Hvis man ikke før eller siden stiller sig tilfreds med det, man har, mister man alt' siger Iben på et tidspunkt. Er det 'moralen' i det ægteskab, du skildrer i din nye roman 'Tennis'?
Der er to svar på det spørgsmål. Det ene er privat og tager udgangspunkt i min forståelse af verden, og det andet er litterært, og tager udgangspunkt i, hvordan romanen er blevet til.
Hvad det første angår: Jeg tror personligt, det gælder alle ægteskaber, specielt i en tid som denne, hvor der naturligvis altid er fristelser alle vegne, som vi har svært at sige nej til, men som, når vi giver efter, kan ødelægge den relation og nærhed, vi allerede har, og som er bygget op over tid.
Men det svar dur ikke, for det er en roman, vi har med at gøre. Jeg hørte den sætning i en bus fra Vejen til Rødding, på vej til den højskole, jeg arbejdede på. Jeg kan huske, vi kørte igennem et tungt, jysk mørke, og så kom det fra en fuld mand på bagsædet. 'Hvis man ikke før eller siden stiller sig tilfreds med det, man har, mister man alt'.
Det lød som et brøl af smerte, og som en sammenfatning af hele hans liv. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg vidste, jeg ville komme til at bruge det til et eller andet. Måske var det den begivenhed, der blev startskuddet til romanen; den sætning, jeg skrev op imod, og så blev historien til bagefter. Det var Morten, jeg mødte den aften i bussen. Han vidste det bare ikke selv.
Hvorfor skal der overhovedet holdes liv i Mortens ægteskab?
Det skal der, holdes liv i det ægteskab, fordi Morten ellers ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv.
Mænd kan ikke klare sig selv, når de bliver forladt. De har ikke godt af at være alene. De lader alting ligge og flyde, går til speedway, drikker for meget og får ondt af sig selv. Kvinderne begynder at gå i Operaen og i læsegrupper og får sunde interesser.
Ægteskabet/livet som et spil tennis?
Tennis som et symbol på parforholdet osv. DET er bestemt ikke meningen.
Jeg hader, når forfattere anbringer store tunge stykker symbolik i deres litteratur, når H. C. Andersen skruer ned for olielampen, mens én eller anden ligger og udånder i sengen ved siden af. Den slags, og når Rifbjerg sætter sin pubertære drengebørn til - med skrækblandet fryd - at slå en hugorm ihjel som billede på kastrationsangsten. Det er rædselsfuldt, og der er alt for meget af den slags i dansk litteratur. Man merkt sich die Absicht und wird verstimmt. Det betyder ikke, at der er noget i den retning på færde, altså tennis, men det matcher ikke en afkodning én-til-én. De indslag må aldrig falde helt på plads, glat og net, men skal forblive en udfordring for tanken.
Kan du afsløre hvem/hvad Göran er?
Jeg vidste godt, hvad det var, jeg var i gang med at lave, da jeg var nået til side cirka 100.
Göran er en konkretisering af sorgen, af Mortens tab, da det viser sig, at Iben ikke vil have ham. Jeg kan nok ikke komme det nærmere. Han er ikke blot en væmmelig udspaltning. Det er vel egentlig en gammedags allegori. A la manden med leen som døden. Normalt, når vi skal beskrive den slags sammensatte følelser, rækker vi ud efter dem med store, abstrakte ord, men her bliver det alt sammen omsat i handling med Göran som omdrejningspunkt. DET er vel det, litteratur handler om, at give form og stemme til det allervanskeligste, det vi ikke blot kan sige med normalsproget. Og der er mere. Livet er vel ret beset en udveksling af gode og onde gaver, de gaver, der bliver givet, og gaver er også vigtige i romanen - do I make my self clear? Think not!
Hvorfor fodnoter?
It works!
Kunne en kvinde have skrevet denne bog?
Perspektivet mandligt.
