Anmeldelse
Verdens sidste roman af Daniel Sjölin
Rå og hudløst ærlig selvbiografisk roman om og af den svenske studievært Daniel Sjölin.
"Verdens sidste roman" følger i slipstrømmen fra den bølge af selvbiografiske romaner, der har skyllet ind over bogmarkedet de seneste år. Den er ikke en roman i gængs forstand. Den er en sammensmeltning af romangenren og biografien.
"Verdens sidste roman" er nutidserindringer iblandet barndomsminder og Daniel Sjölins betragtninger over samfundet, forurening, livet og romanen som genre. Han skriver bl.a., at alle romaner egentlig er selvbiografier. Forfatteren søger skikkelser at spejle sig i, og bekendelsesromaner er de mest ærlige, da de jo står ved, at de handler om forfatteren selv. Barndomserindringerne og Daniels Sjölins betragtninger er nogle steder så omfattende, at de virker forstyrrende for handlingen (for så vidt at man kan tale om en handling), og man kan næsten tabe tråden.
Daniel Sjölin er hudløst ærlig i sine beskrivelser af sig selv, som han karakteriserer som berøringsangst, selvoptaget alkoholiker. De alkoholiske tendenser har han arvet fra moderen, som nu tilmed er blevet dement efter årelangt misbrug; hendes demens er beskrevet med stor indlevelse. Daniel Sjölins moderopgør er ikke helt uens Morten Sabroes opgør med sin moder i "Du som er i himlen".
Ligeledes er beskrivelserne af forholdet til barndomsvennen, CJ og dennes kæreste, Catherine, som giver associationer til Janus, Tore og Helle i Rifbjergs "Den kroniske uskyld", med Daniel i birollen som Janus, interessante.
Daniel Sjölin har en meget ordrig stil, indimellem kunne han godt have sparet et par ord. F.eks. bruger han på side 138 syv linjer på at beskrive et lille barns ansigtskulør, når det skriger: ’rosabeige-beigerosa rosabeigehvidt-lyselilla med lyserøde striber…’
Men spørgsmålet er, hvor interessant det er for os som danskere, at læse en roman om en svensk studievært (når det ikke er fiktion vel at mærke)? Hvor mange danskere sidder og ser litteraturprogrammer på svensk tv? Og selvbiografisk bekendelseslitteratur er oftere lidt sjovere at læse, hvis man i forvejen kender giraffen.
Oversat fra svensk af Ellen Boen efter 'Världens sista roman'. Athene, 2008. 341 sider
Rå og hudløst ærlig selvbiografisk roman om og af den svenske studievært Daniel Sjölin.
"Verdens sidste roman" følger i slipstrømmen fra den bølge af selvbiografiske romaner, der har skyllet ind over bogmarkedet de seneste år. Den er ikke en roman i gængs forstand. Den er en sammensmeltning af romangenren og biografien.
"Verdens sidste roman" er nutidserindringer iblandet barndomsminder og Daniel Sjölins betragtninger over samfundet, forurening, livet og romanen som genre. Han skriver bl.a., at alle romaner egentlig er selvbiografier. Forfatteren søger skikkelser at spejle sig i, og bekendelsesromaner er de mest ærlige, da de jo står ved, at de handler om forfatteren selv. Barndomserindringerne og Daniels Sjölins betragtninger er nogle steder så omfattende, at de virker forstyrrende for handlingen (for så vidt at man kan tale om en handling), og man kan næsten tabe tråden.
Daniel Sjölin er hudløst ærlig i sine beskrivelser af sig selv, som han karakteriserer som berøringsangst, selvoptaget alkoholiker. De alkoholiske tendenser har han arvet fra moderen, som nu tilmed er blevet dement efter årelangt misbrug; hendes demens er beskrevet med stor indlevelse. Daniel Sjölins moderopgør er ikke helt uens Morten Sabroes opgør med sin moder i "Du som er i himlen".
Ligeledes er beskrivelserne af forholdet til barndomsvennen, CJ og dennes kæreste, Catherine, som giver associationer til Janus, Tore og Helle i Rifbjergs "Den kroniske uskyld", med Daniel i birollen som Janus, interessante.
Daniel Sjölin har en meget ordrig stil, indimellem kunne han godt have sparet et par ord. F.eks. bruger han på side 138 syv linjer på at beskrive et lille barns ansigtskulør, når det skriger: ’rosabeige-beigerosa rosabeigehvidt-lyselilla med lyserøde striber…’
Men spørgsmålet er, hvor interessant det er for os som danskere, at læse en roman om en svensk studievært (når det ikke er fiktion vel at mærke)? Hvor mange danskere sidder og ser litteraturprogrammer på svensk tv? Og selvbiografisk bekendelseslitteratur er oftere lidt sjovere at læse, hvis man i forvejen kender giraffen.
Oversat fra svensk af Ellen Boen efter 'Världens sista roman'. Athene, 2008. 341 sider
Kommentarer