Så er årets Bogforum overstået. Læs om, hvordan Bogforum så ud fra Litteratursidens stand, og hvordan den tog sig ud for to af Litteratursidens brugere, Pernille og Felix
Litteratursiden fik succes
Røgen har lagt sig, Litteratursidens stand er pakket sammen og roen har sænket sig over den hårdt arbejdende redaktion. Her, små 2 uger efter Bogforum, er der endelig blevet tid til at evaluere på forløbet og - heldigvis - konstatere, at det blev en kæmpe succes, ikke bare for Litteratursiden, men for hele Bogforum.
Besøgstallet blev svimlende højt - mere end 25.000 mennesker lagde vejen forbi det litterære mekka, hvor der var mulighed for at opleve alt fra svimlende, høje bjerge af bøger til et hav af kendte forfattere, der læste op af deres seneste værker.
For Litteratursidens vedkommende var der også tale om en stor succes! Vi fik lanceret vores nye blad, Litteratursider, der mildt sagt blev revet væk, vi fik uddelt landets første og eneste pris til Året Læser og vi fik interviewet en masse store forfattere på vores velbesøgte stand.
Alt gik således efter planen, da Mai Dengsø blev kåret som Årets Læser og belønnet med en check på 20.000 kr. Forfatterinterviewsene var også meget populære tilløbsstykker, og flere hundrede mennesker stimlede sammen for at høre Litteratursidens medarbejdere interviewe bl.a. Jussi Adler Olsen, Anna Grue og Robert Zola Christensen. Samtidig blev der uddelt hele 1300 eksemplarer af Litteratursider sammen med et utal af postkort, kuglepenne og litteraturlister. Desuden blev der delt 17 (!) kilo bosjer ud. Læselyst og sukkertrang er jo som bekendt et godt makkerpar!
Bogforum oplevet af Pernille og Felix
Men hvordan så det Bogforum ud udefra? Vi bad to af Litteratursidens brugere, Pernille og Felix, lave hver deres reportage fra årets Bogforum. Det er der kommet to meget personlige og velskrevne øjnevidneberetninger ud af!
Læs om Pernille, der fik sine fordomme om tørt papir og kedelige bognørder skudt i sænk, og om Felix, der fik sin ilddåb som førstegangsbesøgende jyde i Forums sydende heksekeddel.
- Læs Pernille Sofie Krogsdahls reportage hér
- og Felix Paulsens levende skildring hér
God fornøjelse
Hilsen redaktionen
Kommentarer