Iben sidder oppe i hovedet på Morten. Hvordan hun er og ser ud i virkeligheden et et anliggende mellem teksten og læseren. Det må læseren selv hente frem, og det er den motor og præmis, romanen er skrevet på. Den fraværende kvindelige synsvinkel, der gemmer på noget helt andet.
De forfattere, jeg sætter højst i Danmark pt er kvinder. Ida Jessen, Kirsten Thorup, Helle Helle, Trisse Gejl og min co-writer på en kommende udgivelse Dorthe Nors og flere endnu.
Jeg er misundelig.
Selv om jeg ved, det er løgn, er det alligevel, som om det bare løber ud af dem, ubesmittet og rigtigt. De gør det med største selvfølgelighed, kvinderne.
Mændene kæfter op og fægter med arme og ben. Kvinderne lever bare, skriver bare, kan bare. Og vi vil også.
Hvor er vingerne - mangler de ikke .... for at være helt ærlig bliver jeg en lille smule gal på hovedpersonen, 'tag dig dog sammen mand'! Hvorfor gør han ikke det?'
Så er vi der igen! Det er en kvinde, der taler dér, det er der ingen tvivl om.
Han er paralyseret, for fanden.
Morten handler i et tomrum, og jeg tror ærlig talt ikke, det hjælper, at I kvinder bliver sure på os - nej, ham. Den foragt dér, den fordømmelse.
Nej, ikke foragt eller fordømmelse ... måske nærmere en lidt trist fornemmelse i maven
Men sådan er livet nogen gange , Gitte, set fra et mandligt perspektiv, og hvis det er den følelse, det har bibragt dig, er det fint.
Men alvorlig talt. Det var forfærdeligt at skrive slutningen, hold kæft, nu tager de en tur til i manegen - det er sandt, det var forstemmende læsning/skrivning, men handlingen med Göran fortsætter et andet sted - hos Lars og de bryderier, han har med Birgitte.
Har du kommentarer/spørgsmål til Robert Zola Christensen omkring 'Tennis', kan du skrive til ham på www.rzc.dk
Artikel
Det svage køn. Interview med Robert Zola Christensen
Hvis man ikke før eller siden stiller sig tilfreds med det, man har, mister man alt' siger Iben på et tidspunkt. Er det 'moralen' i det ægteskab, du skildrer i din nye roman 'Tennis'?
Der er to svar på det spørgsmål. Det ene er privat og tager udgangspunkt i min forståelse af verden, og det andet er litterært, og tager udgangspunkt i, hvordan romanen er blevet til.
Hvad det første angår: Jeg tror personligt, det gælder alle ægteskaber, specielt i en tid som denne, hvor der naturligvis altid er fristelser alle vegne, som vi har svært at sige nej til, men som, når vi giver efter, kan ødelægge den relation og nærhed, vi allerede har, og som er bygget op over tid.
Men det svar dur ikke, for det er en roman, vi har med at gøre. Jeg hørte den sætning i en bus fra Vejen til Rødding, på vej til den højskole, jeg arbejdede på. Jeg kan huske, vi kørte igennem et tungt, jysk mørke, og så kom det fra en fuld mand på bagsædet. 'Hvis man ikke før eller siden stiller sig tilfreds med det, man har, mister man alt'.
Det lød som et brøl af smerte, og som en sammenfatning af hele hans liv. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg vidste, jeg ville komme til at bruge det til et eller andet. Måske var det den begivenhed, der blev startskuddet til romanen; den sætning, jeg skrev op imod, og så blev historien til bagefter. Det var Morten, jeg mødte den aften i bussen. Han vidste det bare ikke selv.
Hvorfor skal der overhovedet holdes liv i Mortens ægteskab?
Det skal der, holdes liv i det ægteskab, fordi Morten ellers ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv.
Mænd kan ikke klare sig selv, når de bliver forladt. De har ikke godt af at være alene. De lader alting ligge og flyde, går til speedway, drikker for meget og får ondt af sig selv. Kvinderne begynder at gå i Operaen og i læsegrupper og får sunde interesser.
Ægteskabet/livet som et spil tennis?
