Thue Friislund debuterer med novellesamlingen 'Forsvindingsnummer'. Det er ikke tilværelsens højdepunkter, forfatteren griber fat i, men skildrer primært hverdagsrealitiske hændelser og dramaer, som ofte kommer til at fremstå tragikomiske.
Men gør det ikke novellerne lidt kedelige i længden? På ingen måde - for under overfladen lurer ofte desperation, længsler, melankoli og en dybere mening.
Friislund mestrer antydningens kunst - og lader det op til læseren selv at drage konklusionerne. De 14 noveller leverer rigeligt med stof til eftertanke.
Tillykke med udgivelsen af din første novellesamling. Måske et banalt spørgsmål men hvilke tanker og følelser sætter en sådan præstation i gang?
Når noget lykkes, som at skrive en bog, giver det selvfølgelig en enorm lyst til at arbejde videre. Jeg startede med at skrive i en periode af mit liv, hvor jeg havde behov for at have et rum, der var mit eget, noget som andre ikke havde indflydelse på. Jeg havde arbejdet nogle år som lærer, jeg havde fået børn, og jeg oplevede, at jeg altid skulle forholde mig til andre – nærmest døgnet rundt. Derfor skrev jeg, for at have noget for mig selv. Alligevel er jeg glad for, at det blev til andet og mere end noget, der lå i skrivebordsskuffen. Den ambition har jo også ligget der.
Langt hovedparten af novellerne er fortalt af en jeg-fortæller - hvorfor har du valgt den fortællervinkel?
På et tidspunkt underviste jeg i filosofi i 10. klasse. Vi så en fantastisk lille film, hvor nogle børn diskuterer forskellen på at være et du og et jeg, og vi snakkede i klassen meget om det grundvilkår, at jeget er vores eneste kilde til erkendelse. Vi ved ingenting om verden udenfor vores jeg. Vi bliver konstant bedraget af det. Det glemmer fortiden, og det ved absolut ingenting om fremtiden. Man kunne sige, at jeget konstant fordrejer virkeligheden, eller man kunne sige, at jeget konstant skaber virkeligheden. Disse tanker var med til at give min noveller en form, der bestod af fortrinsvis jeg-fortællere, der fortalte deres i historier i nutid. Det har været meget styrende for tonen og stemmen i mine tekster.
Desuden opstår der en stor loyalitet mellem jeg-fortæller og forfatter. Redaktøren på forlaget sagde som noget af det første, at der var meget humor i mine tekster, og det undrede jeg mig faktisk over. Selvfølgelig kan jeg godt se det komiske i nogle af figurerne, men det var ikke et ord jeg selv ville have valgt, hvis jeg skulle karakterisere mine noveller, for jeg har slet ikke tænkt på at være sjov, da jeg skrev. Det hænger sammen med loyaliteten overfor jeg-fortællerne. De prøver jo ikke på at være sjove. Først når man møder dem som læser, er de det.
Der er mange fine noveller i samlingen, som jeg har lyst til gribe fat i men ender med ’Rollator’. Hver dag fra vinduet følger jeg-fortælleren en gammel dames selvmordsaktion - tilsyneladende. For aktionen, der består i at krydse en voldsomt befærdet vej i myldretiden, ender altid godt. Selv lever jeg-fortælleren et meget kontrolleret liv. Fortæl mig mere om denne novelle?
Jeg synes, der er meget fokus på, at vi skal kontrollere vores liv, at vi kan styre os selv og vores liv i de rigtige retninger. Men sandheden er jo, at vi er dybt afhængige af andres menneskers valg og en masse tilfældigheder. Fortælleren og den gamle dame i Rollator er eksponenter for to yderpoler i den sammenhæng. Fortælleren er en karikatur – nærmest neurotisk selvkontrollerende, og den gamle dame kaster med et ”fast greb” sit liv i tilfældighedernes vold. Når sympatien ligger hos den gamle dame, er det allermest fordi, det var billedet af hende, i vejkrydset med sin rollator, der satte historien i gang for mig. Der var bare en masse kraft i denne kvinde med spinlonkjolen midt i krydset. Men det er jo også hende, der satser hele butikken for et tilsyneladende meningsløst projekt.
Og så er der alt det med risiko. Vores forhold til at skulle sikre os selv og minimere enhver form for risiko, er indimellem helt ude af proportioner. Min samvittighed er jo sort som kul, hvis jeg en dag har glemt cykelhjelmen og undtagelsesvis lader en af mine børn køre hjem fra fritten uden, og børn i dag får skideballer og formaninger om, hvor farligt det er at cykle uden cykelhjelm. Jeg synes selvfølgelig, det er godt at køre med cykelhjelm. Sikkerhed er vigtigt, og det er godt, vi bliver klogere, men hallo, min farbror svømmede næsten en kilometer tværs over en sø, da han var tolv år. Det fik han en skideballe for!
