæge med ung kone i et kæmpe dollargrin af en bil. Da han blev skilt fra min mor, tog hans særheder til. Han fyrede med halm i fyret, så vores hus lå i en konstant grå tåge af halmrøg. Der var heller ikke pænt rundt om vores hus, min far fik aldrig ryddet op, så der var ikke pænt. Det var flovt for mig og dårligt for hans tandlægeforretning, som mistede kunder. Til sidst bestod kundekredsen kun af gamle trofaste kunder. Heldigvis havde han også et dentallaboratorium, og der tjente han penge.
Du har i historien taget udgangspunkt i en historie om din far. Kunne du have fortalt den samme historie om din mor?
Det ville have været svært. Det er meget nemmere at skrive om dem, man har et problematisk forhold til. Forholdet til min mor er mere følsomt, og jeg forstår min mor bedre. Jeg forstår godt, hvorfor hun ville fra min far. Min mor var meget blidere end min far var. Min far var en indædt fighter. Min far og mor var i retten for at afgøre forældremyndigheden til mig, og min mor opgav kampen. Det var godt, at hun opgav, for det ville have været frygteligt for mig at stå der i kampen. Min far ville gerne blive ved med at kæmpe, men det at min mor ikke ville, gav mig en tryg zone, hvor der var helle. På den måde bakkede min mor mig op, og jeg accepterede, at min mor traf et valg. Jeg stolede på, at min mor traf et godt valg for mig. Og i min barndom var der andre voksne, der gav mig meget opbakning. Jeg var jo ikke helt alene på en øde ø med min far.
Hvordan var din far?
Min farfar har jeg aldrig kendt, men jeg ved, at han opdragede min far meget strengt. Min far var enebarn, og han skulle bare være den bedste i sin klasse. Og på sin skole, hvor min farfar var viceinspektør. Hjemme blev han også opdraget meget hårdt og fik tæsk. Måske var det kombinationen af, at min far var enebarn, og at han var meget hårdt opdraget, der ødelagde hans evne til at føle for andre. Han havde ingen empati. Jeg ved det ikke, jeg vil helst ikke prøve at psykologisere.
Min far var gift tre gange, men når der kom en mislyd, kunne han ikke tilgive, så var det slut. Sådan var det også i min fars og mit forhold. Han ville ikke give mig plads, og han var frygtelig jaloux på min mors familie, fordi han vidste, at det var der, jeg helst ville være. Han ville ikke høre tale om, at jeg så min mor ud over den ene gang om måneden, som var aftalt. Da han til sidst ville have mig til at underskrive en kontrakt, hvor jeg skulle love ikke at se hende mere end den ene månedlige gang, blev vi frygtelige uvenner. Vi kunne ikke holde hinanden ud – og jeg flyttede med et brag. Han ville ikke se mig i et år. Det blev min søster, der til sidst mæglede mellem os, så vi fik kontakt igen.
Er der lighedspunkter mellem dine tidligere illustrationer og din biografi?
Ja, i den grusomme jæger tænkte jeg lidt på min far. Og det groteske har jeg brugt i mange af mine illustrationer. Ligesom jeg forsøger at give en skæv indfaldsvinkel. Grimheden peger på noget smukt, eller sagt på en anden måde omme bag det grimme viser der sig en anden skønhed, og kombinationen giver et stærkere udtryk.
Kommentarer