Tennis som et symbol på parforholdet osv. DET er bestemt ikke meningen.
Jeg hader, når forfattere anbringer store tunge stykker symbolik i deres litteratur, når H. C. Andersen skruer ned for olielampen, mens én eller anden ligger og udånder i sengen ved siden af. Den slags, og når Rifbjerg sætter sin pubertære drengebørn til - med skrækblandet fryd - at slå en hugorm ihjel som billede på kastrationsangsten. Det er rædselsfuldt, og der er alt for meget af den slags i dansk litteratur. Man merkt sich die Absicht und wird verstimmt. Det betyder ikke, at der er noget i den retning på færde, altså tennis, men det matcher ikke en afkodning én-til-én. De indslag må aldrig falde helt på plads, glat og net, men skal forblive en udfordring for tanken.
Kan du afsløre hvem/hvad Göran er?
Jeg vidste godt, hvad det var, jeg var i gang med at lave, da jeg var nået til side cirka 100.
Göran er en konkretisering af sorgen, af Mortens tab, da det viser sig, at Iben ikke vil have ham. Jeg kan nok ikke komme det nærmere. Han er ikke blot en væmmelig udspaltning. Det er vel egentlig en gammedags allegori. A la manden med leen som døden. Normalt, når vi skal beskrive den slags sammensatte følelser, rækker vi ud efter dem med store, abstrakte ord, men her bliver det alt sammen omsat i handling med Göran som omdrejningspunkt. DET er vel det, litteratur handler om, at give form og stemme til det allervanskeligste, det vi ikke blot kan sige med normalsproget. Og der er mere. Livet er vel ret beset en udveksling af gode og onde gaver, de gaver, der bliver givet, og gaver er også vigtige i romanen - do I make my self clear? Think not!
Hvorfor fodnoter?
It works!
Kunne en kvinde have skrevet denne bog?
Perspektivet mandligt.
Iben sidder oppe i hovedet på Morten. Hvordan hun er og ser ud i virkeligheden et et anliggende mellem teksten og læseren. Det må læseren selv hente frem, og det er den motor og præmis, romanen er skrevet på. Den fraværende kvindelige synsvinkel, der gemmer på noget helt andet.
De forfattere, jeg sætter højst i Danmark pt er kvinder. Ida Jessen, Kirsten Thorup, Helle Helle, Trisse Gejl og min co-writer på en kommende udgivelse Dorthe Nors og flere endnu.
Jeg er misundelig.
Selv om jeg ved, det er løgn, er det alligevel, som om det bare løber ud af dem, ubesmittet og rigtigt. De gør det med største selvfølgelighed, kvinderne.
Mændene kæfter op og fægter med arme og ben. Kvinderne lever bare, skriver bare, kan bare. Og vi vil også.
Hvor er vingerne - mangler de ikke .... for at være helt ærlig bliver jeg en lille smule gal på hovedpersonen, 'tag dig dog sammen mand'! Hvorfor gør han ikke det?'
Så er vi der igen! Det er en kvinde, der taler dér, det er der ingen tvivl om.
Han er paralyseret, for fanden.
Morten handler i et tomrum, og jeg tror ærlig talt ikke, det hjælper, at I kvinder bliver sure på os - nej, ham. Den foragt dér, den fordømmelse.
Nej, ikke foragt eller fordømmelse ... måske nærmere en lidt trist fornemmelse i maven
Men sådan er livet nogen gange , Gitte, set fra et mandligt perspektiv, og hvis det er den følelse, det har bibragt dig, er det fint.
Men alvorlig talt. Det var forfærdeligt at skrive slutningen, hold kæft, nu tager de en tur til i manegen - det er sandt, det var forstemmende læsning/skrivning, men handlingen med Göran fortsætter et andet sted - hos Lars og de bryderier, han har med Birgitte.
Har du kommentarer/spørgsmål til Robert Zola Christensen omkring 'Tennis', kan du skrive til ham på www.rzc.dk
Kommentarer