Afslutningsvis er der flere novellesamlinger i skuffen eller kan vi forvente anden prosaform i næste udgivelse?
Der er helt sikkert ingen samlinger i skuffen! Men det håber jeg der kommer. Jeg er bestemt ikke færdig med at skrive noveller, selvom jeg lige nu har kastet mig over et romanprojekt, som tager al min skrivetid.
Det er bestemt ikke en ukompliceret kunstart at skrive gode noveller - hvad er dine bevæggrunde for at vælge netop denne prosaform?
Jeg har altid læst mange noveller, og jeg kan godt lide den tæthed, der ligger i genren. Man er nødt til at gå til stålet med det samme og ramme noget centralt i forhold til ens motiv. Samtidig er der en frihed til at eksperimentere. Form og indhold skal styres over få sider, og man er ikke låst til et længere forløb. Men det har også været forbundet med min arbejdsrytme. De tidsrum, jeg har skrevet i, har været relativt korte.
Jeg har måttet udnytte de huller, der er opstået midt i en hverdag med arbejde og familie. Det kunne fx være, når jeg havde lagt min datter ud i barnevognen for at sove, og jeg vidste, at der var halvanden time, til hun vågnede igen. Eller det kunne være en formiddag, hvor jeg havde fri. Jeg havde en idé om, at det ville kræve en anden arbejdsrytme at skrive en roman. Den sammenhængskraft en roman kræver, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne opretholde, med de arbejdsbetingelser jeg havde på det tidspunkt.
Hvad er det, der udløser en novelle eller en tekst i dit skriveunivers?
Der er sikkert mange veje ind i en tekst. Ofte registrerer jeg et eller andet, det kan være en tilfældig ordveksling på gaden, et brudstykke fra en drøm, eller noget jeg har set i fjernsynet. Det kan ske hvor som helst. Der er ikke særlige steder, hvor inspirationen kommer. Fælles for oplevelserne er, at jeg får lyst til at digte videre på dem. Det er, som om de gemmer på et potentiale, en mulig historie. Men det kan være svært at fastholde. Det bliver sådan en slags kapløb med mig selv, hvor jeg prøver at få sproget til at makke ret, mens jeg stadig kan ane muligheden. En overgang havde jeg en lille æske fuld af gamle busbilletter, kvitteringer og papirservietter, som jeg havde brugt til at skrive ideer ned på. Indimellem tog jeg kassen frem og læste dem, men jeg oplevede tit, at ideen var gået tabt. Det jeg havde skrevet, sagde mig ikke noget mere. Det var som om potentialet var forsvundet, så det gik jeg bort fra.
Men jeg har også opdaget, at ideerne kan skrives frem. Sproget giver noget tilbage, når man arbejder med det. Man kan sidde og forsøge at få noget bestemt til at fungere, vende og dreje sine formuleringer, skifte ud og skifte ind, og det vil bare ikke lykkes. Men så pludselig er der noget der virker – bare noget helt andet end det man var i gang med. Det er både irriterende og befriende. Irriterende fordi, det ikke lykkedes at styre sin historie i den retning man ville, projektet var en blindgyde. Men befriende fordi man fik noget andet helt gratis, som om en eller anden pludselig havde lagt en historie i postkassen.
En enkelt anmelder har skrevet, at dramaet udebliver i dine noveller. Jeg synes jo netop, at dette fravær er en af novellesamlingen helt store styrker. At novellerne skildrer forskellige menneskeskæbner på en hverdagsrealistisk måde, uden at teksterne drukner i fortænkte plots …
Jamen, vores liv er hverken et plot eller et drama. Jeg kan indimellem blive fuldstændig opslugt af en bog eller en film med et godt plot. Det er medrivende og helt fantastisk, når historien kulminerer og tingene passer sammen. Men virkeligheden er jo langt mere usammenhængende og absurd. Derfor mener jeg også, at man indimellem må finde andre måder at skubbe til folk, når man bruger sproget og fortæller en historie. Jeg kan godt huske overskriften, men det at bruge dramaet bevidst, eller for dens sags skyld at fravælge det bevidst, har slet ikke været en del af ambitionen med mine tekster. Ved udgivelsen skifter fokus omkring en bog fra forfatterens fornøjelse ved at skrive til andres fornøjelse ved at læse. Det kan være en smule skræmmende, for når man skriver står man alene, og man har kun sine egen påståede gode historie at læne sig op ad. Men det er også befriende, at hverken roser eller kritiske ryster har indflydelse på det stykke arbejde, man har gjort – bogen bliver jo ikke lavet om. Man får lov til at gøre arbejdet færdigt for sig selv. Det er en naturlig forsinkelse i processen, at på det tidspunkt, hvor andre begynder at interessere sig for bogen, har forfatteren for længst sagt farvel til den. Det kan jeg egentlig godt lide.
Kommentarer