Wonderboys af Michael Chabon

Den skæve og skøre ’Wonderboys’ er romanen om forbandelsen ved at have debuteret med et litterært mesterværk, og hvordan man kommer videre i livet med et monstrøst manuskript på slæb.

Den fallerede, småfede og hashrygende forfatter, Grady Tripp, har skriveblokering. Han har skrevet på ”den svære to’er” i over fem år, og manuskriptet har nået monstrøse plus 2000 sider.  Hustruen (den tredje) har forladt ham, han har gjort elskerinden (sin chefs kone) gravid, og hans emsige forelægger/ven tropper pludselig op for at speede skriveprocessen op.

Selv føler han sig noget nedstemt og desillusioneret, så midt i denne både professionelle og personlige krise har han mindst af alt brug for stress, døde hunde i bagagerummet, suicidale studerende eller konfrontationer med ekskoner, men som mester i fortrængninger fyrer han en fed og håber på det bedste. Weekenden med Grady er en desperat og rablende roadmovie - tragikomisk, morsom og absurd.

’Wonderboys’ er som flere af Michael Chabons romaner delvist selvbiografisk. Den foregår i Pittsburgh, byen hvor Chabon selv kommer fra, og hovedpersonen Grady er jøde ligesom forfatteren. Michael Chabon vandt i 2000 Pulitzerprisen for ’Den Utrolige Historie Om Kavalier & Clay’ og er en højt estimeret og kritikerrost forfatter. ’Wonderboys’ udkom i USA som Chabons roman nummer to, og Grady Tripps roman hedder også ’Wonder Boys’ – så der er altså tale om en roman i romanen. Lyder det indviklet? Det er det slet ikke, romanen er super nem at læse, den har et forrygende sprog, og jeg tog mig i at grine højt mange gange. Sproget er farverigt og herligt fyldt med crazy analogier.

Weekenden vi tilbringer med Grady Tripps & Co er ikke bare syret og absurd. Den er også fuld af historier om hans liv, der alle flyder sammen til én stor sammenhængende historie, så spørgsmålet om meningen med livet pludselig giver mening.

Jeg elsker amerikansk litteratur, og nogle af mine største læseoplevelser har været i selskab med amerikanere. Chabon er et nyt bekendtskab for mig, og det er bestemt ikke sidste gang jeg læser ham.