I sin betoning af fællesskabet rækker digtene ud efter sammenhænge, der omfatter andet og mere end det menneskelige. Kærligheden, kroppen og begæret er en konkret og uafviselig realitet i digtene, men det klimakrisen, krigen og flygtningestrømmene også.
”vi vil et mønster, stjernehimmelen når det bliver tydeligt den ikke er en flade” hedder det et sted i ’Vi er her’. Ønsket om at søge mønstre og skabe sammenhænge begrænser sig dog ikke blot til det det store kosmiske perspektiv, men foregår også på mikroplanet, når perspektivet senere i det samme digt skifter fra det største til det mindste og mest ydmyge i naturen. Både krybet og kosmos hører med i bogens udvidede og inkluderende forestilling om hvad verden består af: ”kålormen finder en kant at krybe op langs/ den smidige krop duver frem i rødt og sort/ klar til at eksplodere/ eller fuldbyrde den forvandling/ den bærer i sig/ så graver den sig direkte ned i jorden for at vente”.
Line Sejrbo Lidegaards digte forsøger konsekvent at nedbryde de hierarkier, vi normalt ordner og beskriver virkeligheden i. Eksempelvis her i samlingens første digt, hvor den historie om kærlighed og begær, der løber som en rød tråd gennem bogen, ikke er til at adskille fra foruroligende billeder på nethinden fra Paris, hvor Seinen er gået over sine bredder og sætter lygter og kastanjetræer under vand, eller dokumentaren fra det sønderbombede Aleppo, hvor en murer forklarer at ”så længe han bliver kan han ikke gøre andet/ end at genopbygge husene/ der hele tiden bliver ødelagt”. Kærligheden, kroppen og begæret er en konkret og uafviselig realitet i digtene, men det klimakrisen, krigen og flygtningestrømmene også.
Som eksemplerne viser bevæger digtene sig ad mange forskellige spor, som ikke er adskilte, men tværtimod forbundet og viklet ind i hinanden på samme måde som de former og helheder naturen organiserer sig i, hvor ”hver enkelt af alle/ de forskellige dele/ samarbejder om at opretholde den samlede organisme”.
Som i debutbogen Fælleden fra 2015 går forestillingen om fællesskabet, (”vi bliver til det vi kan med hinanden”), også her som et ledemotiv gennem teksterne. En bevægelse der peger væk fra jeget ud mod de relationer og sammenhænge det indgår i: ”det er en gammel kraft vi er ude efter/ en aften vi lægger os på den stadig varme asfalt i skumringen/ et stort pinjetræ rejser sig over os/ cikaderne synger så højt de kan// vi har lidt, næsten ingenting, at give hinanden/ vi suger varmen fra vejen, den trænger gennem tøjet til huden”.
Det er karakteristisk, at den kraft, der tales om i digtet, ikke blot er den der opstår i fællesskabet mellem de elskende, men også er betinget af den kropslige samhørighed med pinjetræet, cikaderne og jorden. Fællesskabet hos Liv Sejrbo Lidegaard begrænser sig ikke til det menneskelige, men omfatter også naturen og hele den materielle verden.
Med deres betoning af materialiteten og af fællesskabet som et langt mere omfattende begreb anfægter digtene vores indgroede opfattelse af mennesket som verdens centrum. Som hos mange andre af tidens forfattere – og ikke mindst lyrikere som f.eks. Lars Skinnebach, Theis Ørntoft, Rasmus Nikolajsen og Julie Sten-Knudsen – problematiserer Liv Sejrbo Lidegaard dette antropocentriske menneskesyn og peger på konsekvenserne af det som en væsentlig årsag til nutidens klimakrise.
I forhold til en dominerende tendens i klimapoesien bliver det i ’vi er her’ ikke ved symptombeskrivelsen eller de dystopiske fremtidsscenarier. I sine bedste digte peger Liv Sejrbo Lidegaard på mulige alternativer og skaber med sin forestilling om fællesskabet stærke modbilleder i forsøget på ”at få verden til at findes igen”.
Kommentarer