Tale ved uddelingen af debutantprisen Munch-Christensens kulturlegat til Emma Bess for Mødre døtre søstre
Af Anne-Marie Mai, litteraturprofessor
De nære forhold i familien er blevet endevendt i nyere dansk litteratur mangen en gang – fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt og Helle Helle er stadig flere skarptskårne portrætter af mødre, døtre og søstre blevet tilføjet det litterære galleri. Man kunne fristes til at tænke, at nu er alt efterhånden endevendt, og nu er det blevet svært at sætte sig til tasterne og få nye fine detaljer eller overraskende store linjer frem. Men heldigvis bliver man ikke bekræftet i den antagelse. Når den gode litteratur kommer til, bliver man overrasket og henrykt på ny. Og præcis sådan er det med Emma Bess’ noveller, Mødre, døtre, søstre, 2018. Hendes noveller henrykker.
Udtrykket henrykker låner jeg fra den amerikanske professor Rita Felski, der fremhæver, at litteraturen hos os læsere skaber genkendelse eller anerkendelse, social viden, henrykkelse eller chok. Jeg vil hævde, at alle fire dimensioner er tilstede hos Emma Bess. Men det begynder med en henrykkelse eller en slags fortryllelse over den kunstneriske sensibilitet, som kendetegner Emma Bess’ noveller. I den allerførste novelle ”Fest” følger vi en lillesøster, der er optaget af sin søster Nellis forberedelser til at gå til fest med sine venner. Novellen starter med at beskrive lillesøsteren, der holder sin mors lille spejl op under sin næse og forsøger kun at se verden gennem spejlet. Hun kigger på loftsbrædderne under sig og føler, at hun svæver, idet hun helt mister sin proportionssans. Hun ser sin søster lægge make-up og forestiller sig, hvordan søsteren og hendes kæreste har sex. Grebet med at lade den yngste søster se verden gennem moderens spejl er meget fint, for det får os som læsere til at opleve, hvordan den unge piges blik på sig selv og på verden er ved at forandre sig. Hun længes efter forandringen, men hun er også bange for hvad, der sker med hende selv og med søsteren. Da hun onanerer, ser hun pludselig i spejlet sin tunge komme ud af sin mund som ud af en maske. På denne måde overrumpler kropslige erfaringer, tanker, sansninger og billeder, alt imens hverdagen med måltider, oprydning og vasketøj fortsætter i sit eget spor. Det er jo netop i et flimmer af sansninger og indtryk, af hverdag, af stille katastrofer og af grænseoverskridende oplevelser, at man går ind i en ny alder – ”Nelli og jeg er uforståelige for mor og far. Det er det smukkeste og mest fredfyldte” – lyder det til slut i novellen.
Det henrykker en som læser, at Emma Bess netop finder de sproggreb og den fortællestil, der lukker verden op på ny og får os til at se noget hidtil uset. Vi ser som i et spejl og i en gåde i disse noveller, men spejlet er ikke altid det samme, man tænker over, hvordan kvinderne måske en dag lægger mors spejl fra sig, eller måske splintres spejlet og sætter sig som skår i deres øjne. Henrykkelsen over selve det nye og fine i Bess’s fortællekunst fører også til en genkendelse og anerkendelse af menneskelige erfaringer.
I novellen ”Hjem” møder vi to voksne søstre, der tager en løbetur sammen, bader og går i sauna. Fortællingen bevæger sig frem og tilbage mellem løbeturen og situationer fra søstrenes barndom. Der er noget ufortalt og uforløst imellem dem, måske en længsel efter en nærhed og fortrolighed, som de aldrig når, hvor tæt de end slynger sig om hinanden. En erindring om, hvordan den forsvundne dukke Ruth er blevet klædt ud som havfrue og har fået bryster malet på, bliver ved med at spøge. Er der en overgang eller forvandling, som søstrene ikke kan komme igennem? Og hvad er det forældrene skjuler, hvis de skjuler noget. Som læser oplever man en genkendelse af, hvordan situationer kan blive ved med at spøge i ens bevidsthed og en anerkendelse af, af selv når vi synes, at vi er tættest på vores nærmeste, på mødre og søstre, kan en afstand åbne sig. Dermed rummer novellerne også en fin social viden om vores liv med hinanden.
Rita Felski nævner tillige chok som en litterær effekt. I novellerne, ligger chokket ikke i de store og rystende begivenheder, men i de næsten tavse oplevelser, som pludselig stikker frem i en sætning - ”Hendes barn er en zone af opløsning, der æder sig ind på hende, Anna lader sig villigt overmande, giver sig hen med en døsig, mælkeboblende jubel, det her har jeg skabt!”, lyder det i den sidste novelle om en mor. Hvem tænker hvad her, og hvordan hænger det sammen eller hænger netop ikke sammen? Midt i mælkelykken er også rædslen og en mærkelig lyst til at bryde et tabu, som da forældrene undersøger deres nyfødte barns mundhule. Herman Bang skrev en gang om fortællekunsten, at for den impressionistiske fortæller, er de ydre ting, han maler, kapslerne om den indre historie. ”Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi.” Emma Bess er ikke nogen renlivet impressionist, men der er indre historier, spejle og billedkapsler at tage til sig. Man henrykkes.
Kommentarer