En smuk roman, der folder flere interessante historier ud med den stille Violette Toussaint i centrum.
Violette Toussaint er ledvogter ved en jernbaneovergang sammen med sin mand Philippe Toussaint. Philippe er en meget smuk og forkælet mand med mange elskerinder. Han kører sin vej hver dag efter morgenmaden og vender først hjem om aftenen på sin motorcykel, mens Violette både passer bomme, husholdningen og tager sig af deres højtelskede datter Léonine.
En aften kan toget ikke køre, og Violette inviterer kvinden Célia og hendes datter, der sidder fanget ombord, med ind i huset for at sove om natten, og Célia ender med at blive Violettes livslange ven. Det samme gør Sasha, der er kirkegårdspasser på Brancion-en-Chalon i Bourgogne, og som hun møder efter en tragisk og meningsløs ulykke, der forandrer alt for Violette. Da jernbaneleddet automatiseres, og Sasha går på pension, får Violette og Philippe jobbet som kirkegårdspassere. Kort efter forsvinder Philippe, men Violette nyder sit liv med at passe haven og kirkegården, hvor præsten, graverne og bedemændene er stamgæster, ligesom de forskellige forbipasserende, der kommer for at drikke kaffe, få lidt mad og snakke.
Violettes hverdag er påvirket af disse menneskers tillid til hende. Det samme gælder for de katte og hunde, hvis ejere er blevet begravet på kirkegården, og som Violette og de andre ansatte tager sig godt af. Den dag hvor en mand og en kvinde, som ikke er gift, beslutter, at de skal stedes til hvile sammen på hans gravsted, ændres alt. Bånd, der er bundet mellem levende og døde, opgraves, og advokaten Julien, der kommer for at få kastet lys over sin mors sidste ønske, får med sin kærlige insisteren Violette til at føle håb igen.
Denne roman har en rytme, som både er langsom og blid. Violette har fundet fred gennem arbejdet på sin kirkegård, hvor hun våger over levende og døde. Hun opretholder denne "sjælenes have, hvor de besøgende bydes velkommen af tusind farver og dufte og kærlig omsorg, når hun ledsager mange af sine gæster gennem deres livs sværeste øjeblikke. Violette kender alle de døde og har nedskrevet alt fra hver af de begravelser, hun har været med til, så de efterladte kan få indblik i deres kæres sidste rejse, hvis ikke de selv har kunnet deltage.
Bogen er fuldstændig vidunderlig og fyldt med en søgen efter sandheden. Alle kapitlerne indledes med et citat, som ofte er en smuk gravskrift. Forfatteren benytter sig af mange flashbacks, så historien nærmest føles som en film. Valérie Perrin skitserer mange mindre portrætter, der udfoldes og vokser ind i primærfortællingen, hvor Violette med de to garderobeskabe og den eksklusive parfume, er centrum. Fortællingen handler om tiden og kærligheden, både til de levende og døde, og fortællingen flytter ind i læseren med sin skønhed.
Kommentarer