Svend Åge Madsen har skrevet en spændende roman, hvor forskellige holdninger til religion og sandhed mødes. Videnskabsmænd har en ualmindelig spændende kamp om at nå først frem. At nå først frem vil nemlig gi mulighed for den rette tolkning.
Din roman er en genialt sammensat og konstrueret historie, men hvordan i alverden holder du styr på alle de mange sære ting, mens du skriver?
Først er der Gnisten - når det drejer sig om Mange sære ting for, var det oplysningen om at man har fundet planeter uden for vores solsystem som reflekterer lyset som et spejl. Og når sådan en spejlplanet befinder sig ca tusind lysår fra jorden, vil det sige at lyset fra os har taget tusind år om at nå derop, og lige så lang tid for at vende tilbage. Hvorfor vi pludselig kan se vores klode og hvad der sker på den som et spejlbillede, men med to tusind års forsinkelse.
Det var Gnisten. Derefter begynder ideen at vokse. Der må være en astronom, der må være en teknisk begavet mand til at raffinere de lidt grumsede spejlbilleder, der må være en sprogforsker der forstår det sprog man talte dengang, der må være en teolog der har et grundigt kendskab til de vigtige religiøse hændelser på den tid.
Altså må der være et observatorium. Der må være optagelser af de mest betydningsfulde hændelser på videobånd. Der må opstå en kamp mellem de involverede om at få fingre i det epokegørende materiale. Der er én der er parat til at dræbe for udsende sandheden fra den tid, eller måske snarere for at forhindre udsendelsen.
Og så videre. Stoffet vokser nærmest organisk, begynder at blive til en historie - og da det hele hænger naturligt sammen, er der ingen vanskeligheder med at huske de involverede ting og sager - Sådan må det være.
Hvilke eller hvilken af alle de vidunderlige personer i romanen vil du fremhæve og hvorfor?
Personerne er altså et nødvendigt led i historien, de hænger sammen, supplerer hinanden og modarbejder hinanden på en måde så de ikke kan adskilles. Derfor kan jeg ikke pille dem fra hinanden, vælge én eller et par ud som jeg foretrækker. De er hinandens forudsætninger.
Hvilken rolle har Felia?
Da der et mord, må der også være en opdager der tager sig af opklaringen. Det blev Felia, der længe har været ansat i politiet, men, måske fordi hun er kvinde, aldrig har modtaget den anerkendelse hun fortjener. Nu får hun da sin første selvstændige opgave. Der bestemt ikke er den enkleste, og opklaringen vanskeliggøres af at hun har temmelig mange problemer i privatlivet der også kræver hende: En sengeliggende mor; et vækkeur der svigter; en evne til at se (lidt) ind i fremtiden hvilket slet ikke er den fordel man kunne tro; en handicappet nevø som hun må tage sig af, ja, endda tage med på jobbet. Alligevel lykkes det for hende, alle vanskeligheder til trods ...
Du tegner et billede af forsker, der viser nogle søde nørder, der lever et liv med gulerødder - eller så voldsomt optaget af deres forskning at de vil slå ihjel for deres tro - hvorfor har du tegnet dette billede?
Der er store ting på spil og derfor mennesker med stærke interesser. På den ene side er der naturvidenskabsfolk der er optaget af de naturlige sammenhænge, på den anden side er der teologer der beskæftiger sig med de mere overnaturlige. Indimellem kan de to grupper forenes, men indimellem er der også voldsomme stridigheder mellem dem.
Din roman er et bestillingsværk fra Gud - er du selv en slags Gud når du som romanforfatter skaber en bogs univers?
Bogen begynder med at en forfatter får en kaldelse fra Gud, der føler sig temmelig trængt af de nye erkendelser som videnskaben er ved at nå frem til. Derfor har han behov for at få fortalt historien fra sin synsvinkel.
Selvfølgelig er man som forfatter på en måde skaber af sit værk. Men en roman skabes ud fra de ting der er sket, de mennesker med forskellige holdninger som man har mødt, de interesser og diskussioner der er vigtige i tiden, og så videre. En hel anden måde at frembringe noget på, end den man tillægger Gud, der bare skaber ud af intet - og så kan man jo sagtens.
Hvad fortæller din roman om tro? Og sandhed?
Bogen lader nogle forskellige holdninger til tro og sandhed mødes, lader dem trække hver sin vej. Hvilken vej læseren vil lade sig trække, kan jeg ikke vide. Jeg kan kun håbe hun eller han får en oplevelse der sætter nogle nye tanker i gang.
I bogen optræder et ungt par. Han er biolog, der klart kan indse at det statistisk set er umuligt at han skulle løbe ind i verdens skønneste kvinde. Hvor hun er stærkt troende og teolog. Da videnskaben sætter spørgsmålstegn ved noget af det hun tror på, må hun vælge om hun vil stole blindt på sin gamle tro, eller hellere vil kaste sin tro over på videnskabsmanden.
Jeg håber bogen viser at det forholder sig sådan som Prædikeren forlængst har indset (Prædikerens bog, 7,29):: "Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være, men de har så mange sære Ting for."
Kommentarer