Det var en novemberaften på Østerbro

Birgitte Jørkov du har netop udgivet 'Vesten for øret' - din 3. roman om Elne Jeps - hvordan mødte du hende?
 
Jeg mødte hende ganske uventet til et sølvbryllup hos nogle venner.
Det var en novemberaften på Østerbro, inde i København. Det var en fin fest, god mad, god vin, godt selskab. Da vi rejste os fra bordet for at gå ind ved siden af til kaffen, stødte jeg ind i nogle venner. Og der i døren forlangte de, at jeg skrev en historisk krimi.
Jeg sagde, at det ville jeg overhovedet ikke, men de blev ved. De var begge fans af den historiske krimi, som er det helt store i England og USA, og de syntes, at det var på tide, at Danmark og dansk historie også kom med i det gode selskab. Men jeg ville fortsat ikke.
Min mand havde en gang foreslået mig at skrive en historisk roman, og da havde jeg gennemtænkt hvad, det krævede at skrive en sådan, og besluttet at det ville jeg ikke røre med en ildtang.
Men mine venner fremturede, og jeg fortsatte med at sige nej.

Så – pludselig – stod der en lille, trind dame imellem os, og hun begyndte at blande sig. Hun sagde, at hun var købmand, mor, mormor, enke, at hun levede i Helsingør, at året var 1450, og at hun havde en historie, jeg skulle fortælle.
Bag mig pressede de andre gæster på, de ville ind til kaffen, og jeg kunne også godt drikke en kop. Så jeg brød sammen og sagde, at hvis det ikke kunne være anderledes, så ville jeg forsøge.

Den lille, trinde, energiske dame viste sig siden at være Elne Jeps.

Elne 'valgte' dig til at skrive sin historie - men alligevel - der må være noget med Middelalderen? 

Jeg har beskæftiget mig med middelalderen i mange år.
I min grønne ungdom underviste jeg i en periode på universitetet i middelalderens samfund og historie. Den ene af mine venner som forlangte, at jeg skrev en historisk krimi, havde nogle måneder før forsvaret sin doktordisputats, som handler om bykvinders rettigheder og muligheder i 1400-1600-årene. Min datter forærede mig disputatsen, og jeg havde læst den med stor interesse. Mens jeg læste de mere teoretiske – og ikke vildt spændende afsnit – var jeg begyndt at se små stumper video inde i mit hoved med disse kvinder. Og på det tidspunkt strejfede det mig, at det kunne da være interessant at sætte kød på de teoretiske overvejelser. Men så glemte jeg det igen – lige til vi stødte sammen i døren ind til kaffen.

Hvordan vil du beskrive din research- og skriveproces?

Grundig og systematisk til en begyndelse. Jeg læser, får ideer og læser mere. Tager stakke af noter. På et tidspunkt springer gnisten. Jeg begynder at se omridset af historien, og så går jeg i gang.

De første afsnit er de sværeste, og dem må jeg gerne skrive om flere gang, før jeg er tilfreds med anslaget.
Når jeg skriver, vil jeg gerne kunne koncentrere mig om historien, og det gør jeg bedst, når jeg ikke forstyrres af alt for meget andet.
Da jeg skulle i gang med min anden historiske krimi – 'Når himlen falder ned' – var jeg så heldig at få et legatophold på Hald Hovedgaard, og der blev jeg frygtelig hald-afhængig.
På Hald er der ingen telefoner, der ringer, intet fjernsyn, ingen gæster, ingen krav om at man skal noget som helst andet end at passe sine historier. Der er ikke mange muligheder for overspringshandlinger, når man går i stå. Man kan  tage cyklen og køre til købmanden, eller man kan gå sig en lang tur i det smukke landskab. Og det er det. Og min erfaring er, at der kan opstå mange gode ideer, når man cykler eller går.
Og så er der meget ofte godt selskab - alle de andre der også har søgt derover for at få ro til at skrive. Disse andre, forfattere, oversættere og illustratorer, er gode samtalepartnere.

Specielt indenfor krimigenren vælger mange forfattere at have en gennemgående hovedperson  - hvorfor har du valgt det, og hvilket 'forhold' har du fået til hende gennem et så langt 'bekendtskab'? 

Jeg valgte ikke at have en gennemgående hovedperson, men det var ikke nemt at slippe af med Elne, da jeg først havde lært hende at kende. Da jeg skulle i gang med den anden roman, stod hun der igen og ville være med. Hun er ikke sådan at vifte af. Hun blev ved med at stå ved siden af mig med indfald og synspunkter.
Efterhånden synes jeg, at jeg kender hende ret godt – og jeg tror, at det er gengældt. 
 
Du bor selv i Helsingør - henter du inspiration, når du går rundt i byens gamle gader?

Både ja og nej.
Jeg har benyttet al den lokalhistoriske litteratur, jeg er kommet i nærheden af, sådan at jeg kan give et troværdigt billede af Helsingør i 1400-årene. Men Helsingør har ændret sig meget i de forløbne år. I centrum er gadeforløbet som det var i 1400-årene, men husene er nyere. Og livet er flyttet væk fra Elnes gadehjørne. Der skal fantasi til at se Elnes Helsingør, men jeg ved, at det ligger der, lige neden under gadebelægningen.
  
Du arbejder meget bevidst med sprog og udtryk?     

Sproget er altid vigtigt. Det er gennem sproget, vi afslører vor opfattelse af os selv og vor omverden, så egentlig burde jeg vel skrive mine krimier om Helsingør på senmiddelalder dansk. Men det kan jeg ikke, og hvis jeg kunne, ville det også være noget af et krav at stille til mine læsere. Man sætter sig jo ikke med en krimi og en ordbog over ældre dansk ved hånden.
Jeg prøver kun at bruge ganske få af de ord og vendinger, som ikke længere er i brug, og mest for at give en duft af tiden. Derimod er jeg meget opmærksom på hvilke ord, jeg vælger af de ord, vi bruger i dag. Hvis jeg har et valg, vælger jeg ord, som allerede fandtes i dansk i senmiddelalderen, dvs. oprindeligt danske ord og ord som netop i 1400-årene vandrer ind i dansk fra tysk. F.eks. bruger jeg ’begynde’ (fra tysk, i dansk i 1400-årene) og ikke ’starte’ (fra engl., i dansk fra 1800-årene).
 
Du er historiker og medforfatter på en kommende bog om kvinder i Renæssancen, hvor du bl.a. fortæller om den stærke godsejer Anne Rudsdatter. Elne er jo også en stærk og selvstændig kvinde -  du holder meget af 'stærke kvinder', ikke? Hvorfor?

Jo, jeg holder af stærke kvinder, hvis de ellers er stærke på ’den rigtige måde’. Jeg har ikke meget tilovers for damptromler, som klarer sig, fordi de er stærke nok til at nedlægge alt og alle på deres vej.
Men kvinder som er stærke, fordi de har tillid til sig selv og aldrig er for optagede af deres egne problemer til ikke at se andres problemer.
Hvorfor? Tja – sådan ville jeg vel gerne være.

Og endelig kunne jeg tænke mig at vide, om du har en anden hovedperson i kulissen til kommende romaner, nu hvor Elne bliver ældre og stiv af gigt?
 
Ja, men foreløbig er hun kun i mit hoved.