Hendersons hybride klimakomposition byder på (u)mulige fremtider i en blanding af dystopiske fakta og poetiske drømme.
Allerede på forsiden bliver læseren suget ind til det dybgrønne, havet, dybet og inviteret til en flerstemmighed af udtryksformer med øvelser/noter/fortællinger/ flugt og ritualer. Det refleksive klimaværk oplyser os på klimakrisens aktuelle katastrofetilstand og udvider samtidig vores bevidsthed gennem sin poetiske fiktion. Og det er netop i kontrasten mellem den virkelighedsnære poesi og de rå fakta, at værket ’Zonen’ giver mulighed for at udfordre tanken og (forhåbentlig) skabe en ændret bevidsthed om en klode i krise.
”Det bliver 47 grader et sted på USA´s østkyst i dag (...) Halvvejs inde i 2021 har 1.146 mennesker mister livet på havet i et forsøg på at komme til Europa. (…) Vi er på vej mod tipping-punktet for planetens livsskabende systemer.”
I sin vækstkritiske tilgang til klimakrisen udfordrer Henderson endnu engang sin læser, ligesom hun gjorde det i sit hybride værk 1,7 Tipping Point. Skriften er brudt, skrifttyperne forskellige og et kollektiv af stemmer rummer et jeg, et du, et hun og flere navngivne børn – og i sidste ende os alle.
Mellem poesien og de mange kapitalkritiske statements opstår flere spekulative fortællinger og apokalyptiske universer. Nogle ville nok mene ude i fremtiden andre lige om hjørnet.
De mennesker, vi følger, er alle i en virkelighed, der rummer usikkerhed, tvivl og forandrede omgivelser i kampen for overlevelse i omfattende oversvømmelser – og en menneskerace, der er ved at miste grebet. I et forsøg på at opretholde kontrollen har man udviklet flere kunstige verdner i verden.
ALT er en prøvestation, hvor naturen er skabt i et laboratorie, og solen er kunstig. Her er beboerne opslugt af koloniseringen af Proxima Terra. Maskinen styrer og ved alt om alle. Kommandanten råder og konflikter og oprør er undervejs.
ARKEN vil lægge til ved en enorm oval kuppel af tykt hvidt glas, hvor det siges, at det er særligt udvalgte planter, dyr eller mennesker som transporteres ind i kuplen for at komme med skibet. Rundt om er indhegninger, hvor en kæmpe lejr opsamler alle de håbefulde. Få hundrede meter længere nede i dalen er der oversvømmet. De fleste er kommet med båd nogle er svømmet. De taler om vandet der stiger og om, hvem der har ret til at overleve.
ZONEN er et drømmende sted, der sætter sig i kroppen. Her mister tiden sin fart:
”Det er syrenernes tid, jordens tid og stenenes. Den sløve død, kalder nogle det, mens andre mener, at det må være at betragte som en udvej. En fred man kan fare vild i.”
Jeget er kommet til Zonen, hvor en intens og vild natur og en særlig cyklisk fornemmelse bringer personerne i en trancelignende tilstand.
Hendersons sofistikerede værk tilbyder sin læser en rå refleksionspakke med mulige sanselige forestillingsverdner. Efter læsningen sidder jeg tilbage klogere på klimakrisen og med i en større forståelse af vores komplekse forbundethed med naturen.
Kommentarer