Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Udarbejdelsen af den danske, litterære kanon har med rette affødt en del debat. Et af de mest grundlæggende spørgsmål, der fra flere kanter er blevet rejst, er, hvorfor vi overhovedet har brug for den?
De forfattere, der optræder på udvalgets liste, er jo i forvejen dem, der bliver læst i folkeskolen og gymnasiet. Hvorfor bruge tid og penge på at slå fast, at det, der bliver læst, er det, der skal læses?
Da der tilsyneladende ingen praktiske svar er på dette spørgsmål, må man lede efter motiverne i kanonens symbolske værdi, nemlig som medskaber af den i disse tider så stædigt eftersøgte nationale identitet. Den litterære kanon er støbt i en politisk form. Den skal befæste, at der findes en specifik dansk kultur, og at den har en historie, der går helt tilbage til folkevisernes tid.
Dette nationale projekt har været udvalget så magtpåliggende, at det i visse tilfælde tydeligvis har motiveret valget af forfattere i den fælles kanon på bekostning af den litterære kvalitet. Jeg tænker især på Grundtvig (1783-1872) og Oehlenschläger (1779-1850), der begge i høj grad er associeret med ”danskheden”, uden at den litterære værdi af deres værker dog er enestående.
Oehlenschläger kunne snildt være skiftet ud med Schack Staffeldt (1769-1826) eller Jens Baggesen (1764-1826) – ingen af hvem er blevet kanoniserede. Ganske simpelt fordi det først og fremmest har været vigtigt at kanonisere dem, der var mest ”danske” i henhold til de populære ideer, der i dag cirkulerer om, hvad dette diffuse begreb dækker.
Projektet løber ind i endnu større problemer, når kanonudvalget bevæger sig længere tilbage end romantikken, hvor den nationalbevidsthed, der i vor tid er ved at blive genoplivet, blev grundlagt. At kalde folkeviserne, folkeeventyrene og sagaerne for danske er noget af en påstand al den stund, der ikke fandtes nationalstater på tidspunktet for deres skabelse.
Hvis man endelig skal henføre sagaerne, der blev skabt under stor påvirkning af engelsk, fransk og germansk digtning, til en nation i dag (hvilket forekommer irrelevant), må det være Island. Også folkeeventyr og –viser blev i høj grad importeret fra Frankrig, Tyskland og England.
Når man taler om Danmark og udlandet i denne forbindelse, er det også værd at nævne, at to nordmænd er repræsenteret i den danske kanon, nemlig Ludvig Holberg (1684-1754) og Henrik Ibsen (1828-1906). Dem skal vi skynde os at læse, mens vi endnu må. For når nordmændene får samme fremragende idé som os og laver en litterær kanon, kræver de dem vel tilbage – og sagaerne med formodentlig.
Spørgsmålet om litterær import og eksport, om digterisk påvirkning, trænger sig på i hele kanondebatten. For er det overhovedet muligt at forstå danske digtere uden at kende deres udenlandske inspirationskilder? Ville det ikke være mere relevant at åbne danskfaget mod udlandet og gøre det til et studie af litteratur, sådan som denne altid har udfoldet sig, nemlig gennem gensidige påvirkninger over landegrænser?
Det er naturligvis væsentligt, at man gør sig bekendt med den nationale litteratur, men den må ikke fremstilles, som om den udgjorde en autonom historie. I stedet er det på tide, at folkeskolen og gymnasiet også i danskfaget tager højde for den internationale kontekst, denne litteratur er skrevet og bliver skrevet i.
Ved at øge bevidstheden om interkulturelle påvirkninger, kunne man måske modarbejde det forsøg på at sætte mennesker i bås i henhold til ”faste” kulturelle identiteter, som man for tiden dagligt bevidner fra medierne og politikere. Det fører uomgængeligt til had og vold, når man forsøger at bilde folk ind, at vi nu står over for en kamp på liv og død mellem uforenelige kulturelle identiteter. Ikke desto mindre er det, hvad man gør. Og litter
aturen, der, hvis den har nogen kvalitet, altid i moderne tid har drejet sig om det almenmenneskelige, det, vi har tilfælles, er for tiden et politisk gidsel i dette vulgære og reaktionære drama mellem ”os” og ”dem”.
Den moderne litteratur, der opstod i tiden omkring den franske revolution og fra begyndelsen var forbundet med en radikalt demokratisk vision, kan anskues som et opgør med den tidligere, klassiske digtning, der netop støttede sig til faste identiteter, det vil sige faste forbindelser mellem måder at være på, handle og tale på.
En konge skulle i en tragedie fra det 17. århundrede tale og handle som en konge, i de lavere genrer som komedien skulle bønder på samme vis repræsenteres som bønder. Den moderne litteratur – især romanen – skar disse identiteters bånd over – nu kunne alle og enhver være genstand for romanens undersøgelse. Man kunne (og kan) naturligvis stadig reproducere gængse kulturelle identiteter, men man kunne også blande og frigøre dem.
Holbergs komedie Den politiske Kandestøber fra 1722 er et typisk eksempel på den klassiske tankemåde. Den handler om en kandestøber, der forsømmer sit arbejde, fordi han hellere vil diskutere politik. Et par embedsmænd bilder ham ind, at han er blevet valgt til borgmester og overdynger ham derefter med juridiske sager, han ikke kan klare.
Til sidst er kandestøberen parat til at begå selvmord for at slippe for politikkens byrde. Men så går sagens rette sammenhæng op for ham, og han kan hengive sig til at være, hvad han altid har været; kandestøber.
Moralen er klar: enhver skal stræbe efter at udfylde den sociale position, han eller hun nu engang har fået, og ikke skabe uorden i det hierarkiske system.
I dag er social mobilitet naturligvis ikke forbudt, snarere en forudsætning for det liberale demokrati. Men tanken om, at man har faste identiteter og skal blive på sin plads, er ikke holdt op med at præge og plage os. Tværtimod. Den er blot flyttet til et andet område, nemlig kulturens.
Når man i dag insisterer på faste kulturelle identiteter, falder man således tilbage til en præmoderne tænkemåde. Det er i egentlig forstand udemokratisk. Litteraturen kan være et middel mod intolerancens og de faste identiteters gift. I stedet bliver den misbrugt som politisk støbte kugler i en nationalistisk kanon.
Kommentarer